Rejsen til Rom.
Den kristne apostel Paulus havde i to år været fange i havnebyen Kæsarea. På egen anmodning var han nu på vej til Rom for at blive stillet for kejseren. Paulus og andre fanger stod under bevogtning af en officer ved navn Julius. Lukas, som nedskrev rejsens forløb, ledsagede Paulus.
Efter at de var kommet om bord på et skib sejlede de mod nord langs kysten. Næste dag lagde de til i Zidon. Da de havde lagt fra land igen sejlede de forbi den nordøstlige spids af Kypern og langs Lilleasiens kyst ved Kilikien og Pamfylien. Farten var langsommere her, men endelig nåede de den travle havneby Myra. I Myra sikrede Julius sine folk plads på et andet skib. Det tilhørte øjensynlig kornflåden, som regelmæssigt sejlede mellem Alexandria i Ægypten og Rom.
Fra Myra arbejdede båden sig langsomt op mod vinden mens den holdt sig tæt ind til Lilleasiens kyst. Derfor tog det „adskillige dage“ at komme fra Myra til Knidus, en kystby på Rhodos’ nordkyst. Hvis det blev besluttet at rejse fra Knidus mod vest forbi Grækenlands sydspids til Rom, ville skibet komme ud på åbent hav. Men sandsynligvis umuliggjorde vinden denne plan. I stedet for styrede skibet sydpå mod Kreta.
Da skibet nåede Salmone på Kretas østkyst fortsatte det rundt om øen til „Gode Havne“. Da man var blevet forsinket på grund af vinden, ’var fastedagen [forsoningsdagens faste] allerede ovre’. Dette betød at det sikkert var oktober måned. Videre sejlads ville på denne årstid være risikabel. Men da „Gode Havne“ ikke egnede sig til overvintring blev det besluttet at man ville prøve at nå Føniks, en anden havneby, der lå cirka 65 kilometer vestligere på Kretas kyst.
Mandskabets tillid til denne beslutning styrkedes da der begyndte at blæse en svag søndenvind. Men pludselig brød en frygtelig hvirvelvind løs fra nordøst og drev båden af sted. Inde under øen Klauda havde man en kort frist i læ for stormen. Imens blev den lille robåd der var bundet til skibets agterende hurtigt halet ind og alt tovværk og alle trosser blev brugt til at surre om skibet da man frygtede at det skulle blive slået i stykker.
Mandskabet var rædselslagent ved tanken om at stormen skulle drive skibet mod kviksandet i Syrten i Libyen på Nordafrikas kyst. Mandskabet arbejdede hårdt for at vende skibet og således undgå skibbrud. Skibet blev også lettet ved at man kastede lasten over bord. Sømanden Edwin Smith kommenterede angående denne kritiske del af rejsen i martsnummeret af The Rudder fra 1947:
„I denne situation ville de lægge skibet om til styrbord, det vil sige med højre side op mod vinden. Hun ville derved komme til at pege mod nord eller væk fra Afrikas kyst og Syrten; og enhver bevægelse hun måtte gøre fremad, underdrejet, ville bringe hende mod Italien mens hendes bredsidedrift stort set ville være vestlig.
Da stormen næste dag fortsatte med uformindsket styrke lettede de skibet. Ethvert skridt hidtil tyder på dygtigt sømandskab og således også her, for al søkyndighed anbefaler dette som en af de ting der skulle gøres.“ Disse forholdsregler som man tog vendte skibet mod vest, og det undgik derved skibbrud på Afrikas farlige kyst.
Hverken solen eller stjernerne var at se i mange dage mens båden drev mod vest. Alt håb om at overleve var næsten opgivet. Men så ved midnat fjorten dage efter at de havde forladt Kreta begyndte noget af mandskabet at ane at de drev imod land. Dybdelodningen bekræftede dette. De fire ankre blev kastet og skibet standsede langsomt.
Endelig blev det daggry. Mandskabet kappede ankrene, løste styreårerne, satte forsejlet til og holdt ind mod strandbredden. Men skibet løb på grund, og den buldrende brænding begyndte at slå det i stykker. På Julius’ befaling sprang de alle i vandet og kom sikkert i land, nogle svømmede, andre klyngede sig til det de kunne få fat i fra skibet.
Øen viste sig at være Malta. Her overvintrede de, og da det om foråret blev sikkert nok at sejle, fortsatte de deres rejse om bord i et andet alexandrinsk skib. Da skibet passerede den sydøstlige spids af Sicilien lagde det til i Syrakus i tre dage. Det fortsatte så til Regium på Italiens „tåspids“ og derfra til Puteoli. Her gik folkene i land og foretog den sidste del af rejsen over land.
