prøver grænser af!!

Hej alle.
Jeg er ved at få flip, min 10 årige dreng prøver virkelig grænserne af, om aften når han skal i seng har han tildens til at begynde at vil diskutere efter vi har sagt godnat, han vil bare ikke i seng, og forsøger på alt, han råber og skriger som en der får en ordenlig omgang tæsk. jeg er rimelig konsekvens overfor ham. men han gir bare IKKE op. det ender som regel med at han får hans vilje i den sidste ende med enten at komme ind i stuen eller ind til mig at sove, fordi vi bor i en opgang hvor der også er andre mennesker der bor. og en ting er at jeg ikke syntes det er rart at få blikket når man møder dem i opgangen, en anden ting er at jeg ikke selv kan holde de mange timer ud med råben og skrigen.
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg mere skal gøre. de her aftner kan jeg desværre komme med den tanke. Bare han kunne flytte hjem til hans far, begynder så at blive helt vild deprimerende og hade mig selv for den tanke. Er det normalt??
Håber nogle af jer derude, eventuelt kender til den her grænse og måske kunne komme med super gode råd.
Venligst mor

Ved du hvad, du skriver at du er rimelig konsekvent, men det passer bare ikke sammen med at han alligevel kan skrige sig til at komme ind i stuen igen eller sove sammen med dig. Du bliver nødt til at lade være med at tænke hvad andre tænker om dig. Det vil tage noget tid. Du SKAL være konsekvent. Hvis han begynder at råbe op som du siger, så mister han den ting han holde rmest af, f.esk playstation eller tv. Næste gang så mister han den næste ting, og sådan bliver du ved.

Hej alle.
Jeg er ved at få flip, min 10 årige dreng prøver virkelig grænserne af, om aften når han skal i seng har han tildens til at begynde at vil diskutere efter vi har sagt godnat, han vil bare ikke i seng, og forsøger på alt, han råber og skriger som en der får en ordenlig omgang tæsk. jeg er rimelig konsekvens overfor ham. men han gir bare IKKE op. det ender som regel med at han får hans vilje i den sidste ende med enten at komme ind i stuen eller ind til mig at sove, fordi vi bor i en opgang hvor der også er andre mennesker der bor. og en ting er at jeg ikke syntes det er rart at få blikket når man møder dem i opgangen, en anden ting er at jeg ikke selv kan holde de mange timer ud med råben og skrigen.
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg mere skal gøre. de her aftner kan jeg desværre komme med den tanke. Bare han kunne flytte hjem til hans far, begynder så at blive helt vild deprimerende og hade mig selv for den tanke. Er det normalt??
Håber nogle af jer derude, eventuelt kender til den her grænse og måske kunne komme med super gode råd.
Venligst mor

Ved du hvad, du skriver at du er rimelig konsekvent, men det passer bare ikke sammen med at han alligevel kan skrige sig til at komme ind i stuen igen eller sove sammen med dig. Du bliver nødt til at lade være med at tænke hvad andre tænker om dig. Det vil tage noget tid. Du SKAL være konsekvent. Hvis han begynder at råbe op som du siger, så mister han den ting han holde rmest af, f.esk playstation eller tv. Næste gang så mister han den næste ting, og sådan bliver du ved.
[quote="mor" post=2364088]Hej alle.
Jeg er ved at få flip, min 10 årige dreng prøver virkelig grænserne af, om aften når han skal i seng har han tildens til at begynde at vil diskutere efter vi har sagt godnat, han vil bare ikke i seng, og forsøger på alt, han råber og skriger som en der får en ordenlig omgang tæsk. jeg er rimelig konsekvens overfor ham. men han gir bare IKKE op. det ender som regel med at han får hans vilje i den sidste ende med enten at komme ind i stuen eller ind til mig at sove, fordi vi bor i en opgang hvor der også er andre mennesker der bor. og en ting er at jeg ikke syntes det er rart at få blikket når man møder dem i opgangen, en anden ting er at jeg ikke selv kan holde de mange timer ud med råben og skrigen.
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg mere skal gøre. de her aftner kan jeg desværre komme med den tanke. Bare han kunne flytte hjem til hans far, begynder så at blive helt vild deprimerende og hade mig selv for den tanke. Er det normalt??
Håber nogle af jer derude, eventuelt kender til den her grænse og måske kunne komme med super gode råd.
Venligst mor[/quote]

Det lyder som om han kæmper for at sove sammen med dig, og det er ret forståeligt.
Der kommer selvfølgelig en dag, hvor han bliver for gammel til det.
Du kan prøve at: Når han råber og skriger - så kan han ikke få lov til at sove sammen med dig den nat - men det kan han derimod godt, når han ikke råber og skriger, og det fortæller du ham.
Aftal evt. med ham, at han skal lægge sig i din seng og pænt vente til du skal i seng.
På den måde vender du det om så han får sin belønning (sat sove sammen med dig), når han gør det rigtige - i stedet for at "belønne" ham for at gøre det forkerte - som nu.

