Når det ikke opdages...

Jeg synes, at der har de seneste dage været nogle interessante debatter og synsvinkler på utroskab – fra tråden om man bliver mere rummelig efter utroskab.
Fællesnævner for næsten alle historierne er dog, at utroskabet er blevet opdaget af ens ægtefælle. Det gælder både for de som har været utro, og de som har været utrosramt. Og egentlig også for elskerne/elskerinderne - hvor deres utro partner er blevet opdaget. Nogle er blevet i deres ægteskab på trods af utroskabet, andre er blevet skilt.
Men hvad hvis man ikke bliver opdaget? Måske har man selv stoppet det, eller det er gledet ud i sandet. Eller måske kører det fortsat, i al hemmelighed på sidelinjen. Men under alle omstændigheder – så kender ens ægtefælle ikke til udenomshandlingerne.

Derfor mit spørgsmål – er rummeligheden for utroskab en anden – når man ikke er blevet opdaget? Når de (med rette) smertelige konsekvenser af mistillid, svigt og bedrag – og til tider en voldsom splittelse – ikke ”mærkes” på kroppen helt så direkte?
Hvad siger I utro, som har været eller stadig er i et forhold uden ægtefællens vidende? Eller opdagede elskere/elskerinder?
Er I blevet mere rummelig for utroskab, nu når I er eller har været ude i det?

Lille rettelse -
Der skulle have stået uopdagede elskere / elskerinder...
"Hvad siger I utro, som har været eller stadig er i et forhold uden ægtefællens vidende? Eller uopdagede elskere/elskerinder?
Er I blevet mere rummelig for utroskab, nu når I er eller har været ude i det?"

Hej NinaQ
Jeg er så enig, så det næsten burde forbydes :-) Nej, man angrer ikke at man var utro, man angrer at man blev opdaget.
Og det gælder ikke kun indenfor utroskab. Jeg kan ikke glemme den scene med cykelrytteren Bjarne Riis som blev spurgt om han havde dopet sig. Svaret var "Jeg er aldrig testet positiv"? Jamen altså?
Det er som om alt er legitimt så længe man ikke bliver opdaget. En af de mest brugte sætninger i nudagens Danmark, på spørgermålet om hvorfor man gjorde noget er, "fordi jeg kunne/kan"??
Mvh Lagermann

Fællesnævneren? Der er skrevet flere indlæg fra utro, som selv har stoppet det uden, det var opdaget.
Og det er blevet sagt ligeså mange gange, at de netop ikke synes utroskab gjorde noget godt, men tværtimod gjorde skidt, også for den utro. Men det er som om at det ikke er en populær synsvinkel her.
Jeg er af den opfattelse, at adskillige tidligere utro, også hvor det ikke blev opdaget, ikke er blevet mere rummelige. Netop på grund af erfaringen med det.
Så NEJ TVÆRTIMOD! Utroskab er dårligt. Rigtig, rigtig dårligt!
Men formoder at flere, der stadig er i det vil forsvare det. Hvad ellers? Det er jo ikke kun ægtefællen man bedrager. Og nu man er så godt i gang med at lyve.........😖

Så er jeg ligefrem en UNDTAGELSE. Whauw ...........

Hmm.... jeg er så uenig med dig.
Jeg har lige travet indlæggene igennem - og langt langt langt hovedparten omhandler beretninger fra de, som er blevet opdaget, eller har fået det fortalt, fra den ene eller anden side.
De fleste skribenter beretter om hvordan de har tacklet det efterfølgende. Løgnen, svigt, osv. - og genopbygning af tillid. Eller at de er gået fra hinanden pga. af det. Og nogle at de er kommet styrket ud af det. Utroskabet er altså et kendt element i deres forhold.
Jeg synes der er meget langt mellem de, som har været / utro - og lever et stille og uopdagede eksistens med det.

Det er lejlighedsvis, når man har lyst og tid. Det stod på i 12 år, så ebbede det ud fordi tiltrækningen forsvandt - simpelt.
Med andre jeg var utro med, var tiltrækningen overstået efter en enkelt eller to gange og det var jo ikke noget jeg stræbte efter. Jeg undlod at være utro, når jeg kunne lade være.
Og ja, der kom en vis rummelighed og jeg havde også overlevet, hvis han havde gjort noget tilsvarende - det gjorde han bare aldrig. (så vidt jeg ved) 😉

Ikke at jeg var stolt af det eller overhovedet tilfreds med det. Kunne bare ikke lade være😖

jeg var engang utro med en, som tidligere havde været utro med en nabokone - og jeg siger dig, det fortrød han flere gange end han havde hår på hovedet. Hun skubbede simpelthen noget i hans verdensbillede som han ikke ønskede at få skubbet. Da han var utro med mig, var det for at overbevise sig selv om, at sådan behøvede det ikke være hver gang, men han blev vist ikke helt overbevist og det eneste manden gerne ville var at have det godt med sin kone. Det er mange år siden og de er stadig sammen og har lige fået det 5. barnebarn.

også min holdning.
Sikke et selvbedrag at skulle lyve og skjule hele tiden, samtidig med at man også skal tilgodese elskerinden/affærens forventninger, som formodentlig også er en del af en løgn. Og kontrollere at ens kone/mand ikke er hoppet ud i samme suppedas, for det ville den utro da ALDRIG acceptere.
Mit bud er, at det må være meget besværligt og kræve meget opmærksomhed at føre sådan et dobbeltliv. Og samvittigheden må være et kapitel for sig -

Hilsen
Lilje

Jeg havde svoret at jeg aldrig kunne finde på at være utro – og det har heller ikke været det i de 16 år jeg har været gift, lige indtil jeg mødte denne kvinde.
Jeg havde et forhold med hende i et års tid – vi er stoppet nu, for en 5 måneder siden, og jeg er aldrig blevet opdaget af min kone.
Jeg har to børn, og der er ingen tvivl hos mig, havde jeg ikke børnene, så var jeg gået. Ja – det svagt af mig, men når det ikke direkte er skidt derhjemme – så vejer hensynet til børn og familie meget tungt. Jeg stoppede mit forhold med en ellers fantastisk kvinde, da jeg var (og er) bange for miste, det jeg har. Der var for meget på spil, og jeg turde ikke satse.
Nogle gange føler jeg, at jeg ”ofrer” mig for familien (når selvmedlidenheden tager over og fornuften ryger ud). Jeg læser derfor disse debatsider for at bekræfte mig i mit valg, at det var den rigtige beslutning, at blive hos familien. Jeg faldt lige over et indlæg i debatten lidt tidligere, at man ikke orker at forholde sig til de følelser man har til sin utroskabspartner. Der kan jeg godt melde mig ind under fanerne. Nogle gange bliver jeg bekræftet i mit valg her på siderne - andre gange ikke. Jo – den dejlige kvinde optager mine tanker meget.
Men tilbage til spørgsmålet om man bliver mere rummelig efter utroskab hvis man har stået i det uden det blev opdaget? Tja – for mit vedkommende kan jeg kun sige ja.
Jeg var stor modstander og fordømte alle som var utro - det var noget man absolut ikke kunne eller skulle gøre. Jeg troede jo heller ikke, at det kunne overgå mig. Jeg har dog en anden (og mere rummelig?) mening i dag, og kan godt forstå, at det kan ske. Der er ikke længere fordømmelse fra min side, men snarere forståelse. Jeg fortryder heller ikke mit utroskab – på trods af efterfølgende dilemmaer og hjertekvaler. Nogle gange tænker jeg, at hvis jeg aldrig havde mødt hende, så vil det hele have været meget lettere. Men nej – jeg er oprigtigt glad for at have mødt hende, og jeg vil ikke have været den oplevelse foruden.

