Romantisering af døden

"Ved at afvise blodtransfusion, som angiveligt kunne have forlænget hans liv, viste Adrian Yeatts at han er en af de mange unge som sætter Gud først i deres liv"

JV dyrker tanken om, at gå i døden for deres tro.
Samtidigt romantiseres selve døden i Selskabets litteratur, hvor at den betragtes som en anledning til at være nærmest glad.

Jeg vil bringe først mine udvalgte uddrag fra artikeler i Vågn Op 22/5-1984, hvorefter at jeg vi fremvise hele artikelen.
Prøv at bemærke følgende:
Skildringen af STOLTE forældre, der GLÆDER sig over deres barns trofasthed indtil døden.
Skildringen af barnet, som virkeligt SELV ikke vil have blod.
Indpodningen af let genkendelige holdningstilkendegivelser og "argumenter" gennem artiklerne.
Beskrivelsen af barnets bevidsthed om sin forestående død, som det går bevidst i møde.

Stil så spørgsmålet: Er det virkelig livets hellighed, der fokuseres på og beundres?


Vågn Op 22/5-1984
Unge som sætter Gud først 3-15
I tidens løb har tusinder af unge vist at trofasthed mod Gud betød mere for dem end livet. Der er stadig unge som er trofaste til det sidste — men deres drama udspilles på hospitaler og i retslokaler.

s. 4 Han ’huskede sin Skaber i sin ungdoms dage’
Hun afslutter sin bedømmelse af ham ved at sige: „Hans sygdom modnede ham på kort tid og gjorde ham mere åndeligsindet.“
Han var ubøjelig — ingen blodtransfusion!
Hans sygdom? Ja. Den begyndte i marts 1993, da Adrian var 14. Man opdagede en hurtigtvoksende svulst i hans mave. Lægerne ville gerne tage en biopsi, men da de frygtede at det ville medføre alvorlige blødninger sagde de at det kunne blive nødvendigt med en blodtransfusion. Adrian sagde nej. Han var ubøjelig. Med tårer i øjnene sagde han: „Jeg vil ikke kunne holde ud at leve med mig selv hvis jeg får blod.“ Adrians familie er Jehovas vidner, og de afviser blodtransfusion af bibelske grunde som dem der er nævnt i Tredje Mosebog 17:10-12 og Apostelgerninger 15:28, 29.
Mens Adrian ventede på biopsien, som skulle tages uden brug af blod, befandt han sig på Dr. Charles A. Janeways Børnehospital i St. John?s på Newfoundland. Her bad onkologen dr. Lawrence Jardine Adrian om at forklare sit syn på blodet.
„Jo,“ sagde Adrian, „det har ikke noget at gøre med om mine forældre er Jehovas vidner eller ej. Jeg ville alligevel ikke have blod.“
Dr. Jardine spurgte: „Er du klar over at du kan dø hvis du ikke tager imod en blodtransfusion?“
„Ja.“
„Er du indforstået med det?“
„Ja, hvis det kommer så vidt.“
Hans moder, der også var til stede, spurgte: „Hvorfor tager du dette standpunkt?“
Adrian svarede: „Fordi det ville være et dårligt bytte. Selv om jeg kunne forlænge mit liv med nogle få år nu, ville jeg være ulydig mod Gud og miste håbet om en opstandelse og evigt liv i Paradiset — det er ikke særlig smart!“ — Salme 37:10, 11; Ordsprogene 2:21, 22.
(... ...)
Adrians moder afslutter historien.
„Efter retssagen spurgte Adrian dr. Jardine: ’Hvor lang tid har jeg igen?’ ’En eller to uger,’ svarede lægen. Jeg så min søn knibe en tåre gennem de tæt tillukkede øjenlåg. Jeg var på vej hen for at lægge armene omkring ham, men han sagde: ’Nej, mor. Jeg er ved at bede.’ Lidt efter spurgte jeg: ’Kan du klare det, Adrian?’ ’Ja, mor, for jeg kommer til at leve selv om jeg dør. Hvis jeg kun har to uger at leve i, vil jeg gerne nyde dem. Så du må ikke være så ked af det.’
Det var den største begravelse man nogen sinde havde set dér — sygeplejersker, læger, forældre til andre patienter, klassekammerater, naboer og mange af hans åndelige brødre og søstre fra hans egen menighed og nabomenigheder var mødt op. Som forældre havde vi slet ikke været klar over at vores søn i den grad besad de gode egenskaber der viste sig under hans prøvelser — ligesom venlighed og omtanke også var blevet en fremtrædende del af den kristne personlighed som han var ved at udvikle. Den inspirerede salmist skrev: ’Sønner er en arv fra Jehova.’ Det var vores søn i hvert fald, og vi ser frem til at møde ham igen i Jehovas retfærdige nye verden, som snart vil være en realitet på en paradisisk jord.“ — Salme 127:3; Jakob 1:2, 3.
Måtte vi også have tillid til at Jesu løfte i Johannes 5:28, 29 opfyldes på Adrian: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse.“
Ved at afvise blodtransfusion, som angiveligt kunne have forlænget hans liv, viste Adrian Yeatts at han er en af de mange unge som sætter Gud først i deres liv.

