overvejer familiepleje

jeg kan snart ikke magte opgaven som enlig mor længere og jeg er mere eller mindre depri hele tiden....
Jeg føler mig som en rigtig dårlig mor overfor min dreng på 8 år som har ADHD og andre forstyrrelser...Jeg har overhovedet ingen netværk, men har dog en aflastningsfamilie til min dreng, som gøres brug af en weekend hver 14 dag... Drengen har ingen samkvem med sin far.
De forældre, som har et ADHD barn ved, hvad hvad der kræves af en - alle de kampe hver dag om alverdens ting og sager, jeg synes virkelig, at det er meget hårdtog det synes som om, atdet bare bliver værre og værre, men min livssituation er så rådent på næsten alle områder, så jeg kan overhovedet ikke finde overskud nogle steder.
Min dreng er på sin vis glad for aflastningsfamilien, men vil helst være hjemme hos mig. Hna har været i aflastning i 4 år og det er lige denne aflastningsfamilie, som han kan bo hos i hverdagene og så komme hjem hver weekend....
Men jeg er så meget itvivl,om hvad jeg skal gøre, for lige meget, hvad jeg end vælger, så kommer den dårlige samvittighed op i mig og hvad drengen har bedst af, er jeg også meget itvivl om, da han lider af seperationsangst, men jeg kan ikke overskue en struktureret dag og min dreng overskrider mine grænser hver dag, ved at enten sige hold kæft, slår,vrøvler og atter vrøvler og vil ikke spise aftensmad altid, plager om slik hver dag, vil det han vil....
Jeg føler mig som en dårligmor, for der er ca 1 dag i ugen, hvor jeg ikke kan overskue at følge ham i skole, eller at vi kommer for sent. Der er ca 3 i min omgangskreds, som altid skal kommentere, at jeg ikke kan finde ud af at være ordentlig mor, ja, den ene har sagt det direkte til mig....men der er da også nogle, som har sagt at jeg er en god mor...Min selvtillid og selvværd er helt i bund og jeg kom i afmagt til at sige her til morgen til min dreng, at jeg ikke kunne klare ham mere og at det nok var bedst, at han kom ud til aflastningsfamilien at bo og så kom hjem hver weekend, så vi kunne hygge os, for jeg kan ikke klare at du vrøvler hele tiden.... han blev så ked af det og jeg fik meget ondt af ham stakkels dreng, så nu har jeg forsærket følelsen af, at jeg er en rigtig dårlig mor...
Jeg ønsker min dreng det aller bedste, men jeg evner det ikke...jeg er blevet hjernevasket af nogle imin omgangskreds, såsom min søns lærer, aflastningsfamilie og et familiemedlem....men min dreng er jo dybt afhængig af mig, så hvad skal jeg gøre........?

overveje familiepleje! Det tror jeg godt nok, at I begge kommer til at fortryde. Det er din dreng og dit ansvar. Hvis du ikke kan klare dit ansvar alene, skal ALT prøves før familieplejen. Det vil sige: Tal med kommunen om yderligere aflastning. Meld dig ind i en klub for ADHDforældre - sådan en findes med garanti? Find ud af det. Tal med din søns skolepsykolog, om hvad du evt kan gøre anderledes. Søg på frivilligjob.dk efter voksenven til din søn.
Jeg tror altså heller ikke, at din kommune er ellevild for at sende din søn i familiepleje, medmindre den er helt gal. Det er meget dyrt.
Du må altså ikke give op. Og andre børn plager altså også om slik, siger hold kæft og nægter at spise aftensmad. Så måske skal du også slække lidt på dine forventninger?
Mit bedste råd til dig er ihvertfald lige nu at opsøge andre forældre med ADHDbørn og spørge om deres råd. Hvis du gør dit bedste, er du ikke en dårlig mor, for det er din søn, og han får aldrig nogen, der kan erstatte dig. Da slet ikke en plejefamilie.Det vil kun forstærke hans angst for at miste dig. Vis ham, at han aldrig vil miste dig, så vil det nok gå bedre.
Men bed om hjælp og aflastning, så du også har chancen for at gøre noget ved de andre problemer i dit liv, som plager dig.
Jeg har selv haft en fødselspsykose og var nær ved at miste mine børn til myndighederne. Tro mig - det ønsker du i virkeligheden slet ikke at opleve, det er nok det værste, der næsten kan ske en mor.
[f]Allerbedste ønsker.