Jeg kan slet ikke fordømme dig, da det ville få mig til at kaste med sten, trods det at jeg sidder i et glashus. Ikke sådan at jeg har været en partner utro. Men...og nu slår jeg blikket klædeligt ned, jeg har uden at vide det, været med til at være en partner utro. Nej, jeg mener ikke det et helt det samme, især fordi jeg ikke vidste at kvinden var i et forhold.
Er det min pligt at tjekke om min "engangs-partner" er i et forhold? Sjovt nok havde jeg dårlig samvittighed, trods det at det ikke så ud til at hun havde det? Nogle er skabt til den slags, og andre er ikke.
For at drage paralellen til Bjarne Riis, så sad han for åbent TV og sagde med blikket direkte ind i kameraerne og sagde den der sætning. Historien viser os at han nu er krøbet til bekendelse. Jeg har to drenge som altid har været store fans af CSC, Tiscali og Saxo Bank. Hvad skal jeg sige til dem når Riis, Skibby, Holm og hvad de alle hedder én efter én smasker mine drenges tillid til atomer? Skider de virkeligt i den grad på at de er forbilleder? JA DET GØR DE.
Nej, somme tider kan vi bare ikke lade være :-)
Mvh Lagermann

Du vil nu synes, det er helt i orden, hvis din kone skulle være dig utro i fremtiden? Det er fint du ikke fordømmer, men er du også rummelig nok til sådan en situation?
Jeg kan også godt FORSTÅ at utroskab kan opstå og FORDØMMER heller ikke i alle tilfælde.
Men derfra og til at blive rummelig og acceptere det, og måske synes, det er i orden, vil jeg mene, der er et temmelig langt skridt.

Noget jeg ofte læser på disse sider er, at mange vælger til slut at blive hos kone/mand og familie.
Er det udtryk for, at det er slet ikke så skidt derhjemme, men at det er spændende at prøve noget nyt - for til sidst at komme til erkendelsen af, at forholdet derhjemme er værd at satse på.
Det har bare så mange omkostninger for den der bliver bedraget (hvis det ærligt bliver fortalt, eller det måske bliver opdaget).
Hvordan kan man vende tilbage og være den samme som før? Med alt det kaos i bagagen?
Som en debattør tidligere skrev, man må da være ved at brække sig over sig selv.
Jeg er glad for at jeg har læst om emnet her, for jeg er blevet en del klogere.
Så alligevel tak herfra.
Hilsen
Lilje

Jeg ved ikke, hvordan jeg ville reagere, hvis jeg opdager at min kone er mig utro. Aner det slet ikke.
Jeg ved dog, at før jeg selv har oplevet utroskab, havde jeg var klar i spyttet - jeg vil sætte stolen for døren som det første, og ægteskabet vil være slut.
Nu har jeg en anden holding. Jeg tror, at jeg vil være mere "rummelig" - jeg vil ihvertfald høre og lytte - og overveje om der er noget tilbage af vores ægteskab, som der kan bygges fremtid på - og ikke som det første afvise.

For mit vedkommende, så er det fordi jeg er bange for miste det familieliv, jeg har. Og det er derfor, jeg stoppede mit utroskab.
Kaos i baggagen - ja, det er nok et godt udtryk for det. Jeg er ikke stoppede med at tænke på min utroskabspartner, og bruger også disse sider til at vende mine egne tanker og høre andres. Hun dukker op i tankerne i tide og utide, men jeg er ikke ved at brække mig over mig selv. Hun giver mig et smil på læberne - og det er nogle gode minder. Og for mig lige nu, bliver det kun ved gode minder.

Måske afsløres faktuelle forhold om utroskab IKKE direkte; men den afstand du lægger til din partner når du er utro og den afstand din partner så næsten helt automatisk lægger til dig når han/hun mærker din afstandstagen er der og bliver der i meget lang tid som en usikkerhed, skepsis og tvivl i den 'forsmåedes' sind og du vil mærke den, måske ikke for evigt, men i årevis.
Jeg har ikke nogen mening om spørgsmålet generelt, men kun hvad jeg selv føler ud fra egne erfaringer som utrosramt, og jeg mener helt bestemt at rummeligheden bliver MINDRE når først den 'forsmåede' partner har oplevet denne tvivl og skepsis, og selv om utroskaben aldrig var blev afsløret, (hvilket den faktisk blev i mit tilfælde EFTER utroskaben var ophørt), så ville det ligge lige under overfladen og med statsgaranti afsløres, HVIS der blev en næste gang.
Jeg vil tro at hvis den 'forsmåede' ikke ligefrem går og venter på en oplagt skilsmissegrund, så vil han/hun lade den udefinerbare tvivl og skepsis komme den utro til gode: altså give vedkommende et gult kort, - men slet ikke rummelighed overfor en ny aftand pga utroskab eller noget som helst andet! Det man (jeg i hvert fald) lærer af utroskab er at bevare nærheden og ikke give plads til afstand. (Hvilket jo ikke er det samme som at man ikke giver hinanden plads eller lever i et kontroltårn, men at man giver sit (eget) parforhold første prioritet).

Kunne du ikke også have fået familieliv og en hverdag med den kvinde du var utro med?
Det er nemlig essensen her, at der er åbenbart ikke nogen som tror på at vedkommende kvinde/mand (man har dyrket utroskab med) opfylder flere behov end spænding og sex.
Derfor er det efter min mening utilgiveligt at svigte den partner, som VIRKELIG opfylder dine/vores behov for tryghed, kærlighed og en (tilsyneladende) meget givende hverdag.

Jeg er helt sikker på, at jeg kunne få en dejlig hverdag og liv sammen med den kvinde, jeg var utro med. Det var langt fra "kun" sex og spænding. Tværtimod. Jeg havde heller ikke været utro, hvis det kun var for det. I mine øjne, så er det for tyndt et grundlag at satse et ægteskab på.
Nej - vi havde et stærkt emotionelt bånd, mentalt, socialt, og givende på rigtig mange fronter. Det var også derigennem min stærke tiltrækning til hende opstod.
Hmmm... Du skriver :
"Derfor er det efter min mening utilgiveligt at svigte den partner, som VIRKELIG opfylder dine/vores behov for tryghed, kærlighed og en (tilsyneladende) meget givende hverdag."
Når du skriver sådan, så får det mig til at tænke, at jeg rent faktisk også svigter min ex-utroskabspartner og mig selv. Men jeg vil have en hverdag med mine børn.
Og derfor bestod (og består) mit dilemma netop af, at jeg er og var sikker på, at jeg kunne få et fantastisk (og trygt) liv med den kvinde, som jeg var utro med. Det er nok også det, som gør mest ondt. At hun opfylder netop rigtig mange behov hos mig. (og det er ikke det seksuelle vi taler om). Men hun er ikke mor til mine to børn, og jeg tør ikke satse det familieliv. Og som jeg skrev tidligere, havde jeg ikke børn, så var jeg gået.
Og hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg stadig utro i tankerne.