Hold nu op. 10 årige børn skal ikke sove sammen me dderes mor, det er unaturligt. Han skal ind i sin egen seng. Gad vide hvis behov der her skal opfyldes.

[quote="jetpost" post=2364115]Ved du hvad, du skriver at du er rimelig konsekvent, men det passer bare ikke sammen med at han alligevel kan skrige sig til at komme ind i stuen igen eller sove sammen med dig. Du bliver nødt til at lade være med at tænke hvad andre tænker om dig. Det vil tage noget tid. Du SKAL være konsekvent. Hvis han begynder at råbe op som du siger, så mister han den ting han holde rmest af, f.esk playstation eller tv. Næste gang så mister han den næste ting, og sådan bliver du ved.
[quote="mor" post=2364088]Hej alle.
Jeg er ved at få flip, min 10 årige dreng prøver virkelig grænserne af, om aften når han skal i seng har han tildens til at begynde at vil diskutere efter vi har sagt godnat, han vil bare ikke i seng, og forsøger på alt, han råber og skriger som en der får en ordenlig omgang tæsk. jeg er rimelig konsekvens overfor ham. men han gir bare IKKE op. det ender som regel med at han får hans vilje i den sidste ende med enten at komme ind i stuen eller ind til mig at sove, fordi vi bor i en opgang hvor der også er andre mennesker der bor. og en ting er at jeg ikke syntes det er rart at få blikket når man møder dem i opgangen, en anden ting er at jeg ikke selv kan holde de mange timer ud med råben og skrigen.
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg mere skal gøre. de her aftner kan jeg desværre komme med den tanke. Bare han kunne flytte hjem til hans far, begynder så at blive helt vild deprimerende og hade mig selv for den tanke. Er det normalt??
Håber nogle af jer derude, eventuelt kender til den her grænse og måske kunne komme med super gode råd.
Venligst mor[/quote][/quote]
Det lyder som om han kæmper for at sove sammen med dig, og det er ret forståeligt.
Der kommer selvfølgelig en dag, hvor han bliver for gammel til det.
Du kan prøve at: Når han råber og skriger - så kan han ikke få lov til at sove sammen med dig den nat - men det kan han derimod godt, når han ikke råber og skriger, og det fortæller du ham.
Aftal evt. med ham, at han skal lægge sig i din seng og pænt vente til du skal i seng.
På den måde vender du det om så han får sin belønning (sat sove sammen med dig), når han gør det rigtige - i stedet for at "belønne" ham for at gøre det forkerte - som nu.

Du er ikke konsekvent, når du lader ham få sin vilje [(:]
Men det er vist dit mindste problem.
En 10 årig der har brug for at råbe og skrige for at få lov at sove hos sin mor, lyder for mig som et barn med problemer. Det er jo svært for os at vide, hvorfor han opfører sig som han gør, men jeg tror ikke hans problemer løses ved at være konsekvent - dvs. at lade ham skrige og nægte ham at sove i din seng. Tværtimod. Han skriger højst sandsynlighed efter opnærksomhed, fordi han har problemer, og du har brug for at finde ud af hvorfor.
Du nævner at han prøver grænser af...En 10 årig prøver ikke grænser af på den måde som du beskriver - med mindre han har andre problemer at tumle med. At han vil sove i din seng og skriger og råber til han får sin vilje er et symptom på, at noget er galt.
Er hans opførsel opstået for nyligt? Er der sket ændringer i din søns og/eller dig liv? Er I blevet skilt for nylig? Har der været dødsfald eller sygdom? Er I flyttet, har han skiftet skole? hvordan er hans forhold til hans far? Har han på andre måder ændret adfærd?
Jeg tror han vil have godt af at I bruger tid sammen. Bare jer to. Ren kvalitetstid, som det så poppet hedder nu om dage, hvor han føler, at I er sammen på hans præmisser - bare for at være sammen. Det er ofte de stunder hvor man lærer mest om sine børn og hvordan de har det. 😃

Til at starte med skal du lade være med at bekymre dig om hvad andre i opgangen tænker, for du kender jo sandheden (lettere sagt end gjort)
Når du har en dreng på 10 år der opfører sig sådan, er det fordi han ved at det lønner sig. Han ved lige hvor han har dig, og hvis han råber højt nok får han sin vilje, og det behøver ikke engang at dreje sig om at sove i mors seng, men kan sagtens bare være fordi at han skal se hvor han har dig.
Jeg tror at han ville have godt af du sagde "hør her lille ven, jeg har besluttet at du skal sove i din egen seng, og sådan er det" (husk at have kropssproget med når du siger det) og så lad ham råbe og skrige alt hvad hans lunger kan bære, bare du holder fast i det du i første omgang siger.
Når han har opdaget at du står ved dit ord, gider han ikke lave den ballade. For det er tydeligt, ud fra hvad du skriver, at han leger med din samvittighed. Han ved godt at hvis han råber højt nok, så får han det som han ønsker.
Og i virkeligheden er det ikke det han beder dig om, han vil gerne mærke dig og føle tryghed i at du siger fra når du bør sige fra. Men det er ikke det du gør lige nu.
Jeg vil råde dig til agerer voksen og sige STOP. Om du så skal hænge en seddel op nede i opgangen hvor der står at "min søn og jeg arbejder på at han skal sove i sin egen seng" så er det det du gør, han skal for alt i verden ikke vinde den kamp.
Lene

