Når jeg er gravid, går min kæreste i stå

For nylig fortalte jeg min kæreste, som jeg har haft gemmem 3 år, at jeg var blevet gravid. Vi havde prøvet på ikke at blive det, da vi måske er for unge til at være forældre lige nu. (vi er begge 17år). Han har givet mig en ring, og sagt at det skulle være ham og mig for altid. vi har aldrig haft problemer, pauser eller lignene. Da han fik det afvide, ville han have at jeg fik taget en abort. Jeg blev naturligvis ked af det, for han ved godt at jeg i de fleste sitrationer, er imod abort. (kærester som os, der er voksne nok til at have sex og snart er myndig, burde godt kunne klare sådan udfordring, og der ville jeg finde det unødvendigt med abort. Det var noget andet hvis det var voldtægt!)Han siger at han er lykkelig og at han ville være ked af at tingene mellem os blev ødelagt. Men er det os for altid ser jeg bare ikke noget slemt i a blive forældre nu?
Det som jeg nu har brug for, er noget som jeg kan snakke med min kæreste om. For at få ham til at indse at vi godt kan? for at berolige ham måske? Vil så gerne at han forstår mig.

Puha den er ond.
Jeg kan godt forstå at han er pisse bange for og få et barn så tideligt i sit liv, han elsker dig sikkert utrolig højt men måske er han bare ikke klar til og være far selvom du tror han er [???]
Jeg syntes persondeligt heller ikke at du skal have en abort, men snak med ham om det fordi det er svært for jer begge.

luxusfælden har ikke levet forgæves, unge på 17 år ved intet om livets barske realiteter.
der er ingen garanti for at I er sammen efter fødslen, uanset den såkaldte "kjærlighed lige nu, forstanden er ikke færdigudviklet, selvom I måske er det man populært kalder kønsmodne.
USA bluff flyder med mælk og honning, og negerpiger på 11 år bliver konstant gravide, og Mr. jerncow sidder bag tremmer og samler tøjklemmer, eller planlægger det nye idiotsikre kup 18 år senere, så han er naturligvis meget nærværende, når mor og baby kan tale med big papa over telefonen, med en glasrude imellem dem.
for mig at se, skriger det til Mustafa, at I har planlagt en graviditet i lang tid.
vi fordømmer de muslimske fætre der gifter sig med deres kusiner som 8 årige, men det danske samfund har efterhånden nærmet sig det muslimske, med tidlige fødsler, og offentlig forsørgelse.
man påstår at ingen dør af sult her i landet, men utallige lever i armod, fordi de ikke kan overskue de konsekvenser en graviditet medfører.
muligvis er telt beduiner mere lykkelige, for de ved at de skal flytte kamelerne til de steder hvor der findes mad, vand og bistandshjælp.
tag en smut tur til Pakistan eller Somalia, så bliver kæresten muligvis mere nærværende, maybe.

Jeg synes du bør snakke med din læge om det. 17 år er virkelig tidligt at blive forældre og det bliver meget svært for jer . Der er så mange ting i livet som du ikke vil opleve hvis du får børn nu

...jeg mener altså at ha læst stort set samme tekst sendt ind som spørgsmål til en brevkasse i Vi unge. Det er virkelig over 1000 år siden, og jeg ved virkelig ikk hvorfor jeg kom i tanke om det, men det minder godt nok meget om. Pigen var præcis 17 og alt muligt, så det kan jo ikke være dig, for hun må jo være ældre nu.
Nå, lige meget. Hvornår man er klar til at få et barn er en fuldstændig individuel sag. Men du ville nok blive meget ulykkelig hvis du fødte barnet og valgte at beholde det, og det så ville få din kæreste til at rende over alle bjerge. Det kan lynhurtigt blive som i en gammeldags tragedieroman, et dilemma: Er kæresten eller barnet vigtigst?
Husk ikke at presse din kæreste! Det kan der ske to ulykker ved: Enten lukker han totalt af, vil ikke så meget som skænke det at få et barn en tanke, du får en abort, og han finder så senere ud af at det måske sagtens kunne være gået alligevel. Eller han kunne give efter for dig, I får barnet sammen, og efter få måneder ser I begge at det slet ikke går.
Kan ikk rigtigt komme på mere at sige om det. Men tænk dig rigtig, rigtig godt om!

alle unge skal ind i droningens klæder som feltmadrasser og rekrutter, evt. børn må opforstres af forsorgen, som de gjorde det i det tidligere Sovjetski.
alle nyfødte blev spændt fast i et tæppe, så de ikke kunne bevæge sig, og uanset om de skreg og hylede, så fik de kun flaske 2 gange i døgnet, det lærte russiske babyer at det ikke hjælper at klage, og det foregik naturligvis på udvalgte børnehjem, hvor madmor havde været medlem af partiet i mindst 45 år.