Og jeg forstår så godt at du bliver sammen med dine børn, for når du og konen ellers har et godt familieliv sammen - et godt "forældreskab" hvorfor så slippe det? Jeg vil heller ikke slippe det gode liv jeg har med min mand - selvom vi lever alene sammen nu, så er der så mange venner, familie og aktiviteter der binder os sammen.
Mnt. min elsker så han lever og ånder for sine børn - jeg ville aldrig kunne gå ind i et forhod til ham og være den mor for hans børn hans kone nu er. Desuden har jeg mange flere interesser der netop IKKE er familieorienterede, som jo er det meste af mit liv her og nu.
Grunden til vi ikke kan have et forhold ved siden af skyldes - især for mit vedkommende - de mange stærke følelser der er så svære at forholde sig til. Jeg græd simpelthen alt for meget - det gør jeg ikke længere 🙂
Så pga. de mange uafklarede følelser jeg skulle bakse med hver dag droppede jeg min elsker - gjorde mig kold så at sige - lavede en "killer". Langt nemmere end at skulle leve i et dobbeltliv som jeg gjorde. Men er glad for jeg oplevede dette og at han findes og tænker i kærlighed på at hvor er livet vidunderligt, når så herlig en mand lever på denne jord. [f]
Du skriver: "Og hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg stadig utro i tankerne."
Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg også utro i tankerne 😖
Pus
Bare at tænke på det kan gøre mig glad
Pus

skal være helt ærlig, så synes jeg, du er meget uærlig og sjofler din kone stadigvæk.
" havde jeg ikke børn, så var jeg gået."
Hvis du ikke af et ærligt og kærligt hjerte kan blive hos din kone, og ikke bare tænke på dit samvær med børnene, synes jeg ikke det er fem potter pis værd. Hvad så når børnene er større og dit behov på det punkt er opfyldt, går du så?
Jeg mener, din kone har krav på at vide, hvor hun står med hensyn til dig og dine fortsatte følelser for en anden. Hvis du har nogen form for selvrespekt og respekt for hende tager du konsekvensen og fortæller det, som det er. Intet mindre.
Hun har da fortjent en chance for at vælge til eller fra. Og bør have muligheden for et nyt liv uden at årene skal gå.
Vær nu et mandfolk og ikke bare et utro og beregnende fjols.
Hilsen en der også blev, men af de rigtige grunde.

men nok mest overfor det man selv render og laver, og som ikke vil få konsekvends for en selv!😃
for nogen år siden var jeg på bytur med en lille gruppe venner, vi festede jævnligt sammen...og gav den som regl max gas😉
en af gutterne, gruppens charmør havde ved denne lejlighed slæbt sin elskerinde med. en sød og smuk, men også meget blåøjet og ung kvinde.hans plan var at feste med os, for derefter at tilbringe natten sammen med "kæresten" under påskud til konen om at sove hos en af os, så han ikke skulle køre sprit😉 noget han ofte gjorde!!
ved denne lejlighed var der en af gutterne der hen under aftenen spurte ham, om hvordan han altid kunne slippe så nemt væk hjemmefra?.....og han udtalte sig med store armbevægelser om hvor nemt det var, og hvor nemt han kunne manipulere konen, så han fik det som han ville!! (nok mest til ære for "kæresten"?)
situationen udviklede sig hurtigt til vi begyndte at drille han lidt 😉 sagde til ham i sjov, at der nok var en grund til at hans kone lod sig manipulere og overtale så nemt! og at hun garanteret blev revet rundt af sin latinolover, mens vi sad og drak ...😃
ved i hvad manden gjorde? lol! han bestilte først en taxa til "kæresten" og sendte hende hjem, under påskud at at ville komme om en time, han ville lige have en farvelpils?! da hun var kørt, prejede han selv en taxa, for at køre helt hjem til kone, lade taxaen vente, mens han lige forsikrede sig at ingen fremmede, var igang med at pisse på hans territorie, så steg han ind i vognen igen, og kunne med ro i sindet tage ind til "kæresten" og tilbringe natte😕
ja...ser i, det er sku rummelighed!! og desværre nok den form for rummelighed der oftest er ved utroskab!!??

Jeg er stadig lidt desorienteret.
Vil det sige, at du blev tiltrukket af din ex-utroskabspartner, og sideløbende med dit ægteskab, havde et forhold til hende i x antal måneder eller år, for derefter at komme på tanke om, at du vil have en hverdag med dine børn?
Var du ikke klar over det på forhånd, så du kunne have undgået den situation du nu er i, stadig at være utro i tankerne og dermed reelt også være din kone utro?
Èn positiv ting (som jeg har læst mig til) er, at forhold indgået i utroskab i langt de fleste tilfælde ikke holder alligevel. Så måske er dit valg klogt nok - for dig.
Men tak for din ærlighed. Jeg interesserer mig meget for emnet, fordi jeg selv har været den utroskabsramte og ved hvor smertefuldt det er.
Heldigvis skulle jeg ikke leve videre med manden - og dermed fri for at tænke på om han virkelig ville mig eller var et andet sted (i tankerne).
Hilsen
Lilje

Du har været så heldig at finde kærlighed, god sex, spænding i én og samme person. Og du fik mulighed for med åbne øjen at træffe beslutning om, hvem du ville leve dit liv sammen med.
Jeg tænker blot, hvorfor skal din kone fratages det samme valg? Hvorfor skal hun ikke have mulighed for at vælge, om hun på ny vil ud og finde kærligheden, eller om hun vil satse på familielivet??? Og valget burde hun tage ud fra alle fakta...
Du ville forlade din kone, hvis I ikke havde børn, og er fortsat utro i tankerne - burde din kone ikke få viden om det? Med hvad ret vælger du, at hun skal leve sit liv på en løgn?
Ja, du svigter dig selv, når du bliver ved familien. Det er dog intet mod det svigt, som du udsætter din kone for. Det er sjældet, at jeg får tårer i øjnene af at læse indlæg på debatten, men mit hjerte bløder for din hustru.
Hvis jeg fik at vide, at min mand havde været mig utro, ja, så ville jeg naturligvis være ked af det. Fik jeg at vide, at han blev hos mig udelukkende på grund af vores børn, at hans sande kærlighed var elskerinden, og at han fortsat levede på minderne ville jeg være knust. Men jeg ville blive rasende, hvis han på grund af sin egoisme, valgte at spilde mit liv på en løgn....