Det lyder godt nok som en stor opgave du har, når du fortæller at du ikke har et netværk
og du beskriver hvor lidt overskud du har.
Det er ikke til at svare direkte på om du skal få ham i aflastning i hverdagene og så selv have ham i weekenden, men måske kunne det være en god ide.
Jeg tænker på om du går på arbejde eller er hjemmegående? Jeg spørger fordi det siger noget om dit overskudsniveau, hvis du fx er sygemeldt med depression så giver det sig selv at du har brug for mere hjælp ligenu.
Men hvis du har et arbejde som du er glad for og trives med, så er der jo noget som fungerer i dit liv, og dit indlæg er måske meget negativt præget af en "nu og her meget negativ sindsstemning" hvor det hele er lidt mere surt end det faktisk er.

puha, sikken en omgang. jeg føler med dig og er sikker på at den beslutning du nu engang træffer bliver den rigtige for dig. Man er ikke i tvivl om at du tænker på din drengs bedste og det er da det vigtigste. fat mod og vær ligeglad med hvad de andre siger. ønsker dig held og lykke herfra med din beslutning...

kommunen om at udvige aflastningen med 1 eller 2 dage-altså forlænget weekend, men det kan plejefamilien ikke, da der er for lang kørsel og min dreng kan heller ikke overskue, at skulle have 3 skift på 1 dag-dvs først skole, så fritidshjem, så aflastningsfamilie - det er nemlig afprøvet...
Jeg har så bedst om en anden aflastningsfamilie, somligger i vores by, eller naboby, for det har været min drengs ønske, for som han siger, så kan jeg jo bare besøge dem og komme hjem hver dag... men kommunen mangler aflastningsfamilier, så dette kan ikke lade sig gøre...
Så har jeg forhørt mig om børns voksenvenner,men da min dreng har diagnoser og en aflastningsfamilie, så kan det heller ikke lade sig gøre.
Jeg er medlemog går regelmæssigt til møder i ADHD foreningen og det er en lille støtte,men langtfra tilstrækkeligt, den ene forælder efter den anden råber om hjælp og der er ingen hjælpat hente- ADHD er ligesom blevet fejet ind under bordet i kommuneregiet.
Jeg har forgæves forsægtat komme i kontakt med min søns skolepsy. og kommunen ligeså, men det virker somom, at hun gemmer sig ogikke tør komme ud af busken- min tanke er, at hun føler sig i klemmemellem skolelæreren og kommunen og hun er ny på skolen- har været til et møde med hende, men hun sagde overhovdetikke noget som helst - hendes mund var helt lukket..
Det er nok mine forventningerne, jeg skal skruge ned for, men det er bare så svært, især når denne ene familiemedlem dunker mig meget hårdt oveni hovedet såofte og han er ekspert at få mig til at føle mig som en dårlig mor - det er især efter hans nedgøren af mig, at jeg overvejer familiepleje.....faktisk, så burde jeg gi ham et kæmpe los i røven og sige, ud af mit liv.....men han forfølger mig og jeg er bange for ham..
Jeg har haftmin dreng i familiepleje i 1/2 år, da han var helt lille, jeg var fysik syg og det er herfra han har fået seperationsangsten - åhhh, hvor har jeg ondt af min dreng, at jeg her til morgen sagde de dumme ting i afmagt og nu bliver jeg helt rasende på mig selv, at jeg lader mig styre af den idiot til familiemedlem, at jeg skal føle mig som en dårlig mor, nu må det fandme være slut med at lukke den nar ind for min dør...
Ja, jegbliver endnu engangnødttil i mit liv at være stærk og med tiden løser der sig nok nogle problemer,men det synes at tage laaaaangt til- jeg har haft det dårligt i snart 2 år - mistet mange familiemedlemmer, mistet arbejde, dårligøkonomi, ingen bil mere, en lille omgangskreds, krise i parforholdet, psykiater har opgivet mig, en psykolog som jeg var meget glad for,til at bearbejde sorg, sagde sin stilling op og nu står jeg så her.... og ja, sikke en klagehistorie, men mangler nok bare at få luft for alt mit gylle.
Hvordan komdu igennem din fødselspsykose????