Vågn Op 22/5 -1994 Han ’huskede sin Skaber i sin ungdoms dage’
Han ’huskede sin Skaber i sin ungdoms dage’
„ADRIAN lagde beslag på en stor del af vores opmærksomhed,“ fortæller hans fader. „Da han var fire år kørte han vores bil ind i et træ, så vi kom for sent til menighedens møde. Som femårig samlede han en hel masse frøer og tog dem med ind i huset. Det tog flere dage at komme af med dem igen. Vi følte os som en ægypterfamilie under Bibelens frøplage.
Da han var elleve år fandt han tre vaskebjørneunger ved en hovedvej, puttede dem ned i skoletasken og tog dem med i skole. Da læreren trådte ind i klasseværelset var der vild opstandelse — alle børnene stod rundt om Adrians skoletaske og talte i munden på hinanden. Da læreren fik øje på vaskebjørnene kørte hun Adrian og hans kæledyr hen til et internat for forældreløse dyr. Adrian kunne ikke bære tanken om at skulle efterlade sine små ’babyer’, men efter en rundtur hvor han så at ræveunger og andre dyrebørn fik en god behandling, efterlod han vaskebjørnene der.“
Hans fader fortsætter: „Det var ikke fordi Adrian var uartig. Han var bare foretagsom. Han havde en livlig fantasi der gjorde livet spændende.“
Adrians moder fremhæver nogle af hans andre sider — en kærlig dreng der var familie- og hjemmemenneske. Hun siger: „Børnene i skolen beskrev ham som en der aldrig gjorde andre ondt. En pige i hans klasse var mentalt tilbagestående. Hun kørte i skolebus sammen med Adrian. De andre børn gjorde grin med hende, men ifølge hendes moder behandlede Adrian hende altid med respekt og venlighed. Han var også alvorlig — en tænksom dreng med dybe følelser som ikke ofte kom til udtryk. Men når han gav udtryk for dem kunne vi blive helt overraskede over hans forståelse.“
Hun afslutter sin bedømmelse af ham ved at sige: „Hans sygdom modnede ham på kort tid og gjorde ham mere åndeligsindet.“
Han var ubøjelig — ingen blodtransfusion!
Hans sygdom? Ja. Den begyndte i marts 1993, da Adrian var 14. Man opdagede en hurtigtvoksende svulst i hans mave. Lægerne ville gerne tage en biopsi, men da de frygtede at det ville medføre alvorlige blødninger sagde de at det kunne blive nødvendigt med en blodtransfusion. Adrian sagde nej. Han var ubøjelig. Med tårer i øjnene sagde han: „Jeg vil ikke kunne holde ud at leve med mig selv hvis jeg får blod.“ Adrians familie er Jehovas vidner, og de afviser blodtransfusion af bibelske grunde som dem der er nævnt i Tredje Mosebog 17:10-12 og Apostelgerninger 15:28, 29.
Mens Adrian ventede på biopsien, som skulle tages uden brug af blod, befandt han sig på Dr. Charles A. Janeways Børnehospital i St. John?s på Newfoundland. Her bad onkologen dr. Lawrence Jardine Adrian om at forklare sit syn på blodet.
„Jo,“ sagde Adrian, „det har ikke noget at gøre med om mine forældre er Jehovas vidner eller ej. Jeg ville alligevel ikke have blod.“
Dr. Jardine spurgte: „Er du klar over at du kan dø hvis du ikke tager imod en blodtransfusion?“
„Ja.“
„Er du indforstået med det?“
„Ja, hvis det kommer så vidt.“
Hans moder, der også var til stede, spurgte: „Hvorfor tager du dette standpunkt?“
Adrian svarede: „Fordi det ville være et dårligt bytte. Selv om jeg kunne forlænge mit liv med nogle få år nu, ville jeg være ulydig mod Gud og miste håbet om en opstandelse og evigt liv i Paradiset — det er ikke særlig smart!“ — Salme 37:10, 11; Ordsprogene 2:21, 22.
Biopsien blev taget den 18. marts, og den viste at Adrian havde et stort lymfom. En efterfølgende knoglemarvsundersøgelse bekræftede de værste anelser om at han havde udviklet leukæmi. Dr. Jardine forklarede at Adrian kun kunne overleve hvis han fik intensiv kemoterapi kombineret med blodtransfusioner. Da Adrian stadig afviste blodtransfusionerne, blev kemoterapien indledt uden blodtransfusioner.
Eftersom sagen nu var tilspidset frygtede forældrene at de sociale myndigheder ville gribe ind og fratage dem forældreretten over Adrian, så han kunne påtvinges blod. Ifølge canadisk lovgivning kan alle der er 16 år eller derover selv afgøre hvilken behandling de vil modtage. Hvis man er under 16 år kan man kun opnå denne ret ved at blive vurderet som en „moden mindreårig“.
