Opfølgning på : Hvor lang tid tager det at komme sig over utroskab?
Hej alle jer, som har svaret på mit spørgsmål - og tak for det.
For lige at følge på på historien: Jeg har faktisk brugt et par af rådende: talt med ham, når det begyndte at fylde for meget i mit hoved (indtil nu heldigvis kun et par gange), men han er meget sød og prøver helhjertet at hjælpe mig med at besvare mine spørgsmål. Bare 5 min. snak, så kan jeg komme videre (og nej, jeg er ligeglad med detaljerne).
Det andet råd, der handler om et eller andet sted om at være taknemmelig for den anden kvinde: ja, det lyder besynderligt, men jeg takker faktisk for det (selvfølgelig på en begrænset måde), men det var trods alt det, der fik vækket os igen fra vort søvngængeragtige forhold. Jeg ville naturligvis have foretrukket, at min mand ville have talt med mig i stedet for, så at vi kunne have fået løst vore problemer, men sådan blev det altså ikke - og fred være med det. Jeg ved, at hun selv er gift, så hun må jo et eller andet sted have været i samme situation, som vi var i den gang - og så kan man jo kun have ondt af hende. Havde hun haft et lykkeligt ægteskab, ville hun jo nok ikke have haft sex med en mand, hun ikke har set i 25 år. Så, stakkels hende.
Jeg har lige læst i bogen "Kvinder, som løber med ulve", at vor vestlige opfattelse af tilgivlse handler om at tilgive alt - lige her og nu, men at den naturlige tilgivlse er anderledes: hvis en person kan tilgive 95% og stadig arbejder på de sidste 5%, er man nærmest en helgen.
Hvis man har tilgivet 75% og stadig arbejder på resten, så er man stadig godt på vej - såsom: "Jeg ved ikke om jeg har tilgivet helt, men jeg arbejder på det, og måske vil det aldrig lykkes helt, men jeg forsøger" - så er man mere menneskelig. Og selv med færre procenter er man dog trods alt på vej. Ikke fordi jeg vil kalde mig for en helgen (gud fader bevares), men som der også skrives, har nogle bare lettere ved at tilgive. Jeg har nok nået de 90%, og arbejder stille og roligt på resten.
Det er jeg fint tilfreds med.
Jeg har ikke endnu spurgt ham, om han har tilgivet mig, at jeg i kraft af min ligegyldighed fik ham til at begå utroskab, men det gør jeg nok en dag om ikke så længe.
Det er så vigtigt at forstå, at man er to (tre) om utroskaben, selvom mange vil benægte det.
Endnu værre må det være for elsker/elskerinde, som tror, at en mands (kvindes) sidespring betyder noget i denne situation - mange gange er de udelukkende blevet brugt (misbrugt), hvis de tror, at de nu har fået en gift elsker (elsker-inde) på krogen.
Dog kan jeg ikke anbefale denne metode (utroskab)til at vække et forhold - der findes trods alt bedre metoder.
Men; vi er alle menneskelige med de fejl og mangler, som vi alle har. Det vigtigste må være, at man kan komme videre. Jeg har fået et ar i min sjæl, men der er også så mange andre - og er det ikke disse ar, der i den sidste ende gør os til bedre mennesker? De har givet os erfaringer og følelser, som ikke normalt ligger lige i overfladen, men som vi "sårede" måske bedre kan nå og forstå, fordi de er så bekendte.
Tro ikke, at jeg går rundt og føler mig som et "bedrevidende" og er højt hævet over alle - sådan skal mit indlæg ikke forstås.
Jeg forsøger bare at trøste andre og måske vise dem en anden vej ud af deres fortvivelse, chock og sårede følelser. Giv ikke op med det samme, men se på, om der er nogle rester (gløder) fra jeres fælles kærlighedsbål. Måske kan der pustes liv i gløderne igen, og I vil måske endda være så heldige at stå med en smuk, vedvarende ild i jeres indre i resten af jeres liv.
Nu vil jeg sikkert få alverdens hårde, fjendtige kvinder og mænd på nakken - Daniel Steele påduttet osv. - og hva' så - jeg er da heldigvis ligeglad.
Jeg tror på kærlighed, troskab (på trods af min oplevelser), ærlighed og venskab mellem to mennesker, der vil hinanden. Og det kræver et kæmpe arbejde - hele tiden, hvilken vi alle sammen ind i mellem glemmer.
Et sidste råd fra mig: Lad være med at fortælle alle og enhver om, hvad der er sket i jeres forhold.
Hvis I finder sammen igen, vil det stå i hukommelsen hos familie, venner osv, og de vil helt sikkert tage parti for den ene part, og deres evt. råd vil være farvet deraf.
Brug i stedet for en terapeut; de har tavsheds-pligt og hjælper begge parter uden at tage parti for nogen. For mig har det givet en god indsigt i mit eget ego, og jeg har forandret mig meget af det.
Jeg håber, at nogen vil kunne bruge denne fortsættelse til noget.
