Pleje af psykisk syge og udviklingshæmmede

Jeg har selv arbejde som pædagog med narkomaner og psykotiske.
En pædagog kan højest arbejde et år med udviklingshæmmede, før pædagogen skal arbejde med en anden gruppe f.eks. normale børn. Det er meget psykisk hårdt at arbejde med psykisk syge eller udviklingshæmmede, og derfor er det meget få, der kan klare det psykisk uden at blive hård og lukke af for deres følelser på arbejdet. Hvis man som pædagog bliver for længe i det hårde psykiske
arbejdsmiljø vil pædagogen få en lang række psykiske symptomer. Pædagogen ligger ikke mærke
til den udvikling hen imod det hårde, fordi det går langsomt.
Pædagogen bliver ofte overvægtig, grov som en rocker, bliver grov over for sin kæreste og børn,
og begynder at latterliggøre der klienter, som tyder på udbrændte pædagoger. Ledelsen og forvaltningen lukker øjnene, fordi det bliver for dyrt at skabe gode arbejdsforhold på sådanne institutioner. Man kan ikke bebrejde pædagogerne fordi de bliver syge uden at opdage det og heller ikke lederen fordi der er alt for få medarbejdere til at klar den kæmpe opgave.
Man kan kun bebrejde den kommunale socialforvaltning for ikke at ville bruge de nødvendige penge for at skabe en psykisk arbejdsmiljø og at sørger for at pædagogen kun er der et år, så
de ikke bliver hårdkogte mennesker.
Hilsen
www.carl-mar.dk

- men kan man ikke forvente af et voksent uddannet menneske, at det selv fører kontrol med forandringen?
- Det gælder jo iøvrig også i andre brancher at "miljøskaderne" bliver "værktøj"

...mig selv om, men jeg tror det ikke. Hvis vi var så gode til at diagnosticere os selv, ville der vel ikke være så stor en del af os, som fik stress, blev alkoholikere eller narkomaner osv.
Jeg tror, at vi har det som den stygge ulv, der altid jagter Hjulben. Lige pludselig hænger vi ude over klippen med meget langt ned, men da er det for sent at gøre noget. Mange af os opdager det måske ikke engang.

De plejere og pædagoger vi så i udsendelsen, vedr. Strandvænget mangler både ansvar og empati for deres job, og andre mennesker!
Det kan ikke bare bortforklares ved at placere hele ansvaret andetsteds!!!
Hvis jeg på mit job, sad på min flade røv det meste af dagen uden at passe mit job, blev jeg fyret omgående.
Forskellem på mit job og så det her er, at her er det mennesker af kød og blod man har med at gøre. Mennesker med følelser og behov, som enhver anden! Det gør det bare endnu være, at de sløve og fuldstændigt ugidelige padder har så svært ved at lette røven, for at gøre det de er ansat til... nemlig sørge for den nødvendige omsorg og pleje for andre mennesker.
De skal fyres hele bundtet, lederen inkl., og så skal deres navne offentliggøres for den danske befolkning, så de sløve og ugidelige padder kan mærke lidt af den samme voldsomme omgangstone, psykiske vold mm. som de her selv har udøvet på et nedbrudt og hjælpeløst menneske/er.
Der er INGEN unskyldning.... ALLE har ret til at tænke selv... også pædagogerne!
Hilsen
Arbejderen

Hvis jeg laver noget lort på mit arbejde skal jeg stå til ansvar for det, og så tag konsekvensen, uanset om jeg kan finde på at undskylde mig med sygdom eller ej. Hvorfor er det anderledes for pædagoger og deres ledere?
Hvis pædagogerne er syge, så må de vel sygemelde sig?
Nåå nej... du svare jo ikke i tråden, du selv starter.