Denne bibelske beretning understreger de begrænsninger skibene i det første århundrede havde — det var nødvendigt for dem at finde sikre havne, at udnytte de naturlige fordele som kystlinjen tilbød og at undgå det åbne hav på visse tidspunkter af året. Sejlene, ankrene, styreårerne og robåden der var bundet til agterstavnen stemmer alt sammen overens med beskrivelser af skibe fra den tid. Det at surre tov om skibet og at lette det var også de metoder man tyede til i de omtalte situationer.
Omtalen af kornskibet fra Alexandria stemmer med situationen i den romerske verden på den tid. Der var dengang en sådan flåde i den kejserlige tjeneste, og en officer blev øverstkommanderende sådan som Bibelens beretning fortæller.
Beretningen skildrer levende problemet med et sejlskib der er afhængigt af vinden, og beskrivelsen passer nøje på de vinde der er almindelige på de pågældende tider af året i den del af verden. Med en ledende vestenvind tog det cirka en dag at sejle de godt 100 kilometer fra Kæsarea til Zidon, men med en gunstig søndenvind var det muligt at gøre en hurtig overfart fra Regium til Puteoli, en afstand på omkring 300 kilometer, på en dag.
Også skibets nøjagtige kurs mod sandbankerne ved Syrten — som skyldtes vinden der blæste fra bjergene på Kreta — er værd at lægge mærke til. Den senere ændring af kursen der er mulig med en sådan vind ville netop bringe skibet til Malta.
Sømanden Edwin Smith følte sig tilskyndet til at afslutte sine kommentarer om rejsen med disse ord: „I vor undersøgelse har vi set at hver eneste udtalelse om dette skibs bevægelser lige fra det tidspunkt da hun forlod „Gode Havne“ og indtil hun strandede ved Malta, som de fremstilles af skt. Lukas, er blevet bekræftet af bevismateriale fra andre og uafhængige kilder af den mest nøjagtige og tilfredsstillende beskaffenhed . . . Alt sammen beviser det at Lukas virkelig foretog rejsen som beskrevet, og han har desuden vist sig at være en mand hvis iagttagelser og slutninger man kan stole på og som i højeste grad er pålidelige.“
Det viser sig altid at jo nøjere man undersøger Bibelens beretninger, jo større tiltro får man til deres pålidelighed og sanddruhed. Beretningen om Paulus’ rejse til Rom er endnu et eksempel på Bibelens nøjagtighed.
Beretningen om Paulus’ rejse står nedskrevet i det 27. og 28. kapitel i Apostlenes Gerninger.
Efter at de var kommet om bord på et skib sejlede de mod nord langs kysten. Næste dag lagde de til i Zidon. Da de havde lagt fra land igen sejlede de forbi den nordøstlige spids af Kypern og langs Lilleasiens kyst ved Kilikien og Pamfylien. Farten var langsommere her, men endelig nåede de den travle havneby Myra. I Myra sikrede Julius sine folk plads på et andet skib. Det tilhørte øjensynlig kornflåden, som regelmæssigt sejlede mellem Alexandria i Ægypten og Rom.
Fra Myra arbejdede båden sig langsomt op mod vinden mens den holdt sig tæt ind til Lilleasiens kyst. Derfor tog det „adskillige dage“ at komme fra Myra til Knidus, en kystby på Rhodos’ nordkyst. Hvis det blev besluttet at rejse fra Knidus mod vest forbi Grækenlands sydspids til Rom, ville skibet komme ud på åbent hav. Men sandsynligvis umuliggjorde vinden denne plan. I stedet for styrede skibet sydpå mod Kreta.
Da skibet nåede Salmone på Kretas østkyst fortsatte det rundt om øen til „Gode Havne“. Da man var blevet forsinket på grund af vinden, ’var fastedagen [forsoningsdagens faste] allerede ovre’. Dette betød at det sikkert var oktober måned. Videre sejlads ville på denne årstid være risikabel. Men da „Gode Havne“ ikke egnede sig til overvintring blev det besluttet at man ville prøve at nå Føniks, en anden havneby, der lå cirka 65 kilometer vestligere på Kretas kyst.
Mandskabets tillid til denne beslutning styrkedes da der begyndte at blæse en svag søndenvind. Men pludselig brød en frygtelig hvirvelvind løs fra nordøst og drev båden af sted. Inde under øen Klauda havde man en kort frist i læ for stormen. Imens blev den lille robåd der var bundet til skibets agterende hurtigt halet ind og alt tovværk og alle trosser blev brugt til at surre om skibet da man frygtede at det skulle blive slået i stykker.
