Psykiatri
AFMAGTENS CIRKULATON
Alle taler om systemet - mod systemet, for systemet, om den psykiatriske patient osv. "Hvor er den psykisk lidende i al den snak, spørger jeg mig selv. En flue på væggen? Hvem taler hans/hendes sag? Jo, jeg ved godt, at det gør de alle. Men de gør det ud fra "systemets, eksperternes og deres personlige præmisser. Alle har en mening om 'patienten' og ved, hvad der er godt eller skidt. Alle vil i den bedste mening lave en bred vifte af tilbud, der passer til den enkelte sindslidende.Virkeligheden fortæller os, at det ikke fungerer. Og jeg mener, at det kommer det heller aldrig til! Det vil blive så udgiftskrævende at forsøge at nå hele vejen rundt om den enkelte, at det virker urealistisk. "Systemet skal hænge sammen", siges man. Javist, det gør det også - hen over hovedet på den sindslidende. Systemet hænger så godt sammen, at det blokerer for et nyt syn på, hvad sindslidende er, blokerer for muligheden for de alternativer, der burde gå på tværs af det sektor-opdelte behandlingssystem, de sektor-opdelte behandlere, den "sektor-opdelte" synsvinkel på sindslidelsen. Altsammen hen over hovedet på mennesker, der lider. Det lidende menneske, har kun to muligheder: enten at tilpasse sig eller ikke. I visse tilfælde er muligheden for en afvisning frataget den sindslidende. Paradokset er, at den sindslidende i det det system, der skulle hjælpe, kommer under samme pres, som det, der var skyld i sindslidelsen.
"Hurrah - systemet virker." Så selvforsynende er det, at Det har været nødvendigt at sætte svingdøre på alle institutionerne. - Visioner og gode intentioner mangler ikke i forsøget på at forny psykiatrien. Det er trods alt almen viden, at (både indenfor og udenfor), psykiatrien fungerer sindssygt! "Hvorfor vil man ikke høre? Hvorfor bliver man ved med at hælde penge i et ineffektivt system?"
Foran mig ligger "Målsætninger" for kvalitet i voksenpsykiatrien", udarbejdet af Sundhedsstyrelsens ekspertgruppe, 1995. Den indeholder svaret! Den indeholder udmærkede (generelle) visioner og intentioner. Når man ser på handlingsplanen, ser man, at nu skal det psykisk sårbare menneske igennem fem faser, før det måske bliver rask. Faser, som alle er dikteret af de psykiatriske personalegruppers forståelse af "det psykiatriske behandlingsbegreb", de psykiatriske behandlingsplaner; de forskellige behandlingsforløb, de kritiske faser, den psykiatriske behandlingskontinuitet. Altsammen i behandlingsfaciliteter, der er defineret af den psykiatriske virkelighedsopfattelse og faggruppernes funktioner. Altså: Mere af det samme, blot sektor-opdelt. Og hvis der skal forsøges med nye handlinger, f.eks. psykoterapi, så skal de absolut udføres af eksisterende eksperter (faggrupper)."Giv os blot flere penge, så kan vi blive ved med det, vi plejer. Så skal det nok gå altsammen, vi er trods alt dem, der ved bedst." Dette er det reele indhold af rapporten. Og man sidder tilbage og tænker: Stakkels den, der skal mases igennem dér. Dér, hvor alt, hvad man forventer er, at man sidder med sin kaffe og smøger og venter på, at "nogen" gør noget ved lidelsen. Hvor alt, hvad man siger og gør, bliver set i lyset af en "sygdom" og sorteret ud i nydelige små kasser, som man skal forme sig efter. Men endelig først når man har haft den autoriserede "sygdomserkendelse".
Dér, hvor jeg kommer fra, er det almindeligt, at når man møder med et andet menneske i krise, så lytter man til ham og spørger evt., hvad han har behov for, og om der er noget, man kan gøre. Man stiller sin viden, sine erfaringer, sine evner og færdigheder til rådighed uden forudfattede motiver, hensigter og ideér om, hvad der skal til. Jeg ved, at når man lider psykisk, så er man i krise, og jeg ved, at lidelsen ikke kan fjernes eller fikses. Kriser skal leves ud. Jeg ved, at man for at komme ud af krisen, er nødt til at tage afsæt i den verden, der er den kriseramtes virkelighed og gå ud fra, at jeg må mødes med ham dér og samtidig åbne mig for de muligheder, der tilbyder sig, således at han kan komme til at håndtere sin situation, så lidelsen kan passere. Hvordan kan han komme dertil, hvor han spørger:" Hvad kan jeg selv gøre?" Hvad er det for rammer, der skal etableres omkring ham for at han kan være i det, han er, og få erfaring med, hvordan handlingen indvirker på dagligdagsvirkeligheden? Hvad er det, han skal lære at være i og handle ud fra? Hvilke andre handlingsmuligheder er der udover de sædvanlige? Hvad sker der, når man handler som man plejer på basis af det, man kender til? Hvilken indvirkning har det på dagligdagen, hvis man ved og handler i usædvanlige rammer? Hvad nyt bringer det? Når en krise gennemleves, er det, der sker ofte så irrationelt og komplekst, at man umuligt kan have et system, der er fintmasket nok til at udgøre hjælpen til enhver situation, der kan opstå, lige nøjagtigt på det tidspunkt, hvor den specifikke hjælp er påkrævet.
