Hold k*ft, hvor er jeg egentlig bitter!
Hej derude, undskyld jeg forstyrrer. Men der er noget jeg må af med, og ved ikke hvor jeg ellers skal læsse det af henne. Måske henne i klandrings-sektionen, men de svarer ikke p.t.
Først vil jeg lige gøre opmærksom på, at dette handler om apopleksi og afasi hos forældre, og hvis du er barn af en apopleksiramt forælder, og har brug for og lyst til, at snakke om det, så skriv til mig hér...!
Jeg skriver fordi jeg har læst. Ja? Altså, jeg har læst bogen "Når Verden Vælter", hvor børn af apopleksiramte (hjerneblødning eller blodprop i hjernen) fortæller om, hvordan tiden efter deres forælder blev syg, var.
Min far blev syg i marts 2000, og var indlagt i knapt 6 måneder. Det var en meget hård tid, især for min mor. Hun holdt fanen højt, kæmpede for at hverdagen skulle hænge sammen, hvilket hun har mén efter idag. Er idag i skånejob pga stress.
Min mor tog mig med til lægen, ca en uge efter min far blev syg. Lægen mente bestemt ikke, at jeg havde brug for psykologhjælp, jeg klarede det jo så fint selv. Dengang var jeg lettet, jeg ville helst ikke tale om det med nogen. Jeg var i dyb fornægtelse, men set tilbage på det hele, kan jeg godt se, at jeg var på vej i en forkert retning, og mange ting ville have været bedre, hvis nogen havde taget fat i mig og bedt mig om, at tage mig godt og grundigt sammen.
Det, bogen ønsker at skabe opmærksomhed omkring, bifalder jeg til fulde.
Det er ikke kun den sygdomsramte og ægtefællens liv, der ændres på ét sekund. Det er også børnene, og det er der slet ikke nok opmærksomhed omkring. Man får sit livs chok og bearbejdes det ikke ordentligt, sætter det spor for resten af livet! Det gør det uanset hvad, det er jeg selvfølgelig om nogen anden klar over, men uanset hvad, havde det da gavnet mig i høj grad, hvis jeg havde fået tilbudt hjælp til processen.
Overskriften til dette indlæg kommer af, at jeg ved læsningen af bogen fandt ud af, at jeg jo ikke er den eneste. Jeg fik konkrete eksempler på børn, som også stod og så hjælpeløst til, og måtte bearbejde sorgen i deres stille indre. Ikke alle familier er gode til, at tale tingene igennem. I min familie havde vi nok en tendens til, at være bange for følelser. Og jeg ønskede ikke, at lægge mere pres på min mor, som jo havde det hårdt nok i forvejen... Hun skulle ikke bruge energi på, at hjælpe mig - jeg ville hellere klare mig selv.
Det er meget svært, at acceptere tanken om, at ens forældre også kan gå i stykker. Det har taget mig lang tid, overhovedet at komme til erkendelsen af det... og jeg lærer nok aldrig at acceptere det fuldt ud.
Pyh, den bog har virkelig sat gang i nogle tanker, men der er sq nok ikke plads til det hele hér...så jeg stopper for nu. Tak for at du læste med så langt...
Kærlige hilsner *
Først vil jeg lige gøre opmærksom på, at dette handler om apopleksi og afasi hos forældre, og hvis du er barn af en apopleksiramt forælder, og har brug for og lyst til, at snakke om det, så skriv til mig hér...!
Jeg skriver fordi jeg har læst. Ja? Altså, jeg har læst bogen "Når Verden Vælter", hvor børn af apopleksiramte (hjerneblødning eller blodprop i hjernen) fortæller om, hvordan tiden efter deres forælder blev syg, var.
Min far blev syg i marts 2000, og var indlagt i knapt 6 måneder. Det var en meget hård tid, især for min mor. Hun holdt fanen højt, kæmpede for at hverdagen skulle hænge sammen, hvilket hun har mén efter idag. Er idag i skånejob pga stress.
Min mor tog mig med til lægen, ca en uge efter min far blev syg. Lægen mente bestemt ikke, at jeg havde brug for psykologhjælp, jeg klarede det jo så fint selv. Dengang var jeg lettet, jeg ville helst ikke tale om det med nogen. Jeg var i dyb fornægtelse, men set tilbage på det hele, kan jeg godt se, at jeg var på vej i en forkert retning, og mange ting ville have været bedre, hvis nogen havde taget fat i mig og bedt mig om, at tage mig godt og grundigt sammen.
Det, bogen ønsker at skabe opmærksomhed omkring, bifalder jeg til fulde.
Det er ikke kun den sygdomsramte og ægtefællens liv, der ændres på ét sekund. Det er også børnene, og det er der slet ikke nok opmærksomhed omkring. Man får sit livs chok og bearbejdes det ikke ordentligt, sætter det spor for resten af livet! Det gør det uanset hvad, det er jeg selvfølgelig om nogen anden klar over, men uanset hvad, havde det da gavnet mig i høj grad, hvis jeg havde fået tilbudt hjælp til processen.
Overskriften til dette indlæg kommer af, at jeg ved læsningen af bogen fandt ud af, at jeg jo ikke er den eneste. Jeg fik konkrete eksempler på børn, som også stod og så hjælpeløst til, og måtte bearbejde sorgen i deres stille indre. Ikke alle familier er gode til, at tale tingene igennem. I min familie havde vi nok en tendens til, at være bange for følelser. Og jeg ønskede ikke, at lægge mere pres på min mor, som jo havde det hårdt nok i forvejen... Hun skulle ikke bruge energi på, at hjælpe mig - jeg ville hellere klare mig selv.
Det er meget svært, at acceptere tanken om, at ens forældre også kan gå i stykker. Det har taget mig lang tid, overhovedet at komme til erkendelsen af det... og jeg lærer nok aldrig at acceptere det fuldt ud.
Pyh, den bog har virkelig sat gang i nogle tanker, men der er sq nok ikke plads til det hele hér...så jeg stopper for nu. Tak for at du læste med så langt...
Kærlige hilsner *