O Herre, husk mig venligst
Sri Isopanishad, mantra 17
vayur anilam amritam / athedam bhasmantam sarIram
om krato smara krtam smara / krato smara krtam smara
OVERSÆTTELSE
Lad dette midlertidige legeme blive brændt til aske, og lad livsluften opgå i den totale luft. O min Herre, vær nu god at mindes alle mine ofringer Eftersom Du er den højst begunstigede, husk da venligst på alt hvad jeg har gjort for Dig.
KOMMENTAR af AC. Bhaktivedanta Swmi Prabhupada
Den midlertidige materielle krop udgør sandelig en fremmed klædning. Bhagavad-gIta (2.20) forklarer tydeligt, at det levende væsen aldrig under nogen omstændigheder bliver udslettet selv ikke efter den materielle krops destruktion, ej heller mister det nogensinde sin identitet. Det levende væsens identitet er ikke på noget tidspunkt upersonlig eller formløs. Tværtimod er det den materielle klædning, der er formløs, eftersom den blot tager sin form efter den unedbrydelige person. Intet levende væsen er oprindeligt formløst, selv om det modsatte fejlagtigt påstås af personer med ringe viden. Dette mantra bekræfter, at det levende væsen eksisterer selv efter den materielle krops udslettelse.
Den materielle verden opviser et vidunderligt håndværk ved at skabe forskellige kroppe til de levende væsener, der passer til deres særegne smag for sansenydelse. Et levende væsen som har lyst til at spise afføring, tildeles en krop, der egner sig perfekt til at spise afføring - en svinekrop. Og den, der ønsker at spise andre dyrs kød og blod, kan tilsvarende få en tigerkrop udstyret med tænder og kløer. Men mennesket er ikke tilsigtet at spise kød, ej heller ønsker det at indtage afføring. Vi finder ikke den vane selv i de mest primitive civilisationer. Menneskets tænder er skabt, så det kan tygge og bide frugt og grøntsager, selv om det har to hjørnetænder så primitive mennesker, hvis de ønsker det, kan spise kød.
Under alle omstændigheder er alle materielle kroppe, hvad enten der er tale om menneske- eller dyreformer, fremmede for det levende væsen. Den materielle krop former sig efter det levende væsens ønsker om sansenydelse. Således cirkulerer det levende væsen rundt i udviklingskredsløbet, idet han vandrer fra den ene krop til den næste. Da jorden var totalt dækket af vand, antog det levende væsen form som et vanddyr. Derfra vandrede han videre til en plantes krop, derfra til en orm, så fra orm til fugl, fra fugl til pattedyr og fra dyreliv til menneskeformen.
Men meneskeformen er den mest udviklede, når den udnytter sin åndelige form fuldt ud. Den højeste udvikling af ens åndelige form beskrives i dette mantra: Man bør opgive den materielle krop, som alligevel bliver forvandlet til aske, og lade livsluften opgå i det evige luftreservoir. Det levende væsens handlinger udføres inde i kroppen gennem udvekslinger af forskellige subtile luftstrømninger som under et kaldes prana-vayu, livsluften. Yogi'erne studerer almindeligvis, hvordan man kan beherske disse indre luftstrømme i kroppen.
Hensigten med det klassiske yogasystem er at løfte sjælen fra en luftcirkel (chakra) til den næste, indtil den kommer til brahma-randhra, det højeste chakra. Fra det punkt kan den fuldkomne yogi overføre sig selv til en hvilken som helst planet, han måtte ønske. Denne metode består i at forlade én materiel krop for derefter at træde ind i en anden.
Men den endelige perfektion af sådanne forandringer opnås først, når det levende væsen bliver i stand til, som det foreslås i dette mantra, at lade det materielle legeme bag sig en gang for alle og træde ind i den åndelige sfære, hvor man kan udvikle en helt anden slags krop - en åndelig krop, der aldrig behøver at møde død eller forandring.
Her i den materielle verden bliver det levende væsen af naturen tvunget til at skifte sin krop i overensstemmelse med hans for skellige ønsker om sansenydelse. Disse ønsker findes i de forskellige livsarter lige fra mikrober til de mest fuldkomne materielle former som Brahma og halvguderne. Alle disse levende væsener har kroppe i forskellige former sammensat af materien. En intelligent person vil se enheden i alle væseners åndelige identitet, ikke i deres forskellige kropslige fremtoninger. Den åndelige gnist, der er en uadskillelig del af den Højeste Herre, er den samme, uanset om den befinder sig i en svinekrop eller en halvgude krop. Det levende væsen antager simpelthen forskellige kroppe i forhold til sine gode og dårlige handlinger.
