Prosa
Prosa !
Pegasus, Du bist entlassen,
suche neue Reiter Dir !
Wer gelernt hat kalt zu hassen,
muss die Wolkenritte lassen,
schwärmen passt nicht mehr zu mir !
Steht nicht gut zu grauen Haaren,
zu dem faltigen Gesicht !
Wer, wie ich, ist welterfahren,
handelt mit realen Waren,
was bringt schon so ein Gedicht ?
Lohnt nicht mehr, das zarte Stöhnen,
wird diskret heut’ überhört !
Trommeln muss man, donnern, dröhnen,
in fortissimo ertönen
und man jedes Herz betört
Wie, Du lachst, willst mir nicht glauben,
hältst für einen Träumer mich,
dem zu hoch nur hängt die Trauben,
die die Andern stets sich rauben,
nun, dann kennst noch schlecht Du mich
Im August 1949. (ZG – TBC-St. )
Prosa !
Pegasus, du er fyret,
søg dig nye ryttere !
Den der har lært koldt at hade,
må undlade ridtet i skyerne
sværmerier passer ikke til mig mere !
Står ikke godt til det grå hår,
til det rynkede ansigt !
Hvem som jeg er en verdensmand,
handler med reelle varer,
hvad bringer kun sådan et digt ?
Lønner sig ikke mere, den blide sukken,
bliver diskret overhørt i vore dage !
man må slå på tromme, tordne, buldre,
i fortissimo slå tonen an
så bedårer man hvert et hjerte.
Hvad, du ler, vil mig ikke tro,
anser mig for en drømmer,
for hvem rønnebærrene hænger for højt,
hvem de andre altid berøver byttet,
nå ja, så kender du mig dårligt.
Skrevet på tuberkulose-stationen i fængsel august 1949.
Er der nogen, der er blevet kaldt pladderhumanister, drømmere, utopister ?
Man kan vel lige så godt opgive, for det er kun de højtråbende, der bliver hørt ?
Hvis du tror, jeg opgiver med at være medmenneskelig og medfølende, så tro om igen !
Om jeg fatter, hvor den mand får sin livsglæde og sit livsmod fra, jeg kan kun forsøge at lære lidt og prøve at gøre det til mit eget motto.
Pegasus, Du bist entlassen,
suche neue Reiter Dir !
Wer gelernt hat kalt zu hassen,
muss die Wolkenritte lassen,
schwärmen passt nicht mehr zu mir !
Steht nicht gut zu grauen Haaren,
zu dem faltigen Gesicht !
Wer, wie ich, ist welterfahren,
handelt mit realen Waren,
was bringt schon so ein Gedicht ?
Lohnt nicht mehr, das zarte Stöhnen,
wird diskret heut’ überhört !
Trommeln muss man, donnern, dröhnen,
in fortissimo ertönen
und man jedes Herz betört
Wie, Du lachst, willst mir nicht glauben,
hältst für einen Träumer mich,
dem zu hoch nur hängt die Trauben,
die die Andern stets sich rauben,
nun, dann kennst noch schlecht Du mich
Im August 1949. (ZG – TBC-St. )
Prosa !
Pegasus, du er fyret,
søg dig nye ryttere !
Den der har lært koldt at hade,
må undlade ridtet i skyerne
sværmerier passer ikke til mig mere !
Står ikke godt til det grå hår,
til det rynkede ansigt !
Hvem som jeg er en verdensmand,
handler med reelle varer,
hvad bringer kun sådan et digt ?
Lønner sig ikke mere, den blide sukken,
bliver diskret overhørt i vore dage !
man må slå på tromme, tordne, buldre,
i fortissimo slå tonen an
så bedårer man hvert et hjerte.
Hvad, du ler, vil mig ikke tro,
anser mig for en drømmer,
for hvem rønnebærrene hænger for højt,
hvem de andre altid berøver byttet,
nå ja, så kender du mig dårligt.
Skrevet på tuberkulose-stationen i fængsel august 1949.
Er der nogen, der er blevet kaldt pladderhumanister, drømmere, utopister ?
Man kan vel lige så godt opgive, for det er kun de højtråbende, der bliver hørt ?
Hvis du tror, jeg opgiver med at være medmenneskelig og medfølende, så tro om igen !
Om jeg fatter, hvor den mand får sin livsglæde og sit livsmod fra, jeg kan kun forsøge at lære lidt og prøve at gøre det til mit eget motto.