Moderen giver efter og sover sammen med ham på grund af naboerne, og på den måde bliver han belønnet for sin dårlige opførsel.
Der er ingen regler for, hvornår et barn bliver for gammel til at sove ved forældrene, og vi behøver ikke at ligne dig alle sammen.
Jeg har også haft problemet, bortset fra at min datter ikke lavede ballade.
Jeg var enlig far, og "turde" derfor ikke have min datter til at sove i min seng - fordi der ind imellem alle de normale mennesker findes nogen idioter i denne verden, som kan blive besværlige selvom de blot er idioter.
Så begyndte vi at lave historier om "de hemmelige planeter", når hun skulle sove. Det var ligesom at læse godnathistorier, men vi lavede selv historierne.
De hemmelige planeter var virkelig hemmelige - og ingen fik at vide, at vi lavede historierne om at mødes på de hemmelige planeter - ikke engang den nære familie.
Det kunne starte med, at min datter sagde: "Skal vi mødes på de hemmelige planeter i nat"? ... og jeg så svarede: "Ja lad os det, jeg har aftalt med snedronningen, at jeg kommer klokken 1, og du kan jo tage med?"
Sådan skiftedes vi til at digte videre på historierne, og selvom min datter er blevet voksen, så husker vi begge "de hemmelige planeter" med glæde.
Engang imellem malede vi tegninger til historierne på væggene i hendes børneværelse med plastikmaling, når hun skulle sove.
På den måde glædede min datter sig alligevel til at komme i seng - selvom hun stadig savnede at sove i min seng.

quote="jetpost" post=2364183]Hold nu op. 10 årige børn skal ikke sove sammen me dderes mor, det er unaturligt. Han skal ind i sin egen seng. Gad vide hvis behov der her skal opfyldes.

[quote="jetpost" post=2364115]Ved du hvad, du skriver at du er rimelig konsekvent, men det passer bare ikke sammen med at han alligevel kan skrige sig til at komme ind i stuen igen eller sove sammen med dig. Du bliver nødt til at lade være med at tænke hvad andre tænker om dig. Det vil tage noget tid. Du SKAL være konsekvent. Hvis han begynder at råbe op som du siger, så mister han den ting han holde rmest af, f.esk playstation eller tv. Næste gang så mister han den næste ting, og sådan bliver du ved.
[quote="mor" post=2364088]Hej alle.
Jeg er ved at få flip, min 10 årige dreng prøver virkelig grænserne af, om aften når han skal i seng har han tildens til at begynde at vil diskutere efter vi har sagt godnat, han vil bare ikke i seng, og forsøger på alt, han råber og skriger som en der får en ordenlig omgang tæsk. jeg er rimelig konsekvens overfor ham. men han gir bare IKKE op. det ender som regel med at han får hans vilje i den sidste ende med enten at komme ind i stuen eller ind til mig at sove, fordi vi bor i en opgang hvor der også er andre mennesker der bor. og en ting er at jeg ikke syntes det er rart at få blikket når man møder dem i opgangen, en anden ting er at jeg ikke selv kan holde de mange timer ud med råben og skrigen.
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg mere skal gøre. de her aftner kan jeg desværre komme med den tanke. Bare han kunne flytte hjem til hans far, begynder så at blive helt vild deprimerende og hade mig selv for den tanke. Er det normalt??
Håber nogle af jer derude, eventuelt kender til den her grænse og måske kunne komme med super gode råd.
Venligst mor[/quote][/quote]
Det lyder som om han kæmper for at sove sammen med dig, og det er ret forståeligt.
Der kommer selvfølgelig en dag, hvor han bliver for gammel til det.
Du kan prøve at: Når han råber og skriger - så kan han ikke få lov til at sove sammen med dig den nat - men det kan han derimod godt, når han ikke råber og skriger, og det fortæller du ham.
Aftal evt. med ham, at han skal lægge sig i din seng og pænt vente til du skal i seng.
På den måde vender du det om så han får sin belønning (sat sove sammen med dig), når han gør det rigtige - i stedet for at "belønne" ham for at gøre det forkerte - som nu.[/quote]

Klap ham dog en i røven 😃 Så er den ged sgu barberet