Menneskekroppen er højt udviklet og har fuld bevidsthed. Ifølge Bhagavad-gita (7.19) overgiver det mest fuldkomne menneske sig til Herren først efter at have kultiveret kundskab gennem mange, mange liv. Udviklingen af viden når sin fuldkommenhed, når man overgiver sig til den Højeste Herre, Vasudeva. Man vil atter falde ned i den materielle atmosfære, selv efter at have opået kundskab om sin åndelige identitet, hvis man ikke når frem til forståelsen af, at de levende væsener er evige, uadskillelige dele af helheden, og derfor aldrig selv kan blive helheden. Selv efter at være opgået i brahmajyoti, vil man igen falde ned.
Som vi har læst i tidligere mantra'er, er brahmajyoti'en, der stråler ud fra Herrens transcendentale krop, udgjort af åndelige gnister, som er individuelle væsener med fuld opfattelse af deres egen eksistens. Af og til ønsker disse levende væsener at nyde deres sanser, og anbringes derfor i den materielle verden for der, styret af deres sanser, at opleve en falsk følelse af dominans over materien.
I virkeligheden er det levende væsen en total slave under sine sansers diktat, og hans herredømme er blot en tom maskerade. Dette begær efter at herske er det levende væsens materielle sygdom. Påvirket af denne sygdom vandrer han under sansenydelsens fortryllelse fra én krop til den næste i de utallige arter der er manifesteret i den materielle verden. At blive ét med brahmajyoti er ikke udtryk for moden viden.
Kun gennem at kultivere sin forståelse for åndelig tjeneste og derved overgive sig helt til Herren, kan man nå det højeste fuldkomne stadie. I dette mantra beder det levende væsen om en plads i Herrens åndelige rige efter at have givet afkald på sit fysiske og psykiske legeme. Den hengivne beder Herren, før hans materielle krop bliver til aske, om at huske på alle de handlinger og de ofringer, han udførte, mens han var i sin krop. Han fremsætter denne bøn på dødstidspunktet i fuld bevidsthed om sine tidligere handlinger og det endelige mål. Den, som derimod befinder sig helt under den materielle naturs dominans, vil huske de afskyelige handlinger, han udførte i sin materielle krop, og følgelig vil han efter døden blive tildelt en ny krop af materie. Bhagavad-gIta (8.6) bekræfter denne sandhed:
"Den tilstand, O kuntis søn, man man husker på, når man forlader sin krop, vil man med sikkerhed opnå."
Således overfører det levende væsens sin mentalitet og tilbøjeligheder til næste liv. I modsætning til umælende dyr, som ikke er udstyret med et udviklet sind, kan det døende menneske ligesom drømme om natten huske handlingerne fra sit liv. Således fortsætter hans sind med at være fuldt optaget af materielle ønsker, og derfor kan han kke træde ind i det åndelige rige i en åndelig krop.
De hengivne udvikler imidlertid en følelse af kærlighed til Guddommen ved at praktisere hengiven tjeneste til Ham. Herren glemmer ikke Sine hengivne, selv hvis de på dødstidspunktet ikke kommer i tanke om deres tjeneste til Ham. Denne bøn er for at minde Herren om den hengivnes ofre. Men selv uden at påminde Herren på denne måde, vil Han aldrig glemme de tjenester de rene hengivne har gjort Ham. I Bhagavad-gIta beskriver Herren tydeligt det fortrolige forhold Han har til Sine hengivne (Bg. 9.30-34):
"Selv om man begår de mest afskyelige handlinger, er man at regne for en helgenagtig person, sålænge man er engageret i hengiven tjeneste, for da er ens beslutsomhed korrekt placeret. Man bliver således hurtigt retskaffen og opnår varig fred. O Kuntis søn, erklær frimodigt, at min hengivne aldrig går til grunde. O Prthas søn, de, der søger beskyttelse hos Mig, kan, selv om de er af lavere byrd som kvinder, vaisya'er (handelsfolk), og sudra'er (arbejdere), opnå det højeste mål. Hvor meget mere må da dette gælde for de retskafne brahmana'er, de hengivne og de fromme konger. Derfor bør du, nu hvor du er kommet til denne midlertidige, lidelsesfyldte verden, begynde at yde kærlighedsfuld tjeneste til Mig. Absorber dig altid i tanker på Mig, bliv Min hengivne, bøj dig ned for Mig og tilbed Mig. Når du således er blevet helt engageret i Mig, kommer du helt sikkert til Mig."
