Pre teen monster - Skælder hende hele tiden ud

Åh hvor jeg synes jeg står med et stort problem, som gør mig så ulykkelig. Jeg er mor til en dejlig pige på 9 år, og hun er faktisk ved at drive mig og hendes far til vanvid!
Hun er en sød og kærlig pige, men hold da op hvor er hun ved at blive vanskelig, og så vil hun diskutere ALT, ALT !!!
homonerene raser afsted i hendes krop, det ved jeg godt, men hold da op hvor kan hun være en strid unge til tider.
Og så bliver jeg tosset og skælder og smælder.
Hun har altid været en dygtig pige til at spise med kniv og gaffel og har spist stort set alt. Nu er hun kræsen vil ikke have det og det, og hun spiser som en gris, propper munden så hun taber maden ud af den, sætter frikadellen på gafflen, og spiser af den, så den ofte lander i skødet af hende.
Og så er det som om jeg kan sige tingene 1000 gange, og hun glemmer med det samme hvad jeg bad hende om, eller sagde NEJ til.
Hun enten glemmer eller er bedøvende ligeglad !
Vi skælder ud konstant, bliver flabet svaret tilbage, og så hendes diskuteren og stillen spørgsmål til ALT !
Det driver mig til sindsyge !
Åh og jeg bliver jo så ked af at jeg skælder ud hele tiden !
Eks. Her til morgen finder jeg en seddel i hendes skoletaske, den er fra bibloteket, hun skulle have afleveret 5 bøger den 10-7.
Jeg siger til hende at hun skal finde de bøger, og få dem afleveret.
DE ER AFLEVERET !!!! påstår hun hårdnakket.
Jeg forsøger derfor at forklarer hende at hun ikke kan have afleveret de bøger, når bibloteket mangler dem alle 5.
DE ER AFLEVERET, og det er de bare, og hun gider faktisk ike lede efter de bøger.
Jeg bliver sur nu, og siger til hende at hun skal finde de bøger når hun kommer hjem fra skole.
NEJ det gider hun ikke for hun skal lege med en veninde, jeg slår i boderet og forklarer hende at vi kommer til at erstatte de bøger og at de skal findes, og vil hun ikke det sender jeg veninden hjem med det samme. Hun går rasende op på hendes værelse og vil ikke komme ned igen.
Hun kommer dog ned og har hendes taske på ryggen, den er lavet så lang så den vitterlig hænger ned ved knæene bagpå ryggen.
Jeg har sagt at den IKKE skal sidde sådan, da hendes ryg bliver ødelagt af det. Vi har haft den diskution 15-20 gange gennem mdr. Jeg har skældt ud, givet stuearast, truet med det ene og det andet.
Hun hører ikke efter og gør som hun selv vil.
Ingen skal være i tvivl om at vi elsker vores dejlige selvstændige datter højere end alt andet, hvilket jeg dagligt fortæller hende.
Jeg synes bare det drukner i skænderier og surmuleri.
Det er jo dejligt at hun ved hvad hun vil og ikke vil, det er dejligt at hun har menninger og holdninger til tingene, og det er helt normalt.
Alligevel er jeg bare så ked af det, dagligdagen hænger mig ud af halsen, og jeg føler mig som verdens værste mor, der ikke laver andet end at skælde ud.
Heldigvis kan vi ind i mellem komme til at grine sammen af en eller anden ting vi diskuterer om, men alligevel............
Hvad gør jeg, bedst muligt for min lille datter, der tror hun har styr på det hele og selv vil bestemme og beslutte.
Jeg sætter og har altid sat grænser og holdt ved når der er sagt nej, det gør jeg stadigvæk, men hun virker skide ligeglad.
´Hjælp........

jeg kan ikke lade være at smile lidt. 😉
På den ene side er det jo gravalvorligt og den anden lettere humoristisk....
Det fortæller nu meget godt netop hvorfor jeg ikke vil have børn (foreløbig!) 😉

