Var du nervøs, da du skulle giftes??

Min kollega/veninde blev gift i går. Jeg var ikke med til brylluppet, men hun holdt festen på vores arbejdsplads, så jeg kunne lure med 😉
Alt det her bryllupsræs fik mig til at tænke! Man lover jo virkelig hinanden evig kærlighed...til døden os skiller!
Hmm ville jeg være parat til det? Jeg er rigtig rigtig glad for min kæreste gennem 4 år, men er jeg så glad for ham, at jeg vil kunne love ham evig kærlighed? Tanken er lidt skræmmende!
Hvis han friede i aften, ville jeg blive lykkelig og sige ja! Men op til brullyppet ville jeg nok fise rundt som en skoldet skid og få kolde fødder. Evigt bundet, evig kærlighed. Kan man love det?
Jeg føler, jeg elsker ham. Men for mig, er kærligheden altså ikke dybfølt efter så kort tid. Jeg skal bruge længere tid - vi skal helt ind på livet af hinanden!
Nogen, der kan sætte sig ind i min tankegang, eller er jeg bare en skør kælling? 😮[s]

så ingen panik 🙂
Jeg tror faktisk man nogle gange bare skal kaste sig ud på dybt vand for at leve. At blive rystet i sine vante omgivelser og vaner er sundt.
Det giver fokus og erfaring ...

Jeg tror at du tænker for meget og ser på alle muliughederne også de negative.
Så ender man ski med at blive handlingslammet.
Glem alt om at love evig kærlighed. Det koster arbejde og kommer ikke af sig selv. Så hvis du og din kæreste gifter jer og så tror at nu elsker i hinanden for evigt. Glem det... I glider fra hinanden og bliver skilt.
I er nød til at holde gnisten i live. Gøre noget for hinanden.
Og hvis du ikk tror i kender hinanden godt nok efter 4 år. Så kommer i aldrig til det.
I kommer til at bruge resten af livet på at komme ind på hinanden. At tro man kan det inden man bliver gift er kontrolfreak-agtigt.
Jeg gik på efteruddannelse på en teknisk skole. Der fortalte læren at han havde mødt sin nuværende kone 7 måneder efter skilsmissen. De havde nu været gift i 12 år.
Du kan ikk sætte en udløbs- eller startdato på mennesker.
Det bære eller bære ikke.
Inden brylluppet vil de fleste fise rundt som en skoldet skid og tankerne vil piske rundt. For er det nu det rigtige man gør. Og det tror jeg er sundt. Hvis man gik ind i ægteskab fuldstændig kold. Ville jeg blive bekymret.😉😉😉😉😉
Lev livet mens du har det. For på plejehjemmet når du sidde rog ikke kan gå på toilet selv længere. Så er det forsen.
Jeg ville hellere ærgre mig over at have giftet mig med en mand, end over ikke at have gjort det.

Til døden os skiller skal/kan du tolke til kærligheden dør.
Jeg har været gift og nu skilt, intet vil gøre mig mere glad end hvis min dejlige mand friede til mig. Jeg vil gladeligt kaste mig ud i det en gang til...[l][l][l]

[l] Dejligt at høre.
Jeg tror, jeg tænker for meget....! Hvis jeg ikke kaster mig ud i tingene af frygt for at gøre noget forkert, ender jeg med at blive en ensom gammeljomfru! 😕

om forhold, som desværre forefindes.... men jeg tror aldrig, at "familien" vil uddø [s]

I skal bare huske at have tid til hinanden. Sørge for i har et realistisk indgangsvinkle til hvad i forlanger af hverdagen. Hvor rent skal der være? Hvem skal hvad.
Og vigtigst at tage tid til hinanden. Små romantiske ture i det blå eller hvad ved jeg. Noget der ikke er planlagt. Noget i begge synes er sjov og spændende.
Måske dette her. LOL
http://www.mkkurser.dk/

Men vigtigt for dig også er at du sørger for at tjene penge op til din egen pension. Nu er det lidt den kedelige hverdag jeg er inde på. For i kan jo ske at blive skilt. Og da det er dig der er længst tid væk fra arbejdsmarked hvis i får børn. Så er det din pensionopsparing der smutter mest af. Du er nød til at planlægge frmetiden som om din mand faldt bort og du ikke vil have andet end det du selv generere.

når beslutninger om langvarige forpligtelser skal indgås.
Heldigvis/desværre ved ingen hvad fremtiden bringer, men har du - som de fleste andre kvinder- udsat han for diverse prøvelser, inden du tager stilling, har du gjort hvad du kan for at undgå at blive slemt skuffet. Mænd har det nemmere - de skal bare klappes på hovedet, så følger de med.

