ok så fattede jeg det.

Nogle mennesker har så lavt et selvværd, at de ikke kan være i et parforhold hvor de oplever at føle sig for sikre på kærligheden fra kæresten. Hvis han/hun elsker mig, må der være noget galt med ham/hende eller parforholdet.
Og når de så har sat det hele over styr, måske i form af utroskab, fordi de ikke føler det de har er værd at passe på, kommer den store fortrydelse. Nogle mennesker tænder på at føle sig på usikker grund.

Er det en generalisering eller noget du har erfaret eller mener du bare at fordi folk en gang i sit liv har været utro, så er det manglende selvværd. Kunne det have noget med manglende kærlighed eller det at elske og blive elsket?
Hvis din påstand er rigtig, hvad så med alle de mennesker der bliver i deres ægteskab, selvom det principielt har været slut i 100 år. De tør bare ikke komme videre i livet, er det manglende selvværd eller manglende mod?

hmm...

kunne måske også skyldes en mangel på kæreste? Hvis jeg endelig finder én er det sidste jeg vil gøre da at smide det hele på gulvet.

jeg skrev NOGLE.
Jeg har selv oplevet at være i det ene parforhold efter det andet, hvor det at HAN ville mig var vigtigere end hvad jeg ville, lige indtil lige netop dette betød at jeg mistede gnisten. Jeg har oplevet at kæresten blev mere attraktiv, hvis andre også syntes det. Har endda oplevet at en utro kæreste på trods af smerten, blev mere attraktiv, fordi jeg pludselig oplevede at en anden end mig ville have ham.
Og ja, det er ret sygt, men måske det som menes med at man nogle gange tror græsset er grønnere eller sagt på en anden måde, man ved først hvad man har når man mister det....

Heller så går det primitive vinderinstinkt ind, og det behøver jo ikke have noget med kærlighed at gøre.Vi er så superegoistiske at vi ikke under andre mennesker noget lykke med et andet menneske, så derfor leger vi legen nu er det tid til at lade min instinkt styre og ikke følelserne får lov at styre. Der jo en grund til man engang sagde farvel og tak eller man var utro, så det er vel et signal på at man når ikke rigtig har ville dette forhold sådan rigtig mere.
Personligt har jeg ikke haft den indfaldsvinkel at fordi andre synes han var pæn, dejlig, lækker eller hvad det nu var, så synes jeg det også. Jeg har altid haft min egen holdning til hvad jeg synes var attraktivt og heldigvis det ikke de samme mænd som mine veninders 😉
Græsset bliver grønnere på den anden side, hvis den plæne har ikke er grøn nok, hvorfor ellers koncentrere sig om en anden græsplæne. Ja, undskyld mig men jeg forstå ikke helt pointen, men ved absolut godt du ikke er den eneste med den holdning, at man tror græsset er grønnere på den anden side. Jeg set et grønt strå engang imellem forelsket mig i det og så var den potte ude, og det gør jeg såment også engang i nærmeste fremtid. Vælger jeg at springe over på den anden side og prøve at betræde græsset håber jeg at jeg siger farvel og tak til det den plæne jeg allerede har i forevejen.

lad mig forklare det på en anden måde.
jeg har haft et stort ønske om at møde den sande betingelsesløse kærlighed, men har samtidig på et tidligt tidspunkt i mit liv erfaret at den sande kærlighed er synonym med længsel og smerte (det uopnåelige).
Dermed opstår paradokset.
Jeg har søgt parforhold hvor det at blive elsket var det vigtigste. Når jeg oplevede at møde en der elskede mig højt og dermed havde opnået det som jeg i bund og grund længtes efter, blev jeg i tvivl, da det jo ikke er sådan jeg har lært at kærlighed kan være. Med andre ord, jeg kan lettere mærke hvad jeg føler for den jeg er sammen med, når truslen om at miste det er til stede.
Et sørgeligt faktum, at måtte erkende at græsset IKKE var eller er grønnere på den anden side.