Om at være far

Kæresten har stillet mig et ultimatum: Vi skal have børn ellers går hun. Vi er i starten af 30'erne og har været sammen en del år nu.
Jeg er i vildrede eftersom jeg aldrig har set mig selv som værende en far (og min egen far er en dårlig rollemodel, egoistisk og uden empati). Jeg har en decideret problematik omkring det at være far, det tiltaler mig simpelthen ikke, og det føles tyngende.
Samtidig vil jeg gerne give min kæreste det hun brændende ønsker sig. Hun har altid bakket op omkring mig og mine ønsker og på mange måder trådt lidt i baggrunden, så på en eller anden måde føler jeg at jeg skylder hende det. Og på det egoistiske plan: jeg har svært ved at se så forfærdelig meget mening uden hende. Vi var tvillingesjæle i starten, og har siden kommet ud for en del, som førte til et brud på et års tid. Meget smerte i den forbindelse, men sårene er ved at være helet for begge parter.
Nogen som har gode råd? Evt. nogen som har stået i en lignende situation og som har vise ord at sige...

Vi fik vores første barn da jeg var 31 år gammel - kæresten havde ligeledes presset på og jeg var lidt usikker på faderrollen og alt det der...
Ligesom dig har jeg en far som ikke just er den perfekte rollemodel - ikke særlig glad for børn !
Men ret skulle være ret og vi fik en dejlig datter; tja idag har vi faktisk 2 dejlige døtre og GUD hvor jeg er glad for jeg ikke fortrød det !
Ved du hvad det bedste er ?
Jeg kan gøre alt for ikke at blive ligesom min far - og gør det !
Så Mikael G - af med gummien og få de børn.....Du vil ALDRIG ALDRIG fortryde det !

Jeg havde samme forbehold. Ikke så meget på grund af min far, for hans rolle havde ejg egentlig aldrig sådan rigtig forholdt mig til, men nu spørger jeg han da af og til hvad han tænkte i forskellige situationer.
Det lykkedes mig at holde skansen til jeg var 35, men så ville hun også gå sin vej, så måtte man jo krybe til det.
Det eneste jeg fortryder nu er at jeg ikke gjorde det noget før. Den følelse man får for sit barn og for den sags skyld også hans mor, kan ikke beskrives. Jeg kan i hvert fald ikke. Men jeg vil gå gennem ild og vand for de to.
Hendes og mit forhold er blevet langt bedre og set i bakspejlet, var det vel egentlig - på en måde - gået i stå. vores søn var en naturlig udvikling. Nu er han tre og vi arbejder kraftigt på at han ikke skal være enebarn.

drop børn de blir satme altid 1 kæmpe problem
ikke blir nok rettere er :-)
du behøver jo ikke føje dig hvis du ikke føler det er det du vil.
nej bare drop avl
meget mere sikkert
mvh Jake

DOH!!!!
sig det igen hvis han får 1 kulik barn *LOL*

Det lyder jo ikke som en hel dum idé, det med børn. Har altid forestillet mig det var kvindens ønske som blev gennemtrumfet, og manden måtte bøje sig fordi han elskede kvinden, men at en masse af ham gik tabt i processen og at han med tiden visnede en smule.
Hvordan lægger børn belæg på jeres tid? Jeg har altid været bange for at ens personlighed nærmest bliver knust, at man er en slags tjener, at man altid skal være på alert, og derfor ikke har et rum af pause og kreativ frihed i sig selv.
Det skal siges at der er den forskel mellem mig og min kæreste at hun er meget tryghedssøgende, og jeg meget frihedsøgende og altid har været det (på mange mådet et under jeg er i et forhold, attraktionen kan være så stærk). Med andre ord er det ikke helt ukompliceret. Men trang i væk fra spørgsmålet om børn, men jeg er bange for at jeg går glip af det som måske var meningen i mit liv.
Jeg er klar over at det kan lyde som en ekstrem negativ holdning til det at have børn, det er tydeligt at jeg har en del angst i forhold til spørgsmålet, men jeg er på trods af ovennævnte åben over for om jeg tager fejl.
Kan jer som er glade for jeres beslutning nikke genkende til noget af ovenstående. Var i lige så ekstremt tvivlende?

- men ikke alle forældre er så uheldige som dine.

- Hvad bruger du din "frihed" til lige nu?
- Hvad kunne du forestille dig var meningen i dit liv?

1 de er ikke til mere!
2 det er rigtig hva jeg skriver
3 hver person sin mening
4 spørg dem der har unger om de kan sove igennem *LOL*

Men sådan lyder du nu heller ikke. Det var jo heldigt.

1. Det kan man jo ikke fortænke dem i.
2. Nej, det er noget sludder
3. Ja, og nogen af har noget at have den i
4. Det behøver jeg ikke spørge nogen om - jeg har nemlig 3

du jo håbe videre *LOL*

Min erfaring, er, at børn tager al den tid, man har. ;-) De fleste af dem med børn ved, hvad jeg mener.
Til dig Michael, som er meget i tvivl!
Det er en stor beslutning at få børn, så jeg forstår din tvivl. For mit eget vedkommende tror jeg egentlig ikke, at jeg inden den første graviditet kom så langt, at jeg bevidst valgte børn TIL. Instinkterne ordnede det med den første, og jeg har 3, og jeg har aldrig fortrudt!
Men hvis man vil have børn, må man være parat til altid at have dem med i planlægningen af sit liv de næste 18 år, hvor man har ansvaret for det lille væsen. Men derfra og så til, at det skal blive nærmest en udslettelse af ens egen personlighed, synes jeg også, at der er et stykke vej.
Hvis du er typen, som bruger 60-80 timer/uge på arbejde, så mener jeg at du skal tænke grundigt over, om du har plads til børn i dit liv.
Hvis du er typen, som ikke kan leve uden et eller andet smart mærkevaretøj, har du også grund til at være i tvivl. Jeg har mere end en gang været nødt til at købe tøj til børnene frem for mig selv. Det er dyrt at have børn, men jeg synes, at glæderne overstiger problemerne.
Hvis du er typen, som ikke kan leve uden 2 timers sport mandag og onsdag, litteraturaften tirsdag, fodbold med vennerne torsdag og i byen fredag og lørdag, så har du også et problem med at få plads til børn i dit liv.
Men jeg tror, at man skal give sig selv lov til at dyrke egen interesse en aften om ugen (og det gælder selvfølgelig både dig og din kæreste). Min mand og jeg har altid haft en aften om ugen hver til at dyrke egne interesser.
Det er så længe siden, mine børn var små, så jeg ved ikke, hvad priserne på babytøj osv. er nu om dage, men forhør dig! Spørg folk du kender med børn, hvad de bruger rent økonomisk på at have børn.
Andres børn siger mig ikke ret meget, og det har de aldrig gjort, så det kan du ikke nødvendigvis bruge til noget. Det er noget helt specielt at have sit eget barn. Følelsen og hvad det gør ved ens person, kan ikke beskrives.
Jeg ved ikke, om mine mange ordstrømme kan hjælpe dig, men jeg håber, at det kan kaste en lille smule lys på situationen, og jeg vil ønske dig al mulig held og lykke med en beslutning.
mvh hønemor1001
PS: Meningen med ens liv??? Jeg synes, at meningen er det, som man selv vælger, det skal være. Mine børn har givet mig stor mening i livet.