Mit ægteskab

- ved jeg ikke hvad jeg skal stille op med. Jeg/vi er gift på 32 år og jeg keder mig gudsjammerligt men ved ikke hvad jeg skal gøre. Grundet sygdom hos konen er mange ting lavet om hos os. Sex er en by i Rusland og interessere sig lidt for hvad jeg laver orker hun ikke/gider hun ikke. Jeg har meget lyst til at skride men føler at det er at stikke halen mellem benene...løbe fra livet, hun er jo min kone. Oftere og oftere sker det at jeg græder over situationen føler at jeg bør gøre noget men er samtidig bange for det der er uden på den anden side af døren/ægteskabet.
jeg vil så gerne have et senior liv hvor vi hygger os sammen eller med andre (ikke sex) forstås. Føler mig på en måde ensom i mit eget hjem/ægteskab. Er her nogen som har noget erfaring i ovennævnt situation og som har et par råd til mig???

at fortælle din kone hvordan du har det. Måske er hun ikke klar over, hvad du dybest føler. Foreslå at komme i nogle klubber eller foreninger. Vil hun ikke, så meld dig ind alene. Der er et hav af forskellige steder for alle aldersgrupper. Se i den lokale telefonbog eller vejviser. De er som regel ivrige efter nye medlemmer. Held og lykke.

vil gøre dit liv mere spændende SAMMEN med din kone, så fortæl hende det. Hun bliver glad, meget glad for at du ønsker hendes selskab. Hvad fejler hun? Sygdom kan naturligvis sætte grænser for hvad man kan foretage sig, men interesse, omsorg, kærlighed og erotik og at opleve spændende ting med sin elskede er en god og effektiv medicin, både for dem der er syge og dem der bare keder sig. Heller ikke sexlivet behøver at være forbi fordi man er syg. Kun fantasien sætter grænser.
Jeg er af og til meget plaget af slidgigt, men vi lærte nogle fif på gigtforeningens hjemmeside, der virkelig 'forener det nyttige med det behagelige' - også for par med helt andre eller ingen handicaps. Held og lykke med genopdyrkningen!

men det var i fortiden, som forsørger!
Din kone vil kunne få hjælp flere steder fra, INTET I VERDEN undskylder at den ene part "ofrer" sit liv for den andens skyld - og da slet ikke, når hun ikke interesserer sig for dig! og du får ikke en sky med bedre udsigt, fordi du bliver.
HUN har ansvaret for SIT LIV - og DU har ansvaret for DIT LIV! se at komme i gang med det du gerne vil - inden det er for sent! Du HAR aftjent din værne-pligt i hjemmet!
alt det ævl med "i medgang og i modgang" tæller ikke mere, fordi hun kan forsørge sig selv og hjælpes af kommunen/staten! så længe du bliver går 2 liv til spilde!
KOM I GANG MED DIT LIV - mens du har det!
;-)

- du har ret i at forsørgelsespligten kun gælder så længe man er gift - og er en praktisk foreteelse.
Den der med 'medgang og modgang' går overhovedet ikke på materielle forhold, lige som det at 'bære hinandens byrder' ikke handler om netto-poser!

hvis din partner var ved at omkomme med Titanic, så ville du blive om bord, selv om kun du havde mulighed for at redde livet?
Sådan noget sødsuppepladder - gu' ville du ej!
Og dét er min pointe, red hvad reddes kan, bedst ville være 2 lykkelige liv, men når manden nu er ulykkelig og konen syg og uinteresseret... Så er det bare om at komme UD til livet! ville du elv bryde dig om at din mand KUN blev hos dig af pilgt/medlidenhed, hvis han ønskde noget andet -❓det er da den mest nedværdigende situation, for begge!

at man hjælper hinanden gennem de sorger og bekymringer livet bringer, f.eks. sygdom og medfølgende passivitet.

det er sgu da bare fordi du selv ønsker en garanti for at nogen bliver hos dig.
Tag dog ansvar for dit eget liv og elsk så meget, at du er villig til at give slip, hvis du bliver en byrde for en anden.
den stakkels mand er fortvivlet og græder fordi han inderligt ønsker noget andet i den sidste del af HANS LIV - må jeg aldrig opleve min egen mand reagere sådan! desuden fik min mand en bryllupsgave - en underskrevet og udateret seperationsbegæring - i tilfælde af at han måtte ønske noget andet!
Turde DU det - ?
Kærlighed er at give frihed, ikke at give fodlænke på!
Flyv mand FLYV! og god vind ;-)

har intet ønske om at være sammen med en, der hellere vil være et andet sted:)
Men man kan godt elske og støtte én, som uvedkommende vil anse for at være en byrde! - Og det gælder både mænd og kvinder!