Skøn historie! synd at manden ikke havde nosser nok til at bekend kulør og lade konen få mulighed for at vælge om hun gad ham! Sikken en skvat!😃

jeg forstår bare ikke at man er utro... Når man har den lyst til noget nyt eller noget, så må man bide det i sig.
Jeg ville ikke reagere let hvis det skete for mig at min partner var utro. Hvis det skete kunne jeg nok se frem til en fængselsstraf.

Nogen sidder ude i deres mere eller mindre gode ægteskaber, hvor de har en masse undskyldninger for at blive (mest for egen skyld, vel at mærke), mens de sidder og drømmer om det, de kalder deres livs kærlighed, og derfor kun er halvt til stede i deres forhold, dog uden at give de ægtefæller, der må nøjes en mulighed for at sige fra.
Jeg er ret sikker på, min eksmand kunne have været en af dem, hvis ikke han var brudt sammen, og været nødt til at tilstå, hvilket resulterede i, at jeg valgte at blive skilt. Sjovt nok var elskerinden ikke så tiltrækkende, da først han frit kunne få hende, og at dømme efter statistikkerne for utro/elskerinde forhold, er det ikke enestående. Så den store kærlighed i udenomsforhold kan åbenbart bedst overleve, hvis man skal mødes på den platform, og ikke som et egentligt forhold med alt, hvadd et indebærer. Mon ikke det handler om, at man tror, at græsset altid er grønnere på den anden side af hegnet, mens man helt overser, at man har glemt at vande sit eget.
Jeg kender heller ikke tilfælde, hvor utroskab har gjort noget godt, hverken for den utro eller den, man bedrog. For vores vedkommende har jeg klaret turen væsentligt nemmere end min eksmand, der var utro, men det har ikke tilført nogen af os noget positivt.

jeg har haft et forhold til min ungomskæreste i over tyve år og været utro med ca. 30 mænd siden da...

lige nu e rjeg utro med en som jeg har kendt i 7 måneder..jeg lever med mit livs kærlighed påa lle måder undtagen seksuelt, der er der ikek mere den samme tiltrækning, men hvis man påa lle måder er perfekte sammen vi har også to børn skal man så gå fra hianden pga sex???
jeg er aldrig blevet opdaget men selv fortalt nogle af gangene men bestemt ikek alle, det skal siges at min mand også har været utro men i langt mindre omfang..jo samvittigheden nager, men jo længere tid der går emd denne elsker, jo mer elamindeligt bliver det....underligt nok..jeg ville ikek være nogle af mine oplevelser foruden..man lærer med alderen (i hvert fald for mit vedkomende) at se tingene klart og ikek satse hovedkuls...det er for mig ikke en mulighed at forlade alt jeg har kært for sex, men kan heller ikek undvære det.

at være utro.
Jeg ville undvære sex, hvis det krævede al den elendige, dårlige samvittighed - som jeg da håber at den utro har - overfor deres partner.
Men jeg bliver da alligevel snart helt i tvivl, efter at have læst en del indlæg, om utro som kan retfærdiggøre deres handlinger og retfærdiggøre hvorfor de ikke tager konsekvensen, med 7000 undskyldninger for at man i bund og grund vil have det hele, uden at arbejde for det.
Men, men, husk nu alligevel på, at man er forbillede for sine børn, og de ved helt sikkert mere om hvad der foregår end vi ummiddelbart tror. Det er da en dårlig arv at videregive til sine børn.
Det kan ikke virke særligt troværdigt at lære sine børn at være ærlige, samtidig med at man selv er utroværdig.
Blot min mening.
Hilsen
Lilje

Og hvis din kæreste accepterer det, og samtidig selv har andre, kan man vel dårligt kalde det utroskab?

men de fleste mennesker har brug for, at få et frisk pust, at blive bekræftiget en gang i mellem. Jeg overvejer faktisk lidt om jeg skal leve i et åbent forhold med min kæreste, men jeg ved ikke om jeg kan i sidste ende. Tror godt jeg ville kunne tilgive et utroskab fra hans side....alt afhængig!
Tror det her monogami er noget kulturelt bestemt.
Ville der virkelig gå noget af os, ved ikke at leve i et monogamt forhold?
Hvis vi gjorde, ville vi jo være bange for at miste den vi holdt af, til en anden. Men gør vi egentlig ikke det alligevel? Ved at "bure dem inde" i et lukket rum?
Jeg mener, kunne man forestille sig, at menuen derhjemme kunne blive mere interessant, hvis man fik lidt mad udefra engang i mellem? Og det gælder jo altså er for begge parter i forholdet, naturligvis.
Ja, det er bare et par tanker.
Jeg tror måske lidt jeg håber, at vi engang bliver rummelige nok til, at kunne bære det. Jeg kan godt forstå at det må være en umulig tanke at tænke. Det er da til stadighed også for mig af og til.

ikke enig.
Jeg var utro i et par måneder. Jeg var kun sammen med fyren én gang. Og det var blot et par tantekys, men vi skrev sammen. Mine tanker var hos ham, men vi kunne ikke være sammen af mange forskellige grunde.

Min kæreste opdagede aldrig noget, det garanterer jeg dig.
Ikke at jeg er stolt af situationen, men jeg ved sørme ikke lige hvad der skete for mig der. Jeg blev slået følelsesmæssigt omkuld for en periode. Havde det som om jeg var blevet hypnotiseret, det har jeg aldrig rigtigt prøvet før.

men det lyder overraskende fornuftigt det du skriver.
Tænk hvis man kunne spise ude en gang i mellem, begge to og så komme tilbage fyldt af inspiration og energi til forholdet til ens bedste og kæreste ven/livsledsager.

- alt det der prøvede vi af i 70´erne. 😉
- Så blev vi skilt - og gift igen og 2. gang var vi ikke bare monogame men også paranoide, mistænksomme og besiddende. Det virker som om, det altid kun er den ene part, der kan klare mosten. 😖

- læs noget Møllehave, Panduro og ikke mindst Herdis Møllehave, så får i indblik i, hvordan vi gjorde og hvor godt og skidt vi kom fra det.
- Der er såmænd ikke noget nyt under solen, det er bare aids, der kom mellem generationerne og så blev det "cool" at sige "nej". Det blev politisk korrekt. Ligesom ryge- og fedmeideerne.

at det vil være en lang proces at få det til at blive en naturlig del af os. Jeg synes nemlig det er paradoksalt, at vi af natur ikke er monogame, men at vi samtidig har meget travlt med at holde meget godt fast på vores partner.

Måske er jeg ude på et sidespor🙂 Sidder bare lidt og småfilosoferer.
Jeg har bestemt også hørt om alle de problemer som de "frie" forhold i 70´erne gav😃
Tak for godt bidrag

Mit utroskab gør at det ikke betyder noget om min mand er utro, fordi jeg nok er ligeglad, så du kan godt kalde det mere rummelig, men det hedder nok han-må-gøre-hvad-han-har-lyst-til-så-er-jeg-fri-og-kan-gøre-det-samme-med-god-samvitighed 😖
Utroskaben fortsætter, selvom min mand og hans kone har fået viden om det. Mit gæt er, at de godt kender til vores fortsatte utroskab, men de er nok også ligeglade ellers gjorde de vel noget situationen.
Ikke mere rumlig, det har bare ingen betydning længere om han er utro eller ej.

