Psykologisk spil ,,, tolkning
,, så står jeg endnu engang i en omgang psykisk et-eller-andet, som påvirker mig dybt. Jeg vil blive meget glad, hvis der er nogen, der kan komme med nogle tolkninger - så jeg kan få lidt ro på i mit hoved.
Det drejer sig om min barndomsveninde; vi har set hinanden on and off i de sidste 20 år. Jeg holder meget af hende, men kan ikke holde ud at have hende for tæt inde i livet. Vi er meget forskellige, jeg føler ikke at hun er oprigtigt interesseret i mig og mit, hun hører ikke efter og jeg har hende stærkt mistænkt for at være dybt jaloux på mine andre venskaber. Når kontakten er genoptaget i en periode, går det godt et stk. tid, så føler jeg mig omklamret (der bliver foreslået aktiviteter, ferier i eet væk) og jeg forsøger på den pænest mulige måde at udstikke mit "niveau" for samvær - som bliver totalt overhørt. Jeg siger nej, nej, nej for jeg har simpelthen ikke tiden (eller lysten) til at ses hver weekend eller være forpligtiget til at tage på ferie med hende altid. Men jeg forsøger altid at foreslå et alternativ, eksempelvis et par uger ud i tiden (som hun så demonstrativt siger nej til). Hun bliver vred (fornemmer jeg), jeg får det ad h til og får frygtelig dårlig samvittighed (hvad jeg også har når jeg laver noget uden hende eller ser andre). Og sådan kører det til vi når et punkt, hvor vi ikke taler sammen en måneds tid (hvad jeg ikke synes er unormalt i venskaber - det svinger vel op og ned og i perioder er man mere i kontakt end i andre) - hvorefter at hun ikke tager telefonen når jeg ringer. Så kan der gå år lige indtil hun tager kontakt til mig igen. Og jeg bliver glad og siger ok til at ses. Hver gang er jeg fuldstændigt smadret og ked af det og der er jeg nu.
Undervejs mens vi ses, skal det siges, at jeg bliver mere og mere frustreret over hende, så jeg forstår simpelthen ikke, at jeg skal have det så skidt - jeg burde vel være lettet?
Hvad foregår der dog med mig og dette samspil med hende - og nogle råd fremadrettet?
Den skrøbelige
Det drejer sig om min barndomsveninde; vi har set hinanden on and off i de sidste 20 år. Jeg holder meget af hende, men kan ikke holde ud at have hende for tæt inde i livet. Vi er meget forskellige, jeg føler ikke at hun er oprigtigt interesseret i mig og mit, hun hører ikke efter og jeg har hende stærkt mistænkt for at være dybt jaloux på mine andre venskaber. Når kontakten er genoptaget i en periode, går det godt et stk. tid, så føler jeg mig omklamret (der bliver foreslået aktiviteter, ferier i eet væk) og jeg forsøger på den pænest mulige måde at udstikke mit "niveau" for samvær - som bliver totalt overhørt. Jeg siger nej, nej, nej for jeg har simpelthen ikke tiden (eller lysten) til at ses hver weekend eller være forpligtiget til at tage på ferie med hende altid. Men jeg forsøger altid at foreslå et alternativ, eksempelvis et par uger ud i tiden (som hun så demonstrativt siger nej til). Hun bliver vred (fornemmer jeg), jeg får det ad h til og får frygtelig dårlig samvittighed (hvad jeg også har når jeg laver noget uden hende eller ser andre). Og sådan kører det til vi når et punkt, hvor vi ikke taler sammen en måneds tid (hvad jeg ikke synes er unormalt i venskaber - det svinger vel op og ned og i perioder er man mere i kontakt end i andre) - hvorefter at hun ikke tager telefonen når jeg ringer. Så kan der gå år lige indtil hun tager kontakt til mig igen. Og jeg bliver glad og siger ok til at ses. Hver gang er jeg fuldstændigt smadret og ked af det og der er jeg nu.
Undervejs mens vi ses, skal det siges, at jeg bliver mere og mere frustreret over hende, så jeg forstår simpelthen ikke, at jeg skal have det så skidt - jeg burde vel være lettet?
Hvad foregår der dog med mig og dette samspil med hende - og nogle råd fremadrettet?
Den skrøbelige