Srila Bhaktivinoda Thakura forklarer betydningen af disse vers som følger:
"Man bør anse Krshnas hengivne for at være på ret kurs mod den helgenagtige tilstand, selv i tilfælde af at en sådan hengiven tilsyneladende er su-duracara, 'en person som opfører sig dårligt'. Vi bør forstå den virkelige betydning af ordet su-duracara. En betinget sjæl er nødt til at handle med to mål for øje - han må opretholde kroppen såvel som tage vare på sin åndelige udvikling. Social status, mental udvikling, renlighed, askese, rigtig ernæring og kampen for overlevelse hører alle ind under kroppens vedligeholdelse.
De af ens handlinger, der er rettet mod selvrealisation, udføres i ens kapacitet som hengiven til Herren, og de sideløbende materielle handlinger udføres ligeledes fra denne position. Det er nødvendingt at disse to forskellige former for handlinger udføres parallelt, for en betinget sjæl kan ikke tilsidesætte vedligeholdelsen af sin krop. De handlinger, der er rettet mod kroppens opretholdelse, aftager imidlertid i takt med, at ens hengivne tjeneste tiltager.
På mellemstadiet, indtil ens hengivne tjeneste er tilstrækkeligt udviklet, er risikoen, at man under indflydelse af sin krop lejlighedsvis handler på en verdslig måde. Men det bør bemærkes, at en sådan verdslighed ikke kan fortsætte længe, for ved Herrens nåde afhjælpes meget snart sådanne ufuldkommenheder. Derfor er hengiven tjeneste den eneste rette vej. Hvis man befinder sig på den rette vej, kan selv ikke lejlighedsvis tilbagefald i verdslighed hæmme ens fremgang i selvrealisation."
Upersonalisterne drager ikke fordel af den hengivne tjenestes faciliteter, for de er knyttede til Herrens brahmajyoti-aspekt. Som antydet i de tidligere mantra'er kan de ikke gennemtrænge brahmajyoti'en, for de har ingen tro på den Personlige Guddom. De er mest beskæftiget med at jonglere ord, eller også er de optaget af intellektuelle grublerier. Upersonalisterne er derfor engagerede i frugtesløse bestræbelser, som det også bekræftes Bhagavad-gitas tolvte kapitel (12.5). Man kan let opnå alle de velsignelser der bliver bedt om i dette mantra gennem vedblivende omgang med den Absolutte Sandheds personlige aspekt. Hengiven tjeneste til Herren består grundlæggende af ni transcendentale forløb:
(1) høre om Herren, (2) forherlige Herren, (3) huske Herren, (4) underlægge sig Herrens lotusfødder, (5) tilbede Herren, (6) fremføre bønner til Herren, (7) tjene Herren, (8) være ven med Herren og (9) give alt til Herren. Disse ni former for hengiven tjeneste hjælper i forening eller hver for sig en hengiven til konstant at holde sig i kontakt med Gud. På den måde bliver det let for den hengivne at huske Herren ved sit livs afslutning. Herrens følgende navnkundige hengivne var i stand til at opnå den højeste perfektion ved blot at følge en af disse ni fremgangsmåder.
Vedanta-sutra sammenfatter i virkeligheden dette mantras forklaring så vel som praktisk taget alle mantra'erne i de vediske hymner, og Vedanta-sutras betydning bliver perfekt forklaret i Srimad-Bhagavatam. Srimad-Bhagavatam er den modne frugt fra den vediske kundskabs træ. I Srimad-Bhagavatam bliver dette særlige mantra allerede i begyndelsen af deres møde belyst under samtalen mellem Maharaja Pariksit og Sukadeva GosvamI, Maharaja Pariksit stillede spørgsmålene og Sukadeva Gosvami gav svarene.