Ikke nok med din mand har ydmyget dig fuldstændig efter hans utroskab, men du ville være i stand til at ydmyge dig selv komplet bagefter, så er der ikke noget at sige til han vil være dig utro, for så har du nok gjort det før. Stillet dig op, hvor du burde at have taklet en situation mere afklaret og modent.
Fængselsstraf, fordi en mand har været dig utro, det er der ingen mænd der er værd at ydmyge sig selv for.

Vi er ikke polygame fra naturens side og monogami er ikke kulturelt betinget. Snarere tværtimod.
Hollandske undersøgelser har vist, at hvis vi blev ligeglade med, hvem vi hver især havde sex med, ville vi ganske simpelt uddø.
Så den med jalousi og holden på sin partner er i høj grad naturlig, fordi den sikrer artens overlevelse.

jeg ikke, I vil bruge tid på hinanden længere.

det nærmeste sandheden er dog nok, at man bliver der, hvor man får mest ud af det. Man tæller værdierne sammen og trækker ulemperne fra, - den partner der har den højeste score vinder! - Eller måske får et singleliv flest points, så man vælger det!
Det kan være lidt svært at sætte værdier som familieliv, venskab, økonomisk tryghed op overfor lidenskabelig erotk, - men lur mig om ikke man vælger det man helst vil ha', hvis man ikke kan få det hele hos den ene!

Jeg mener, hvorfor forsvarer så mange mænd sig f.eks med, at de fra naturens side, skal have samleje med flere kvinder? Jeg ved godt, at det er et lousy argument de bruger, men hvis det nu var sådan dengang, var der måske en grund til det? En grund som vi ikke behøver at efterleve i dag.
Og hvis vi er monogame af natur, hvorfor er der så så meget utroskab og hvorfor falder man for flere i løbet af et liv. Også evt efter man har fundet sammen med sin livsledsager? Umiddelbart ville jeg mene, at trangen til en anden, samtidig med den man er sammen med, ikke er monogamt.
Jeg ved ikke, jeg er ikke helt overbevist om rigtigheden af den undersøgelse. Men jeg har selvfølgelig heller ikke læst den🙂

...for os alle, at man bliver slået følelsesmæssigt omkuld. That´s life. Men lad det nu blive inde i hovedet, ikke?🙂

at skubbe enhver "normal" mand eller kvinde væk - hvis der ikke er plads til afstand i ægteskabet. Der er forskel på om det skyldes utroskab eller at man har brug for ikke at gøre alting sammen og samtidigt...
Når man følger debatten herinde på SOL, så er det meget forskelligt om utroskaben opdages, men jeg synes at det er givet i de fleste utroskaber, at de utro er ulykkelige i deres ægteskaber.
Jeg tænker meget over den statistik, der kom frem for nyligt om, at 25% danskere lever i et ægteskab/parforhold, hvor de ikke elsker deres partner...og der er sikkert mange forskellige grunde til at blive...

konen ikke er værd at "forsvare"...? Måske har hun også et medansvar for tingenes tilstand.
Jeg forstår godt din holdning på den ene side, men på den anden side, så ved du ikke om det er det mest kærlige skjult utro mand kan gøre...i forhold til hans børn.
Du er jo ikke tæt på hans liv...
Hvis manden vidste, at ham og konen kunne snakke godt om tingene, at konen var hans bedste ven, så var han måske ikke utro i første omgang...

at utroskabsforhold ikke holder...eller det vil sige, at det må være meget svært at undersøge. Jeg mener, hvis man har været utro og bliver skilt, og ikke ønsker at skade sin ex-kone yderligere, så holder man mund - og får det til at se ud som om, at man først har fundet den nye partner efter ægteskabet blev opløst. det ville også være meget svært at komme til de kommende fester hos familien eller vennerne.
Jeg lod være med at sige noget, selvom jeg synes at man skal være ærlig. og har det bedste liv jeg kunne tænke mig i dag. Selvom det var svært at komme dertil.