Hejsa.
Har selv en datter på 9 år, hun lider tilsyneladende af det samme ikke videnskabelige
dokumenteret pre-teen "Rundt på gulvet" syndrom.
Jeg har heller ingen ide om hvad der skal gøres for at få den lille prinsesse til at
opfører sig nogenlunde normalt, men har dog fundet ud af at en lille snak hver aften inden hun skal sove, løse en smule op for problemerne.
Men jeg tror at hormonerne tonser rundt i den lille pre-teen krop, og derfor har de ingen jordisk chance for holde nogenlunde styr på sig selv.
Jeg håber bare at det bliver bedre med tiden, og der bare er tale om en periodisk
"jeg skal være på tværs" indstilling.
Så hold ud.
MVH
Mikkel

skulle man give din datter ligt luft du er jo konstant efter hinne og hun gøre det her for at få op mærksomhed så vad med at sætte jer ned og snakke om tinnen i stænde for at være efter hinne hele tiden sådan som du skriver så ville jg også være en strid person for der komme ikke noget posivetive ud af at køre på din datter hele tiden tag nu en pause hvor i sætter jer ned og si til din datter at du ælsker hinne men du er ved at være godt træt at den måde hun opføre sig på om vad der skulle til for at det bliver hyggeliger at være her for du er også træt at være efter hinne hele tinde, jeg har 3 ord til dig kærlig , kærlig , kærlig , det nytter hele ikke at truge hele tiden hvis man siger en ting så har man bare at holde sig til det , for elers bliver det som du siger og så er hun lige glad med vad du siger for hun ved at der ikke sker noget ?? jeg synes du er selv skyld i at hun er en strid datter og jeg kan sige med sikker hed at hun bliver kun strider hvis i ikke finder ud af noget hurtig her og jeg er sikker på at det komme til at gøre ondt på jer alle sammen , held og lykke alle sammen kh slim

Tak for svar, håber der kommer flere på banen.
Jeg vil først lige sige at hendes far er MEGET på banen, han har dog ikke samme tålmodighed som jeg har ( og det har jeg engentlig for det meste )
Det er jo heller ikke sådan at jeg råber og skriger ad hende dagen lang 🙂
Caroline får meget kærlighed og opmærksomhed, jeg arbejder hjemme fra, og har altid tid til hende.
Jeg er en meget kærlig mor, og person ( jeg tror også det er derfor jeg har så svært ved at skælde hende ud )
Vi er meget meget tæt knyttet sammen, som familie.
Vi gør altid det, at vi snakker om de konflikter der nu har været, når tempramenterene er faldet lidt til ro. Vi snakker og gennemgår konflikter om aftenen, og ligger os aldrig til at sove som uvenner på nogen måde.
Hun er IKKE i tvivl om at vi elsker hende hvilkset vi siger og viser mange gange hver dag, og altid har gjort.
Hun er en dejlig kærlig pige.
Men for s.... da, hun kan være strid.
Dejligt at jeg kan se det er helt normalt 😃
Det er jo selvfølelig alderen, hun vil så gerne være en stor pige, 2 min efter vil hun sidde tæt på skødet, og kan græde over at en i skolen har sagt hun er dum.
Jeg kan godt selv huske den svære tid i barndommen, men en mor der SLET ikke kunne tackle mig, og bare slog mig igen og igen og igen dagligt.
Er bare så bange for at mislykkeds som mor, men det er vi alle jo 🙂

Du er ikke en dårlig mor,det er nok den man som mor sidder med når de kære poder er på tværs.
Det er dejligt at hun har den tryghed at hun tager diskussioner med jer,det er en test de foretager for at se om vi nu også er der for dem.
Jeg tror man skal lade være med at tage mange konflikter med dem ved simpelthen at sige,jamen det er ikke til diskussion det her,sådan er det bare,den grænse er der mange forældre der ikke vil sætte i dag for deres kære poder,men den virker,for det er også et signal til dem om at man elsker og bekymrer sig om dem,og det ved de godt bagefter,selvom deres øjne er himmelvendte lige i situationen.

