Resultatet af ens sociale arv?

Hej.
Mange af indlæggene herinde, gør et dybt indtryk på mig. Tankevækkende (og trist) at så mange føler sig ensomme.
Jeg har selv følt mig ensom... altid! For det meste nyder jeg dog den megen fritid på egen hånd, og bliver nærmest irriteret når jeg skal ud af huset. Men det er oftest en hurdle der skal overvindes, for verden udenfor er faktisk dejlig - især på en solrig efterårsdag.
Ensomheden har som sagt altid været min følgesvend. Alt efter hvordan den anskues, kan den være et aktiv, eller det modsatte. Hvis jeg føler at den er selvvalgt, hvilket den som oftest er, er det en god dag. Bliver den fremhævet som noget farligt, bliver jeg ked af det... f.eks.:
- "Prøv at gå i motionscenter, der møder man nogen!". (Jo men, snakker min veninde selv med nogen når hun motionerer dér, tror I!!? ;).
- "Du får aldrig børn!" (Nej og det er jeg ikke ked af - men at fravælge det er åbenbart en synd, et tabu... osv. - ifølge beboerne i Forstadsdanmark:)
- "Jeg forstår altså ikke at du tager på ferie alene - er det ikke kedeligt?" (Nej det er ikke kedeligt, skal jeg hilse og sige... flere skulle prøve det;)

Og hvorfor er jeg blevet sådan en enspænder, som sætter pris på mit eget selskab - og som gør sit bedste for at afdække ensomhedens (alenehedens?) kvaliteter? Begge mine forældre er enspændere (og skilte fra hinanden;), jeg har brudt den såkaldte sociale arv og flyttede til Staden, har altid følt mig som en iagttager af tingene (især venner/bekendtes panikagtige-tiltag for at skabe familie mens de var i 20'erne... komisk at overvære:) etc. etc.
Grundlæggende set har jeg både/og valgt ensomheden. Noget skyldes ØV-oplevelser, og noget skyldes simpelthen min opdragelse... min mor var yderst asocial (men ikke farlig af den grund:) Jeg er med andre ord grundlæggende tilfreds med mit liv....
...
men stigmatiseringen er det værste. Kan fornemme at gamle venner, fætre/kusiner ikke forstår mig. Og det de ikke kan forstå, anser de for værende farligt... i bedste fald som værende suspekt!! De forstår ikke at jeg har fravalgt at stifte familie - og synes dybest set at det er synd for mig. Og det fornemmer jeg også uden de siger det. Alt hvad jeg ellers har udrettet: Fået mig min uddannelse, alle rejseoplevelserne, at have istandsat min lejlighed, vandreklubben jeg en gang i mellem deltager i.... INTET af det betyder noget i deres øjne, og det er fandme irriterende!!
Så synes egentlig ikke at det er synd for mig, er glad for mit liv. Men hvorfor skal jeg stigmatiseres, fordi jeg lever anderledes end de fleste andre i min alder? Er det virkelig min "skyld" at min liv er som det er (og at jeg ikke engang er trist over det), eller er det bare altsammen et resultat af genetikkens og den sociale arvs indblanding.... ja, jeg undrer bare:)
God aften til alle jer herlige mennesker derude!

Det med at være ildeset. Kan jeg til en vis grad sætte mig ind i. Jeg er singel og har ikke børn.
Ofte hørte man bare vent til du finder den rigtige. Så får du også børn.😉
Ja, ja.
Men det med at der bliver set skævt til dig i soviale sammenhænge. Kan måske bunde i at du ikke ligner de andre. Du sætter spørgsmål tegn ved deres valg. Eller de måske ikke fik et valg. Du ved blev gravide og måtte gifte sig.
Ang
ikke at få børn. Je gkan ikke lade være med at tænke på den franske tegner der lavde splint og co. Han lavede et album som hed sorte streger og var sarkastiske.
Man ser en kvinde sige til en undersøgelse i tlf, at hun går ind for atomkraft og det er løsningen og hun er så positiv.
I næste kasse spørger manden i baggrunden hvorfor hun siger at det er godt.
I sidste kasse ser man, hendes og mandens børn og manden. De er skadet af stråling.
Hendes pointe var At skulle hun lide, så skal andre også...
Det er så den jeg nogen gange tænker på når en eller anden bliver lige lovlig insisterende på at jeg nok skal få børn. "Når jeg er parat"
Gnæk, gnæk.