At høre om og fortælle om den sande kundskab om Gud er det grundlæggende princip i den hengivne proces. Hele Bhagavatam blev hørt af Maharaja Pariksit og fortaltes af Sukadeva Gosvami. Maharaja Pariksit stillede spørgsmål til Sukadeva, for Sukadeva var en åndelig mester mægtigere end nogen anden af sin tids store yogi'er eller transcendentalister. Maharaja Pariksits vigtigste spørgsmål lød, "Hvad er enhver persons pligt, specielt på dødstidspunktet?" Sukadeva GosvamI svarede:
"Enhver, der ønsker at blive fri for alle bekymringer, bør altid høre om, forherlige og huske Guddommens Personlighed, der er det yderste princip bag alting; den der fjerner alle vanskeligheder, og som er alle levende væseners Oversjæl." (Bhag. 2.1.5)
Det såkaldte menneskesamfund er normalt travlt optaget af søvn og sex natten og om dagen med at tjene så mange penge som muligt eller købe ind til familien. Folk har meget lidt tid til at tale om Guddommens Personlighed eller at forhøre sig om Ham. På mange måder har de afvist Guds eksistens, først og fremmest ved at erklære Ham for upersonlig. De siger med andre ord, at Gud er uden sanseopfattelse.
Men den vediske litteratur - både Upanishad'erne, Vedanta-sutra, Bhagavad-gita og Srimad-Bhagavatam - stadfæster, at Herren er et sansende væsen, som står over alle andre sansende væsener. Hans glorværdige bedrifter er identiske med Ham Selv. Man bør derfor ikke tillade sig selv at høre eller tale om de ligegyldige handlinger, der udføres af verdslige politikere og såkaldte store mænd i samfundet. Man skal hellere leve sit liv til ære for Gud uden at spilde tiden med værdiløse bestræbelser. Sri Isopanishad leder os mod sådanne guddommelige handlinger.
Hvis man ikke har vænnet sig til at handle i hengiven tjeneste, hvad vil da tankerne kredse om på dødstidspunktet, når kroppens funktioner er sat ud af balance? Hvordan kan man da bede den almægtige Herre om at huske på ens ofringer? Ofringer vil sige frivilligt at tilsidesætte sine sansers interesser. Man er nødt til at lære sig denne kunst ved hele livet igennem at anvende sanserne i Herrens tjeneste. Da kan man når døden intræder drage fordel af en sådan praksis.
vayur anilam amritam / athedam bhasmantam sarIram
om krato smara krtam smara / krato smara krtam smara
OVERSÆTTELSE
Lad dette midlertidige legeme blive brændt til aske, og lad livsluften opgå i den totale luft. O min Herre, vær nu god at mindes alle mine ofringer Eftersom Du er den højst begunstigede, husk da venligst på alt hvad jeg har gjort for Dig.
KOMMENTAR af AC. Bhaktivedanta Swmi Prabhupada
Den midlertidige materielle krop udgør sandelig en fremmed klædning. Bhagavad-gIta (2.20) forklarer tydeligt, at det levende væsen aldrig under nogen omstændigheder bliver udslettet selv ikke efter den materielle krops destruktion, ej heller mister det nogensinde sin identitet. Det levende væsens identitet er ikke på noget tidspunkt upersonlig eller formløs. Tværtimod er det den materielle klædning, der er formløs, eftersom den blot tager sin form efter den unedbrydelige person. Intet levende væsen er oprindeligt formløst, selv om det modsatte fejlagtigt påstås af personer med ringe viden. Dette mantra bekræfter, at det levende væsen eksisterer selv efter den materielle krops udslettelse.
Den materielle verden opviser et vidunderligt håndværk ved at skabe forskellige kroppe til de levende væsener, der passer til deres særegne smag for sansenydelse. Et levende væsen som har lyst til at spise afføring, tildeles en krop, der egner sig perfekt til at spise afføring - en svinekrop. Og den, der ønsker at spise andre dyrs kød og blod, kan tilsvarende få en tigerkrop udstyret med tænder og kløer. Men mennesket er ikke tilsigtet at spise kød, ej heller ønsker det at indtage afføring. Vi finder ikke den vane selv i de mest primitive civilisationer. Menneskets tænder er skabt, så det kan tygge og bide frugt og grøntsager, selv om det har to hjørnetænder så primitive mennesker, hvis de ønsker det, kan spise kød.