Ja, dette er egentlig ikke noget svar - det har I andre klaret så fint 🙂
Nej, jeg kommer bare til at tænke på alle de hormoner, der pister rundt i det stakkels pigebarns krop.. som der jo også bliver givet som en del af forklaring på pre-teen monsterets entré. Når jeg tænker på, hvordan jeg 30 årige kvinde har nogenlunde styr på mine humørsvingninger (er pænt godt plaget i 3 dage fra tid til anden😉) så får jeg sgu så ondt af de små piger!! SÅ mange år, før de får nogenlunde styr på, hvordan man takler det - tsk tsk. Ja, så dette er vel bare en kærlig tanke til alle de kommende kvinder rundt om i hele verden - God kamp - det er det hele værd ...men det kan dælme være hårdt 😃

I har sgu ikke problemer hjemme hos jer. Hun spiser grimt, hendes rygsæk dingler og hun gider ikke gå op i at aflevere biblioteksbøger?
Nej helt ærligt. Hvis det er "grim opførsel" i din verden så skulle du prøve at bruge et par dage i et hjem med rigtig knald på. Så kan det være du vil lære at slappe lidt af og ikke overreagere. Jeg læser det som om du er den største kilde til skænderier og surmulerier med alle dine krav om at hun skal adlyde dit mindste vink.
Giv hende dog noget frihed. Det med rygsækken for eksempel. Det er så evigt ligegyldigt. Og forfængelighed omkring spisning skal nok komme af sig selv. Biblioteksbøgerne. Det er en kamp, jeg ville tage op. Men ikke med skældud. Jeg ville simpelthen lade hende betale.
Da jeg var ni måtte jeg selv betale af mine avispenge, hvis jeg glemte biblioteksbøger eller baldrede et vindue. Så den slags gjorde jeg kun, når jeg virkelig ikke kunne gøre det bedre.
Og til sidst til din sætning "Ingen skal være i tvivl om at vi elsker vores dejlige selvstændige datter højere end alt andet, hvilket jeg dagligt fortæller hende."
Ja, du VISER en ting med konflikter og brok og krav og SIGER en anden med ord. Hvilken mor tror du, at hun opfatter som "den rigtige"? (Det er et trickspørgsmål)

er der vist bar at sige.🙂
Min unge er heldigvis ikke så vanskelig, omend jeg da ikke går helt fri og hun er 11 næsten 12 år. 😖
Jeg går en hård tid i møde
Løvemor

gal på den. Jeg synes nu først der er tendenser i den retning hos Løveungen nu hvor hun er ved at være 12 år?
Enkelte episoder er der dog ind imellem, men det er ikke andet end at stille et fornuftigt regnestykke op, som barnet kan forstå, så fiser det ind.
Løvemor

Har prøvet at være på besøg hos et vennepar, med en kræsen teen ager. Der kom min erfaring med at vente på tålmodigt på busser der aldrig kom, til nyttig brug.
For ingen forlod spisebordet før alle var færdig. Hvilket tog ca en time og et kvarter. Da teen ageren ikke ville spise en halv kartofel og en halv frikadelle, i alt.
Hvordan det endte kan jeg ikke huske, men jeg holdt meget omhyggeligt min mund under hele den seance. LOL
Jeg kommer stadig hos dem, og teen ageren har udviklet sig til en fornuftig og dejligt menneske. Og hun taler igen. 😉
uha da... De børn[l] de er dejlige, specielt når jeg kan aflevere dem igen.

Jeg kan IKKE være ligeglad med hvordan min datters skoletaske sidder på hendes ryg, jeg
er altså IKKE ligeglad med om hun har en dårlig ryg når hun bliver ældre.
Og hvordan i alverden havde du tænkt dig at en pige på 9 skulle kunne betale for 5 bibloteksbøger❓ved du engentlig hvad en bog koster ?????
Ja jeg siger jeg elsker hende hver dag, desuden lytter jeg til hende, kysser og krammer hende dagligt, og støtter og vejleder hende det bedste jeg kan.