Ja, folk bliver sådan lidt bange for om de nu har valgt rigtig:) Mht. det med folks "gode" råd, er det helt rigtigt at man skal se på bevæggrundene for disse. Gives de egentlig for at "råd"giveren, eller den der modtager rådet, skal få det bedre?? Og er børn nu også opskriften på "det gode liv" (det er selv de kære forældre sikkert uenige om... ha ha🙂 ) Ja, ja... men godt at se dit perspektiv på tingene!!😉

- som du selv er inde på, at det ukendte føles ubekvemt. Det er naturligt for os at forsøge at finde en fællesnævner med dem vi skal være fælles med om et eller andet - også selvom det er noget så ufrivilligt, som et familiebånd er.
- Nu kan vi altså ikke gøre alle tilpas, men vi kan vel sørge for os selv i det mindste og så forvente en accept af de valg vi træffer uden altid at skulle forsvare dem i timelange "kammeratlige samtaler".

Heldigvis for det.
Tak for egentligt at sætte tingene lidt persketiv. Man render jo rundt som singel og får den stukket i fjæset med mellemrum. Så det godt at vide man ikke er ene på planeten.
😉😉😉😉😉

alle skal helst være ens og hvis nogen skiller sig ud, så må man gerne pege fingre af dem og synes der er underlige.
Det er dit liv og hvis du er tilfreds med det som det er, så sæt en ære i at være det.🙂

Du har fundet dig selv.
Ville ønske jeg kunne sige det samme.
Har også haft ensomheden som en følgesvend det meste af mit liv, men har altid følt at jeg skulle gøre op med den. Men jeg elsker den jo! Og hvorfor så gøre op med den?
Der er rigtig mange fordomme og krav i dagens Danmark, folk skulle hellere tage og se på sig selv og om de selv er lykkelige.
Bare fordi man er omgivet af mennesker, behøver man vel ikke at være lykkelig?
Snarere tværtimod. Holder selv også meget af mit eget selskab.
Og uha, så er folk oppe på mærkerne og begynder at snakke om egoisme og isolation - nej, forkert, det er simpelthen glæde og tilfredshed fra min side.
Dermed ikke sagt at man jo ikke gør noget for andre - holder meget af at hjælpe og give omsorg til andre, det kan f.eks. være via et job eller ganske simpelt i hverdagen i supermarkedet. Men ensomheden er en vigtig del af mit liv!

Rigtig mange mennesker er ulykkelige over at være ensomme, og prøver på alle tænkelige måder at slippe ud af ensomheden, de kan endog finde på at lyve omkring venskaber, så omverden fejl tror at de har en velfungerende venskabskreds. Så kan det godt undre mig, at i vil påstå at ensomheden er skøn??

Altså en skøn følelse er det vel ikke - men aleneheden/ensomheden kan vel anskues fra mange flere vinkler end "nej (!!) hvor det bare synd"-vinklen:) Når jeg ser på mine forældres liv er kendetegnene: få venner, et stabilt arbejdsliv - og så ellers at beskæftige sig med de hjemlige sysler. Meget private mennesker, ligesom jeg selv - der bestemt også kender til dét at være alene;)
Jeg synes bare at jeg, og andre I DK, hurtigt bliver stigmatiseret hvis vi ikke følger den slagne vej. 20'erne har været en brydningstid for mig på mange måder, og jeg har stillet spørgsmålstegn ved verden omkring mig. Mest af alt undrer det mig, at mine forældre forsøgte sig med den slagne vej med ægteskab, barn... etc., hvilket bare endte i en bitter skilsmisse med mig i midten. Med deres familiemæssige baggrunde (:opvæksten!) synes jeg faktisk at de burde have prioriteret anderledes! (og det har jeg også sagt til dem;). Omvendt presser de på for at jeg skal følge "den slagne vej" - men er de selv, eller resten af min lille familie, blevet lykkeligere af dén grund?! Så absolut ikke!!
Grundlæggende er jeg vel bare (skide!!) træt af at blive udpeget til at være anderledes. Jeg synes nemlig ikke at jeg proganderer for mine holdninger til tilværelsen til daglig, men så snart folk har stillet de klassiske spørgsmål: "Har du børn?", "Er du single??! Hvorfor det??!" ... synes jeg at der bliver løftet øjenbryn :/// Især fordi jeg er tilfreds med tingenes tilstand, hvilket åbenbart er strengt forbudt...😉Nej, jeg har sgu lidt et had/kærlighedsforhold til mine medmennesker for tiden, og deres opfattelse af hvordan livet skal indrettes!!😖

er bestemt ikke skøn, kan give én selvmordstanker. Jeg er selv der lige nu.