- men jeg har da oplevet et par gange, at min mand har spurgt mig og ikke det var tid til jobskifte. Jeg har ikke arbejdet med mennesker i den forstand, som er aktuelt her, men som nævnt tidligere, er der jo andre brancher man kan få "miljøskader" af, og der må jo ske en forandring med ens person, som også spores andre steder.
- Men som sagt, det du skriver forklarer jo fænomenet logisk.

og også mere kompliceret, end de fleste regner med.
Jeg kan da sagtens give nogle af de andre debattører ret: "De forhold, som blev optaget med skjult kamera på Strandvænget, er totalt uacceptable." Hvis man ikke kan gøre det bedre, skal man ikke have det arbejde. Punktum!
Men når det så er sagt, så tror jeg, at rigtig mange af os ville kunne havne i samme situation (lidt a la den situation, hvor ganske almindelige mennesker ville bruge tortur over for andre, hvis forholdene var til det). Og på trods af, at vi alle ville sige, at det kunne vi da aldrig gå med til.
For en del år siden har jeg selv arbejdet i sundhedsvæsnet, og jeg vil i den forbindelse understrege, at jeg ALDRIG har oplevet noget, der er bare i nærheden af, hvad der blev vist fra Strandvænget. Men jeg har oplevet situationer, hvor jeg har tænkt: "Det her kunne blive grimt, hvis det fik tid og fred til at udvikle sig."
Jeg har lige på tekst-TV set, at der kun skal ét brokkehoved til på en arbejdsplads for at forpeste det hele. Ét brokkehoved kan forvandle en positiv og effektiv arbejdsplads til det modsatte i løbet af ganske kort tid, hvis ikke nogen griber ind.
Hvis man skal undgå udbrændte pædagoger/plejepersonale i fremtiden, skal det tænkes med ind i det daglige og som Carl-Mar påpeger, skal man væk fra de hårde psykisk krævende arbejdspladser med jævne mellemrum. Da jeg var helt ung, arbejdede jeg sammen med nogle mennesker, som havde været det samme sted i 25 år eller mere. De var blevet så fastgroede i deres vaner, at de aldrig ville prøve noget nyt, og de var hverken til at "hugge eller stikke i". Dengang lovede jeg mig selv, at sådan ville jeg aldrig blive, og jeg bestemte, at jeg aldrig ville være mere end 5-7 år på den samme arbejdsplads. Det har jeg ikke helt kunnet holde, idet jeg har været 10 år på én arbejdsplads, men på alle de øvrige har jeg været smuttet senest efter 7 år. For mig har det været med til, at jeg ikke groede fast, og det har givet mig mulighed for at udvikle mig igen og igen. Men jeg har bestemt også oplevet mig selv i rollen som den bagstræberiske (pga. træthed, udbrændthed el. lign.), og det syn brød jeg mig da slet ikke om.
Så hellere skifte job tit, og så må jeg bare leve med, at jeg aldrig kommer til at holde 25 års jubilæum ;-), men det går nok.
Du har haft en opmærksom mand, men hvis man ikke har det, hvad så? Der er SÅ meget, som kan komme i vejen for en personlig udvikling. Man har ikke mulighed for et jobskifte pga. økonomi, arbejdsmarkedets betingelser, mangel på transportmulighed, børn som skal hentes til en bestemt tid osv. Man er træt og begyndende udbrændt. Hvis chefen er på det bagstræberiske hold. Hvis der er en kollega, som både er en af de stærke og en af dem, der trækker i den forkerte retning. Hvis gruppepresset på arbejdspladsen er stort. Hvis der ikke er tilstrækkelige bevillinger til efteruddannelse. Listen er lang.
Jeg tror ikke på, at kontrol er vejen frem. Den har spillet fallit. Det skal med i planlægningen helt fra dag 1. Det kan være jobrotation, efteruddannelse, orlov i f.eks. et år, hvor man kan prøve noget helt andet. At optage dagligdagen på video, så man kan vurdere om og hvad, der kunne have været gjort anderledes i forskellige situationer. Man skal hele tiden tænke forbedringer/ændringer med i det daglige.
mvh Hønemor1001