Det har ikke tilført noget godt med sig i din mands og dit tilfælde, hvor ved du det fra omkring din mand har du hans tanker eller hører du det han kan være bekendt at sige over for dig. Lad være med at tro på en utro er min erfaring, når du taler med en utro eller tidligere utro, især hvis du er den det gik ud over. Hvor mange siger det de bør sige eller lige propper deres egen vinkel på sagen, og hvad der lyder bedst for ikke at være præciseret som et komplet dumt svin, og hvor mange siger det der er ærligt og reelt, når de har været utro. En tidligere utro sagde engang til mig, at hvis du ganger det med 10 det jeg har fortalt med kone, så er du nok begyndt at nærme dig sandheden, men han kendte ikke nogle mænd som var ærlige efter utroskab, måske lige det med sex tør de sige for det ved de at mange kvinde ikke synes er noget særligt, og så betyder det ikke så meget for kvinden, hvis det kun var det.
Den store kærlighed, hvad er det der gør at den store kærlighed kun kan være hos et eneste menneske, og hvorfor skal der anstrenges for at vande, hvis man eller vil noget andet med sit liv. Hvorfor skal det undskyldes at blive forelsket i et andet menneske end sin egen kone. Begrænser vi ikke os selv ved at være så smalsporet omkring kærligheden? Hvorfor vande, hvis der ikke elskes og der kun er et kammeratskab tilbage, hvorfor skal det hele være så idylisk og gøres så perfekt at være i et ægteskab, fordi man kæmper for det? Betyder det ikke så meget om hjertet er med, men bare det at man kæmper så er man en rigtig mand. Rigtige mænd bliver ikke forelsket i andre kvinder end den de er gift med, er det den verden vi bilder os selv ind eller hvad sker der lige i denne debat.
Kærlighed er kærlighed, og den kærlighed er noget naturligt og ikke noget der skal opbygges, for den er der allerede. Græsset er bare grønnere på den anden side efter et stykke tid i et ægteskab (heldigvis er det ikke sådan for alle), hvor den daglige omgang omkring hinanden er blevet pumpet ud af energi og spænding, interesse og lidenskab, hvorfor er det ikke ok at ønske disse ting uden at det skal gøres til at græsset ikke er grønne på den anden side. Jo gu er det grønnere på den anden side engang imellem, det er jo derfor der er tusinder af mennesker der er utro år efter år. Det er derfor der er så mange skilsmisser år efter år. Det er derfor der findes så meget grønt græs på den anden side af hegnet år efter år. Hvorfor er det ikke ok at blive forelsket i en anden kvinde uden at det skal gøre til et eller andet plat og omvandrende selvbedrag. Dette gælder selvfølgelig for begge køn🙂
Hvad gør at du ved hvad din ægtemand tænker. Jeg bliver så imponeret, når andre ved hvad jeg tænker fordi folk sjældent rammer rigtigt, selv dem der tror de kender mig godt, og ved du hvorfor, fordi de tolker på det jeg siger uden at spørge om det er det jeg mener, men de pakker det ind i en lille pakke fordi jeg ikke må tænke sådan, føle sådan eller ydermere handle sådan. Hvor meget vil du i virkeligheden vide når det kommer til stykket, og synes du selv, hvis du selv havde været utro at du ville byde din egen mand alle detaljer. Jeg håber det ikke for der er nogen ting man her i livet selv må leve med, og som ikke er nødvendigt at såre et menneske med som man har haft en godt liv med, hvorfor skulle man det? F.eks. kender jeg nogle stykker der blev skilt efter sigende til sin partner at de ikke elsker mere, men den rigtige histore var at der pludselig efter kort tid dukkede en navngiven person op i deres tilværelse kort tid efter skilsmissen, pussigt ikke. Jeg siger ikke det er ok, jeg siger desværre bare det er nok mere normalt end vi bryder os om, at når først løgnen er startet, så fortsætter den på et eller andet niveau.
Utroskab har eller ikke tilført mit parforhold noget godt med sig, så langt er vi enige, og selv jeg skriver det, så har jeg et bedre ægteskab i dag end jeg havde før mit utroskab blev opdaget. Men at tro at græsset ikke er grønnere på den anden side af hegnet er kun noget andre finder på at sige, som ikke har været der af kærlighed, men kun er brugt som en flugtvej til et andet liv, for dem er der også en del af, flugten til et nyt liv via en elskerinde/elsker, som ikke nødvendigvis er med i pakkeløsningen på sigt, men de har helt sikkert være motivator for at de kan "kræve" at elske og føle sig elsket. Det er deres valg og helt personligt synes jeg det er et godt valg, når først der er overvejelser om utroskab for at "redde" sit ægteskab. Spørgsmålet er om det ikke i den sidste ende er en flugt fra virkeligheden, fordi man ikke tør handle på den viden, som man udemærket kender inde i sig selv om hvad man har lyst til, jeg tror det.
Jeg græd da alting blev opdaget, men især over det liv jeg havde ført i alt for lang tid med et stressniveau som er ubeskriveligt, når man gerne vil det hele og ikke tør sætte det endelige stempel i en beslutning om, hvad vil jeg. Tvivlen er så stor, selvom jeg godt viste det ikke skulle være ham og mig i den sidste ende, da vi begge ville blive hos vores familier, grundet børn selvfølgelig. Du kender selv salven, så vidt jeg husker, men i bund og grund er det endnu en flugt for ikke at gøre noget ved vores egen situation, nemlig stå inde for det liv vi gerne vil leve, men ikke rigtig tør gå rigtig ud i verden med. Det er trygt og rart at være en del af noget istedet for ikke at vide hvad fremtiden bringer, det vil jeg tro også du har være opmærksom på i den situation eller ...

Lur mig, at når du tæller alting sammen så er det nemmest at blive der hvor man er, og så fastholder man også hele sit liv og mister "kun" en ting som f.eks. kvinden i sit liv, men hende kan jeg så besøge og ellers tænke på når jeg har sex med min kone😖 sådan er det også. Som en skriver det giver en mere krudt i bagen og elskoven derhjemme at have et liv ved siden af.

tegnsætning. Du ved, de der små punktummer og kommaer. Det vil være en stor hjælp for dem, der eventuelt orker at læse dine meget lange indlæg.

det er faktisk konens egen skyld. 😮
Medansvar? Hvis du ikke foreholder hende medansvaret, har hun jo ikke en chance. Hverken i eller udenfor ægteskabet.
Du smyger dig uden om dit ansvar, og dækker dig bag dårlige undskyldninger.
Og det kan i hvert fald aldrig være kærligt at være utro.

Jeg sidder tilbage og er ELSKERINDEN til ham, som jeg vil være sammen med, men han har også familie og børn... Og vil ikke forlade hende for børnenes skyld, ønsker ikke at undvære børnene i hverdagen.
Vi har en fantastisk kemi og har kun haft sex EN gang på det år vi har kendt hinanden. Der er et sus, en gnist, kemi, indforståethed, humor, kommunikation og meget andet mellem os, men det skal "åbenbart" ikke være os. Vi har prøvet at slutte det mange gange, men hver gang vi mødes blusser det op igen, og vi er begge ødelagte og savner hinanden grusomt dagene derpå..
Jeg kan ikke forstå, når det over så lang tid har været sådan, og han græder meget efter hver gang vi har mødtes i hemmelighed...Hvorfor vil han ikke gå??? Sidst vi mødtes fortalte han om en sang, han havde hørt "Inden jeg dør, gifter jeg mig med dig"...
Jeg ved og mærker han er fuldstændig vild med mig, men tør ikke svigte sin kone, sin familie, det hele... Han er ked af at han svigter mig.. Jeg forstår det bare ikke, HJÆLP MIG TIL AT FORSTÅ...... Når man hele tiden har elskerinden i tankerne efter et år, er det måske så ikke bedre at gå, og fortælle børnene at FAR ER LYKKELIG; BARE IKKE SAMMEN MED MOR MERE.... eller hvad?? Hvorfor er en hverdag sammen med børnene vigtigere end at være glad het inde i hjertet, børnene mister man jo ALDRIG[l]

Findes der virkelig ikke noget forhold, der er godt..
Jeg hører om ALT for mange, som er utro, eller som bliver pga. børn, familien, ikke vil såre den anden...
MEN handler det ikke om at være lykkelig, tale sammen og ikke være sammen, hvis det ikke
er rigtigt???
Jeg har aldrig selv været utro, og tror aldrig jeg kunne byde min partner det..
Det sårer alt alt for meget....
Jeg har lige mistet min farmor, som blev 81 år.. Min kære farfar er fuldstændig knust og ønsker bestemt ikke at leve mere..
Sådan et liv vil jeg da også have...
Findes ægte kærlighed IKKE MERE ???

