Samlet info om satansime

Jeg håber I vil læse denne artikel af Tom Thygesen, hvis I interesserer jer for at finde ud af hvad satanisme er for en størrelse. Den er faktisk okay interessant og samlende oplysninger om satanismen. Nu er det dialogcentret, der står for den og i overnestemmelse med det er den også ret satanistforskrækket. Men i det store hele forholder artiklen sig rimelig nøgternt til emnet. http://www.dci.dk/?artikel=625
(Hvis I evt. vil vide mere om satanisme så surf lidt rundt her: http://www.thefirewithin.dk/library/danish/minsatanisme.htm Og bare rolig...man bliver ikke satansit af at læse om det. Snarere tværtimod ;o))
Jeg vil gerne fremhæve det sidste afsnit af dialogcentrets artikel: "....hvis Satan-figuren blot er et symbol, en metafor, så er symboler nogle af de vigtigste kraftcentre i vor kultur og styrer os meget mere, end vi ofte gør os klart. Man kan ikke uden videre lege med symboler, mindst af alt symboler for ondskab. Ligesom barnet, der har fået fat i en æske tændstikker, så kan man bilde sig ind, man bare leger, men snart efter er barn og hus brændt ned. Intet er ren leg. Alt, hvad vi gør, har umådelig betydning for os selv og for andre."
Symboler ER det mest afgørende i forhold til kommunikationen mellem mennesker...og det er også i overensstemmelse med min overbevisning, at man skal IKKE lege med symboler for ondskab, før man kan med sikkerhed kan overskue konsekvenserne af det. Et udmærket eksempel på hvor galt det kan gå er JP's leg med billedsymboler for terrorisme og islam.

sorry. Jeg ved ikke hvorfor det er sådan, men jeg bytter om på bogstaverne, selvom jeg godt ved, hvordan ord staves. Tlivgi gim ;o)

djævelen selv!-brænd op i heldvedet dit SVIN !

står kun i lære...Kan ikke prale af at være helond ;o)
Sikke et fjoget svar du har givet. Er det virkelig alt hvad du har at sige til emnet? Synes du burde holde dig fra debatten med så fjollede beskyldninger som at andre debattører er djævlen selv.

Nu kalder du dig jo halfevil333, så jeg får lidt lyst til at spørge dig: Tror du på en personificeret ondskab (såsom djævelen), eller opfatter du satanisme som en symbolsk udtryksform for nogle værdier?
Hvor længe har du interesseret dig for satanisme?

I tidernes morgen skulle vi skrive speciale i religion (det er nok tilbage 1976) og jeg valgte at skrive om satanisme. Jeg var stensikker på at jeg fik mindst 10, men min lærer, der var teologiuddannet, kunne absolut ikke se hvad mit speciale havde med emnet at gøre. Jeg er bestemt ikke religiøst anlagt, jeg mener bare at alle livsopfattelser er en religion i sig selv. Men det mener din oponnent tydeligvis ikke. Ha` en go` aften.

Lide det du skriver..
Jeg har svaret på et andet af dine indlæg:
http://www.sol.dk/sgo/C3/http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=12&conference=201&posting=623559
P.S. Jeg giver dig ret i at symboler generelt er noget tomt bras, særligt i religionsmæssig forstand, som vækker overtro, tomme ritualer, vanetænkning og splid imellem mennesker. Ligesom talk is cheap, der må ske noget, the real thing, døm dem på deres frugter siger Jesus, tro uden handling er død. Action speaks louder than words. Satan findes, og kan besejres i Jesu navn.