og bliver mere og mere deprimeret og venter på at de ca 2 måneder skal gå, så jeg kan starte hos en anden psykiater og få noget medicin.....men jeg må regne med, at der måske kan gå op til 3 måneder endnu, før jeg begynder at få det bedre og da var det jeg tænkte på, atmin dreng skulle være i aflastningen i hverdagende og komme hjem hver weekend,men han lider af seperationsangst...
Ja,det er nu jeg har brug for hjælp og måskeikke om3 måneder, men hvis min dreng skal bo hos aflastningsfamilien, så skal han ogsåskifte skole og fritidshjem,og det går da slet ikke med så mange skift på en gang, for bare 1/2 år- jeg tror, at det vil ødelægge ham endnu mere, end han er i forvejen....det er ikke helt kaotisk herhjemme,jeg får da lavet mad,vasket tøj, ryddet op , snakket og hygget en smule med min dreng, men alligevel..

vente til om 3 måneder og se hvordan verden så ser ud og selvom jeg ikke kan lade være med at væreligeglad med, hvad andre siger, så må jeg jo sortere de folk fra, så vidst det er muligt eller en gang for allelukke munden på dem, selvom det bliver svært - for jeg kan mærke at mit temperamant er ved at koge over og jeg kan ikke tolerere, at de skal styre mit liv længere og jeg vil ikke finde mig i, at jeg lader mig styre længere...

vil styre dit liv? Bed dem om at hjælpe dig i stedet? Hellere bede om mere aflastning end familiepleje - det tror jeg, at I fortryder.

der konstant vil styre mit liv og vedkomne vil ikke hjælpemig, jeg har spurgt, men istedet for bliver jeg haglet ned...

fjernede min fødselspsykose. Sådan en varer typisk nogle måneder. Desuden fik jeg antipsykotisk og antidepressiv medicin og var på psyk afd. Jeg husker ikke meget af de første uger her. Fik nemlig et sådant chok over, at de ville familieanbringe mine børn - i sidste øjeblik fik min kæreste det dog lavet om til ophold på observationshjem, hvor de så var nogle uger, til jeg var frisk til at slutte mig til dem - at jeg mistede hukommelsen. Det var meget slemt. Jeg kunne ikke huske en eneste forfatter, selvom jeg er cand mag i litteraturvidenskab;) Jeg kunne faktisk ikke huske noget fra mit liv før jeg blev syg, og jeg glemte ofte, at jeg havde en nyfødt søn, som var hos sin far. Jeg bumlede også ind i alting! Vi har også en datter fra året før. Men ledende psykiater var en stor hjælp, han gjorde ikke meget, men troede fuldt ud på, at jeg skulle blive rask og få børnene igen.
Kan du ikke forklare familiemedlemmet din situation og bede om hjælp? Hvad betyder det dog, at han forfølger dig?
Måske skulle du prøve at skrive til srbistand online og høre om dine rettigheder. De har før hjulpet mig. Eller endnu bedre Ring, og bed dem også sende svaret som e-mail, så du har dokumentation til kommunen. Der er nemlig sommetider problemer med deres server, og spørgsmål går tabt.
Tro mig, du er ikke nogen dårlig mor. Det er tydeligt, at du prøver alt, hvad du kan🙂
Måske kunne du tale med din søns lærer om, hvad han ville foreslå? Jeg ved, jeg har sagt det før, men opgiv det med familiepleje. Det vil jo kun styrke din søns angst for at miste dig.

Læg først og fremmest den holdning på hylden?