Under alle omstændigheder er alle materielle kroppe, hvad enten der er tale om menneske- eller dyreformer, fremmede for det levende væsen. Den materielle krop former sig efter det levende væsens ønsker om sansenydelse. Således cirkulerer det levende væsen rundt i udviklingskredsløbet, idet han vandrer fra den ene krop til den næste. Da jorden var totalt dækket af vand, antog det levende væsen form som et vanddyr. Derfra vandrede han videre til en plantes krop, derfra til en orm, så fra orm til fugl, fra fugl til pattedyr og fra dyreliv til menneskeformen.
Men meneskeformen er den mest udviklede, når den udnytter sin åndelige form fuldt ud. Den højeste udvikling af ens åndelige form beskrives i dette mantra: Man bør opgive den materielle krop, som alligevel bliver forvandlet til aske, og lade livsluften opgå i det evige luftreservoir. Det levende væsens handlinger udføres inde i kroppen gennem udvekslinger af forskellige subtile luftstrømninger som under et kaldes prana-vayu, livsluften. Yogi'erne studerer almindeligvis, hvordan man kan beherske disse indre luftstrømme i kroppen.
Hensigten med det klassiske yogasystem er at løfte sjælen fra en luftcirkel (chakra) til den næste, indtil den kommer til brahma-randhra, det højeste chakra. Fra det punkt kan den fuldkomne yogi overføre sig selv til en hvilken som helst planet, han måtte ønske. Denne metode består i at forlade én materiel krop for derefter at træde ind i en anden.
Men den endelige perfektion af sådanne forandringer opnås først, når det levende væsen bliver i stand til, som det foreslås i dette mantra, at lade det materielle legeme bag sig en gang for alle og træde ind i den åndelige sfære, hvor man kan udvikle en helt anden slags krop - en åndelig krop, der aldrig behøver at møde død eller forandring.
Her i den materielle verden bliver det levende væsen af naturen tvunget til at skifte sin krop i overensstemmelse med hans for skellige ønsker om sansenydelse. Disse ønsker findes i de forskellige livsarter lige fra mikrober til de mest fuldkomne materielle former som Brahma og halvguderne. Alle disse levende væsener har kroppe i forskellige former sammensat af materien. En intelligent person vil se enheden i alle væseners åndelige identitet, ikke i deres forskellige kropslige fremtoninger. Den åndelige gnist, der er en uadskillelig del af den Højeste Herre, er den samme, uanset om den befinder sig i en svinekrop eller en halvgude krop. Det levende væsen antager simpelthen forskellige kroppe i forhold til sine gode og dårlige handlinger.
Menneskekroppen er højt udviklet og har fuld bevidsthed. Ifølge Bhagavad-gita (7.19) overgiver det mest fuldkomne menneske sig til Herren først efter at have kultiveret kundskab gennem mange, mange liv. Udviklingen af viden når sin fuldkommenhed, når man overgiver sig til den Højeste Herre, Vasudeva. Man vil atter falde ned i den materielle atmosfære, selv efter at have opået kundskab om sin åndelige identitet, hvis man ikke når frem til forståelsen af, at de levende væsener er evige, uadskillelige dele af helheden, og derfor aldrig selv kan blive helheden. Selv efter at være opgået i brahmajyoti, vil man igen falde ned.
Som vi har læst i tidligere mantra'er, er brahmajyoti'en, der stråler ud fra Herrens transcendentale krop, udgjort af åndelige gnister, som er individuelle væsener med fuld opfattelse af deres egen eksistens. Af og til ønsker disse levende væsener at nyde deres sanser, og anbringes derfor i den materielle verden for der, styret af deres sanser, at opleve en falsk følelse af dominans over materien.
I virkeligheden er det levende væsen en total slave under sine sansers diktat, og hans herredømme er blot en tom maskerade. Dette begær efter at herske er det levende væsens materielle sygdom. Påvirket af denne sygdom vandrer han under sansenydelsens fortryllelse fra én krop til den næste i de utallige arter der er manifesteret i den materielle verden. At blive ét med brahmajyoti er ikke udtryk for moden viden.