Allerførst: Ja, Chosen1 har haft fat i mig en gang med det nick. Han mente ikke, man kunne være halvt ond..idet man vælger ondskab så er man det...det er enten eller. Det er jo et synspunkt. Men jeg måtte bede ham se det fra en anden vinkel...Halvt ond efterlader en anden halvdel god...altså med max 50% udsving til hver side befinder man sig ca. i midten af det onde og det gode...ergo det sted alle mennesker befinder sig. ½ond + ½god = MENNESKE. Det var egentlig en kreativ måde at beskrive det på. Men også sådan lidt sort humor, med et stærkt satirisk forhold til Dyret hvis tal efter nogens opfattelse er 666...så kan jeg som halvond kun mønstre de 333. ;o) Jeg synes det er humor...det er der også andre der syntes, for da jeg fandt på at kalde mig det (under inspiration fra min svigersøn), så fandt jeg en hooded sweatshirt på nettet, hvor det stod på. Den går jeg MEGET med ;o) Kan godt være det er en lidt syg humor...men den er jeg så ikke ene om...
Hvilket fører mig til det andet spørgsmål, som er meget mere interessant...om jeg tror på en personificeret ondskab. Nej...DET gør jeg ikke. Ikke under nogen omstændigheder...Så skulle jeg også begive mig ud at overlade mig til en ubekendt i forhold til skjulte religioner, som voodoo og al mulig anden slags sort magi. Det findes ikke!
Mennesker rummer nogle ufattelige ressourcer i forhold til fantasi, angst, psykoser og vrede, der kan forvride alting for dem. De ændrer bevidsthedstilstand, og det sker også i massepsykoser. Jeg mener feks. nazismen under 2. verdenskrig var eeen lang massepsykose.
Man må ikke sige, det der sker i psykoser ikke er virkeligt, for det er det på et eller andet plan, men det er en del af en privat og anderledes defineret virkelighed, som ikke hænger naturligt sammen i den kontekst, den er skabt i. MEGET svært at udtrykke.
Når man tror noget...så sker det. Når man ønsker noget ondt for andre, så sker det på en eller anden måde...ikke fordi man påvirker magiske kræfter, der så udfører "jobbet", men fordi man med sin tro på det, giver plads til at det kan ske. Når man baner vejen og giver plads for det..så kan tingene gå i opfyldelse...Sådan sker det også i forhold til det gode og positive.
Alle mennesker har i sig at ville noget godt...Mennesker kan knækkes og drives i mørke og miste orienteringen...så famler de i blinde, og i deres forsøg på at finde en vej, finder de en vej, der er forkert...den fører ikke til lyset. Men det sker for alle på et eller andet tidspunkt at de finder vejen ud i lyset!
Jeg er sikker på, der ikke findes et eneste menneske, der ikke har gjort eller ønsket at gøre noget godt. Det er der lyset er, og dér alle søger hen.
Der er nogle satanister der tror, at de ved hjælp af ritualer kan fremmane en ond magt, der kan tage form som en personlighed...evt. i et menneske eller et dyr. Jeg tror på, at mennesker kan tro så stærkt på det, så det forekommer dem virkeligt...men jeg tror ikke på, man kan hente djævle op af hullet i et trylleshow!
Chosen1 fortæller, han har været besat af djævle, og at hans redning var Jesus. Jeg kan berette om noget identisk...men ikke med den samme synsvinkel.
Jeg var engang syg af angst, vrede og sorg, så jeg var fuldstændig paralyseret af det. Hallucinerede på det allermest forfærdelige, du kan forestille dig. Jeg så min nyfødte søn blive myrdet på alle de måder du kan tænke dig til, og jeg så også billeder af mig selv udføre disse mord. Det var gennemført rædselsfuldt og jeg ønskede kun at dø...alt blev fuldstændig ligegyldigt og betydningsløst...
Hvis jeg skulle beskrive denne tilstand overfor nogen, så var det eneste jeg kunne komme i tanker om, at jeg var besat af djævlen. Det føltes nøjagtig sådan, som det var beskrevet i biblen. Alle mine tanker, og mine nervespidser i hele min krop handlede om blod, mord og rædsel, og det gjorde uendelig ondt. Faktisk føltes det nøjagtig som om jeg havde brækket alle mine lemmer, så fysisk var smerten.
Jeg blev behandlet med noget medicin, som kun gjorde det for mig, at jeg blev passiv...kunne ikke bevæge mig...ikke grine ikke græde. Men de indre billeder, angsten, sorgen, vreden...var uberørt af medicinen.
Jeg ville have en katolsk præst til at uddrive denne djævel...for som tidligere katolik vidste jeg, at det er sådan noget "de kan"...exorcisme.
Men han sagde til mig at djævlen ikke lod sig uddrive i et trylleshow. Det afhang af min tro, i hvor høj grad jeg kunne jage djævlen på flugt.
Det var først et par år senere jeg forstod at det ikke nødvendigvis troen på GUD han talte om, men troens kraft i sig selv! Og at det hele var totalt symbolsk, men handlede om ved egen kraft at transformere angst, vrede og sorg til hengivenhed.
I mine tanker om at forlade denne verden var det sidste der klingede i mine ører: mine børns liv! Det var det eneste der IKKE var ligegyldigt for mig. De BETØD noget. Jeg forstod at den sidste tone jeg ville høre i dette liv, var fra mit livs melodi om kærligheden til dem. Og jeg indså at den kraft, der holdt mig i live, var kærlighedens kraft.
Den tro var helt ren...ingen slinger i valsen og ingen tvivl whatsoever....Den tro var så stærk, så med eet var alle hallucinationer, angst, vrede, sorg...ALT var fejet fuldstændig væk og fuglene sang igen...græsset var grønt og jeg fik smilet tilbage...og glæden ved mine børn.
Jeg forstod også...at det var 5 år i helvede, at "Den onde" er angst. At det er en kraft, der kun tager og har intet at give....suger alt liv ud af en.
Den eksisterer på grund af at livet eksisterer Livets kraft kom først...ondskaben i kølvandet...Det har intet med personificeringer at gøre.
Det med at forestille sig disse magter personificerede, er lidt ubehjælpelige forsøg på at forklare noget ubegribeligt.
Jeg tror ikke på onde ånder....vil ikke give det plads i verden!
Tror gerne på gode ånder og engle...dem vil jeg gerne give plads. Det er mit ansvar at tro på det, der giver mit liv mening.
Jeg håber dette (evindeligt lange) svar gav dig svar på det du spurgte om...og så kan jeg jo spørge tilbage...Tror du på personificeret ondskab?