For Newfoundlands højesteret
Søndag morgen den 18. juli anlagde den fungerende chef for børneforsorgen sag for at få frataget forældrene myndigheden over Adrian. Hurtigt engageredes en fremragende og højt respekteret advokat, David C. Day fra St. John?s på Newfoundland, til at føre Adrians sag. Samme eftermiddag, klokken halv fire, trådte Newfoundlands højesteret sammen, under forsæde af dommer Robert Wells.
Om eftermiddagen gjorde dr. Jardine det klart for dommeren at han betragtede Adrian som en moden mindreårig der nærede dyb modvilje mod brugen af blod. Dr. Jardine fortalte også at han havde lovet Adrian at han ikke ville bruge blod i behandlingen af ham. Dommer Wells spurgte lægen om han ville give Adrian blodtransfusion hvis domstolen beordrede det. Dr. Jardine svarede: „Nej, jeg ville ikke gøre det.“ Han nævnte at Adrian ville føle sit bibelske håb om evigt liv truet. Denne fremragende læges oprigtige vidneudsagn var både overraskende og hjertevarmende, og det fik glædestårerne frem i Adrians forældres øjne.
„Respektér mig og mit ønske“
Da retten atter trådte sammen, mandag den 19. juli, fremviste David Day nogle eksemplarer af en beediget skriftlig erklæring som Adrian, der var for syg til at møde op i retten, havde udfærdiget og signeret. Her gav han udtryk for sit ønske om at behandlingen af hans kræftsygdom ikke inkluderede brugen af blod eller blodprodukter. Der stod blandt andet:
„Man tænker meget når man er syg, og når man er syg af kræft tænker man også på at man risikerer at dø. . . . Jeg er imod brugen af blod og vil ikke under nogen omstændigheder lade mig behandle med det. Jeg er klar over at jeg måske dør hvis jeg ikke får blodtransfusion. Men sådan er min beslutning. Ingen har overtalt mig til at have denne holdning. Jeg har stor tillid til dr. Jardine. Jeg tror at han er en mand der holder ord. Han siger at han vil give mig intensiv behandling uden blod. Han har fortalt mig om farerne, og jeg er klar over hvad han mener. Jeg ved at det værste kan ske. . . . Som jeg ser på det vil en påtvunget blodtransfusion være som en voldtægt, en krænkelse af mit legeme. Jeg vil væmmes ved mit legeme hvis det sker. Det kan jeg ikke leve med. Jeg ønsker ingen behandling hvis den involverer brug af blod — ikke engang hvis det blot er en mulighed. Jeg modsætter mig brugen af blod.“ Adrians skriftlige erklæring sluttede med denne appel: „Respektér mig og mit ønske.“
Under retsmødet havde Adrian været ude af stand til at forlade hospitalet, og dommer Wells var så venlig at besøge ham mens advokat Day var til stede. David Day har siden gengivet samtalen og refereret Adrians medrivende og overbevisende udtalelser til dommeren. Følgende er essensen af samtalen: „Jeg ved at jeg er meget syg og at jeg måske dør. Nogle blandt hospitalspersonalet siger at blod kan gavne mig. Det tror jeg ikke på efter alt det jeg har læst om farerne ved blod. Men uanset om blod kan hjælpe eller ej, så er min overbevisning imod blodtransfusion. Respektér min tro, og De vil respektere mig. Hvis ikke De respekterer min tro, vil jeg føle det som et overgreb. Men hvis De respekterer min tro, kan jeg se min sygdom i øjnene med værdighed. Troen er snart det eneste jeg har, og den er det allerbedste jeg kan modstå sygdommen med.“
David Day tilføjede nogle personlige bemærkninger om Adrian: „Han var en klient der var i stand til at møde sin alvorlige sygdom med tålmod, sjælsstyrke og tapperhed. Der var beslutsomhed i hans blik, udramatisk tillid i hans stemme, og fasthed i hans væsen. Men først og fremmest gav hans stemme og hele hans fremtoning indtryk af en kompromisløs tro. Hans kendetegn var tro. En ubønhørlig sygdom tvang ham til at bygge bro mellem ungdommens drømme og realiteterne i de voksnes verden. Troen hjalp ham til dette. . . . Han var meget ærlig og, synes jeg, pålidelig. . . . Jeg vurderede indgående om det var forældrene der [havde påtvunget] ham deres egen modstand mod medicinsk brug af blod. . . . Jeg var overbevist om at det var hans selvstændige holdning når han gav udtryk for sit ønske om behandling uden brug af blod.“