Kun gennem at kultivere sin forståelse for åndelig tjeneste og derved overgive sig helt til Herren, kan man nå det højeste fuldkomne stadie. I dette mantra beder det levende væsen om en plads i Herrens åndelige rige efter at have givet afkald på sit fysiske og psykiske legeme. Den hengivne beder Herren, før hans materielle krop bliver til aske, om at huske på alle de handlinger og de ofringer, han udførte, mens han var i sin krop. Han fremsætter denne bøn på dødstidspunktet i fuld bevidsthed om sine tidligere handlinger og det endelige mål. Den, som derimod befinder sig helt under den materielle naturs dominans, vil huske de afskyelige handlinger, han udførte i sin materielle krop, og følgelig vil han efter døden blive tildelt en ny krop af materie. Bhagavad-gIta (8.6) bekræfter denne sandhed:
"Den tilstand, O kuntis søn, man man husker på, når man forlader sin krop, vil man med sikkerhed opnå."
Således overfører det levende væsens sin mentalitet og tilbøjeligheder til næste liv. I modsætning til umælende dyr, som ikke er udstyret med et udviklet sind, kan det døende menneske ligesom drømme om natten huske handlingerne fra sit liv. Således fortsætter hans sind med at være fuldt optaget af materielle ønsker, og derfor kan han kke træde ind i det åndelige rige i en åndelig krop.
De hengivne udvikler imidlertid en følelse af kærlighed til Guddommen ved at praktisere hengiven tjeneste til Ham. Herren glemmer ikke Sine hengivne, selv hvis de på dødstidspunktet ikke kommer i tanke om deres tjeneste til Ham. Denne bøn er for at minde Herren om den hengivnes ofre. Men selv uden at påminde Herren på denne måde, vil Han aldrig glemme de tjenester de rene hengivne har gjort Ham. I Bhagavad-gIta beskriver Herren tydeligt det fortrolige forhold Han har til Sine hengivne (Bg. 9.30-34):
"Selv om man begår de mest afskyelige handlinger, er man at regne for en helgenagtig person, sålænge man er engageret i hengiven tjeneste, for da er ens beslutsomhed korrekt placeret. Man bliver således hurtigt retskaffen og opnår varig fred. O Kuntis søn, erklær frimodigt, at min hengivne aldrig går til grunde. O Prthas søn, de, der søger beskyttelse hos Mig, kan, selv om de er af lavere byrd som kvinder, vaisya'er (handelsfolk), og sudra'er (arbejdere), opnå det højeste mål. Hvor meget mere må da dette gælde for de retskafne brahmana'er, de hengivne og de fromme konger. Derfor bør du, nu hvor du er kommet til denne midlertidige, lidelsesfyldte verden, begynde at yde kærlighedsfuld tjeneste til Mig. Absorber dig altid i tanker på Mig, bliv Min hengivne, bøj dig ned for Mig og tilbed Mig. Når du således er blevet helt engageret i Mig, kommer du helt sikkert til Mig."
Srila Bhaktivinoda Thakura forklarer betydningen af disse vers som følger:
"Man bør anse Krshnas hengivne for at være på ret kurs mod den helgenagtige tilstand, selv i tilfælde af at en sådan hengiven tilsyneladende er su-duracara, 'en person som opfører sig dårligt'. Vi bør forstå den virkelige betydning af ordet su-duracara. En betinget sjæl er nødt til at handle med to mål for øje - han må opretholde kroppen såvel som tage vare på sin åndelige udvikling. Social status, mental udvikling, renlighed, askese, rigtig ernæring og kampen for overlevelse hører alle ind under kroppens vedligeholdelse.
De af ens handlinger, der er rettet mod selvrealisation, udføres i ens kapacitet som hengiven til Herren, og de sideløbende materielle handlinger udføres ligeledes fra denne position. Det er nødvendingt at disse to forskellige former for handlinger udføres parallelt, for en betinget sjæl kan ikke tilsidesætte vedligeholdelsen af sin krop. De handlinger, der er rettet mod kroppens opretholdelse, aftager imidlertid i takt med, at ens hengivne tjeneste tiltager.
På mellemstadiet, indtil ens hengivne tjeneste er tilstrækkeligt udviklet, er risikoen, at man under indflydelse af sin krop lejlighedsvis handler på en verdslig måde. Men det bør bemærkes, at en sådan verdslighed ikke kan fortsætte længe, for ved Herrens nåde afhjælpes meget snart sådanne ufuldkommenheder. Derfor er hengiven tjeneste den eneste rette vej. Hvis man befinder sig på den rette vej, kan selv ikke lejlighedsvis tilbagefald i verdslighed hæmme ens fremgang i selvrealisation."