Jo ægte kærlighed findes. Lad nu være med at tro på den historie at fordi to mennesker bliver ved med at elske hinanden gennem et helt liv, at så er det ensbetydende med de ikke også har elsket andre. Måske har din farfar engang været utro - måske din farmor. Det er hemmeligheder mange langvarige ægteskaber bærer rundt på uden af den grund at gøre deres livslange kærlighed mindre.
Jeg er ret overbevist om at min mand og jeg vil blive gamle sammen - og med årene vil få denne næsten sammentømrede tosomhed mange der bliver gamle sammen får. Man bliver svagere på mange punkter vel når man kommer over de 70 år og så er det disse ting binder en sammen og ydmygheden også kommer ind. Tænk engang dette menneske forelskede jeg mig i som helt ung - og han er stadig min livsledsager. Det er jo også det der gør man bliver sammen - nogle bliver sammen trods utroskab og trods forelskelse i en anden.
Forleden tog min mand mig ind til sig og begyndte at tale om dengang vi mødtes og vores første år on and off, men hvor meget vi savnede hinanden når vi var adskilt - ofte grundet misforståelser. Nogle gange har vi en helt bestemt følelse begge to når vi elsker - og så er det mærkeligt for bagefter er vi begge enige om at det var sådan vi elskede sammen første gang. Så poetisk og kærligt og samtidig med lidenskab. det sker at vi igen har den følelse. Ja vi bliver nok to gamle nisser sammen min mand og jeg 😉
Håber det gav lidt optimisme.
Pusser

du er ikke tvunget til at læse hendes indlæg - som øvrigt er rigtig godt, ærligt og tankevækkende!

og alle os, der har været utro, er da dybt misundelige på dem, der fandt den "rigtige partner" tidligt i livet - de par der gør hinanden smukkere og stærkere. Og de par findes da...!!! Men der findes også rigtig mange, der gør det modsatte...! Også kan det ende i utroskab - og vi bliver helt overvældet af, hvordan kærlighedsdansen kan danses...!!!!

Jeg kan godt forstå, at du er desorienteret. Det er jeg også. Det er et følelsesmæssig dilemma jeg befinder mig i.
Men nej, jeg kom ikke "derefter i tanke om", at jeg vil have en hverdag med mine børn, det har jeg altid ville.
Og jo - det havde været lettere og mindre følelesmæssigt forvirrende hvis ikke jeg havde mødt den anden kvinde, men som jeg har skrevet tidligere - så fortryder jeg det ikke.

Jeg ved godt jeg er negativ omkring utroskab, og derfor prøver jeg også at lade være med at skrive, men jeg er meget optaget af emnet, fordi jeg nok har haft det værste eksemplar der findes af utro partnere. Og det mener jeg helt ærligt.
Jeg tror ikke der er så meget at FORSTÅ. Meget ofte fravælges ægtefælle og børn ikke til fordel for en elskerinde. Altså når det handler om at tage springet.
Sålænge utroskab, spænding, tiltrækning etc. kan dyrkes sideløbende med familielivet, går det meget godt.
Det kan synes uretfærdigt for dig. Du venter på ham (alene) og han har samtidig også et liv derhjemme, med alt det du gerne vil I skal have/opleve sammen.
Gør dig fri af ham, om nødvendigt må du lide af kærestesorg og "tage et halvt år i sofahjørnet" og find så en dejlig mand som er fri og vil dig på fuldtid.
Det lyder meget enkelt (det er det ikke), men hvorfor spilde år med at være ked af det og savne én, du formentligt alligevel aldig får for dig selv.

Hilsen
Lilje

Alt for godt...
Jeg er expert i at møde optagede mænd, mænd der ikke er klar og har arbejdet meget med mig selv og hvorfor..
Og ved mere end nogen anden at jeg skal droppe det, og med tiden kommer videre..
Han har jo valgt mig fra, fordi han ikke går fra hende, og det er jo det eneste jeg skal forholde mig til.....
Lige nu har jeg kronisk ondt i maven... og hjernen er jo "desværre" sådan indrettet at den kun husker det gode, og ikke alle de små svigt man får: Fx når han ikke kan snakke mere, fordi HUN snart kommer hjem, At han har lovet at være tidligt hjemme, fordi de skal til familiebesøg imorgen, At han ikke kan alliggevel, pga. syge børn osv osv..
Jeg tror aldrig han ville blive fri af hende, hvis han gik alligevel.. Med den type han er, ville han altid føle sig skyldig overfor børnene og hende.. SÅ ville nok komme ved det mindste vink fra hende... NEJ, jeg ville nok aldrig få ham for mig selv....
Tak for svar [s]

Nej, den er skredet i svinget......
Jeg tror ikke det gode i kærlighed sker for mig..

Jeg ved det nok inderst inde, og ved jeg skal tro på det..
Men for mange forkerte, for mange halve år i sofahjørner med kærestesorg....
Men nu vil jeg ikke finde en gift, en der ikk er klar eller optaget på anden måde af rejser langt væk osv osv.. Må jo bare sande at jeg nok har søgt det, der alligevel ikke kunne blive, for ikke at blive såret alt for meget..
Men det har bare såret mere...
Og ved jo godt at min farmor og farfar også har haft deres....
Men tror jeg har luret mig selv.. så nu er det bare at turde tro [l]
Tak for svar..

For du spørger så ligeud HVORFOR.
Og du rammer så noget i mig selv jeg mange gange har tænkt over. HVORFOR kunne jeg ikke følge mine følelser - hvad var det der holdt mig tilbage. Jeg har jo været fuldkommen gal efter den mand, og der er gået år og samtidig er jeg gift med en anden mand der binder et eller andet i mig FAST til det liv jeg har og som har mange goder, men blot ikke llængere den lidenskab og forelskelse jeg havde for min elsker. Og jeg ved jo at følelserne stadig er der, men de nærmest er gemt dybt inde i en cementblok - hvor ikke engang kjeg selv kan få fat i dem. Det er så en BESLUTNING jeg var nødt til at tage, for ellers tror jeg dette havde kostet mig mit helbred.
Men for mig er det stadig uforståeligt at jeg ikke bare turde følge mine følelser, og lade mig skille og så uanset hvad han valgte være hans elskerinde på alle de tidspunkter det så ville bive muligt. Med to gifte er det nemlig svært...
Men til trods for jeg tænkte på min elsker - selv når jeg lå sammen med min mand og vi holdt hånd inden vi sov, så tog jeg ikke skridtet UD. Nej jeg tænkte ikke på min elsker når min mand og jeg havde sex, for det kunne jeg ikke bære, her var det min mand og mig 100%.
Jeg ved med mig selv, at havde der ikke været den store aldersforskel (han er MEGET yngre) og havde vi ikke lever så forskelligt hver for sig og så længe, og havde jeg været 20 år yngre, så var jeg gået fra min mand. Det tror jeg.
Noget selvdestruktivt ja måske ligefrem melankolsk i sindelaget (?) kan jo også være årsagen til mange utro ikke tør udleve deres nye kærlighed. Kan godt forstå det er svært for dig. Jeg er overbevist om han elsker dig og lider meget - som du gør. Men konen kan være en skrappert måske - nu er han så utro og han får lidt ondt af hende hvilket kan skabe lidt balance. Han har ben moderbinding tror jeg..
Synd for dig - og ham. Synd for kærligheden, men vi kunne også bare fokusere på AT kærlighed og elskov findes og være lykkelig for det, fremfor være ulykkelige over vi ikke altid kan få puttet den ind i konventionelle rammer 😉
Pusser

Selvfølgelig findes den ægte kærlighed, men der er ikke kun en kærlighed, og den kærlighed kan være forskellig fra kone-kærligheden til elskerinde-kærligheden.
Opbygget en familie, venner og fast udgifter, bygget et liv med konen, og så er der den mere passioneret kærlighed.