Ved en anden lejlighed henviste David Day til Adrians tro „som var ham mere kær end selve livet“, og derefter sagde han: „Denne urokkelige unge mand, der var stillet over for sådanne problemer, får mig til at føle at den modgang jeg selv har oplevet, er for ingenting at regne. Han har brændt sig ind i min bevidsthed til evig tid. Han er en moden mindreårig med et fantastisk mod, stor indsigt og forstand.“
Afgørelsen — Adrian er en moden mindreårig
Mandag den 19. juli afsluttedes retshandlingen, og dommer Wells afsagde sin dom, som senere blev trykt i Human Rights Law Journal for 30. september 1993. Her følger et uddrag:
„Af følgende grunde afvises anmodningen fra chefen for børneforsorgen; barnet har ikke behov for beskyttelse; nødvendigheden af blod eller blodprodukter til blodtransfusion eller injektion er ikke blevet påvist, og disse kunne, under denne sags særlige omstændigheder, være skadelige.
Medmindre omstændighederne nødvendiggør en ny afgørelse, vil brug af blod eller blodprodukter i behandlingen være forbudt. Drengen må anses for at være en moden mindreårig hvis ønske om at modtage lægebehandling uden brug af blod eller blodprodukter bør respekteres. . . .
Der er ingen tvivl om at denne ’unge person’ er meget modig. Jeg mener at han har støtte fra en kærlig og omsorgsfuld familie, og at han møder sin sygdom med stort mod. En del af hans religiøse overbevisning går ud på at det er forkert af ham at modtage blodprodukter ved at få dem indført i sin krop, uanset hvad formålet er . . . Jeg har haft mulighed for at læse den erklæring A. udfærdigede i går, og jeg har hørt hans moders udsagn og har haft mulighed for at høre A. selv udtale sig.
Jeg er overbevist om at han af hele sit hjerte tror at det vil være forkert af ham at indtage blod og at han, hvis han tvinges til at indtage blod under de foreliggende omstændigheder, vil føle det som et overgreb mod sit legeme, et overgreb mod sit privatliv og et overgreb mod hele sin person, i en sådan grad at det alvorligt vil svække hans styrke og evne til at møde de frygtelige trængsler han skal igennem, hvad udfaldet så end måtte blive.
Jeg er helt enig med lægen i dennes fornuftige betragtning, nemlig at en patient må være positivt indstillet og samarbejdsvillig ved behandling med kemoterapi og andre kræftbehandlingsformer hvis der overhovedet skal være noget håb om at disse skal virke. Og det er også rigtigt at en patient der påtvinges en behandling som er stik imod vedkommendes dybeste overbevisning, vil være en patient hvis modtagelighed for den behandling er drastisk reduceret. . . .
Jeg tror at det der er sket med A. har modnet ham i en grad der ville være utænkelig for en femtenårig der ikke står over for det han står over for og ikke lever med det han må leve med og kommer til at leve med fremover. Jeg kan ikke komme i tanker om noget værre end det han gennemgår, og jeg fornemmer at noget af det der holder ham og familien oppe er deres tro. Det der er sket med A. har efter min mening gjort ham mere moden end man ellers kunne forvente af en femtenårig. Jeg tror at den dreng jeg talte med her til morgen er meget anderledes end andre femtenårige, på grund af den tragiske oplevelse.
Jeg mener at han er moden nok til at give udtryk for sin overbevisning, og det har han gjort over for mig . . . Jeg er også overbevist om at det er passende . . . for mig at tage hans ønske til efterretning, og det vil jeg gøre. Hans ønske er at der ikke bliver indgivet blodprodukter, og jeg er overbevist om at hvis chefen for børneforsorgen, som følge af en retskendelse, tilsidesætter dette ønske, vil det have en klart negativ effekt på hans velbefindende. . . . Og hvis — hvad der er meget sandsynligt — han skulle bukke under for sygdommen efter en blodtransfusion, ville han gøre det i en sindstilstand som, hans religiøse overbevisning taget i betragtning, ville være meget sørgelig, meget uheldig og slet ikke ønskelig. Alt dette indgår i mine overvejelser. . . .
