Opbrud med familien

Hej, jeg er en syttenårig dreng, som lige nu befinder mig i mit livs største og mest fortvivlede dilemma.
For at kunne sætte folk ind i sagen skal man fem år tilbage.
For fem år siden gjorde min mor det klart at hun havde bedraget min far med utroskab. De røg ind i en masse konflikt og min mor rodede rundt i om hun kunne finde ud af det eller ej. Det endte i sidste ende med hun valgte skilsmisse. Det kom ikke som noget chok for mig og min bror (ole 19 år), da min far havde været en pest de sidste år. Det var utroligt hårdt for min far, og en nat forsøgte han med en overdosis piller. Det mislykkedes heldigvis, da min mor fandt ham og fik ham til udpumpning. Min mor flyttede til en mindre bolig ca. 20km fra min far. Her skiftede jeg til at bo hos min far den ene uge og min mor den anden. Det hele var hårdt for min far, og han hadede min mor og hendes kæreste Jørgen inderligt. Min mor så stadig Jørgen, som var manden hun havde været utro med. Jeg mødte først Jørgen et års tid efter brudet.
Det skete så at min mor ville flytte sammen med Jørgen, hvilket gjorde min far rasende. Han opsatte nogle valg for mig og min bror. Vi skulle vælge hvem vi ville bo hos, men boede vi hos ham kunne vi se mor i weekenden + ferie. Men vi måtte aldrig tage på ferie med jørgen og mor. Hvis vi valgte at bo hos mor og jørgen så han ikke længe sig selv som vores far og konsekvenser var derfor at han ikke ville have noget med os at gøre. jeg var derfor "tvunget" til at bo hos min far hvilket jeg gør den dag idag. Jeg fungerer meget bedre med min mor, og der er der styr på tingene, hvorimod hos min far er det hele rodet angående madlavning, oprydning osv. Jeg kan ikke lide at bo hos min far, da jeg synes at opsætter nogle fuldstændig vanvittge ting. Jeg må ikke sove andre steder i hverdagen, og nu vil han også have mig hjemme i weekenden engang imellem og hjælpe på gården. Jeg er sytten år gammel, jeg har venner, kæreste og en mor som jeg skal passe, og når jeg bliver stillet 2 fucking dage i ugen til at tage tid til dem gør det det kun endnu mere slemt at han nu siger jeg også skal være hjemme engang imellem i weekenden. Jeg har min bror at støtte mig op af, men nu til sommer er jeg fanget med min far på gården ude midt i ingenting, under hans frygtelige diktatur.
jeg frygter min far, og jeg har svært ved at skændes med ham, for han fordrejer det hele for mig. Men jeg synes mine forældres konflikter går ud over mig, og jeg kan ikke holde det ud længere. Jeg fylder atten til april, og nu har min mor foreslået jeg tager på kollegie. Det er en drøm for mig, der næsten synes uvirkelig. Mit eget sted, fri fra dem og stadig kan min far ikke sige han ikke føler sig som min far. Men desværre ved jeg min far er stærkt imod ideen om et kollegieværelse. Han hader det, og tror ikke jeg kan styre det med skole, lektier osv. jeg ved bare at det kan jeg. Når jeg fylder atten til april har jeg jo beføjelser selv, og kan sige at han ikke kan bestemme om jeg flytter eller ej. Det vil være mit livs største konflikt med min far, men jeg føler ikke jeg har noget valg. Desuden kræver den her gård for megen tid. Jeg har simpelthen ikke tid til så ofte at være hjemme og passe de ting der skal passes, og når jeg efter sommer skal bo så stort et sted med kun min far er det jo vanvittigt.. Det ligger 3km uden for en flække og 20km uden for den nærmeste by, hvor mit gymnasium ligger. jeg har brug for at høre hva andre mener om sagen.
Hilse Jacob

jeg vil tilføje at min far ikke mener jeg skal bo på kollegie når jeg er i gymnasiet, for han mener han skal hjælpe mig igennem det.. Det synes jeg sagtens han kan, jeg bor jo kun 20 km fra ham hvis jeg får værelse. Og det skal siges at jeg har 2½ år tilbage på gym. Min bror jeg færdig til sommer og flytter til kbh lige efter.

