Når far svigter

Jeg vil gerne høre fra andre i samme situation. Jeg har gennem mit barns første leveår oplevet ufattelig mange svigt fra faren.
Langt hen af vejen har jeg været forstående og tilgivet, fordi han ikke ville have ham, da jeg blev gravid. Men nu er min dreng snart i den alder hvor han vil være bevidst om når far ikke kommer aligevel,....så hva fanden gør man?????

Kære Anonym
Din styrke ligger i din ærlighed og den trykhed du giver din søn.
Vær bevidst om at du skal være den som din dreng altid kan regne med når far svigter! Og når han er stor nok til at stille spørgsmål, så må du svare mest muligt ærligt, dog uden at svine faren til. Vis overfor din dreng at du respekterer far, selvom i sjældent er enige om tingene, men gør samtidig klar at det ikke er dit ansvar at man kan stole på far.
Med tiden vil jeres dreng kende forskel på hvad der er rigtig og forkert, og selv vurdere hvem han kan regne med...
Jeg har selv siddet i saksen i de sidste ti år. Og idag ved min søn godt hvem han kan stole på. Han er bevidst om at med ærlighed kommer man længest. Og med disse forbehold, holder han dog stadig af sin far, men laver sjældent aftaler med ham, og forventer ikke det helt store af ham. Derved bliver han heller ikke skuffet.
Det er ikke det bedste i et barns verden, men for os fungerer det og jeg har ikke længere ondt i maven over situationen, for jeg ved at min søn er blevet stærk og har accepteret tingene som de nu engang er.
Måske er det her ikke løsningen for dig/jer, men læs og forstå det på din egen måde. Du ved dybest set godt hvad der er bedst for din dreng og dig...
medfølende tanker fra en mor

jeg er 37år. min far har aldrig været der for mig. har haft kontankt med ham et par gange men han brændte mig af flere gange. så jeg er blevet meget hård, vil ikke have noget med ham at gør den dag i dag. så du må ikke skjule hvem han er og hvad han er for en. snak med din dreng om ham. at han ikke skal regne med noget. jeg har selv gået og drømt om en far gør meget ondt at så at møde ham og han pisser vidre på mig. selvom jeg måske ikke havde de stor tanker om ham. min mor har altid sagt men ikke kunne stole på ham. men hun har ikke sagt noget dårligt om ham. kun jeg ikke skulle regne med noget fra ham. men mistede min mor lige inden jeg blev 25 år. det var meget hårdt. min far bor ca 3km fra mig, men har ikke set ham i ca 10år tror det er 14 år siden jeg har snakket med ham. så mit råd må være. vær 110% ærlig over for din søn. måske få en snak med faren. at han er nød til at tage sig sammen. ellers mister han sin søn for livet. det kan IKKE redes når han bliver stører. der vil altid være dybe ar. håber du kan bruge det til noget. mvh smeden

mig dybt.
Jeg sidder i din mors situation idag, med en datter der gang på gang har oplevet at hendes far har svigtet. - Omend det er en lidt anden måde han har gjort det på, så vil hun ikke have noget med ham at gøre.
Det er der til gengæld ikke ret mange voksne der har forståelse for 😕 Jeg får skylden for at hun idag 12 år, ikke vil se ham 🙁
Så inddirekte får moderen skylden for faderens svigt. Det kan være meget belastende, derfor er det fint at du er så ærlig i dit svar til debatstarteren.
Jeg kan også høre at du ikke idag bebrejder din mor noget som helst. Hun gjorde det bedste hun kunne.
Godt du er kommet videre uden din far 🙂
Løvemor

- det handler da bare om at indrette sig, så de faderlige svigt-gener ikke generer nogen.
- Det virker ikke ret smart at fastholde et barn i, at det er et "svigtet barn" - det er en helt unødvendig side af sagen af dyrke.
- Det er en let sag at blive far, men en svær en at være det. Fordi nogen ikke magter det, kan de sagtens være elskværdige for et barn, når det nu er den eneste man har af slagsen.
- På et tidspunkt må man da komme til punktet - and then what???
- Nogle gange spekulere jeg på hvor de forventninger til fædre kommer fra.

