oplysning !! Hvor længe
Hvad stiller vi op når naturen i mennesket ikke kan oplyses?
Set med neutrale øjne, vil de udbredte eurocentriske holdninger, der ligger bevidst eller ubevidst i det danske samfund- dvs. tanken om den europæiske form for civilisation som det højeste og mest progressive - generelt ikke stille de etniske minoriteter lige i forhold til muligheder i det danske samfund, uanset minoriteternes sprogfærdigheder og andre kvalifikationer.
Nogle enkelt-individer blandt minoriteterne vil klare sig godt i det danske samfund, og føle sig accepterede i et beskyttet miljø.
Men de er desværre undtagelsen, der bekræfter reglen. Denne accept af den enkelte indvandrer eller flygtning , er i mange tilfælde afhængig af personens vilje til at tage afstand fra sin egen kulturelle identitet og om han eller hun har en god uddannelse og gode sprog-kundskaber.
En lys hudfarve og ydmyghed overfor majoriteten hjælper også på vej. Som samlet etnisk gruppe er det straks langt sværere at blive integreret, fordi gruppens etniske kendetegn er mere iøjenfaldende end individets.
De etniske minoriteter i Danmark, der har visse fællestræk, hudfarve, tro eller geografisk forbindelse med majoriteten, som fx for polakker, EU-statsborgere og skandinaver, løber tilpasnings-processen til det danske samfund mange gange smertefrit.
Den kan med rimelighed kaldes en vellykket integrationsproces. I de tilfælde, hvor minoriteterne adskiller sig væsentligt fra majoriteten i udseende, religion og kulturel forståelse, fx pakistanere, tyrkere og marokkanere, sker der en helt anden proces.
Denne proces kaldes i den almene debat for Integration, men som vi oplever det, er det i virkeligheden Segregation eller rettere sagt Desintegration og det er denne proces som mange blandt de etniske minoriteter fra 3. verdens lande går igennem idag.
Jeg ved at I allesammen har hørt udtrykket integration hundredevis af gange, og der bliver talt meget om integration i det danske samfund. Integrationen diskuteres i aviserne, i tv, i partierne, ministerierne, folketinget, amterne, kommunerne og undervisnings og fritidssektoren.
Der er også mange der ikke kun taler om, men også arbejder på at skabe integration, ude i kommunerne, på skolerne, i voksenundervisningen og i en lang række fagpolitiske, solidaritets og sociale organisationer.
Der er en masse mennesker, der lægger alle deres kræfter i at skabe bedre muligheder for integration mellem de etniske minoriteter og danskerne, i den sektor, kommune eller organisation de arbejder i. Nogle af jer, der sidder her i aften ønsker sikkert også en gensidig integration og et mere harmonisk samfund. Idag har de etniske minoriteter været i Danmark i ca. 25 år, og gennem de sidste 10 - 15 år, er der blevet gjort mange erfaringer med hvordan integration fungerer eller ikke fungerer.
Vi er også begyndt at udveksle erfaringer med andre lande som fx Holland, England og Sverige, der har mange flere års erfaring i integration af deres etniske minoriteter.
Det jeg vil sige er, at det ikke er viden der mangler. Når integrationen alligevel ikke går så let og hurtigt som de fleste af os ønsker, når arbejdsløsheden blandt minoriteterne over 50 år er oppe på 90% og hos de unge er 44%, når minoriteternes socio-økonomiske forhold er dårligere end de fleste danskeres, så er det fordi de mangler viden ift. samfundet.
Det vi mangler er også vilje, ikke hos dem der arbejder med integration til dagligt, men hos de fleste politikere, hos myndighederne, hos medierne og kulturberigerne.
Hvis vi kigger på Danmarks officielle integrationspolitik over de sidste 25 år, bliver det helt tydeligt. Den første redegørelse om indvandrerpolitik kom i 1971 og handlede om forholdene på arbejdsmarkedet. Den næste kom i 75 og handlede om sociale og samfundsmæssige forhold, men det var først i 80'erne og 90'erne, at man begyndte at se på integrationspolitikken som helhed!
Socio-økonomisk befinder de sig på bunden af det danske samfund og som helhed har minoriteterne marginaliserede sig i det danske majoritets samfund.
Jeg er grundigt træt af ordet integration. Det er efter hånden blevet et tomt ord, der bliver brugt til at holde parterne i skak. Jeg håber at i kan være enige med mig om, at erstatte dette abstrakte begreb med reel accept, respekt og gensidig forståelse, helt ned på det individuelle plan.
Der er rapporter og redegørelser nok, der viser hvilke barrierer de etniske minoriteter støder ind i i det danske samfund, og det er helt tydeligt at der finder en diskrimination pga. hudfarve, etnisk oprindelse og religion sted, som nok så meget dansk undervisning ikke vil kunne overvinde.
Hvad kan vi man stille op, nu når humanisternes oplysningsprojekt, ikke rækker dybere end til det finkulturelle lag i menneskets natur og aldrig vil kunne oplyset mennesket væk fra sin naturlige sociale selektion på henholdsvis bevist og ubevistplan?
