Religion må angribes?
Ser man på praksis, er der kun to ting, som kan redde fra ubarmhjertig offentlig intimidering, hån og latterliggørelse, hvis nogen får den ide.
Først og bedst er det at være totalt uinteressant, som de fleste af os er.
Næstbedst er at opføre sig uangribeligt. Så har man i hvert fald loven og publikum på sin side.
Men en interessant person, som optræder tvivlsomt, er ”lovligt bytte”.
Tilsviningen og spotten er næsten uden grænser. Ofret kan blive voldsomt belastet. Sagsanlæg er eneste udvej. Der er mange eksempler på, at vor kultur tillader sådanne overfald.
Bør en interessant religion, der optræder tvivlsomt, så også være ”lovligt bytte”?
Berettigelsen af et angreb må være langt større. Hvis der er ”noget galt” med religionen, er det et samfundsproblem, som bør belyses og om muligt løses. Folk skal i hvert fald advares.
Belastningen af ”ofrene” må være langt mindre, da de ikke angribes personligt. Vor individorienterede lovgivning anerkender slet ikke angrebet som et personligt overgreb.
Der er mange ”ofre”. Men mange individer har ikke flere rettigheder end et. Styrken i en stor gruppe kan endda berettige, at den skal have mindre beskyttelse end et individ.
Jeg ser derfor ingen ”retfærdighed” i, at en religion skal have særlig beskyttelse.
Konsekvenserne ved at angribe en religion kan være mange vrede mennesker. Men man har ret til at forvente deres reaktioner indenfor lovens grænser. I modsat fald øves der afpresning som modstand. Og så er der sandelig ”noget galt” med religionen.
En yderligere konsekvens kan være øget isolation af religionens udøvere. Men hvis religionen har optrådt uangribeligt og reagerer inden for lovens grænser, vil den tværtimod opleve at få både loven og publikum på sin side.
En ulovlig reaktion på et uberettiget angreb vil gøre angrebet berettiget. For så er der ”noget galt”.
Isolationen af gruppen træder således først i kraft som konsekvens, hvis angrebet er berettiget.
Samfundsproblemet, som består af en ”fejlbehæftet” religion, isoleres så også.
Er det godt eller skidt?
Hvis ”fejlen” skal rettes internt i gruppen, er det vel godt. Problemet spredes mindre. Samfundet kan stadig påvirke gruppen. At blive ”frosset ud” kan i sig selv motivere til indrømmelser.
Skal det omgivende samfund ved individuel interaktion med gruppens medlemmer medvirke til løsning, er det skidt. Men det er vel næppe vejen frem?
Mon ikke det er acceptabelt at angribe religioner?
Først og bedst er det at være totalt uinteressant, som de fleste af os er.
Næstbedst er at opføre sig uangribeligt. Så har man i hvert fald loven og publikum på sin side.
Men en interessant person, som optræder tvivlsomt, er ”lovligt bytte”.
Tilsviningen og spotten er næsten uden grænser. Ofret kan blive voldsomt belastet. Sagsanlæg er eneste udvej. Der er mange eksempler på, at vor kultur tillader sådanne overfald.
Bør en interessant religion, der optræder tvivlsomt, så også være ”lovligt bytte”?
Berettigelsen af et angreb må være langt større. Hvis der er ”noget galt” med religionen, er det et samfundsproblem, som bør belyses og om muligt løses. Folk skal i hvert fald advares.
Belastningen af ”ofrene” må være langt mindre, da de ikke angribes personligt. Vor individorienterede lovgivning anerkender slet ikke angrebet som et personligt overgreb.
Der er mange ”ofre”. Men mange individer har ikke flere rettigheder end et. Styrken i en stor gruppe kan endda berettige, at den skal have mindre beskyttelse end et individ.
Jeg ser derfor ingen ”retfærdighed” i, at en religion skal have særlig beskyttelse.
Konsekvenserne ved at angribe en religion kan være mange vrede mennesker. Men man har ret til at forvente deres reaktioner indenfor lovens grænser. I modsat fald øves der afpresning som modstand. Og så er der sandelig ”noget galt” med religionen.
En yderligere konsekvens kan være øget isolation af religionens udøvere. Men hvis religionen har optrådt uangribeligt og reagerer inden for lovens grænser, vil den tværtimod opleve at få både loven og publikum på sin side.
En ulovlig reaktion på et uberettiget angreb vil gøre angrebet berettiget. For så er der ”noget galt”.
Isolationen af gruppen træder således først i kraft som konsekvens, hvis angrebet er berettiget.
Samfundsproblemet, som består af en ”fejlbehæftet” religion, isoleres så også.
Er det godt eller skidt?
Hvis ”fejlen” skal rettes internt i gruppen, er det vel godt. Problemet spredes mindre. Samfundet kan stadig påvirke gruppen. At blive ”frosset ud” kan i sig selv motivere til indrømmelser.
Skal det omgivende samfund ved individuel interaktion med gruppens medlemmer medvirke til løsning, er det skidt. Men det er vel næppe vejen frem?
Mon ikke det er acceptabelt at angribe religioner?