Mogens Rukov, udsat for attentat - ANMELDELSE
Forfatter:Marcus Aggersbjerg
Titel: Rukov, et portræt
Forlag: People's Press
Udkom: September 2010
300 sider, 249 kr
[sol] [sol] ud af seks sole
Ræsonnement: Biografier er populære. Dansk films grå eminence (som vi kalder det) skal da portrætteres. Hvem er ledig, og måske billig? Marcus Aggersbjerg udpeges. Bogen begynder. Helt planmæssigt indleder Aggersbjerg med nogle stemningscener som ikke fænger. Herpå padler man forudsigeligt gennem en Rukovbarndom og -ungdom, som Rukov dog indtrængende har advaret om er kedelige og uvæsentlige. Og Rukov har naturligvis ret. Det er dødssygt og kvæler næsten læselysten. Bogen burde ikke komponeres på den måde.
Men fænomenet Rukov overlever turen. Flere kapitler henne tilkæmper Rukov sig talerum og hans vilde stemme træder frem. Hans idiosynkratiske søgen efter regler (dogmer) som mirakuløst ofte frembringer kunst og genialitet. Hans fornedrede selvværd som genstridigt producerer dødelig lidenskab og jagt efter oprigtighed. Pludselig genkender vi den portrætterede efter et næsten halvtreds siders attentat fra Aggersbjerg. Har People'sPress ikke redaktører som griber ind?
De narrative skift mellem Aggersbjergs blik, beskrivelser af hovedpersonen Mogens, og Rukovs egne ord er som en kamp mellem lys og mørke. Hver gang Rukov forsøgsvis hæver stemmen og bringer et fascinerende emne til decikering, lukker Aggersbjerg sagen ned og skifter fortællervinkel. Det er forstyrrende og irriterende.
Muligvis er Rukov en kaotisk selvfortæller, men netop derfor bør han portrætteres af et menneske som har tid og evne til at overskue den labyrintiske strøm. Denne biografi bliver et pragteksempel på en forfatter som i egenskabløshed næsten formår at kvæle sit material fordi det er for levende. Bogen bliver døde sider istedet for levende litteratur. Aggersbjerg er journalist, og ikke forfatter. Hans Rukovportræt er er én lang journalistik uden litterær substans eller åndedrag.
Så halvvejs henne i bogen skifter Aggersbjerg stategi og gør nøjagtigt det modsatte: han lader sine interviewofre tale og tale indtil vi kaster op - fuldstændigigt uredigeret. Rukov taler med Thomas Vinterberg, Per Fly og Ole Christian Madsen. Disse samtaler virker minituøst nedskrevet uden den mindste kondencering og vi ender med en ørkenvandring af replikker hvor halvdelen burde være siet fra. Tag denne intetsigende udveksling med Per Fly:
MOGENS: "Den gode film skal også underholde. Film er skabt til publikum, og publikum skal underholdes. Film skal være underholdende, men ikke underholdning..."
PER: "Det med at blive underholdt er vigtigt. Det løber gennem det meste af det vi har lavet sammen. Publikum skal fanges af historien..."
[img]http://eshop.dfi.dk/ShopImages/Items/625.jpg[/img]
Når alt det er sagt, ender man alligevel med en taknemlig læseroplevelse fordi fænomenet Rukovs aligatoragtige overleverkarakter er et vedkommende og rørende bekendtskab. Også Vinterbergsamtalens gennemgang af Festens tilblivelse er historisk materiale. Tænk hvad det kunne være blevet til, hvis Rukov var blevet formidlet i en højere stratosfære end journalistisk søndsagstillægstil.
Link: http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Sket-i-Cinemateket/Joergen-Leth-Mogens-Rukov-%E2%80%93-og-meningen-med-tilvaerelsen.aspx
Titel: Rukov, et portræt
Forlag: People's Press
Udkom: September 2010
300 sider, 249 kr
[sol] [sol] ud af seks sole
Ræsonnement: Biografier er populære. Dansk films grå eminence (som vi kalder det) skal da portrætteres. Hvem er ledig, og måske billig? Marcus Aggersbjerg udpeges. Bogen begynder. Helt planmæssigt indleder Aggersbjerg med nogle stemningscener som ikke fænger. Herpå padler man forudsigeligt gennem en Rukovbarndom og -ungdom, som Rukov dog indtrængende har advaret om er kedelige og uvæsentlige. Og Rukov har naturligvis ret. Det er dødssygt og kvæler næsten læselysten. Bogen burde ikke komponeres på den måde.
Men fænomenet Rukov overlever turen. Flere kapitler henne tilkæmper Rukov sig talerum og hans vilde stemme træder frem. Hans idiosynkratiske søgen efter regler (dogmer) som mirakuløst ofte frembringer kunst og genialitet. Hans fornedrede selvværd som genstridigt producerer dødelig lidenskab og jagt efter oprigtighed. Pludselig genkender vi den portrætterede efter et næsten halvtreds siders attentat fra Aggersbjerg. Har People'sPress ikke redaktører som griber ind?
De narrative skift mellem Aggersbjergs blik, beskrivelser af hovedpersonen Mogens, og Rukovs egne ord er som en kamp mellem lys og mørke. Hver gang Rukov forsøgsvis hæver stemmen og bringer et fascinerende emne til decikering, lukker Aggersbjerg sagen ned og skifter fortællervinkel. Det er forstyrrende og irriterende.
Muligvis er Rukov en kaotisk selvfortæller, men netop derfor bør han portrætteres af et menneske som har tid og evne til at overskue den labyrintiske strøm. Denne biografi bliver et pragteksempel på en forfatter som i egenskabløshed næsten formår at kvæle sit material fordi det er for levende. Bogen bliver døde sider istedet for levende litteratur. Aggersbjerg er journalist, og ikke forfatter. Hans Rukovportræt er er én lang journalistik uden litterær substans eller åndedrag.
Så halvvejs henne i bogen skifter Aggersbjerg stategi og gør nøjagtigt det modsatte: han lader sine interviewofre tale og tale indtil vi kaster op - fuldstændigigt uredigeret. Rukov taler med Thomas Vinterberg, Per Fly og Ole Christian Madsen. Disse samtaler virker minituøst nedskrevet uden den mindste kondencering og vi ender med en ørkenvandring af replikker hvor halvdelen burde være siet fra. Tag denne intetsigende udveksling med Per Fly:
MOGENS: "Den gode film skal også underholde. Film er skabt til publikum, og publikum skal underholdes. Film skal være underholdende, men ikke underholdning..."
PER: "Det med at blive underholdt er vigtigt. Det løber gennem det meste af det vi har lavet sammen. Publikum skal fanges af historien..."
[img]http://eshop.dfi.dk/ShopImages/Items/625.jpg[/img]
Når alt det er sagt, ender man alligevel med en taknemlig læseroplevelse fordi fænomenet Rukovs aligatoragtige overleverkarakter er et vedkommende og rørende bekendtskab. Også Vinterbergsamtalens gennemgang af Festens tilblivelse er historisk materiale. Tænk hvad det kunne være blevet til, hvis Rukov var blevet formidlet i en højere stratosfære end journalistisk søndsagstillægstil.
Link: http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Sket-i-Cinemateket/Joergen-Leth-Mogens-Rukov-%E2%80%93-og-meningen-med-tilvaerelsen.aspx