rigtig syndt for din dreng, men være bare ærlig og fortælle ham at det er far der har glemt eller har mere travlt med andre ting. Lade være med at finde dumme undskyldninger for ham. Jeg regner med at faren til barnet er en voksen mand....
På det point må jeg så lige tilføje, at min søns far (vi var meget unge forældre og nået aldrig at bo sammen) var heller ikke begejstreret for at være far. Trods alt ser han vores søn minimum 4 gang om året og de taler i telefon minimum en gang om ugen,- trods tidsforskel, et havet og meget dyre flybilletter. Så det ikke alle fædrer der svigter.
Held og lykke til dig

du har altid rigitg mange gode og anderledes perspektiver...
Tak gud for det, de der små øjenåbnere engang imellem....
Men mht. forvenninger til fædre, ligger der jo meget dybere bag og det er individuelt hvad man som mor forventer/forlanger af sit barns far...
Og de hårde og kolde facts der også er usagt i alt det her, er at de fleste tilfælde (massiv generelisering, I know!) - der hvor faderen svigter - er det nok ikke noget han har valgt, måske en graviditet der ikke var planlagt, som han ikke har haft nogen som helst del i mht. at vælge fra eller til...
Der kan være så meget, men kort og godt, er vi kvinder nok bygget anderledes end mænd på det område... Det er os der bærer barnet i 9 måneder og jeg tror det på en aller anden måde, hypotetisk set, knytter kvinder mere til børnene end mændene, i hvert fald i de tilfælde hvor manden ikke har ønsket barnet...
Men ja, jeg står lidt i det samme... Men forsøger at glæde mig over at min søns far i det mindste er der hver 2 weekend og tager del i hans søns liv...
Så kan min søn, når han bliver ældre, tænke sit...
Men for guds skyld, lad være med at stille barnet i det dilemma, at det fra en af de personer det elsker mest i hele verden, skal høre for og på, at den anden person, som betyder alt, skal nedværdiges, fordi han ikke lever op til nogle forventninger man har på faderens vegne og a´barnets vegne...

Tænk over om det er jeres behov og forventninger der skal indfries eller barnets?