Begynder du også at skælde mig ud nu? LOL!!!
Man får sgu da ikke dårlig ryg af at gå til og fra skole men en dinglende rygsæk, mens det er smart. Få dog lidt perspektiv. Du vil jo ikke vælge ine kampe. Du vil være en overbeskyttende irriterende brokkemaskine. Dig om det.
Jeg har ikke tænkt mig, at hun skal betale for bøgerne. Men jeg har tænkt mig, at hun skal tømme sin sparegris - HELT - hvis hun ikke kan respektere penge. Det virkede på mig, da jeg var barn, så jeg er lidt af en ekspert på det felt.
Og igen: Hvilken mor tror du hun kender? Den positive (din version) eller (og her kommer så et lille clue) den selvmodsigende diktator?
Hun har vist ikke sin manglende evne til at lytte fra fremmede. Du er sgu da tykskallet og selvoptaget, hvis du ikke kan se, at du må ændre taktik, siden din nuværende metode er elendig.
Men nu er jeg færdig med at tale ned til dig. For du sidder sikkert allerede og dirrer af harme.

Min erfaring er at faderrollen skal træde i karakter. I vores familie har vi altid delt ansvaret lige og vi har ikke haft problemr overhovedet endnu og da pigerne er hhv 22 og 24, så forventer jeg ikke længere at de flytter skrigende hjem igen.
Jeg kender også til vennepar hvor manden ikke løfter 50% af byrden, men måske nærmere 25%. også disse par er tilsyneladende sluppet for teenage-spøgelset.
Jeg tror at det især er i de familier hvor kvinden er alene om ansvaret at problemerne opstår i større eller mindre grad. Måske er enlige mødre en lille smule mere eftergivende overfor deres små pus. Måske fordi at det er sværere at være den dumme mor når pigen har alderen og muligheden for at sige fra og flytte til far?
Mynsteret er ihvertfald påfaldende.

hendes far bor her, og han tager fuld del i samvær, og opdragelse, forældermøder, aktiviteter, osv på lige fod med mig.
Så nej det er ikke fordi jeg er eller har været en eftergivende alene mor.

Det er sådan set ikke så vigtigt hvordan hun bærer sin skoletaske - så længe hun bare har den med i skole.
Det er heller ikke nær så vigtigt hvordan hun spiser, som at hun spiser rimeligt alsidigt og sundt. Selvfølgelig vil vi alle sammen gerne have, at vores unger spiser pænt, men det gør hun garanteret også, alle andre steder end hjemme, hvor hun ved at du flipper helt ud over hendes små spil.
Biblioteksbøgerne SKAL afleveres til tiden. Det er noget som I simpelthen er nødt til at have en meget alvorligt snak om. Der er sikkert en bøde for for sen aflevering. Måske skal du tage beløbet fra hendes sparegris?
Præ-teen tror jeg ikke hun er endnu, det er nok mere et spørgsmål om at hun er ved at løsrive sig lidt. Om et par år spiller hormonerne med i spillet, og da bliver det først for alvor 'sjovt'.
Men en ting er helt sikke, præ-teen eller ej: så længe hun kan få dig til at flippe ud, så længe vil hun gøre præcis det du flipper ud over. Det handler om magt, og lige pt. har hun vist magten hjemme hos jer. Hvis du viser hende, i såvel ord som handling, at der er ting du ønsker og ting du ikke ønsker af hende, men at du samtidig ved, at du kan forlange hvad som helst, men du kan ikke tvinge hende til noget som helst, så vil hun stille og roligt rette ind.
Børn vil gerne gøre deres forældre tilfredse, og når de gør det modsatte, så er det mere en søgen efter klar besked, end oprør. Og klar besked er ikke en råben og skrigen. Det er "du kender min holdning til at du går sådan med skoletasken, men hvis du syntes det er sjovere på den måde, så må du jo gøre det - det er jo heldigvis ikke min ryg det går ud over.". Øv vil hun tænke, nu flipper hun ikke over det mere, og så vil der ikke længere være grund til at bære tasken på den dårlige måde.
Når bøgerne til biblioteket ikke bliver afleveret til tiden, så lad være med at råbe af hende. Sig stille og roligt "Du bliver på dit værelse til de bøger er fundet. Alene!" Hvis hun forsøger at få et skænderi igang, så sig "jeg gider ikke skændes med dig om det, faktum er, at Du bliver på dit værelse til de bøger er fundet. Færdig!"
Vælg din kampe med omhu. Ellers bliver resten af hendes år hjemme hos dig en evig kamp.