Du giver jo nærmest selv svaret. Vi forstår ikke hvordan du har kunnet udholde det så længe. Nu er det på tide at tage opgøret!

dig som gidsel.Kan du straks henvende dig til din sagsbehandler eller tale med din skole.Du skal væk,og det i en fart.
Stakkels dreng.
Mange kærlige tanker.
Drude

hej jeg kan godt se at det ikke er helt let , der er mange ting der spiller ind har , jeg synes din fare er ligt tarlig har han tager dig som gisles fordi han er blevet såret af din mor , men det skal ikke går ud over dig , sig til din fare at nu skal han til at oppe sig ligt , han er ikke så god til at rydde op ja men så ved man jo godt hvem der lavet noget i ægteskabe DIN MOR , si til din fare at nu må han tage sig sammen for du ville ikke bo sammmen men en som ikke kan tage sig ligt sammen og få orden på tingene , si og til din fare vad fande han har gang i når han siger at hvis ikke i bor hos ham så ville han ikke kandes ved jer , fortælle ham på en pæn måde at det kunne han ikke være bekent at sig , si også at du godt kan fårstå at han er ked af det men at du ikke gider at være gisles i hans spil med din mor , ved fande tro han han er ?? om jeg må spøre , du kan sige til ham at du tage en tinke pause kollegieværsle og så man han til at får tørt sin tude næse og komme vider og nej du kan da ikke lade ham bestemme hvem du tager på ferie med si det til ham også på en pæn måder , håber du kan bruge ligt af det har vh slim

Gå fremad og væk fra tyranniet. intet holder dig tilbage. Du skal ud i livet og gid dine børn ikke må gennemgå det samme du har gjort.
Held og lykke
Løvemor

For en måned siden ca. sagde min far okay til at jeg kunne få lov til at sove hos min kæreste sarah en tre gange i måneden, i hverdagen altså. Det var meget stort for mig, og indtil videre har vi sovet sammen to gange i hverdagen, over det løbende stykke tid. Jeg lovede min kæreste (som har meget svært ved at vi ses så lidt) at vi kunne sove sammen nu på tirsdag, da jeg vidste at det på det tidspunkt ville være to uger siden vi sidst sov sammen. jeg spurgte min far til aften om det var okay jeg overnattede hos hende, hvorefter jeg fik et nej. Jeg var i forvejen ret ustabil efter at have skrevet indlægget idag, så kunne ikke klare et nej. Jeg forklarede ham at jeg umuligt kunne se meningen med om jeg kom hjem kl elleve om aftenen eller om jeg sov hos hende. Hun bor desuden kun tre km fra mit gymnasium... Men jeg fik løftet lidt op for mine ideer og fortalte at måske var det bedre hvis jeg fik mit eget. Til det udtrykte han først sin modstand og hvis jeg ikke kan bruge den støtte jeg får af ham må jeg gøre som jeg vil. Han kunne ikke bestemme over mig til den tid (fylder atten i april).
Det var en meget ubehagelig diskution, men jeg har fundet frem til jeg ikke kan bo her. Jeg må have et værelse. Min mor undersøger lige nu sagen, og ser efter ledige værelser. Hele dette helvede ville bare være så meget nemmere for mig hvis jeg kunne få min fars acception.
jacob

men det giver ham ingen ret til at behandle dig, som han gør. Du skal se at komme væk fra din far; du er ikke tryg, du får ikke lov at have det liv, du skal have, når man går i gymnasiet (som gerne skulle være en rigtig god tid i ens liv!), du er snart 18 og dermed myndig.
Hans trussel om, at han så ikke er din far, hvis du flytter hen til din mor, kan du ikke bruge til noget. Han kan ALDRIG løbe fra, at han er din far. Han er jo som et lille barn, når han siger sådan. Han har brug for hjælp, til at komme videre i sit liv og komme sig over at din mor er flyttet. Og husk der er altid to i et forhold, så begge har en del af skylden, ved et brud!
Din far burde behandle dig som en voksen og ikke som et barn. Hans tid med at opdrage på dig er forpasset. Det er ikke din skyld din mor fandt en anden!
Pas godt på dig selv. Få hjælp af en lærer, en kammerats mor/far, skolevejlederen eller en anden voksen du stoler på. Det her er størrer, end du burde udsættes for!
Knus

Det er dog en horribel situation din far har bragt dig i. Har du ingen støtte i din mor?
Er det ikke muligt at du kan bo hos hende, indtil du selv finder noget. Jeg kan godt se, det bliver en ubehagelig samtale der forestår, så det er måske nemmere hvis du bare kan gå, når du har sagt helt fra. Og indtil du får hjælp.
Jeg læser lidt mellem linierne, at din far måske ikke kan magte gården alene, og at han forsøger at holde på din arbejdskraft, men det er muligvis misforstået.
Du skriver endvidere, at din far tidligere har forsøgt at tage livet af sig? Hvor meget vejer det i din beslutning?
Du skal da have noget professionel hjælp af den ene eller anden slags, al den stund du kun er 17 år (kun et par måneder endnu!). Og så bare ud af døren, som de øvrige indlæg også tilråder.
Hvordan takler din bror det?
VH jette-