Upersonalisterne drager ikke fordel af den hengivne tjenestes faciliteter, for de er knyttede til Herrens brahmajyoti-aspekt. Som antydet i de tidligere mantra'er kan de ikke gennemtrænge brahmajyoti'en, for de har ingen tro på den Personlige Guddom. De er mest beskæftiget med at jonglere ord, eller også er de optaget af intellektuelle grublerier. Upersonalisterne er derfor engagerede i frugtesløse bestræbelser, som det også bekræftes Bhagavad-gitas tolvte kapitel (12.5). Man kan let opnå alle de velsignelser der bliver bedt om i dette mantra gennem vedblivende omgang med den Absolutte Sandheds personlige aspekt. Hengiven tjeneste til Herren består grundlæggende af ni transcendentale forløb:
(1) høre om Herren, (2) forherlige Herren, (3) huske Herren, (4) underlægge sig Herrens lotusfødder, (5) tilbede Herren, (6) fremføre bønner til Herren, (7) tjene Herren, (8) være ven med Herren og (9) give alt til Herren. Disse ni former for hengiven tjeneste hjælper i forening eller hver for sig en hengiven til konstant at holde sig i kontakt med Gud. På den måde bliver det let for den hengivne at huske Herren ved sit livs afslutning. Herrens følgende navnkundige hengivne var i stand til at opnå den højeste perfektion ved blot at følge en af disse ni fremgangsmåder.
Vedanta-sutra sammenfatter i virkeligheden dette mantras forklaring så vel som praktisk taget alle mantra'erne i de vediske hymner, og Vedanta-sutras betydning bliver perfekt forklaret i Srimad-Bhagavatam. Srimad-Bhagavatam er den modne frugt fra den vediske kundskabs træ. I Srimad-Bhagavatam bliver dette særlige mantra allerede i begyndelsen af deres møde belyst under samtalen mellem Maharaja Pariksit og Sukadeva GosvamI, Maharaja Pariksit stillede spørgsmålene og Sukadeva Gosvami gav svarene.
At høre om og fortælle om den sande kundskab om Gud er det grundlæggende princip i den hengivne proces. Hele Bhagavatam blev hørt af Maharaja Pariksit og fortaltes af Sukadeva Gosvami. Maharaja Pariksit stillede spørgsmål til Sukadeva, for Sukadeva var en åndelig mester mægtigere end nogen anden af sin tids store yogi'er eller transcendentalister. Maharaja Pariksits vigtigste spørgsmål lød, "Hvad er enhver persons pligt, specielt på dødstidspunktet?" Sukadeva GosvamI svarede:
"Enhver, der ønsker at blive fri for alle bekymringer, bør altid høre om, forherlige og huske Guddommens Personlighed, der er det yderste princip bag alting; den der fjerner alle vanskeligheder, og som er alle levende væseners Oversjæl." (Bhag. 2.1.5)
Det såkaldte menneskesamfund er normalt travlt optaget af søvn og sex natten og om dagen med at tjene så mange penge som muligt eller købe ind til familien. Folk har meget lidt tid til at tale om Guddommens Personlighed eller at forhøre sig om Ham. På mange måder har de afvist Guds eksistens, først og fremmest ved at erklære Ham for upersonlig. De siger med andre ord, at Gud er uden sanseopfattelse.
Men den vediske litteratur - både Upanishad'erne, Vedanta-sutra, Bhagavad-gita og Srimad-Bhagavatam - stadfæster, at Herren er et sansende væsen, som står over alle andre sansende væsener. Hans glorværdige bedrifter er identiske med Ham Selv. Man bør derfor ikke tillade sig selv at høre eller tale om de ligegyldige handlinger, der udføres af verdslige politikere og såkaldte store mænd i samfundet. Man skal hellere leve sit liv til ære for Gud uden at spilde tiden med værdiløse bestræbelser. Sri Isopanishad leder os mod sådanne guddommelige handlinger.
Hvis man ikke har vænnet sig til at handle i hengiven tjeneste, hvad vil da tankerne kredse om på dødstidspunktet, når kroppens funktioner er sat ud af balance? Hvordan kan man da bede den almægtige Herre om at huske på ens ofringer? Ofringer vil sige frivilligt at tilsidesætte sine sansers interesser. Man er nødt til at lære sig denne kunst ved hele livet igennem at anvende sanserne i Herrens tjeneste. Da kan man når døden intræder drage fordel af en sådan praksis.