Kriseprocesser er uforudsigelige Det er heller ikke nødvendigt at have en masse forskellige tilbud og løsninger parat. Det eneste, man behøver, er personer, der er så fantasifulde, talentfulde ,at de kan skabe de nødvendige rammer under de forhåndenværende omstændigheder med de forhåndenværende midler. I praksis viser det sig, at det, der i denne sammenhæng er de nødvendige forudsætninger for at handle, er beskedent i forhold til det at opretholde den etablerede psykiatri. At det kan lade sig gøre at sætte psykisk krise i en proces, der leder ud af systemet, ved jeg. At det kan gøres for det halve af den pris, som samfundet i dag betaler, det vil jeg godt vædde på. Er det nu også troværdigt? Nej, det ville eksperterne nok ikke mene! De ved jo bedst! Hvad så med alternativet, kan man spørge. Der er ikke noget. Smart ikke? Lille doktor, hva' nu? Han ved ikke, hvad han skal stille op! Og det kan man så bare påpege ved passende lejligheder, i al uskyldighed, naturligvis....
Således er kredsen sluttet. Et selvforsynende og uigennemtrængeligt system - rundt om ofret: den psykisk lidende. Det eneste, man behøver at være varsom med, er at efterleve patientens ønsker, når man spørger ham, hvad han har brug for, og at det sker på patientens præmisser. Det er tilsyneladende mere effektivt blot at være åben og forstående og så alligevel gøre det, der passer ind i systemet.
niels44
Alle taler om systemet - mod systemet, for systemet, om den psykiatriske patient osv. "Hvor er den psykisk lidende i al den snak, spørger jeg mig selv. En flue på væggen? Hvem taler hans/hendes sag? Jo, jeg ved godt, at det gør de alle. Men de gør det ud fra "systemets, eksperternes og deres personlige præmisser. Alle har en mening om 'patienten' og ved, hvad der er godt eller skidt. Alle vil i den bedste mening lave en bred vifte af tilbud, der passer til den enkelte sindslidende.Virkeligheden fortæller os, at det ikke fungerer. Og jeg mener, at det kommer det heller aldrig til! Det vil blive så udgiftskrævende at forsøge at nå hele vejen rundt om den enkelte, at det virker urealistisk. "Systemet skal hænge sammen", siges man. Javist, det gør det også - hen over hovedet på den sindslidende. Systemet hænger så godt sammen, at det blokerer for et nyt syn på, hvad sindslidende er, blokerer for muligheden for de alternativer, der burde gå på tværs af det sektor-opdelte behandlingssystem, de sektor-opdelte behandlere, den "sektor-opdelte" synsvinkel på sindslidelsen. Altsammen hen over hovedet på mennesker, der lider. Det lidende menneske, har kun to muligheder: enten at tilpasse sig eller ikke. I visse tilfælde er muligheden for en afvisning frataget den sindslidende. Paradokset er, at den sindslidende i det det system, der skulle hjælpe, kommer under samme pres, som det, der var skyld i sindslidelsen.
"Hurrah - systemet virker." Så selvforsynende er det, at Det har været nødvendigt at sætte svingdøre på alle institutionerne. - Visioner og gode intentioner mangler ikke i forsøget på at forny psykiatrien. Det er trods alt almen viden, at (både indenfor og udenfor), psykiatrien fungerer sindssygt! "Hvorfor vil man ikke høre? Hvorfor bliver man ved med at hælde penge i et ineffektivt system?"