- din far er jo kontrolfreak! - Jeg er ikke i tvivl om det ulidelige i din situation, men du må se at få lært at stå konfrontationer igennem med ham. Løsrivelse er slet ikke så farlig og jeg synes din "kollegieplan" er alle tiders.
- Åbne konfrontationer uden overblik er aldrig af det gode, så meddel ham stille og roligt, at du har taget en beslutning om at flytte hurtigst muligt. Har du overvejet, hvordan du klarer den plan økonomisk set?
- Jeg kan forstå din mor støtter dig i den plan, og at hun også forsøger at hjælpe dig med. Det er da en god ting. Kan hun også hjælpe dig økonomisk?
- Din fars argument med at du ikke kan tage en studentereksamen uden hans kontrolblik og indsats, holder vist heller ikke rigtig. Han er ikke den mest sympatiske mand, jeg har læst om. Jeg føler med dig. Jeg hader inderligt, når nogen forsøger at udøve kontrol over mig og mener bestemt ikke nogen skal finde sig i det. Slet ikke i den form du er udsat for det. Han er jo direkte modbydelig!
- Godt, der ikke er så lang tid til april!

Puha... Sikke en situation...
Hvordan vil din far hjælpe dig igennem det? Hjælper han med lektier eller hvad? For den del er jeg sikker på du godt kan klare selv!
Og han må jo lære at klare sig selv. Det eneste han opnår ved sin opførsel er at drive dig længere og længere væk fra ham.
Jeg flyttede selv hjemmefra nogen måneder før jeg fyldte 18 - dog med begge mine forældres accept, hvilket gjorde det nemt. De hjalp også økonomisk.
Men det KAN lade sig gøre at bo for sig selv, gå i gymnasiet, have venner, kæreste og et job ved siden af. Det er ikke nemt, men måske vil det ikke være så hårdt for dig, i forhold til hvad du kommer fra :)
Hold fast i at du vil flytte hjemmefra. Fortæl din far at du elsker ham, og altid vi gøre det, men at det som i står i er en uholdbar situation, og det hjælper på ingen måde din præstation i gymnasiet!!
Han kan ikke være bekendt at sige at han ikke anser sig selv som jeres far, hvis du flytter. Han vil altid være jeres far. Måske kommer der en periode hvor han vil være sur og skuffet, men bliv ved med at kontakte ham. Skriv breve, ring eller andet. Hvis ham at du stadig mener at han er din far!!
Hvor står din mor i alt det her? Hun støtter dig kan jeg forstå på det hele?
Men se at komme væk! Det vil sikkert gøre dit forhold til din far bedre, efter et kort stykke tid. Og tro ikke på hvad han siger, om at du ikke kan klare det!! For det kan du!! Men den slags udtaleleser har det desværre med at spøge i ens bevidsthed, og ind i mellem bliver det en negativ selvopfyldende profiti, så væk med den!! Lyt hellere til din mor i den sammenhæng!! Hun lader til at tro på dig! Ellers ville hun vel ikke hjælpe dig med at lede efter et værelse...
Held og lykke med det hele, og selvom det virker som om der er længe til April, så bliver det allegevel lige pludselig din fødselsdag, og så kan din far på ingen måde juridisk bestemme over dig!!
Mis

fremfor at vente, for ellersvil denne faderfigur martrer dig hele livet igennem. Der er skrevet flere bøger af midaldrene mænd, der ha fået deres liv ødelagt, fordi de aldrig blev fri af deres fars dominans - de måtte så frigøre sig igennem en bog, men først i en meget høj alder.Lad det ikke ske for dig!
Du skal tage opgøret NU og INDEN dette faderkompleks lagrer sig i dit sind, og kommer til at forpeste resten af dit liv. Ellers vil du altid været styret af din fars dominans (i underbevidsthden) så du "lige skal have tjekket" med din indre autoritet(din far) om det du gør nu også er det rigtige, fremfor at stole på din EGEN fornemmelse. Uselvstændige og ufrie mennesker kommer der ofte ud af en opvækst med så dominerende en person, som din far har været.Så gør dig FRI og tag fat om nælden NU!
Godt du flytter, men du skal ikke droppe forbindelsen til ham selvom han måske vil true med det. Du skal bare tage det helt roligt så,og alligevel ønske at have kontakt og på lang sigt hjælpe ham. Såja befri dig selv, og flyt fra din far, men lad ham ikke manipulere med dine følelser som hidtil!!
Selvom det gør ondt på dig, skal du ikke tage hans magtspil alt for alvorligt. Vis ham du forstår ham, men har gennemskuet hans behov for at have MAGT (det er jo ikke kun overfor dig)denne diktatorrolle skyldes at han slet ikke magter sit eget liv såmænd. Så vis ham en mase ægte kærlighed samtidig med du frigør dig - og husk:lad være at tage ham så højtideligt! For det er lige netop det du IKKE skal. Har du humor og kærlighed nok,så giv ham det tilbage i stedet. Det bliver ikke let, men prøv det - så i takt med han mister magten over dig frigøres du lidt efter lidt så du kan blive en fri og voksen mand...og helst INDEN du bliver midaldrende ;o)
Dette her du skriver ¨:"Det var en meget ubehagelig diskution, men jeg har fundet frem til jeg ikke kan bo her. Jeg må have et værelse. Min mor undersøger lige nu sagen, og ser efter ledige værelser. Hele dette helvede ville bare være så meget nemmere for mig hvis jeg kunne få min fars acception. "
DÈT kan du IKKE bruge til noget. Behovet for din fars accept skal du frigøre dig fra - så gør det nu!
Mange mænd har gennem tiderne spildt hele deres liv på at generobre den accept de ikke fik fra deres far. Men hvorfor de ikke fik den og aldrig får den - om de så blev verdensmestre i cykelløb! - skyldes nok at faren vil være OVERHAN og ikke viger pladsen til sin søn nogensinde! Jeg tænker her på den primitive udgave af mænd..som din far vist tydeligvis er..;-)
Så opgi` ham (at please ham og håbe på assept). Dvs. opgi jagten på hans accept og indse den giver han dig aldrig nogensinde alligevel - ikke førend han selv udvikler sig. Så hjælp ham med at udvikle sig i stedet(tag ikke hans magtsyge højtideligt)bl.a. ved at du ikke falder ind i rollen som sønnen, der tigger om accept og anerkendelse,og bliver ked når han ikke får den...en skrue uden ende og det holder aldrig op førend du tager magten over dit eget liv nu. Gennmesku hvad der foregår og hjælp så din far ved at vise ham ægte krælighed - fremfor kærlighed styret af FRYGT!
Sådan noget i den retning vil jeg foreslå dig.
Held og lykke med dit liv!
Pusser :-)