'Jeg - en fyr': jeg vil så gerne have et senior liv hvor vi hygger os sammen eller med andre.
Jeg opfatter det som om han gerne vil genopdyrke sit ægteskab, som er blevet kedeligt pga konens sygdom og MÅSKE pga hans egen laden stå til. Mange mænd har valgt at lade konerne tage initiativerne til alle gøremål.
Det kunne være fremmende for debatten, hvis han, som startede den, kommer på banen igen!

det kan "man" måske nok, men han er ikke "man" og en hypotese, han er en dybt fortvivlet og ulykkelig mand af kød og blod.
alt andet er pladderhumanisme a la "Ude & hjemme"
BVADR!
skønne mand! SKYND DIG UD I LIVET!
;-)

han skriver "vi og os" fordi det er hvad han er i, mænd har vært ved at forestille sig andet, det skriver han jo også! han er et veldresseret skaffedyr, der ikke aner hvad han kan, andet end at skaffe...
stakkels mand!

er han lige præcis 'man' - medmindre du kender ham personligt! - Og i så fald burde du hjælpe ham personligt.
Kender desværre ikke UDE & HJEMME, så det må jeg afstå fra at debattere.

faktisk havde jeg slet ikke tænkt mig at besvare dit håbløse indlæg, du fatter jo ikke en pind.
Du skriver ud fra dit eget verdenssyn og dit billede af en ideel verden, hvor alle sværger hinanden evig troskab og lever lykkeligt til deres dages ende - det her er virkelighed! en virkelig mand, der er virkelig u-lykkelig og føler at han har gjort alt han kunne - for sin kone!
Håbede at de kunne hygge sig - men det gik lige modsat og nu er han dybt fortvivlet og beder om et godt råd - ikke en opremsning af hvad han burde gøre "i last og brast" i en ideel verden, men sådan blev det ikke.
Hold dig til emnet, i stedet for at moralisere.
Kære mand, du gjorde hvad du kunne, nu er det på tide at opfylde nogle af dine egne ønsker i livet! giv du bare slip og med god samvittighed! NYD LIVET SÅDAN SOM DU DRØMMER OM AT GØRE!

var det det jeg tænkte om dig og dine indlæg:
'Du skriver ud fra dit eget verdenssyn og dit billede af en ideel verden'
- du har åbenbart nogle lig i lasten som får dig til at opfatte trådstarterens indlæg, som at han er færdig med konen og bare mangler det sidste mod til at skippe hende.
Jeg opfatter det som en mand, der egentlig gerne ville have sit gode liv med konen tilbage, men at de begge er gået i stå. - Så er det jeg mener, at da det er konen, der er syg og initiativløs, er det op til ham at tage initiativerne!
Du har selvfølgelig ret i, at det er mit livssyn og livserfaringer, der får mig til at opfatte situationen sådan, men lad os nu få hovedpersonen på banen, - han må vel have haft et formål med at starte debatten - og ikke kun at få kvinder fra hver sin side af universet til at mundhugges:)

og mange tak for jeres indlæg som jeg netop har siddet og læst igennem. Det er interessant at der er to røde tråd der går igennem: Den der siger at jeg skal hytte mig selv...og så den hvor jeg bør blive. To verdener i een...meget mærkeligt.
Men uanset hvad så tog begivenhederne rigtig fart i aftes. Jeg tog mod til mig og fortalte hudløst og ærligt hvad jeg mente om det hele og hvad jeg havde gang i. Forklarede hende nogle ting som må have gjort ufatteligt ondt på hende. Her skal det lige indskydes at jeg søger sandheden fordi det er det nemmeste at huske og sandheden kommer altid frem. Her i livet er der et udtryk der siger "at kan man ikke få den man elsker, så må man elske den man får". Dette forklarede jeg hende at det faktisk var med den i baghovedet jeg sagde ja. Jeg gjorde det i en form for trods fordi en anden jeg var dybt forelskede i ikke ville noget med mig. Jeg erkendte også at det var umanerligt fejt og at jeg dengang burde have sagt nej til giftermålet. Jeg forklarede hende at mine planer var at vi skulle skilles som venner og ikke flå den anden til blods. Jeg er indstillet på at vi hjælper hinanden i gang igen udi vores nye liv som jeg tror vil starte midt i det nye år år 2007. Det siger sig selv at hun var fuldstændig paf og aldeles tavs over hvad der kom frem. Hvad der nu sker i dag og efterfølgende vides ikke men fra min side af så vil jeg prøve at gøre det så humant som muligt...selvom man siger at ingen skilsmisser er lykkelige. Sværest bliver det måske overfor vore børn.

Mener du det er humant, at din kone skal gå og se på dig, der har valgt hende fra, til en gang i 2007? - Tag dog konsekvensen, hvis du har besluttet dig for ikke at prøve at redde ægteskabet. Flyt hellere i dag end i morgen.