- men jeg ser såmænd også "svigt" fra fædre, der har været enige med mor om villa, vovse og volvo. Der er rigtig mange måder at gøre tingene på, så mor IKKE er tilfreds - men sjældent mere end én hvis hun skal være glad - og det er hendes. 😃
- Så vil jeg lige sige at det her slet slet ikke er myntet på Løvemor. Hendes "sag" er mere broget end som så, men den er stadig ikke en god grund til at støtte børn i, at det er problematisk at de er "svigtet af far".
- Den rolle en fraskilt far spiller i et barn liv, er meget nem at udskifte, men det er som om, at det skal, med djævlens vold og magt, komme fra ham, og hvad hjælper det, hvis nu båtnakken ikke kan levere varen? Hvorfor så ikke hente den et andet sted? Det gør vi med alt andet. Hvorfor så ikke finde ud af hvordan man opfylder så mange behov for sit barn som muligt og gå mindre op i, hvem det kommer fra.
- En ting der også ofte undre mig er, hvad biologiske samboende fædre kan komme afsted med sammenlignet med papfædre og fraskilte biologiske - Du gode gud!!!
- Min mor var født i 1934 - hun var skilsmissebarn. Se DET var en ulykke!! Eller rettere det var forventeligt en ulykke. For mange skilsmissebørn på den tid var tilværelsen virkelig hård. Det var direkte nedværdigende og ydmygende. Selv hendes lærer, mente det var rimeligt at klandre hende "sådan et hjem". Hun kunne f.eks ikke deltage i luciaoptoget eller være med i skolekomedien, fordi hun var "sådan en" Tag den!!! Det fik så en ende takket være en enkelt lærer, der ikke lå så hårdt under for indremission. Men ikke mange elever havde en lærer Broe.
- Hun var på den familiemæssige side så heldig at hendes forældre var viklede mere ind i hinanden end som så. De var begge fra store søskendeflokke og 3 søstre var gift med tre brødre, så da det ikke gik med mine bedsteforældre blev hun meget "familiens barn". Hun har således haft nogle onkler der var standins for den fraværende far, hun ikke så, fra hun var 5 til hun blev 10 år. I de fem år, hvor han heller ikke betalte bidrag.
- Min mormor skulle søge om bidraget hos det sogneråd, hvor han var medlem og ingen fik den ide, at han måske var inhabil😃 Hun fik hver gang det svar, at hun kunne aflevere barnet til ham, eller selv forsørge hende. Min mormor valgte det sidste.
- At han både dukkede op igen og gav sig til at betale, skyldtes vist udelukkende den ældste bror, der kørte træt i deres 5-års krig.
- Hun har (som voksen) fået den forklaring at han aldrig ville gøre hende fortræd, og altid har vidst hvordan hun havde det via den øvrige familie, men var nødt til at bekrige hendes mor, selvom han godt vidste det var ørkesløst. Hun kom bare aldrig over, at han havde hilst på hende (da hun var 8 år) og ikke genkendt hende, men troet hun var kusinen.
- Og hvor vil jeg så hen med det her? Tjaa hun fik i hvert fald ikke en identitet som "svigtet", trods det, det var så massivt, men givetvis FORDI nogle andre påtog sig ansvaret for og opgaven at være i fars sted. Hvem siger hendes oplevelser med "far" havde været bedre end med onklerne? Hvorfor skulle opdragelsen, læringen og oplevelserne være ringere med dem? Hovedsagen var, at det var tilstede. Jeg ser egentlig sådan på det, at hun har haft tre fædre i stedet for en. En af navn og 2 af gavn. Det er da ikke så ringe. 🙂
- I min mors generation var skilsmisse børn stakler. Det er de ikke i dag. Nutidens stakler er børn med svigtende/sporløse fædre - FORDI nogen understøtter den holdning.
- Hold op med det! Fædrene er nogle røvhuller, men det er ikke en gyldig grund til at tilpasse sit barn til offerrollen.
- Der skulle være nogle flere lærer Broe og nogle onkler var heller ikke af vejen. Men mest af alt nogle mødre, der viser vejen, der hedder; vi kan sagtens selv. 😃

Det er søndag morgen inden præsten har talt. 😉 Nu ikke for meget moral inden da.😃
Du har som altid ret, men når man er voksen, kan se svigtet og har mange følelser involveret, så prøver man vel at gøre sit bedste, selv om man ved, det ikke er godt nok og så er det vel derefter menneskeligt, at bande lidt over "årsagen."🙁
Det må bare aldrig blive hverdag, at bande over "årsagen." 😮
Det lyder meget forenklet, når andre nævner ærlighed, men det er ikke desto mindre en stor del af det, og en konstant gøren opmærksom på at barnet er dejligste og vigtigste, der er sket den, der i virkeligheden er den "svigtede." 😉
Med venlig hilsen
Grøn

Jeg kender efterhånden flere og flere som ikke har kontakt til deres far, fordi han ikke gider tage ansvar.
..Jeg ved ikke om, det bare er mig som er uheldig, men min datter ser ikke sin far, min kærestes far har aldrig vil se ham. Min x`s kærestes barn har en far som ikke vil se ham. Min nabo var i 5 måned da faren skred ...ud og det kender jeg to drenge, hvor faren skred, da de var små og ikke har set dem siden...
utroligt så meget fadersvigt der er... jeg bliver mere og mere forundret..