Jeg har læst dine indlæg og jeg synes faktisk at du lyder til at klare det godt på trods af dine egne problemer. Jeg synes du skal hanke op i dig selv og fortsætte med at kæmpe for en god hverdag for dig og din søn.
Det er godt at du kan se at det familiemedlem ikke har ret, og at vedkommende ikke gør noget godt for dig. Hvis du ikke kan undgå kontakt med personen, så prøv at sige fra overfor vedkommende, for man skal ikke høre på en person der bare kritiserer. Fortæl at det der gider du ikke høre på, og forlad stedet/bed vedkommende om at gå eller holde mund!!! Det kan du godt selvom det måske er en overvindelse den første gang.
Dine fornemmelser og bekymringer for din søn lyder meget kloge og indsigtsfulde, jeg tror du har ret i at din søns seperationsangst skal tages alvorligt, og at han har brug for netop dig.
Hvis det fungerer godt med den nuværende aflastningsfamile, og det lyder det til, så synes jeg du skal holde fast ved den nuværende ordning. Som du selv siger så vil skoleskift bidrage med en masse forvirring og besværligheder for din dreng og en ny aflastningsfamilie tæt på vil være svær at finde.
Det at du går hjemme kan jo være positivt, så kan du ligesom "lade op" og gøre klar til din søn kommer hjem.
Selvom det måske er hårdt og svært når han kører op, så tænker jeg at du måske skal accepterer at sådan er han jo, du gør det så godt du kan og konflikter kan ikke undgås, sådan er det bare...

også selvom du ikke føler det sådan lige nu.
Alene det at du er blevet bevidst om, af en fra familien vil styre dit liv, er første skridt imod, du selv tager styringen.
Du vil opdage med tiden, at det giver dig overskud, når det er dig der styrer dit liv.
Jeg kan regne ud, du har lidt timer for dig selv på hverdage, når det er skoletid. Har du prøvet at bruge lidt af denne tid, til at gøre noget rart for dig selv? Jeg tænker ikke på de store arrangementer, men forkæl dig selv lidt i det små. Tag tid til at nusse lidt om dig, sæt dig i solen et par minutter en dag og mærk dens varme, et langt bad, en god bog, en kop kaffe, hvad DU har lyst til... Kort sagt, giv dig lov til at nyde livet en tid, hvor du lægger alle andre tanker væk.
Det lyder nemt, men giv dig selv en chance, også selvom du ikke synes det fungere for dig til at begynde med.

HUSK: Du fortjener at have rar tid.
Hvis du langsomt får det bare lidt bedre, så smitter det af på dit barn.
Jeg ønsker dig alt godt.

på dine vejne, at det går dig og børnene godt, den dag i dag.
Jeg har flere gange haft telefonisk kontakt til sr-bistand og der kan åbenbart ikke gøres mere...
Min søns lærer kan jeg ikke bede om hjælp, for læreren spørger faktisk selv om hjælp til at tackle ham og kommunene oglæreren har spurgt om jeg ikke ville være en form for hjælpelærer i min søns klasse... øhhhhh hvad, så skal jeg jo også have løn for det og det vil de ikke give mig... Problemet er den, at jeg har en masse godeværktøjertil at tackle min søn, men kan ikke altid overskue at gøre brug af dem pga. depressionen/manglende overskud.
Jeg har kun et familiemedlem tilbage og han vil ikke hjælpe mig rent praktisk(vedkomne har det selv svært) og førhen kunne jeg godt bruge familiemedlemmet til snak, men nu kommer snakken altid ind på, at jeg er dårlig, jeg kan ikke finde ud af noget som helt osv osv, sådan snakker familiemedlemmet til mig...
Jeg er vedat tage den beslutning, at jeg IKKE vil lade min dreng komme i familiepleje, det kan jeg ikke få mig selv til, så kan jeg gå rundt og være ked af det og have dårlig samvittighed 24 timer i døgnet, da jeg synes det ville være så synd, at han ikke kun skal ud til den familie han kender og at der er flere dage, end det er nu, men han skal også skifte fritidshjem, som han er så glad, så glad for og i skolen går det også fremad....det værste ville sikkert være, at min søns angst for at miste mig, vil tage dobbelt styrke og den dag han så kommer hjem igen at bo, så vil det tage meget lang tid, ja, måske ville jeg aldrig nogensinde kunne opbygge et tillidsforhold til ham igen og han vil være skadet for livet- uhh, det kommer meget tæt på nu og jeg bliver helt bange på min søns vejne. Så jeg venter simpelthen med at tage en beslutning til om 3 måneder og til den tid, har jeg det sikkert meget bedre - vi går jo også foråret og sommeren imøde....så bliver jeg til den tid sikkert glad for, at min dejlige dreng stadig bor hjemme[s]🙂

som de nu engang er, den er svær, for enhver vil vel gøre sit for, at man får det bedre... men nu har jeg virkelig ogsåafprøvet alle mulige tænkelig måder, at se om det kan ændre sig og det kan det nok ikke, så må jeg lære at leve med, at sådan er det bare og uanset diagnoser eller ej, så kommer der konflikter i ethvert børnehjem...
Det gælder netop om at sige fra overfor familiemedlemmet og det er virkelig en stor ting,som kostermange ressourcer af mig, for familiemedlemmet er virkelig styg, meget styg endda....
Ja, jeg skal tage min drens seperationsangst alvorlig, det er blevet meget tydeligt for mig idag i denne debat...