Kære ven...du fatter ikke en skid af det hele. Du er en kæmpe egoist. Dette drejer sig om at træffe den rigtige endelige beslutning om 35 års venskab skal rives op med rode og efterlade et hul der er på størrelse med sjælland eller om ægteskabet kan reddes!!!

din kones følelser er som dine! - Er de ikke det har du faktisk, hvis Jeres snak er korrekt refereret, fortalt hende, at hun har bygget sit liv på en løgn! Hun har delt alle disse år, - og fået børn og familie med en mand, der hele tiden har vist, at han ikke elskede hende, at hun ikke var den rigtige for ham. Hvis din kone har gjort det samme, er det da o.k.! Men har hun det? -

ja det er svært, ja det er tungt, ja samvittighed
men det ER det rigtige! og RIGTIG FLOT GJORT!
Du tror et næppe, men jg har set en kvinde i præcis samme situation rejse sig og finde et nyt værd og et nyt liv!
TILLYKKE MED RESTEN AF DIT NYE LIV! og pøj-pøj!
;-)

Humant?
Selvfølgelig er snakken korrekt gengivet og man kan da også godt sige at hun har fået et liv bygget på en løgn...og som jeg har skrevet tidligere måtte det gøre ufattelig ondt på hende at høre det!! Hvordan jeg selv ville have reageret hvis det var omvendt ved jeg ikke. MEN...i de 35 år vi har kendt hinanden har hun aldrig fortalt mig at hun elsker mig..ALDRIG. Jeg er ret sikker på at hun har kørt løbet for så havde hun et sted at være - jeg mistænker hende for at være tryghedsnarkoman uden at være sikker. Jeg har det også selv bedst når alt ånder fred og idyl, så med rette kan jeg også selv kaldes tryghedsnarkoman. Dette har vi begge været klar over og spillet et skuespil for hinanden. Men nu kan jeg ikke mere. Jeg vil ud og opleve en kvindes sande og ægte kærlighed til mig. At blive elsket og GENELSKE. Jeg er udmærket godt klar over at det bliver svært - intet og ingen (læs: kvinde) kommer af sig selv. Og som det sidste nye er vores søn blevet informeret hvilket bestemt ikke var nemt.

Jeg er sikker på du er en ærlig mand. Men det er en frygtelig sørgelig historie. Især hvis sandheden, der ofte er godt gemt i et langt ægteskab, er, at den ene ikke siger 'jeg elsker dig' fordi den anden aldrig siger det! Og så bliver det 'kun'kammeratskab og bofællesskab og børnefamilie, - og at være glad for det man har og at kunne leve med ikke at få alle sine drømme opfyldt.
Håber du har valgt rigtigt og ikke er én blandt mange i panikalderen, der kommer til at bortvælge det der virkelig betyder noget for kortvarige drømme om nyhedens interesse og seksuel ophidselse.
Det er altsammen i orden, hvis I begge synes det er det rigtige, MEN for Guds skyld, - og især Jeres børns skyld: Fortæl dem at I ikke længere elsker hinanden, at den gensidige kærlighed er ophørt. Det er svært at være skilsmissebarn (i alle aldre) fordi det er et frygteligt tab, at ens forældre ikke elsker hinanden mere, - men tænk på hvor ondt det er hvis far aldrig har elsket mor og det er under sådanne betingelser man er undfanget. Børn elsker og lever på idéen om kærlighed.
Tænk at være en familie, som en mand og far har har følt sig nødsaget til at nøjes med! Din syge og trætte kones selvværd og selvtillid må være mikroskopisk.
Men alle gode tanker herfra i håbet om at I gjorde det rigtige, - men jeg mener stadig at det er unødvendigt ondt både mod din kone (og dine børn), hvis din kone har opfattet Jeres samliv og følelser anderledes end du har; -

'eller om ægteskabet kan reddes!!!
Ser du stadig en chance for forbedringer/forandringer? -
Jeg ved fra egne erfaringer, at det kan lykkes!
Et forslag: Brug din egen tråd her + andre lignende, (der er parforholds-debatter nok at finde). Lad din kone læse det og tving hinanden til at snakke om det.
Og hvis du/I graver rigtig dybt, må der være bare et enkelt tilfælde af forelskelse eller erotisk kærlighed at finde. Find det og dyrk det!
- I har simpelthen for meget at miste; - der må være en vej! I er hinandens livsvidner, - tænk over det, - bare en gang mere.
Tænk over, at du har været sammen med din kone det meste af dit liv. Hun er deltager i alle dine minder, - gode som dårlige -. Har du også tænkt dig at eliminere din hukommelse samtidig med skilsmissen?
Hvis det er håbløst, så pas på dig selv, at du ikke står en dag og indser at det er dit livs fejltagelse, - ikke konen og ægteskabet, men skilsmissen!

prøv at gå i en svingerklub det er uforpligtende og hyggelig