Citat: "... hele bundtet, lederen inkl., og så skal deres navne offentliggøres for den danske befolkning, så de sløve og ugidelige padder kan mærke lidt af den samme voldsomme omgangstone, psykiske vold mm. som de her selv har udøvet på et nedbrudt og hjælpeløst menneske/er."
Med den udtalelse har du lige placeret dig selv i gruppe med "de sløve og ugidelige padder".
Hvis man er menneskelig og tænker sig om, ønsker man efter min mening aldrig, at nogen skal sættes i den situation. Hvis man gør, er det fordi den lille indre djævel, som kun kan tænke på hævn, har fået overtaget.
mvh Hønemor1001

men hvor er det svært at beholde fatningen oven på den udsendelse. Jeg bliver så gal.
Jeg står ved resten jeg har skrevet, men trækker det i mig igen, det du citere.
Hisen
Arbejderen (med den til tider altoverskykkende lille indre djævel på skulderen)

omend jeg nok udtrykker mig med lidt andre ord ;-).
Netop fordi jeg selv har prøvet at stå med huden pløjet op på underarmen af en beboer, som ikke "lige havde lyst" til at blive skiftet, selv om vedkommende trængte hårdt, så har jeg måske et lidt mere nuanceret syn og en anelse mere forståelse.
Men uanset arbejdsforhold, så retfærdiggør det dog stadig ikke de ting, der er foregået på Strandvænget.

Man bliver ikke en hård nyser, eller forrået af at arbejde med udviklingshæmmede... Tværtimod er det da noget af det mest livsbekræftigende man kan foretage sig, og dette gælder også i arbejdet med fx. psykisk syge.
Det en pædagog bliver psykisk nedslidt af er dårlig ledelse, dårlige kollegaer, nedskæringer i normering så man ikke kan udføre sit arbejde ordentligt, manglende faglighed i personalegruppen, men så sandelig ikke i arbejdet med brugerne.

Du skriver: "Pædagogen bliver ofte overvægtig, grov som en rocker, bliver grov over for sin kæreste og børn, og begynder at latterliggøre der klienter, som tyder på udbrændte pædagoger"
Et postulat kastet ud i luften, men uden hold i virkeligheden... Det svarer til, at alle terapeuter er medieliderlige....
Men selvfølgelig....Selv udokumenterede postulater er beskyttet af ytringsfriheden.

Rigtigt godt indlæg. Synes det lyder interessant, at man højst kan klare at arbejde med psykisk syge eller udviklingshæmmede i et år, da man ellers vil blive hårdkogt og lukke af for følelser, hvilket vil gå ud over de institutionaliserede. Det er nok derfor, at man for nyligt kunne læse om forsømmelse af udviklingshæmmede på en institution i Holbæk i Ekstra Bladet. Tankevækkende, at socialchefen straks mente, at alt var i sin skønneste orden, trods anklagerne, som var veldokumenteret af en undercover-journalist fra Ekstra bladet, som har alt på bånd. Socialchefen har aldrig været på institutionen og aldrig arbejdet med udviklingshæmmede, så han ved jo slet ikke, hvad han taler om. Hvorfor skal sådan nogle bureaukrater være ansvarshavende for så mange menneskers skæbne?

der var meget af den slags personale de år jeg var tvangsindlagt/medicineret(fra 14)med
min tvivlsomme diagnose
klarede mig på de andre patienter,som var søde, og lyttende
medicinen gjorde mig kun syg(dog aldrig hørt stemmer/set syner, men diagnosen var fastlagt på forhånd vist så?)er glad for jeg er ude nu, og med mhs.til jeres problem, så lad være med, at arbejde med syge mennesker!!!
I kunne lære meget af personalet på fysiske afdelinger
de er ofte bedre egnet der, og man kan mærke de rent faktisk, er intresseret i hvordan man har det, og ikke kun proppe piller i en(har mødt undtagelser jo)
empati,er en egenskab, der kræves, og det har man bare, men det får man ikke leveret gennem sine boglige studier, og desuden tror jeg ikke længere på psykiatri(hjernekemi mv.prøvede,fik svære bivirkninger, men blev ikke hørt fik bare af vide, at jeg ikke skulle skabe mig
-det er dødsensfarlig kemi I roder med, og I har ingen styr på hva I går ind, og rør(min hukommelse, er stadig mærket efter alle jeres "forsøg"/psykologiske test har desuden aldrig vist tegn på skizofreni,men de fleste steder var psykolog ikke tilknyttet,eller mulig, at få kontakt til)
hyg!