Jeg er slet ikke i tvivl! Jo jeg ville sikkert være nervøs, men mere over om brylluppet gik godt, om maden var god, gæsterne glade og tilfredse, at jeg ikke spildte hele vejen ned ad kjolen osv. Jeg han kendt min kæreste i 3 år og jeg VED at han er den jeg vil leve resten af mit liv med. Det er et spørgsmål om vilje, fra begge parters side. Man skal ville forholdet og arbejde for det, hver dag "indtil døden os skiller" Ja, det er et enormt løfte, men for mig at se er det netop det der er meningen med livet. Jeg er ikke egnet til at leve alene og hvis et andet menneske ønsker at lave en aftale med mig om at vi er der for hinanden altid, så er det det smukkeste jeg kan drømme om. Både min kæreste og jeg har haft lange forhold før, og ved hvad det kræver, så jeg er faktisk ikke bekymret over at skulle vie mit liv til ham og omvendt. Selvfølgelig kan man forstå hvad du mener, den tanke har alle vel, men du skal ikke sige ja, før du ved med dig selv at du er sikker på at det er det helt rigtige. Jeg har elsket en mand så jeg ville dø for ham, bogstaveligt talt faktisk hvis det skulle være kommet dertil, men samtidig vidste jeg godt at det ikke ville gå med os. Han elskede mig lige så højt, men vidste det også. Der er ingen der kender dagen før solen går ned, og ingen ved hvad der sker om 10-20-50 år, og hvis man lover at elske og ære hinanden i medgang og modgang så er det ultimativt vigtigste at man mener det 100% i det øjeblik man siger det!

Jep....🙂 Jeg tænker skam også hele tiden på, at jeg skal kunne klare mig selv. Og det gør mig utroligt uromantisk....men også selvstændig og uafhængig. Jeg har ikke lyst til at "tabe mig selv" eller leve gennem min kæreste😮
Men samtidig tænker jeg også på, at jeg aldrig har lyst til at være alenemor...og det er ligefør tanken skræmmer mig så meget, at jeg er bange for at få børn [:|]

Jojo, prøvelser har der skam været nok af - så jeg forventer ingen større overraskelser 😉

Du udviser en sikkerhed, som jeg ville ønske, jeg havde 🙂 Jeg har nu også nogle lange forhold på bagen....og derfor føler jeg af en eller anden grund, at dette forhold stadig er "nyt" og at vi har så meget at lære om hinanden satdigvæk.
Jeg har lyst til ham og et liv med ham... men jeg ved jo ikke, om jeg ændrer mening om ½ år?! 😖

Ja jeg tror også det er en grundlæggende årsag til jag ikk har fået børn. Jeg har set det på for tæt hold. Fra helt lille. Jeg er dog ikk vokset op som skilsmisse banr. Men har set mange kvinder sidde alene i lejlighed med en fake lædersofa og billigt skrammelmøbler fra jysk og ingen uddannelse og kærsten der gjorde hende gravid skred efter tre måneder med ble.
Det skal aldrig blive mig. Så hellere undvære.
Jeg ved godt man siger man ike fortryder de børn man fik. Mend em man ikk fik. Men kan det være fordi det er tabu?
Men som sagt hellere giftes og fortryde det. For der kommer goder tider i forhold alligevel. Som opvejer det der trækker ned.

Jeg var rystende nervøs, men turde ikke sige det højt... 😮

Men jeg VIL have børn...så jeg må lære at springe ud i det [f]

det har bestemt ikke været sjovt for dig. Men det hjælper mig at høre 😖

😃[f][f][f][f][f][f][f][f][f][f][f][f]

[f]😉