Så langt er jeg nået fra september 2005....
Tak, fordi du gad læse det.
For lige at følge på på historien: Jeg har faktisk brugt et par af rådende: talt med ham, når det begyndte at fylde for meget i mit hoved (indtil nu heldigvis kun et par gange), men han er meget sød og prøver helhjertet at hjælpe mig med at besvare mine spørgsmål. Bare 5 min. snak, så kan jeg komme videre (og nej, jeg er ligeglad med detaljerne).
Det andet råd, der handler om et eller andet sted om at være taknemmelig for den anden kvinde: ja, det lyder besynderligt, men jeg takker faktisk for det (selvfølgelig på en begrænset måde), men det var trods alt det, der fik vækket os igen fra vort søvngængeragtige forhold. Jeg ville naturligvis have foretrukket, at min mand ville have talt med mig i stedet for, så at vi kunne have fået løst vore problemer, men sådan blev det altså ikke - og fred være med det. Jeg ved, at hun selv er gift, så hun må jo et eller andet sted have været i samme situation, som vi var i den gang - og så kan man jo kun have ondt af hende. Havde hun haft et lykkeligt ægteskab, ville hun jo nok ikke have haft sex med en mand, hun ikke har set i 25 år. Så, stakkels hende.
Jeg har lige læst i bogen "Kvinder, som løber med ulve", at vor vestlige opfattelse af tilgivlse handler om at tilgive alt - lige her og nu, men at den naturlige tilgivlse er anderledes: hvis en person kan tilgive 95% og stadig arbejder på de sidste 5%, er man nærmest en helgen.
Hvis man har tilgivet 75% og stadig arbejder på resten, så er man stadig godt på vej - såsom: "Jeg ved ikke om jeg har tilgivet helt, men jeg arbejder på det, og måske vil det aldrig lykkes helt, men jeg forsøger" - så er man mere menneskelig. Og selv med færre procenter er man dog trods alt på vej. Ikke fordi jeg vil kalde mig for en helgen (gud fader bevares), men som der også skrives, har nogle bare lettere ved at tilgive. Jeg har nok nået de 90%, og arbejder stille og roligt på resten.
Det er jeg fint tilfreds med.
Jeg har ikke endnu spurgt ham, om han har tilgivet mig, at jeg i kraft af min ligegyldighed fik ham til at begå utroskab, men det gør jeg nok en dag om ikke så længe.
Det er så vigtigt at forstå, at man er to (tre) om utroskaben, selvom mange vil benægte det.
Endnu værre må det være for elsker/elskerinde, som tror, at en mands (kvindes) sidespring betyder noget i denne situation - mange gange er de udelukkende blevet brugt (misbrugt), hvis de tror, at de nu har fået en gift elsker (elsker-inde) på krogen.
Dog kan jeg ikke anbefale denne metode (utroskab)til at vække et forhold - der findes trods alt bedre metoder.
Men; vi er alle menneskelige med de fejl og mangler, som vi alle har. Det vigtigste må være, at man kan komme videre. Jeg har fået et ar i min sjæl, men der er også så mange andre - og er det ikke disse ar, der i den sidste ende gør os til bedre mennesker? De har givet os erfaringer og følelser, som ikke normalt ligger lige i overfladen, men som vi "sårede" måske bedre kan nå og forstå, fordi de er så bekendte.
Tro ikke, at jeg går rundt og føler mig som et "bedrevidende" og er højt hævet over alle - sådan skal mit indlæg ikke forstås.
Jeg forsøger bare at trøste andre og måske vise dem en anden vej ud af deres fortvivelse, chock og sårede følelser. Giv ikke op med det samme, men se på, om der er nogle rester (gløder) fra jeres fælles kærlighedsbål. Måske kan der pustes liv i gløderne igen, og I vil måske endda være så heldige at stå med en smuk, vedvarende ild i jeres indre i resten af jeres liv.
Nu vil jeg sikkert få alverdens hårde, fjendtige kvinder og mænd på nakken - Daniel Steele påduttet osv. - og hva' så - jeg er da heldigvis ligeglad.
Jeg tror på kærlighed, troskab (på trods af min oplevelser), ærlighed og venskab mellem to mennesker, der vil hinanden. Og det kræver et kæmpe arbejde - hele tiden, hvilken vi alle sammen ind i mellem glemmer.
Et sidste råd fra mig: Lad være med at fortælle alle og enhver om, hvad der er sket i jeres forhold.
Hvis I finder sammen igen, vil det stå i hukommelsen hos familie, venner osv, og de vil helt sikkert tage parti for den ene part, og deres evt. råd vil være farvet deraf.
Brug i stedet for en terapeut; de har tavsheds-pligt og hjælper begge parter uden at tage parti for nogen. For mig har det givet en god indsigt i mit eget ego, og jeg har forandret mig meget af det.
Jeg håber, at nogen vil kunne bruge denne fortsættelse til noget.
Så langt er jeg nået fra september 2005....
Tak, fordi du gad læse det.