set skævt til fordi man ikke lige passer ind - hvor vidt man er selvvalgt single eller ulykkelig single gør det ingen forskel for folk vil så gerne rubricere én - man er hurtigt dømt i dag, man kan blive valgt fra og til fx via et klik på netdating eller udseendet som jo betyder RIGTIG meget for mange - især i forhold til den simple biologi, hvor man går efter den bedste mage med de bedste træk.
Udtrykket "en gang outsider altid outsider" har været ret rammende for mit liv - og havde jeg ikke haft dødsskrækken, så sad jeg med garanti ikke her i dag.

som du kan snakke med? Det lyder underligt hvis der ikke er en ven, en veninde, en kæreste eller et familiemedlem som du kan snakke med.
Vær ærlig omkring ensomheden, og prøv ikke at farve sandheden, en løgn gør kun tingene værre.

synes jeg aldrig man skal give op! Jeg mener at vi alle har et eller andet formål her på jorden... om det så er at være den barmhjertige samaritaner, livsnyderen der tager let på det hele, samfundsrevseren, evighedsstudenten... etc. ja det må tiden vise;)
Jeg forstår så udmærket din reaktion på at blive "dømt ude", jeg er jo selv inde på samme emne i indlæggene!! Jeg skulle netop til at skrive flosklen "sålænge man kan se sig selv i øjnene" skal man være ligeglad med andres meninger/holdninger... men dét har fortidens tyranner og diktatorer vel også sagt/ment;) ?? Det er vel indbygget i os at vi vil "høre til" et eller andet sted (dvs. i en eller anden gruppe). Måske er Danmark blevet for ensrettet i de senere år, som én af de andre skrev tidligere i tråden? Jeg ved det ikke...

jeg har et meget lille netværk og ditto familie - er tit blevet holdt uden for i forskellige sammenhænge - både på skole og job!
Men at være ærlig omkring ensomheden er jo lettere sagt end gjort - men jeg håber da på mere medvind i mit liv og at jeg kan komme min depression til livs! Jeg er godt nok også blevet belært af personer herinde, at jeg ikke er velkommen.. så "gåsen" takker af!

Mennesket er jo et socialt væsen, så på en måde er det jo unaturligt at være alene det meste af tiden.😉

Mennesker omkring sig, og alligevel følelsen af at være ensom. Og hvorfor? Fordi du ikke har èn eneste i din omgangskreds som ligner dig selv, èn du har kemi sammen med! Det er sgu virkelig ensomt. Jeg kender det selv alt for godt. Man betroer sig ikke til dem som man ikke føler man kan stole på!

Og var jeg filmkonstruktør. Så ser jeg for mig: En masse mennesker samlet, glor i samme retning, væk fra hinanden, men hen imod noget! Hvad - verden derude. De stræber sig, "bestræber" sig, for at nå, nå det de mener de skal nå her i livet. Blive forfremmet af selveste gud. Er det det vi virkelig tror det handler om. Rolig nu, jeg er ikke religiøs. Men hvad om de begyndte at se ind imod hinanden. Tage om hinanden, tage sig af sig selv og hinanden.

Skal du vide 🙂 Jeg kender til denne følelse af ikke at magte livet længere.
Så lad os finde sammen. Hvor er du fra? Vi må jo gøre noget. Hvor skal det her skriveri ende??

prøver også men der er lige en øv-periode i mit liv lige nu - har for nyligt skrevet til en, men mine triste tanker skræmte åbenbart. Jeg ved det ikke... tænker da tit at det hele kan være lige meget og har også nogle fjender herinde..så nej, kan ikke!

Ja sorry, men hvis du bare siger at du ikke kan, så kan du jo heller ikke! Jeg ved selv hvor svært det er. Men stadig handler det altså om at bevare troen på sig selv, optimismen og ikke miste modet. Se positivt på tilværelsen selvom den kan se sort ud til tider. Det kommer du altså længst med. Du kan da ikke regne med at folk kommer og river dig op ad den sofa vel, det er helt op til dig selv at gøre noget.
Hvis du konstant virker negativ overfor andre, så er det da klart at de forsvinder!

så det med at bevare troen på sig selv, optimismen og ikke miste modet kan jeg ikke bare fordi folk siger jeg skal.