Foran mig ligger "Målsætninger" for kvalitet i voksenpsykiatrien", udarbejdet af Sundhedsstyrelsens ekspertgruppe, 1995. Den indeholder svaret! Den indeholder udmærkede (generelle) visioner og intentioner. Når man ser på handlingsplanen, ser man, at nu skal det psykisk sårbare menneske igennem fem faser, før det måske bliver rask. Faser, som alle er dikteret af de psykiatriske personalegruppers forståelse af "det psykiatriske behandlingsbegreb", de psykiatriske behandlingsplaner; de forskellige behandlingsforløb, de kritiske faser, den psykiatriske behandlingskontinuitet. Altsammen i behandlingsfaciliteter, der er defineret af den psykiatriske virkelighedsopfattelse og faggruppernes funktioner. Altså: Mere af det samme, blot sektor-opdelt. Og hvis der skal forsøges med nye handlinger, f.eks. psykoterapi, så skal de absolut udføres af eksisterende eksperter (faggrupper)."Giv os blot flere penge, så kan vi blive ved med det, vi plejer. Så skal det nok gå altsammen, vi er trods alt dem, der ved bedst." Dette er det reele indhold af rapporten. Og man sidder tilbage og tænker: Stakkels den, der skal mases igennem dér. Dér, hvor alt, hvad man forventer er, at man sidder med sin kaffe og smøger og venter på, at "nogen" gør noget ved lidelsen. Hvor alt, hvad man siger og gør, bliver set i lyset af en "sygdom" og sorteret ud i nydelige små kasser, som man skal forme sig efter. Men endelig først når man har haft den autoriserede "sygdomserkendelse".
Dér, hvor jeg kommer fra, er det almindeligt, at når man møder med et andet menneske i krise, så lytter man til ham og spørger evt., hvad han har behov for, og om der er noget, man kan gøre. Man stiller sin viden, sine erfaringer, sine evner og færdigheder til rådighed uden forudfattede motiver, hensigter og ideér om, hvad der skal til. Jeg ved, at når man lider psykisk, så er man i krise, og jeg ved, at lidelsen ikke kan fjernes eller fikses. Kriser skal leves ud. Jeg ved, at man for at komme ud af krisen, er nødt til at tage afsæt i den verden, der er den kriseramtes virkelighed og gå ud fra, at jeg må mødes med ham dér og samtidig åbne mig for de muligheder, der tilbyder sig, således at han kan komme til at håndtere sin situation, så lidelsen kan passere. Hvordan kan han komme dertil, hvor han spørger:" Hvad kan jeg selv gøre?" Hvad er det for rammer, der skal etableres omkring ham for at han kan være i det, han er, og få erfaring med, hvordan handlingen indvirker på dagligdagsvirkeligheden? Hvad er det, han skal lære at være i og handle ud fra? Hvilke andre handlingsmuligheder er der udover de sædvanlige? Hvad sker der, når man handler som man plejer på basis af det, man kender til? Hvilken indvirkning har det på dagligdagen, hvis man ved og handler i usædvanlige rammer? Hvad nyt bringer det? Når en krise gennemleves, er det, der sker ofte så irrationelt og komplekst, at man umuligt kan have et system, der er fintmasket nok til at udgøre hjælpen til enhver situation, der kan opstå, lige nøjagtigt på det tidspunkt, hvor den specifikke hjælp er påkrævet.
Kriseprocesser er uforudsigelige Det er heller ikke nødvendigt at have en masse forskellige tilbud og løsninger parat. Det eneste, man behøver, er personer, der er så fantasifulde, talentfulde ,at de kan skabe de nødvendige rammer under de forhåndenværende omstændigheder med de forhåndenværende midler. I praksis viser det sig, at det, der i denne sammenhæng er de nødvendige forudsætninger for at handle, er beskedent i forhold til det at opretholde den etablerede psykiatri. At det kan lade sig gøre at sætte psykisk krise i en proces, der leder ud af systemet, ved jeg. At det kan gøres for det halve af den pris, som samfundet i dag betaler, det vil jeg godt vædde på. Er det nu også troværdigt? Nej, det ville eksperterne nok ikke mene! De ved jo bedst! Hvad så med alternativet, kan man spørge. Der er ikke noget. Smart ikke? Lille doktor, hva' nu? Han ved ikke, hvad han skal stille op! Og det kan man så bare påpege ved passende lejligheder, i al uskyldighed, naturligvis....
Således er kredsen sluttet. Et selvforsynende og uigennemtrængeligt system - rundt om ofret: den psykisk lidende. Det eneste, man behøver at være varsom med, er at efterleve patientens ønsker, når man spørger ham, hvad han har brug for, og at det sker på patientens præmisser. Det er tilsyneladende mere effektivt blot at være åben og forstående og så alligevel gøre det, der passer ind i systemet.
niels44