Du har absolut ret i det med ikke at gøre det faderlige problem til et problem...
Min datter og min tre-årige datter sidder ved køkkenbordet. Hun siger så spontant; "min far kommer ikke og henter mig"... "nej, det gør han ikke", sagde jeg...
"skal vi så ikke bare finde en far til dig".... "jo, gør det", svarede min datter glad og strålede, fordi det var da en god idé.
Det med offerroller er nok det sidste børn har brug for...ved at man synes det er såååå synd for dem.
Dulkis,- forventningerne til fædre kommer nok fra forestilllingen om ligestilling og lige muligheder for begge køn i forhold til frihed, karriere ect.. 🙂
fortsat god søndag...
dice :-)...

vel når det ikke er en selv der bander over årsagen! Men barnet 😕
Og for mit vedkommende er der da røget en finke af fadet engang imellem. Men bestemt ikke til hverdag.
Jeg undlader aldrig at sige til Løveungen hvorfor hun blev til og at jeg ikke ville undvære hende for noget i verden.
Resultatet er en vidunderlig glad pige, der er lykkelig for den tilværelse vi har skabt sammen uden en far eller en papfar.
Og således kan jeg også bare være tilfreds og det er Løvemor 😉
Men derfor kunne jeg måske godt have tænkt mig tingene bare lidt anderledes 😖 Det er det jeg giver udtryk for i mit svar til debatøren 🙂
Løvemor

- må det vel være fordi hun føler sig snydt. Hvem holder med hende i den antagelse?
- Føler man sig snydt, har det noget at gøre med forventninger, og hvor kommer de så fra? Der er altså nogen, der fortæller vores børn hvad fædre bør og mødre burde....
- Du forsømmer ALDRIG en mulighed for at nævne den mands fravær og manglende forældreevne herinde. Har du tænkt over det? Det indikere i hvert fald for mig, at det fylder mere end godt er, når vi taler om offerroller, men som sagt, er det jo noget der foregår herinde og behøver ikke have så meget at gøre med Jeres liv IRL. SOL´en kan jo sagtens (også) være din ventil. 🙂

Du skriver:
Du har som altid ret, men når man er voksen, kan se svigtet og har mange følelser involveret, så prøver man vel at gøre sit bedste, selv om man ved, det ikke er godt nok og så er det vel derefter menneskeligt, at bande lidt over "årsagen."
- Jeg kan rigtig godt lide den første sætning😃 så den lader vi bare stå, men hvorfor kommer du frem til at det ikke er godt nok? Det er jo ikke en indbygget selvfølgelighed at det bare ikke kan være godt nok.
- Jeg synes ærligt talt jeg har set mange kernefamilier, hvor det er meget lidt fornøjelse ungerne har haft af den far, de er vokset sammen med. De behøver ikke engang altid at kende ham. I nogle tilfælde havde de såmænd været bedre stillet foruden, så han ikke havde mulighed for at tyrannisere og på anden måde forplumre deres barndom. At vokse op i en kernefamilie er på ingen måde en garanti for at "det er godt nok".
- Der er altså nogle garantier, der ikke gives her i livet, så det handler vel om at få det optimale ud af de muligheder der nu foreligger. Så vi er vel bare tilbage til at det ikke er et spørgsmål om hvordan man har det, men hvordan man ta´r det😃😃
- At bruge ressourcer på utilstrækkelige eller fraværende gifte, skilte, sporløse, fordrukne, vidunderlige, heltemodige og ædle, nærrige og gavmilde fædre at da gode spildte kræfter, som kunne bruges meget bedre.
- Hvad enten vi kan lide det eller ej, så er der nogle mænd der gør deres børn en tjeneste ved at holde sig helt væk. De børn er ikke ofre, de er heldige - trods alt.
- Jeg ser også mænd, der virkelig lægger sig i tøjret for at gøre det bedste de kan, men hvad pokker skal de stille op, når selv det bedste ikke er godt nok FORDI det ikke er det samme som mor gør?

- når han endelig dukker op, og afstår fra at give barnet forventninger til den far.
- Håndter ham som en perifer bekendt af familien og giv plads, når kontakten er ad frivillighedens vej. Så giver du ikke din dreng følelsen af, at være valgt fra men derimod til - og det er vel det vigtigste.

