Ny Verden-oversættelsen og Guds personlige navn
I Lukas 4:18 citerer Jesus en profeti af Esajas (61:1) og anvender den på sig selv. Han siger ifølge Ny Verden-oversættelsen: „Jehovas ånd er over mig.“ Mange mener at oversættelsen ikke burde bruge navnet Jehova her. Det er dog blot ét af de mere end 200 steder hvor navnet forekommer i Ny Verden-oversættelsens Græske Skrifter, det såkaldte Nye Testamente. Det er rigtigt at intet eksisterende, tidligt græsk håndskrift af Det Nye Testamente indeholder Guds personlige navn, men der er forsvarlige grunde til at navnet er taget med i Ny Verden-oversættelsen. Det skyldes ikke et tilfældigt lune. Andre oversættelser gør noget lignende. Mindst elleve tyske oversættelser bruger navnet Jehova (eller Jahve) i Det Nye Testamentes tekst, mens fire oversættelser har navnet i parentes efter „Herre“. Mere end 70 tyske oversættelser bruger det i fodnoter eller kommentarer.
I Israel blev Guds navn brugt frit og uhindret i mere end tusind år. Det er det hyppigst forekommende navn i De Hebraiske Skrifter (Det Gamle Testamente), og der findes intet overbevisende vidnesbyrd om at det var ukendt for folk i almindelighed, eller at udtalen var gået i glemme i det første århundrede efter vor tidsregning, da jødekristne blev inspireret til at skrive Det Nye Testamentes bøger. — Rut 2:4.
Wolfgang Feneberg udtaler i det jesuitiske tidsskrift Entschluss/Offen (april 1985): „Han [Jesus] holdt ikke sin Faders navn tilbage fra os, men han betroede os det. Ellers er det uforklarligt hvorfor den første bøn i Fadervor lyder: ’Lad dit navn blive helliget!’“ Feneberg siger videre at „i førkristne håndskrifter for græsktalende jøder blev Guds navn ikke omskrevet med kýrios [Herre], men blev skrevet med tetragrammet [JHWH] med hebraiske eller gammelhebraiske bogstaver. . . . Vi finder mindelser om navnet i kirkefædrenes skrifter; men de er ikke interesserede i det. Ved at oversætte navnet med kýrios (Herre) viste kirkefædrene at de var mere interesserede i at overføre kýrios’ herlighed til Jesus Kristus.“ Ny Verden-oversættelsen genindfører navnet i bibelteksten, men kun hvor der er et godt, tekstmæssigt velunderbygget grundlag for at gøre det. — Se Appendix 1D i den engelske studieudgave af Ny Verden-oversættelsen.
Nogle anker over brugen af formen „Jehova“ for Guds navn i Ny Verden-oversættelsen. I de hebraiske håndskrifter forekommer navnet blot som fire konsonanter, JHWH, og mange hævder at den rette udtale er „Jahve“ og ikke „Jehova“. Derfor mener de at det er fejlagtigt at bruge formen „Jehova“. Sandt at sige er bibelforskerne på ingen måde enige om at formen „Jahve“ repræsenterer den oprindelige udtale. Det der er sikkert er imidlertid at mens Gud bevarede bogstaverne JHWH i sit navn over 6000 steder i Bibelen, bevarede han ikke den udtale af det som Moses hørte på Sinaj. (2 Mosebog 20:2) Udtalen er derfor ikke det vigtigste i øjeblikket.
I Europa har formen „Jehova“ været almindeligt anerkendt i århundreder og bruges i mange bibeludgaver, deriblandt jødiske oversættelser. Det forekommer utallige gange på bygninger, mønter og andre steder, i trykte værker og i mange salmer som synges i kirkerne. I stedet for at prøve at gengive navnet med den oprindelige hebraiske udtale, bruger Ny Verden-oversættelsen altså den form af Guds navn som er den almindeligt brugte på de forskellige sprog som denne oversættelse foreligger på. Det er nøjagtig hvad andre bibeloversættelser gør med Bibelens øvrige navne.
I Israel blev Guds navn brugt frit og uhindret i mere end tusind år. Det er det hyppigst forekommende navn i De Hebraiske Skrifter (Det Gamle Testamente), og der findes intet overbevisende vidnesbyrd om at det var ukendt for folk i almindelighed, eller at udtalen var gået i glemme i det første århundrede efter vor tidsregning, da jødekristne blev inspireret til at skrive Det Nye Testamentes bøger. — Rut 2:4.
Wolfgang Feneberg udtaler i det jesuitiske tidsskrift Entschluss/Offen (april 1985): „Han [Jesus] holdt ikke sin Faders navn tilbage fra os, men han betroede os det. Ellers er det uforklarligt hvorfor den første bøn i Fadervor lyder: ’Lad dit navn blive helliget!’“ Feneberg siger videre at „i førkristne håndskrifter for græsktalende jøder blev Guds navn ikke omskrevet med kýrios [Herre], men blev skrevet med tetragrammet [JHWH] med hebraiske eller gammelhebraiske bogstaver. . . . Vi finder mindelser om navnet i kirkefædrenes skrifter; men de er ikke interesserede i det. Ved at oversætte navnet med kýrios (Herre) viste kirkefædrene at de var mere interesserede i at overføre kýrios’ herlighed til Jesus Kristus.“ Ny Verden-oversættelsen genindfører navnet i bibelteksten, men kun hvor der er et godt, tekstmæssigt velunderbygget grundlag for at gøre det. — Se Appendix 1D i den engelske studieudgave af Ny Verden-oversættelsen.
Nogle anker over brugen af formen „Jehova“ for Guds navn i Ny Verden-oversættelsen. I de hebraiske håndskrifter forekommer navnet blot som fire konsonanter, JHWH, og mange hævder at den rette udtale er „Jahve“ og ikke „Jehova“. Derfor mener de at det er fejlagtigt at bruge formen „Jehova“. Sandt at sige er bibelforskerne på ingen måde enige om at formen „Jahve“ repræsenterer den oprindelige udtale. Det der er sikkert er imidlertid at mens Gud bevarede bogstaverne JHWH i sit navn over 6000 steder i Bibelen, bevarede han ikke den udtale af det som Moses hørte på Sinaj. (2 Mosebog 20:2) Udtalen er derfor ikke det vigtigste i øjeblikket.
I Europa har formen „Jehova“ været almindeligt anerkendt i århundreder og bruges i mange bibeludgaver, deriblandt jødiske oversættelser. Det forekommer utallige gange på bygninger, mønter og andre steder, i trykte værker og i mange salmer som synges i kirkerne. I stedet for at prøve at gengive navnet med den oprindelige hebraiske udtale, bruger Ny Verden-oversættelsen altså den form af Guds navn som er den almindeligt brugte på de forskellige sprog som denne oversættelse foreligger på. Det er nøjagtig hvad andre bibeloversættelser gør med Bibelens øvrige navne.