Hej Carolines mor
Det er godt nok lang tid siden du skrev, men jeg lige lyst itl at kommentere dit indlæg...

Jeg kender udemærket de teenage tendenser - har to piger på 12 og 15. Og det er min erfaring at HVORFOR-alderen er værst lige omkring de 9-10 år. Livet er en evig diskussion og der stilles spørgsmålstegn ved ALT.
Glæd dig, det skal nok blive bedre. Diskussionerne bliver ved i nogle år endnu, men de bliver mere nuancerede med alderen (børnenes alder, altså).
Jeg vil støtte om om det råd, du har fået af flere - vælg dine kampe med omhu. Din datter kan ikke rumme dem alle. Hendes "oprør" er et led i hendes naturlige frigørelse og selvstændighed, og hun har brug for at vinde nogle af dem. Hun har brug i trygge rammer at lære hvordan man diskuterer og hvordan man danner og bruger sin egen mening. Og så skal un lære, at hun ikke er den eneste i familien, hun skal lære at I har nogle regler og rammer, hun skal operere indenfor.
Jeg går ikke ind for straf såsom at tage lommepenge eller stuearrest - med mindre det at blive forment adgang udenfor værelset står i direkte forbindelse til "forbrydelsen".
Piger i den alder er nogle gange små, nopgle gange store. Det er ikek noget de selv styrer, og ikke noget de principielt kan gøre for. Jeg ser det som forældres ansvar at guide teenagerne gennem disse år på en tryg måde - SMATIDIG med at de kender familiens grænser og regler.
Et konkret ekspempel - biblioteksbøgerne: I sådan en situation ville jeg ikke hverken anlage eller antyde overfor mit barn, at det lyver. Ikke fordi jeg ikke tror de kunne finde på det 🙂, men fordi de reagerer som de fleste mennekser der bliver taget i at lyve - de bliver flove og benægter. Så resultatet er bare en håbløs situation. Jeg ville have sagt til min datter at vi senere på dagen sammen kunne lede. På den måde ville hun fortstå at det er et alvorligt problem ikek at aflevere bøgerne, samtidig ville det ikke være uoverskueligt at skulle finde dem, fordi mor jo hjælper.
Jeg har brugt taktikken gentagne gange med ting der er forsvundet - ofte når jeg slet ikke til at bidrage i eftersøgningen, fordi min datter ikke er presset op i et jørne har hun overskud. Om eftermiddagen har hun glemt hvis hun brokkede sig om morgenen - og hun klarer eftersøgningen selv og kommer selvtilfreds og viser resultatet frem.
Noget andet jeg har erfaret "virker" er at huske at fortælle børnene ens egne historier der viser, at man ikke er perfekt. Så bliver man som forældre mere menneskelig.
Mht til diskussioner er det jo ikke forbudt at sige, at der er noget der ikke er til diskussion. At sådan er det bare. Andre gange skal man huske at lytte til deres argumenter - det er lidt uhyggeligt så ofte man kan stopppe sig selv i at ville sige nej af principielle årsager.
Mht mad synes jeg I skal fortælle hende hvordan man spiser pænt. En gang til hvert måltid - hvis det er nødvendigt. Derudover skal I lade hende være - den slags kamåpe du beskriver er tit et spørgmål om at ville bestemme - og når I hele tiden påtaler det, leger I jo med i hendes leg.
Jeg ved godt du skriver at I er meget tætte og taler meget sammen. Men er du sikker på at din datter også ser det sådan? Taler i sammen, eller taler I til hende? Lytter I til hende? Viser I hende, at I også er mennesker, der ikke har styr på alt? Er hun enebarn og får for meget opmærksomhed?
grunden til at jeg spørger er, at det lyder som om I begge er MEGET på, at I tager alle kampe og ikke giver hende plads. Samtidig lyder din datter lidt som om hun har meget brug for at gøre oprøre og vise hvem hun er. Vise at hun selv kan.
Jeg ved I gør det i bedste mening, men ind i mellem er vi forældre alt for meget på ift. vores dejlige unger - simpelthedn fordi vi synes at vi ikke kand gøre det godt nok.
De bedste hilsner
Mette