Jeg kan sagtens sætte mig ind i hvordan du må have det. Som du beskriver det, tror jeg du 24/7 er optaget af hvornår han ringer, hvornår I kan ses, om han svigter jeres aftaler, hvad han laver etc. Det må æde dig op indefra.
Dine kroniske mavesmerter er et tydeligt bevis på, at det er langt mere forbundet med psykisk smerte end med glæde.
For mange år siden mødte jeg en mand som var udstationeret i den by hvor jeg boede. Vi sås en del gange, hvor vi gik ud og spiste. Vi dyrkede ikke sex, men havde god kemi og gode samtaler, og havde det iøvrigt rigtig sjovt sammen. Og vi blev lidt forelskede i hinanden.
Først da han skulle hjem, fortalte han, at han havde en kone. Jeg var 100 % afklaret med, at jeg ikke ville indlede et forhold til en gift mand.
Jeg gjorde ham klart, at han hverken skulle snyde hende eller mig.
Så vi blev aldrig kærester, men vi blev venner, og det er vi stadig i dag 12 år efter og mødes et par gange om året.
Men tilbage til dig. Du skal passe på dit helbred, og få afklaret situationen. I er 3 voksne, og ingen af jer er rigtige lykkelige. Du allermindst.
Solen kan sagtens komme til at skinne på dig igen fra en skyfri himmel. Jeg fornemmer du er dejlig, attraktiv og meget velformuleret.
Indse for pokker, at du hellere må undvære end nøjes med - og find så en dejlig mand - der er masser af dem derude IRL.
Håber det bedste for dig [s]
Hilsen Lilje

Jeg synes at det er enormt egoistisk den måde du opfører dig på og tænker på.
Hvad med at fortælle ham om alle gangene? Hvis i begge er ok med det at i begge har andre partnere, så fint nok, men personligt ville der være nogen der ville have endt op død hvis det var mig der blev forådt.

forrådt*

Godt skrevet, det er solide punkter :)

Jeg er i et forhold. Ganske vidst "kun" på 4 år.
Min kæreste havde en periode, hvor han var meget lidt til stede og selvom jeg forsøgte, så var han bare doven og kunne ikke tage sig sammen til noget.
Jeg blev så fuldstændig dybt og vanvittigt forelsket i en anden mand. Jeg kunne næsten ikke få vejret når jeg var sammen med ham. Dvs vi havde aldrig sex og vi kyssede kun én gang, men vores følelser var gengældte. Det var ret intenst. Jeg kunne ikke se andre end ham for mit blik og hvorfor var det så, at jeg ikke gik fra kæresten? Tjah, der var noget i forholdet der alligevel bandt mig til det og til ham, min kæreste. Et håb om, at det nok en dag blev bedre. Min kære ven, som jeg vel dårligt kan kalde elsker, da vi ikke havde sex, er 17 år ældre end mig, så det var også en grund til, at det ikke blev til mere. Det var for stor en aldersforskel for mig dengang.
Der kan være så mange grunde. Jeg er ikke stolt af det jeg gjorde, men jeg var nærmest hypnotiseret, jeg kan ikke huske, at nogen har stjålet mine tanker i den grad, som han gjorde. Jeg kan godt sætte mig ind i, hvordan du havde det.
Det tog mig lang tid, at komme over ham og jeg tror egentlig også, at jeg har gemt følelsere for ham et sted langt væk, hvor jeg selv vil have svært ved at finde dem frem i dag.

Bliver opdaget.😮😃😃😃

Har man først haft så intens en følelse for/fra et andet menneske, så vil der altid være et sted i ens sind hvor det man delte sammen ligger som noget inspirerende og posititivt. Jeg bruger min elsker i min kunst nu.[f]
Men overfor ham går det ikke at vise mine følelser - det forhold her var nær ved at vælte hele mit liv og alt hvad jeg iøvrigt elsker og har bygget op. Det er jo som en vulkan der hvis den bryder ud og man ikke får lukket den, så vil lægge alt øde bagefter. Ganske vist gror der noget nyt og frugtbart op senere - men langt senere. Jeg turde ikke, men som sagt havde jeg været 20 år yngre gjorde jeg nok springet og satsede på elskeren til trods af alle odds! - om det måske ikke ville gå.
Så meget betyder passionen for mig. Forstår i grunden ikke de mange herinde der er yngre end mig, at de vil kunne acceptere resten af deres liv at skulle leve med den uforløste tilstand med en elsker/elskerinde de stadig har i tankerne.
Jeg har jo oplevet at leve min passion ud med min mand - og i mange år. Det ville i så fald blive anden gang i mit liv, hvis jeg fulgte mit begær efter en mand og lod hånt om alt andet. Jeg gjorde det i sin tid med min mand - trods advarsler - men jeg har aldrig fortrudt de fantastsike år jeg har haft med ham. [f][l][f]
Håber du næste gang du opever samme facination med en mand, at du så følger din passion og det uanset alder. Jeg er på vej til de 60 år nu. Du lyder meget yngre, så jeg vil råde dig til at du ikke murere dine følelser inde i for ung en alder - det er jo de følelser der giver livet næring. Åndeligt talt 😉
Pus [f]

Jeg kan mærke at jeg har taget den endelige beslutning, og det er helt slut..
Det lettede endelig at bestemme sig at det skulle slutte, og klumpen i maven har været overraskende lille idag...
Vi har aftalt at vi i fremtiden skal være venner, fordi vores forhold ikke har været fyldt med sex, kun EN gang, og ellers fyldt med så meget andet...
Lige nu kan jeg holde modet oppe fordi jeg tænker vi skal være venner engang..
Jeg ved også at jeg nok til den tid er videre... og muligvis (højst sansynligt ikke) har lyst til venskab.
Han er rigtig gode venner med en af mine bedste veninder.. Så helt at undgå ham kan jeg nok aldrig...
MEN jeg vil ikke lade mig såre mere, nøjes eller andet...
Har ikke haft nogen kontakt med manden i to dage.. og det skal fortsætte...
Og det er for mig meget flot.............
Ud i livet med mig.. og hvor er det dejligt med denne chat, tror den hjælper rigtig mange, gav ihvertfald MIG sparket.........
Og lad os så få lidt Solskin på næsen.... [s]

Det er min erfaring at utro ikke fortryder deres handling, men ærgre sig godt og grundigt over at det blev opdaget. Det er irriterende at alt den glæde nu bliver frataget en og man skal være ansvarlig for sit utroskab. Æv siger jeg bare, så sluttede den humørspreder er mit bud, at de tænker 😕
Er det realistisk at sige til sin ægtefælle, jeg synes det var enormt dejligt at være dig utro eller synes du det lyder bedre, jeg angrer min handling imod dig. Hvis du vil være ærlig og reel, så siger du sandheden og tager konsekvensen heraf, men de fleste vælger løgnen for at beskytte sig imod larm, ballade, råben og skrigen, så der bliver sagt det der skal siges i alt fortrolighed, dvs. ikke andet end det der kan tåles at blive hørt og helst vil høres af ægtefællen.