Mandskabet var rædselslagent ved tanken om at stormen skulle drive skibet mod kviksandet i Syrten i Libyen på Nordafrikas kyst. Mandskabet arbejdede hårdt for at vende skibet og således undgå skibbrud. Skibet blev også lettet ved at man kastede lasten over bord. Sømanden Edwin Smith kommenterede angående denne kritiske del af rejsen i martsnummeret af The Rudder fra 1947:
„I denne situation ville de lægge skibet om til styrbord, det vil sige med højre side op mod vinden. Hun ville derved komme til at pege mod nord eller væk fra Afrikas kyst og Syrten; og enhver bevægelse hun måtte gøre fremad, underdrejet, ville bringe hende mod Italien mens hendes bredsidedrift stort set ville være vestlig.
Da stormen næste dag fortsatte med uformindsket styrke lettede de skibet. Ethvert skridt hidtil tyder på dygtigt sømandskab og således også her, for al søkyndighed anbefaler dette som en af de ting der skulle gøres.“ Disse forholdsregler som man tog vendte skibet mod vest, og det undgik derved skibbrud på Afrikas farlige kyst.
Hverken solen eller stjernerne var at se i mange dage mens båden drev mod vest. Alt håb om at overleve var næsten opgivet. Men så ved midnat fjorten dage efter at de havde forladt Kreta begyndte noget af mandskabet at ane at de drev imod land. Dybdelodningen bekræftede dette. De fire ankre blev kastet og skibet standsede langsomt.
Endelig blev det daggry. Mandskabet kappede ankrene, løste styreårerne, satte forsejlet til og holdt ind mod strandbredden. Men skibet løb på grund, og den buldrende brænding begyndte at slå det i stykker. På Julius’ befaling sprang de alle i vandet og kom sikkert i land, nogle svømmede, andre klyngede sig til det de kunne få fat i fra skibet.
Øen viste sig at være Malta. Her overvintrede de, og da det om foråret blev sikkert nok at sejle, fortsatte de deres rejse om bord i et andet alexandrinsk skib. Da skibet passerede den sydøstlige spids af Sicilien lagde det til i Syrakus i tre dage. Det fortsatte så til Regium på Italiens „tåspids“ og derfra til Puteoli. Her gik folkene i land og foretog den sidste del af rejsen over land.
Denne bibelske beretning understreger de begrænsninger skibene i det første århundrede havde — det var nødvendigt for dem at finde sikre havne, at udnytte de naturlige fordele som kystlinjen tilbød og at undgå det åbne hav på visse tidspunkter af året. Sejlene, ankrene, styreårerne og robåden der var bundet til agterstavnen stemmer alt sammen overens med beskrivelser af skibe fra den tid. Det at surre tov om skibet og at lette det var også de metoder man tyede til i de omtalte situationer.
Omtalen af kornskibet fra Alexandria stemmer med situationen i den romerske verden på den tid. Der var dengang en sådan flåde i den kejserlige tjeneste, og en officer blev øverstkommanderende sådan som Bibelens beretning fortæller.
Beretningen skildrer levende problemet med et sejlskib der er afhængigt af vinden, og beskrivelsen passer nøje på de vinde der er almindelige på de pågældende tider af året i den del af verden. Med en ledende vestenvind tog det cirka en dag at sejle de godt 100 kilometer fra Kæsarea til Zidon, men med en gunstig søndenvind var det muligt at gøre en hurtig overfart fra Regium til Puteoli, en afstand på omkring 300 kilometer, på en dag.
Også skibets nøjagtige kurs mod sandbankerne ved Syrten — som skyldtes vinden der blæste fra bjergene på Kreta — er værd at lægge mærke til. Den senere ændring af kursen der er mulig med en sådan vind ville netop bringe skibet til Malta.
Sømanden Edwin Smith følte sig tilskyndet til at afslutte sine kommentarer om rejsen med disse ord: „I vor undersøgelse har vi set at hver eneste udtalelse om dette skibs bevægelser lige fra det tidspunkt da hun forlod „Gode Havne“ og indtil hun strandede ved Malta, som de fremstilles af skt. Lukas, er blevet bekræftet af bevismateriale fra andre og uafhængige kilder af den mest nøjagtige og tilfredsstillende beskaffenhed . . . Alt sammen beviser det at Lukas virkelig foretog rejsen som beskrevet, og han har desuden vist sig at være en mand hvis iagttagelser og slutninger man kan stole på og som i højeste grad er pålidelige.“
Det viser sig altid at jo nøjere man undersøger Bibelens beretninger, jo større tiltro får man til deres pålidelighed og sanddruhed. Beretningen om Paulus’ rejse til Rom er endnu et eksempel på Bibelens nøjagtighed.
Beretningen om Paulus’ rejse står nedskrevet i det 27. og 28. kapitel i Apostlenes Gerninger.