Dulkis, nu skal du hører sandheden om verden.😉
Alle oplever svigt. Nogle uden, nogle med en far der på papiret er der. Andre oplever andre svigt. Og nogle gange er det moderen, så er det sgu sagt.😮
Det gør ikke børn til ofre, men er et vilkår, man kan/skal forholde sig til. Det er det samme du skriver, hvis jeg ellers læser dig rigtigt.
Personligt har jeg haft en stedfar, som jeg mange gange omtaler som far, da det er det han er. Jeg kan ærligt sige, at jeg har fået rigtig meget kærlighed og omsorg.
Rigtig mange damer på firs, synes jeg er sød, fordi jeg holder døren for dem. Men det ændre altså ikke ved, at DEN jeg gerne ville have anerkendelse fra ikke magtede det.
Det kan man som både barn og voksen forholde sig til, og ja det er et vilkår, hvorfra ens personlighed udspringer. Man skal ikke ynkes, man er ikke offer, og der er tit nogen anden, man kan sætte i stedet.
Men det er et svigt, mellem nogle personer, og det ved den 3. person godt. Kunsten er netop, at fortælle barnet, at det er elsket på de vilkår, som er, uden ynk.
Du har fuldstændig ret i at det svigt ikke skal dyrkes. Det ændre dog ikke ved, at det kan omtales som et svigt.
OG ja, du har fuldstædig ret i det sidste. De mænd, jeg kender, som er de mest "bløde" er dem der får mest hug af deres koner, for deres måde at gører tingene på. 😉
Med venlig hilsen
Grøn

"Men det ændrer altså ikke ved, at DEN jeg gerne ville have anerkendelse fra ikke magtede det."
Lige netop! Man kan have nok så megen glæde af onkler, stedfædre osv., og mor kan øse af sin kærlighed og omsorg, men at sætte andre i fars sted bliver aldrig en fuldgyldig erstatning for "den rigtige" far. Om så de andre "fædre" er langt mere omsorgsfulde, ansvarlige, kærlige osv., svier det indeni at vide, at netop ham, man skulle/burde betyde allermest for, ikke magter, ønsker eller evner at være der.
Min fars "svigt" (selvmord, da jeg var 4) er aldrig blevet dyrket - det er forbigået nærmest i tavshed af en omverden, der netop mente, at en anden snildt kunne træde i hans sted. Det kunne vedkommende, min stedfar, ikke - og selv, hvis han havde været det kærligste menneske i verden, ville mine tanker og min længsel fortsat have kredset om ham, jeg ikke "fik". Visheden om, at ham, der skulle have været der, set med barnets øjne, valgte mig fra og ikke ville være hos mig, kunne ingen have taget fra mig.
Og tanken om, at en onkel eller god, mandlig ven af familien, kan erstatte far, er efter min overbevisning rent teoretisk. Onklerne får eller har også deres egne børn, og selvfølgelig ved man, at man ikke spiller hovedrollen i deres liv - og at de ikke er "den ægte vare".
Det gør ondt, og det vil altid gøre ondt, at blive fravalgt af den, der burde stå nærmest. Man kan blive stor og stærk og voksen og indsigtsfuld osv. osv., men helt at glemme svigtet lykkes ikke for mange efter min erfaring.
En far er ikke kun en funktion - og har man haft ham, om så i begrænset tid, er der ingen fuldgyldige reserver på bænken. Nøjagtigt, som ingen forældre kan finde erstatning for et dødt eller forsvundet barn i et andet - om det andet så, objektivt, er nok så meget mere "perfekt".

den til. Det har jeg aldrig lagt skjul på.
Det der adskiller Løveungens far fra så mange andre herinde og i særdeleshed dette indlæg, er, at det faktsik er barnet der har sagt nej tak!
Han vil se sin datter, men han har for mange år siden ødelagt den chance for et godt og fornuftigt forhold til hans datter. [:*(]
Det taler vi om fra tid til anden. Men du tror fejl, hvis du og andre her på solen tror jeg går og brokker mig over ham konstant. Ej heller Løveungen. Hun er udemærket klar over hvad der kunne have været anderledes, men hun ønsker ikke tingene forandret 🙂
Det kan undrer at selv du Dulkis ikke kan lade være med at stikke til mig med hensyn til at jeg nok har haft en finger med i spillet i forbindelse med min datters beslutning?
Løvemor

noget helt rigtigt Dulkis.
"De børn er ikke ofre, de er heldige - trods alt."
Den lader jeg stå. Det er lidt sjovt, at det er hvad mormor også siger om Løveungen 😉
Løvemor