Hold godt fast på din dreng, også når foråret kommer, og lad ham ikke mærke, at du er i tvivl. Der er nemlig også det ved det, at er drengen først frivilligt anbragt, risikerer i lige pludselig, at "systemet" bestemmer, hvornår/om han skal hjem igen. Prøv måske at snakke hele situationen igennem med plejefamilien? Du er altid velkommen til at skrive til mig på trunte1970@sol.dk hvis du bare har lyst til at sludre, selvom jeg hverken er pædagog eller børneekspert
Prøv at få nogle gode oplevelser med din søn, og lad ikke hans uregerlighed dominere dit humør mere end nødvendigt[f]

pas på med at lade dig skræmme af psykiatriske diagnoser. Har selv haft en flot skizofrenidiagnose, som blev ændret til "temporær" under mit sidste sygdomsforløb. Det gør jo en kæmpe forskel:)Jeg kender jo ikke din søn, men pas på, at diagnosen ikke bliver en selvforstærkende dom - den fælde har jeg talt med mange, som er gået i.

på at lave en masse gode ting for mig selv, nogle gange suser jeg rundt, andre gange er jeg meget passiv, men der er dage, ligesom de sidste par timer, hvor jeg har været fysisk igang med noget kreativt, det giver mig mere ro på, så jeg husker at få sjælen med på den gode måde.....
Jeg vil gøre mit til for, at jeg selv tager styringen imit liv og ikke familiemedlemmet -som har gjort det hele mit liv og det er netop familiemedlemmet,som har været den medvirkende faktori, at jeg føler mig som en rigtig dårlig mor for tiden....og det smitter af på både mit humør og drengens.

at 1 dag i ugen henter jeg ham på skolen og så er det hyggedag og engang imellem at være med i skolen, når der er idræt, for da går han helt i baglås....jeg er i denne debat blevet klar over, at jeg har siddet for længe her hjemme i minlille hule og bare tænkt og tænkt, uden at gøre noget for min dreng.... nu er det op ad stolen og springe ud i verden, jeg prøver i hvert fald...
Ja, jeg kan nok risikerer, at ved anbringelse, såer det kommunen, der bestemmer over, hvornår han skal hjem igen og ikke mig og så bliver det da først rigtigt svært...
Jo tak, hvor er du sød, at jeg må skrive til dig🙂

af forskellige psykiatere og hvor man lige befinder sig henne i livet...Ja, det er rigtigt den med, at jeg nogle gange har ladet mig skræmme af diagnoser og så skal man passe på med ikke at sygeliggøre min dreng hele tiden pga. diagnoser...

at du ikke synes jeg er en dårlig mor.
Jeg skal til at udøve kognitiv behandling på mig selv, ved at sige til mig selv, at jeg er en god mor, en god mor, en god mor......
og jeg er også godt klar over, at de få, der har sagt, at jeg er en dårlig mor, projekterer sin egen dårligdom over på mig - de har fundet mig som offer, da jeg har været og er inde i en down periode, men jeg vil ikke være et offer længere...😉

Til det første vil jeg lige sige til dig at det er virkelig synd du betegner dig selv som dårlig mor, den hopper jeg ikke på...
Alle dem der har et barn med et handicap ved at vores dag er endnu hårder end dagene i en normal børnefamilie og hvis man er så oven i købet er alenemor eller far, så er det bestemt en kamp hver eneste dag.
Jeg synes heller ikke at du skal overveje familiepleje, Har du prøvet at få noget hjælp til daglig???
Og at du gjort din dreng ked af det skal du ikke tænke over mere, jeg tror jeg taler for alle forældre hvis jeg siger at vi har alle sammen på et eller andet tidspunkt sagt noget til vores børn vi heller ikke skulle have sagt.
Jeg ønsker dig held og lykke