Hvor er du heldig og det mener jeg i alvorligste forstand. Jeg har haft lignende "udfordringer" med min datter, da hun var i den alder. Hun var så led og ked af alle disse skænderier, at hun til sidst var den direkte årsag til et brud mellem min nye mand og jeg. Hvor er det bare ærgerligt det skal komme så vidt før vi vågner op til dåd. Din datter fejler ikke noget som helst, jeg er næsten sikker på hun virker mere "voksen" af sin alder end godt er i nogens øjne, også dine, eftersom du skriver hun er meget selvstændig. Hun er allerede nået langt og det kan der være mange gode grunde til. Stol på hende, hvis hun siger hun har afleveret bøger og kontakt biblioteket om der muligvis foreligger en fejl !? Kræsenhed kommer og går (jeg har flere børn end de fleste, så jeg har lidt at have det i). Men herhjemme er ingen døde af sult, med mindre de selv har valgt at gøre det. Lad hende spise hvad der er på bordet, af det hun kan lide ellers må hun sørge for selv at bikse noget sammen. Hvis du har prøvet at "råbe hende op" 1000 gange er det på tide, at prøve noget andet, som du selv skriver virker det ikke. Du slår din datter hver gang du skælder ud, prøv at tænk på det. Vi voksne slår faktisk vores børn hver eneste gang vi råber af dem, og nogen gange er det berettiget, men langt de fleste gange er det ikke. 😮Håber ikke jeg lyder som en "hellig" ko, for det er jeg bestemt ikke, jeg øver mig selv i at udføre ovenstående uden at "falde" i og gøre som folk er flest.
Brug jeres humor og kom videre. Fortæl din datter at du syntes hun er ????? måske mere moden end så mange andre i hendes alder og du stoler 100% på, at hun viser dig den tillid du giver hende, men der er selvfølgelig enkelte regler i nogen sammenhænge som skal overholdes f.eks. tider hvor man skal være hjemme og lektielæsning ......overholdes disse ikke men vælger hun istedet at blæse på det, ja så må aftensmaden f.eks. sløjfes og man må gå sulten i seng som de fattige børn der sikkert har det meget værre end hun for de gør det nogengange hver dag.......Eller hendes elskede mobil (hvis hun har en) den ryger i bankboksen en uges tid, det er en af mine foretrukne for den trækker virkelig tænder ud. Det må ikke være for længe for bare det at være uden for det sociale netværk i en uge føles som en måned når man er ung. TÆNK KREATIVT ....TÆNK hvad er det der passer bedst til at løse disse udfordringer, mærk efter i hjerte, hjerne og hånd og tag dig for guds skyld ikke af hvad alle andre gør og siger. Det er dit barn, dit liv, din familie. Går hvad der passer bedst bag jeres 4 vægge.
Rigtig god fornøjelse - Jeg tror altså rygsækken ved hælene skulle være en demonstration af alle de skænd hun har fået i tidens løb....hun viste dig lige hvor meget de vejer i hendes rygsæk. MEN HUSK du er en fantastisk MOR [f] for du gjorde det som mange burde gøre ...du bad om hjælp. Man skal bare have tillid til den hjælp man møder, ellers står det dig frit for at finde en anden hjælper. [l]

hej.
ville bare lige skrive at jeg syntes jeres dagligdag minder utrolig meget om vores...vi har en datter på samme alder og det er vanvittig svært og meget meget hårdt...
hilsen den ligeså fortvivlet mor..

Har selv en datter på 10år, og kan genkende meget af de, som du skriver. Vi forsøger at holde fast i de faste rammer, og selvom der er sure miner, er der nogle ting, som vi ikke vil diskutere. Samtidig forsøger vi at behave den tillid og åbenhed vi har til vores datter. Vi sætter os af og til sammen med hende og snakker om de ting, der "roder" oppe i hovedet når man er 10 år. Det er ikke nødvendigvis når tingene opstår men har erfaret, at vi får meget mere ud af snakken, når den "unge dame" er i humør til en snak. Ved disse snakke når vi langt.