Lyt godt til dem, Jacob. der er meget, du kan hente her.
Og igen kan jeg kun sige: Sig fra overfor din far. Det er HAM der er galt på den. Sådan behandler man ikke sin voksne søn. Så kom væk fra hans spind af dårlig samvittighed, løgne og bedrag, der kun vil gøre dig usikker og ked af det.
Du er i starten af dit liv. Det skal nydes og være en dejlig tid.
NYD DET!!!!
Knus

Det er synd for din far - at han har det så (fandens) svært - at han endda har forsøgt at begå selvmord - og at han har så ondt af sig selv....men det skal ikke gå ud over hans børn.
Det er også synd for dig - fordi du sidder som en lus imellem to negle.
Men det er også synd for din mor, som måtte lade dig blive på gården - og arbejde - styret af en hård og forbitret far - som åbenbart er meget manipulerende.
Måske gav hun op overfor hans diktatur - og ventede på at hendes børn sku´ blive store nok til at ku´ se, hvad deres far havde gang i ....og træffe deres egne beslutninger ...
Det, som mødre ønsker allermest - er at få deres børn tilbage ......
Du kan godt bo på et kollegieværelse - officielt - og så alligevel være meget hos din mor og Jørgen - hvis ikke de bor for langt væk - ellers kan du måske være hos din mor og Jørgen i weekenden en gang imellem - sammen med din kæreste.
Det er vigtigt - at du får udeboende SU - hvis du kan få det - altså at du får det kollegieværelse.
Men efter de oplevelser du har fortalt om - er det vigtigt, at du får slikket dine sår og har dit netværk - mennesker tæt på dig, som du kan stole på og regne med : Det tror jeg, du finder hos din mor og Jørgen : Du siger, de har styr på tingene - og at du fungerer godt der - og der er sikkert også hjerterum til din kæreste.....
Nej - du skal ikke : sidde fanget med din far på gården ude midt i ingenting, under hans frygtelige diktatur. (Citat : dig selv )
Lad os høre, hvordan det går med dig .....
Held og lykke !

Hej.
Først og fremmest; mange tak for de gode råd. Det har været en fornøjelse at læse jeres bud på en løsning. Jeg har travlt på det seneste, så vil "aflægge rapport" (en anelse kort).
Jeg har, sammen med min mor, fundet et kollegie lige ved siden af mit gymnasium, og vi har fundet et ledigt værelse. Min mor støttet mig, og vil derfor gerne betale lejen osv. Jeg kan flytte ind pr. 1 febuar allerede, men jeg har bare et enkelt hængeparti. Jeg mangler at informere min far omkring min beslutning, og jeg har valgt det skal blive i aften jeg fortæller ham om mine planer. Det bliver med næb og klør, men jeg styrker med psykisk lige pt. 1 febuar er måske for tidligt med flytning, og så lige det at min far skal sluge min beslutning. Kan ske at det bliver lidt senere, men forhåbentlig inden april.
Min største frygt er bare at min far siger "NEJ!", og jeg så må vente til april. For så skal jeg bo de sidste måneder her i konstant fjendskab med ham.
Mvh Jacob