I betragtning af det ovennævnte føler jeg det passende at afvise anmodningen om at der må bruges blodprodukter i behandlingen af A.“
Adrians hilsen til dommer Wells
Denne dreng, der vidste at han var døende, sendte en betænksom hilsen til dommer Robert Wells. Den blev overbragt af David Day: „Jeg talte kort med min klient efter at De havde forladt hospitalet i dag, og det ville være forsømmeligt af mig hvis jeg ikke på hans vegne viderebragte hans tak til Dem af hele sit hjerte, og det er et stort hjerte, fordi De har været hurtig, medfølende og rimelig i behandlingen af hans sag. Han er Dem meget taknemmelig, høje Dommer, og jeg vil gerne have at det fremgår af protokollen. Tak.“
Adrians moder afslutter historien.
„Efter retssagen spurgte Adrian dr. Jardine: ’Hvor lang tid har jeg igen?’ ’En eller to uger,’ svarede lægen. Jeg så min søn knibe en tåre gennem de tæt tillukkede øjenlåg. Jeg var på vej hen for at lægge armene omkring ham, men han sagde: ’Nej, mor. Jeg er ved at bede.’ Lidt efter spurgte jeg: ’Kan du klare det, Adrian?’ ’Ja, mor, for jeg kommer til at leve selv om jeg dør. Hvis jeg kun har to uger at leve i, vil jeg gerne nyde dem. Så du må ikke være så ked af det.’
Han ville gerne besøge Vagttårnets afdelingskontor i Georgetown i Canada. Det fik han lov til, og han svømmede i swimmingpoolen sammen med en af sine kammerater. Han tog også til en baseballkamp hvor han så Blue Jays spille. Bagefter fik han taget et billede hvor han står sammen med nogle af spillerne. Men vigtigst af alt havde han i sit hjerte indviet sig til at tjene Jehova Gud, og det ønskede han nu at symbolisere ved vanddåben. Hans tilstand var blevet forværret, og han kunne ikke længere forlade hospitalet. Sygeplejerskerne var derfor så venlige at få det arrangeret sådan at han kunne benytte et af stålkarrene i fysioterapirummet. Der blev han døbt den 12. september. Han døde dagen efter, den 13. september.
Det var den største begravelse man nogen sinde havde set dér — sygeplejersker, læger, forældre til andre patienter, klassekammerater, naboer og mange af hans åndelige brødre og søstre fra hans egen menighed og nabomenigheder var mødt op. Som forældre havde vi slet ikke været klar over at vores søn i den grad besad de gode egenskaber der viste sig under hans prøvelser — ligesom venlighed og omtanke også var blevet en fremtrædende del af den kristne personlighed som han var ved at udvikle. Den inspirerede salmist skrev: ’Sønner er en arv fra Jehova.’ Det var vores søn i hvert fald, og vi ser frem til at møde ham igen i Jehovas retfærdige nye verden, som snart vil være en realitet på en paradisisk jord.“ — Salme 127:3; Jakob 1:2, 3.
Måtte vi også have tillid til at Jesu løfte i Johannes 5:28, 29 opfyldes på Adrian: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse.“
Ved at afvise blodtransfusion, som angiveligt kunne have forlænget hans liv, viste Adrian Yeatts at han er en af de mange unge som sætter Gud først i deres liv.
[Ramme på side 5]
’Livet er i blodet’
Blodet er utrolig komplekst og når ud til hver eneste celle i kroppen. I blot én dråbe er der 250.000.000 røde blodlegemer, som bringer ilt ud og fjerner kuldioxid; 400.000 hvide blodlegemer, som opsøger og tilintetgør indtrængende fjender; 15.000.000 blodplader som øjeblikkelig samler sig ved enhver læsion og begynder at lukke hullet. Alle disse celler flyder rundt i en klar, lysgullig væske kaldet plasma, som selv er sammensat af flere hundrede bestanddele hvoraf mange spiller en livsvigtig rolle i forbindelse med blodets mange opgaver. Forskerne forstår ikke alle blodets funktioner.
Det er ikke mærkeligt at Jehova Gud, Skaberen af denne fantastiske væske, erklærer at ’livet er i blodet’. — 3 Mosebog 17:11, 14.