😃😃😃 - det kan jo godt være der er "noget" med de der mormødre😃

- men det du ellers skriver i indlægget er jo netop et udslag af, at du ikke "blev hjulpet over".
- Tror du selv for alvor, at din far ville have levet op til din illusion om en far, såfremt han havde været i live i dag? Den fantasi du har om ham?
- Tror du, et barn pr. automatik har en "hovedrolle" i en fars liv,FORDI han er biologisk?
- Hvorfor nedgør du at være valgt til af en ikke biologisk? Hvorfor underkende frivillighed?
- "Burde stå nærmest!" Hvem har lært dig det?
- Hvor kommer den forventning fra?
- Er der ikke nogen, der har foreslået dig, at han aldrig valgte dig fra, men måske bare var for forpint til at være her?
- Har du nogen garanti for, at du ikke er årsagen til hans sidste 4 år i den her verden?
- Jeg formoder du ingen børn har, med det sidste eksempel du kommer med.
- Hvilken reel betydning har det haft for forskellen på dit liv med og uden din biologiske far? - hvad ville have været anderledes? Hvad kunne du forestille dig ville være bedre? Hvad ville have været dårligere?
- Har du på andre områder i dit liv mere fokus på, hvad du ikke fik, end hvad du blev tilbudt og afslog, - eller faktisk fik?
- Jeg spørger dig så meget, fordi du havde ca. samme alder som min mor havde, da hendes far forsvandt ud af hendes liv. Godt nok kun for en årrække (5år) han dukkede jo op igen. Ham der hendes afgud - hun bad nemlig ikke sit fadervor, hun talte med sin far, hendes helt, ham der kunne ordne alt!! Hun opdagede, da hun var næsten voksen, at han egentlig var en meget almindelig mand, med de fejl, elskelige sider og facetter mennesket nu engang har. Tror såmænd ikke dét var en skuffelse, men i hvert fald en overraskelse. Piedestalen var nok blevet lidt lovlig høj under hans fravær😃
- Håber ikke du tager mig det ilde op. Emnet interessere mig særdeles meget. 🙂