Og hvad gør vi konkret, for at få ændret tone fra integretion til assimilation i den politiske debat?
mvh
emperisten
Set med neutrale øjne, vil de udbredte eurocentriske holdninger, der ligger bevidst eller ubevidst i det danske samfund- dvs. tanken om den europæiske form for civilisation som det højeste og mest progressive - generelt ikke stille de etniske minoriteter lige i forhold til muligheder i det danske samfund, uanset minoriteternes sprogfærdigheder og andre kvalifikationer.
Nogle enkelt-individer blandt minoriteterne vil klare sig godt i det danske samfund, og føle sig accepterede i et beskyttet miljø.
Men de er desværre undtagelsen, der bekræfter reglen. Denne accept af den enkelte indvandrer eller flygtning , er i mange tilfælde afhængig af personens vilje til at tage afstand fra sin egen kulturelle identitet og om han eller hun har en god uddannelse og gode sprog-kundskaber.
En lys hudfarve og ydmyghed overfor majoriteten hjælper også på vej. Som samlet etnisk gruppe er det straks langt sværere at blive integreret, fordi gruppens etniske kendetegn er mere iøjenfaldende end individets.
De etniske minoriteter i Danmark, der har visse fællestræk, hudfarve, tro eller geografisk forbindelse med majoriteten, som fx for polakker, EU-statsborgere og skandinaver, løber tilpasnings-processen til det danske samfund mange gange smertefrit.
Den kan med rimelighed kaldes en vellykket integrationsproces. I de tilfælde, hvor minoriteterne adskiller sig væsentligt fra majoriteten i udseende, religion og kulturel forståelse, fx pakistanere, tyrkere og marokkanere, sker der en helt anden proces.
Denne proces kaldes i den almene debat for Integration, men som vi oplever det, er det i virkeligheden Segregation eller rettere sagt Desintegration og det er denne proces som mange blandt de etniske minoriteter fra 3. verdens lande går igennem idag.
Jeg ved at I allesammen har hørt udtrykket integration hundredevis af gange, og der bliver talt meget om integration i det danske samfund. Integrationen diskuteres i aviserne, i tv, i partierne, ministerierne, folketinget, amterne, kommunerne og undervisnings og fritidssektoren.
Der er også mange der ikke kun taler om, men også arbejder på at skabe integration, ude i kommunerne, på skolerne, i voksenundervisningen og i en lang række fagpolitiske, solidaritets og sociale organisationer.
Der er en masse mennesker, der lægger alle deres kræfter i at skabe bedre muligheder for integration mellem de etniske minoriteter og danskerne, i den sektor, kommune eller organisation de arbejder i. Nogle af jer, der sidder her i aften ønsker sikkert også en gensidig integration og et mere harmonisk samfund. Idag har de etniske minoriteter været i Danmark i ca. 25 år, og gennem de sidste 10 - 15 år, er der blevet gjort mange erfaringer med hvordan integration fungerer eller ikke fungerer.
Vi er også begyndt at udveksle erfaringer med andre lande som fx Holland, England og Sverige, der har mange flere års erfaring i integration af deres etniske minoriteter.
Det jeg vil sige er, at det ikke er viden der mangler. Når integrationen alligevel ikke går så let og hurtigt som de fleste af os ønsker, når arbejdsløsheden blandt minoriteterne over 50 år er oppe på 90% og hos de unge er 44%, når minoriteternes socio-økonomiske forhold er dårligere end de fleste danskeres, så er det fordi de mangler viden ift. samfundet.
Det vi mangler er også vilje, ikke hos dem der arbejder med integration til dagligt, men hos de fleste politikere, hos myndighederne, hos medierne og kulturberigerne.
Hvis vi kigger på Danmarks officielle integrationspolitik over de sidste 25 år, bliver det helt tydeligt. Den første redegørelse om indvandrerpolitik kom i 1971 og handlede om forholdene på arbejdsmarkedet. Den næste kom i 75 og handlede om sociale og samfundsmæssige forhold, men det var først i 80'erne og 90'erne, at man begyndte at se på integrationspolitikken som helhed!
Socio-økonomisk befinder de sig på bunden af det danske samfund og som helhed har minoriteterne marginaliserede sig i det danske majoritets samfund.
Jeg er grundigt træt af ordet integration. Det er efter hånden blevet et tomt ord, der bliver brugt til at holde parterne i skak. Jeg håber at i kan være enige med mig om, at erstatte dette abstrakte begreb med reel accept, respekt og gensidig forståelse, helt ned på det individuelle plan.
Der er rapporter og redegørelser nok, der viser hvilke barrierer de etniske minoriteter støder ind i i det danske samfund, og det er helt tydeligt at der finder en diskrimination pga. hudfarve, etnisk oprindelse og religion sted, som nok så meget dansk undervisning ikke vil kunne overvinde.
Hvad kan vi man stille op, nu når humanisternes oplysningsprojekt, ikke rækker dybere end til det finkulturelle lag i menneskets natur og aldrig vil kunne oplyset mennesket væk fra sin naturlige sociale selektion på henholdsvis bevist og ubevistplan?
Og hvad gør vi konkret, for at få ændret tone fra integretion til assimilation i den politiske debat?
mvh
emperisten