opdragelse

Nu om dage kan det være svært at finde frem til de vigtigste og mest sigende værdier i et menneskes levevilkår.
Dette kan dog blive nødvendigt, hvis man vil ændre eller fjerne det, der ikke længere er til nogen nytte i nutidsmenneskets hektiske liv.
For mange ligner disse livets tildragelser mest af alt en udefinerlig bunke brokker der mangler at blive sat i system, før der kan ryddes op i det.

Det sværeste består oftest i at finde roen til eftertanke.
Det kan være næsten umuligt i vor støjende tekniske tidsalder.
En simpel ting som børneopdragelse, der tidligere var givet alle kvinder i arv som et medfødt talent, kan idag forekomme uoverskueligt og svært for nogle, der i stedet finder sig selv som ofre underlagt samlebåndets og maskinernes mekaniske bemægtigen sig opmærksomheden.
Opdragelsen bliver i stedet statens ansvar, ligesom så mange andre opgaver der tidligere lå i familiens skød.
Jeg tænker her på mine døtre, og især den yngste, som har fået en forsmag på institutionslivet i al for tidlig en alder. Dette er sket i form af ophold på børnehjem og andre aflastninshjem i forbindelse med min hustrus fravær fra hjemmet under sygdom.
Man skal ikke komme og fortælle mig at de gode pædagoger kan træde i forældrenes sted på lige fod. De vil aldrig kunne erstatte en kærlig mors omsorg.
Når min datter er kommet hjem fra sådan et ophold, har hun mistet endnu en lille bid af sin tillidsfuldhed til omgivelserne. Dette må så langsomt bygges op igen ved omsorgsfulde personers hjælp.
Jeg tænker også på mine døtres kommende ungdomsår. Hvad er det for en verden vi overdrager dem, og som skal give dem gode og trygge rammer at modnes i.
Det vi tilbyder vore unge, er kun materielle ting og teknologiske dimser, der først og fremmest er resiultatet af en ateistisk kultur og tankegang.
Denne levner ikke megen plads til det religiøse og åndelige dimension man tidligere byggede sin tilværelse på.
Det der førhen stillede den følelsesmæssige sult, nemlig troen på en kærlig guds tilstedeværelse, er ikke eksisterende i vort fortravlede liv idag.

Selvmord, depression og forvirring præger i stedet menneskeheden, og jeg er ikke i tvivl om, at det er manglen på religionen der har skabt mistrivslen.
Dette lille hjertesuk, må hjertens gerne tjene som stof til eftertanke, når der vælges livsværdier og opdragelsgrundlag for fremtidige generationer.
Det ville være til gavn for familierne og for Danmark, såfremt man tænkte sig godt om, og sørgede for at få de gode gamle dyder tilbage til hjemmene.
Disse var tankerne om tidens tilstand, og er man uenig, og ikke deler mine synspunkter, tager jeg gerne en diskussion omkring det fremførte.

Hvad er du da for en elendig far? Det er selvfølgelig synd for dig og børnene - ja og moderen - at hun har været syg, men hvorfor påtager du dig så ikke opdrgelses-ansvaret i stedet for at sende børnene væk? Der er da masser af enlige mødre/fædre som snildt får hverdagen til at hænge sammen selv om man både har job og børn

Ja, dette er jo blevet en naturlig del af nutidige fædres opgave, at tage del i de praktiske gøremål omkring børneopdragelsen.
Jeg har snydt lidt og tænkt tilbage i tiden da mine børn var små, og derefter skrevet mit indlæg. På den tid var det altså ikke enhver far forundt at tage sig af børnene uden en kvindes indblanden.
I mit tilfælde var der nu slet ikke evner til at klare det praktiske arbejde i hjemmet.
Mine børn er i dag midaldrende voksne.
Men lige bortset fra det praktiske arbejde med de små børn, er det min opfattelse, at mange af min og jeres generations problemer og vanskeligheder er ret ensartede, selv om et par generationer skiller os.
Håber ikke du tager det ilde op at jeg har ønsket at sammenligne de forskellige tidsepoker lidt.

da også, at der dengang til tider var en mand der var opgaven voksen. Der var nok langt imellem dem men de var der....

Der skal nok have været mænd der tog tog sig af det praktiske arbejde og af de mindreårige dengang, men det skete indenfor hjemmets mure, og var ikke synligt for omverdenen, ikke særligt acceptabelt er det mit indtryk.
Jeg kan i hvert tilfælde ikke ikke mindes at have set, et voksent mandfolk ude og lufte en barnevogn på den tid.
Selv holdt jeg skam meget af at beskæftige mig med mine børn når først de blev store nok til at man kunne føre en samtale med dem.
Men skifte en ble, det har jeg aldrig fået lært.
Måske ville nutidens mænd kunne tage vare på de helt små igennem længere tid. Jeg tror det.
Men der vil dog stadig være nogle, der heller ikke idag ville kunne klare opgaven.

Jeg er født i 1960, og et af de første billeder i mit fotoalbum viser min stolte far promenerende med mig i barnevognen den sommer.

Man kan det man skal. Det gælder også fædre, de er bare ikke altid så gode til at SE, hvad det er de skal.
Den der "generationsundskyldning" tror jeg du får svært ved at sælge her.
Tænk at du kunne få over dit hjerte at de skulle både have en syg mor og så også sendes væk. Hvor synd. Du kunne have anstrengt dig lidt og holdt sammen på deres hjem.
Tror du det er et gen vi er født med at vi kan udføre husarbejde? DET ER DET IKKE. Det kræver intet andet end træning. Jo - vilje.

Min tissemand har aldrig været i vejen når jeg skulle støvsuge eller gøre badeværelset rent eller tage mig af børnene. Så jeg tror ikke man nødvendigvis skal være kvinde for at klare paragrafferne