"men det du ellers skriver i indlægget er jo netop et udslag af, at du ikke "blev hjulpet over"."
Enig - men den manglende hjælp skyldtes jo netop, at "man" mente, at svigtet ikke skulle "dyrkes" - fordi "man" troede, det var bedst at fokusere på det, der var nu, fremfor at dvæle ved fortiden - og fordi, jeg derved var nødt til selv at stykke stumperne sammen til et glansbillede. Havde man talt med mig om det og været åben omkring det/ham, der havde været, havde jeg haft en chance for at forholde mig til virkeligheden - men for mig at se blev det i stedet et spørgsmål om at foregive, at der intet var at begræde, og at han med et snuptag kunne erstattes af en anden.
"- Tror du selv for alvor, at din far ville have levet op til din illusion om en far, såfremt han havde været i live i dag? Den fantasi du har om ham?" Nej, naturligvis ikke - men illusionen kom jo netop af den manglende åbenhed. Og så tror jeg faktisk også, at der VAR noget - om end langt fra så eventyrligt og vidunderligt, som jeg forestillede mig - at savne og længes efter. Ikke en superfar, men MIN far.
"- Tror du, et barn pr. automatik har en "hovedrolle" i en fars liv,FORDI han er biologisk?" Ikke pr. automatik, men jeg er overbevist om, at det gælder for de fleste fædre. Måske vore vidt forskellige syn på sagen i virkeligheden skyldes, at jeg tænker på fædre, der HAR spillet en rolle i barnets liv - ikke på fædre, der aldrig har været andet end "donorer", frivilligt eller ufrivilligt. Jeg VAR jo ønsket af min far.
"- Hvorfor nedgør du at være valgt til af en ikke biologisk? Hvorfor underkende frivillighed?" Det mener jeg ikke, jeg nedgør generelt - og jeg tror på, der findes stedfædre, som objektivt er "bedre" end biofædrene. Jeg refererer til mig selv og til en uforstående omverdens opfattelse af, at hvem min mor end valgte at lade træde i min fars sted, ville det automatisk "lukke hullet" og være en fuldgyldig erstatning. Og for mit vedkommende har jeg aldrig følt mig valgt til - jeg var et nødvendigt onde, der fulgte med min mor. Det er en lang historie, men jeg kan citere min stedfar for følgende - som han har sagt til mig, efter at jeg er blevet voksen: "Du ved jo godt, jeg altid har opfattet dig som et irritationsmoment - men et charmerende irritationsmoment." Ved ikke, om jeg skal være glad for, han fandt mig charmerende trods alt?
"- "Burde stå nærmest!" Hvem har lært dig det? Hvor kommer den forventning fra? " Rent principielt BØR de to mennesker, der sætter et barn i verden sammen, være dem, der står det nærmest. Omstændighederne kan være af en karakter, der ikke gør det muligt, men som udgangspunkt er det da en naturlig fordring.
"- Er der ikke nogen, der har foreslået dig, at han aldrig valgte dig fra, men måske bare var for forpint til at være her?" Jo, min sunde voksen-fornuft, først og fremmest - og de mennesker, jeg som voksen har talt om tingene med. Den indsigt har man ikke som barn og helt ung, og selv som voksen kan følelserne være i tvivl.
"- Har du nogen garanti for, at du ikke er årsagen til hans sidste 4 år i den her verden?" Nej, på ingen måde. Men igen er det ikke et barns natur at tænke sådan - det kræver, at barnets voksne forklarer og forsikrer, at sådan er det.
"- Jeg formoder du ingen børn har, med det sidste eksempel du kommer med." Jeg har tre.
"- Hvilken reel betydning har det haft for forskellen på dit liv med og uden din biologiske far? - hvad ville have været anderledes? Hvad kunne du forestille dig ville være bedre? Hvad ville have været dårligere?" Jeg kan kun gisne om, hvordan et liv med en psykisk syg far ville have været - givetvis meget svært. Men problematikken her er, for mig at se, ikke biolgisk far kontra ikke-biologisk far - men at "dyrke" svigtet - jeg vil dog hellere formulere det "TALE om svigtet" - kontra den totale tavshed og tabuisering. Og opfattelsen af, at exit biofar - ind med stedfar er en pragmatisk og ukompliceret løsning.
"- Har du på andre områder i dit liv mere fokus på, hvad du ikke fik, end hvad du blev tilbudt og afslog, - eller faktisk fik?" Umiddelbart nej - men nu har jeg også som voksen fået stort set alt, hvad jeg ønskede mig (måske undtaget det økonomiske område...) - Havde jeg været ufrivilligt barnløs, er jeg imidlertid overbevist om, jeg ville have været bitter, fortvivlet, vred på livet - på dét område ville jeg have svært ved at forsone mig med "skæbnen".
"Piedestalen var nok blevet lidt lovlig høj under hans fravær😃" Ja, naturligvis - men var det et resultat af, at nogen havde "dyrket svigtet"?

Som far har du idag ingen rettigheder mht. børn, i praksis. Hvis mor ikke vil have at far skal se barnet, hindrer hun bare samvær i en periode og flytter evt.
Nu - uanset om far vinder i retten eller ej, hvis han ellers har pengene, vil børnene få lov at blive hos mor "for at lade børnene være i det samme miljø".
Sålænge fædre i Danmark og Norge intet har at skulle sige, og risikerer at komme i et smertehav af følelsesmæssig smerte...er det "letteste" at afskære sig helt. Jeg behøver ikke engang forlade min gade for at finde en far som ved første øjekast er ligeglad med hans datter. Men når man går lidt tættere på og hører historien bag, "gemmer" der sig en mor som ikke kan lide far. Og så er historien ikke længere.
Velkommen til Danmark. Her i Danmark har kvinder nu flere rettigheder end børn og fædre. Da halvdelen af alle børn er piger, er spørgsmålet bare om kvinderne på sigt vinder med deres mange rettigheder. "Far har lov...hvis mor giver ham lov"