Man har oplevet, at forældre ser på deres børn med foragt, såfremt at de har fået en blodtransfussion i forbindelse med en transfussion.
Men hvis forældrene er vant til at læse romantiserede artikler som den i oplægget, er det så så mærkeligt, hvis de føler sig skuffede over deres barns operation ikke levede op til det vante "glansbillede"?
Hvis forældrene forventer det samme af DERES barn som dét, de læser om i bladene Vagttårnet og Vågn Op, undrer det så, at forældre kan tilsidesætte deres naturlige instinkter?
Måske undrer det alligevel, men det understreger blot, at man aldrig skal undervurdere indoktrineringens magt.

mvh
billen76

men kommer bestemt ikke bag på mig ;)
syndes altid at der har været en slet skjult hentydning til børne ofringer til gud(er). i vagttårnet litteratur.
godt oplæg Billen :)

´

... de såkaldte X-JV'ere [l] - - -
Der er få mennesker jeg respekterer som disse såkaldte X-JV'ere. Jeg ved lidt om hvad det koster
at forlade JW/WTS fra lange samtale med manjana samt fra hendes venner og fra dine informative indlæg!
Men jeg ved også godt, at uanset hvor meget man tror man ved, kan man som fuldstændig udenforstående slet ikke sætte sig ind i situationen alligevel, så egentlig er ovenstående erklæring på en måde usand - Jeg har set smerten men ikke mærket den det ved jeg godt - Det er noget ala det samme når folk siger til mig jeg føler med dig jeg har også prøvet at have et hekseskud - noget jeg nu har på tyvende år 😉.

→ JEHOVAH WITNESSES WANTED OUR BABY TO DIE ← [l]
http://www.geocities.com/Heartland/2919/test.html

Mange hilsner
[:|]
jalmar