Jeg kan godt lide biblen for sådan nogle citater. De giver mening. Jeg kan godt lide det citat.
Og så er der lige en ting...symboler er som du også peger på i sig selv tomme...ligesom ritualer ikke betyder noget, for dem, der ikke lægger noget i det. Men symboler betyder alverden for mennesker, der lægger noget i det.
Hvis man er en gruppe, der lægger den samme betydning i de samme symboler, så får bliver det et udtryk i et fælles sprog, det vil være en måde at kommunikere med hinanden på. Ligesom tegnsprog...det betyder jo egentlig ikke noget i sig selv....
Du ved godt feks. at indenfor heavy-metal der bruger man det tegn, som andre bruger når de skal symbolisere, at de påkalder djævlen. Men jeg sværger, jeg har været til mange heavy-metal-koncerter og har nok gjort det tegn jævnligt i en 20-25 år, men djævlen har ALDRIG været der. Tværtimod...så har der været en ubeskrivelig fed stemning af fællesskab... Hensyn, glæde, kontakt, omsorg og hygge.
Kristne benytter jo egentlig også et ret modbydeligt torturinstrinstrument som symbol...et kors at klynge mennesker op på, ved at gennembore deres hænder og fødder med lange nagler...det er eddermame modbydeligt. Det er mig komplet ubegribeligt, at man har vedtaget at påkalde sig guds tilstedeværelse ved det symbol...men sådan er det nu en gang.
I sig selv er korsets tegn jo ingenting, men det man lægger i det og den betydning gruppen af kristne har vedtaget at det har...det er betydningsfuldt. Ligesom heavy-metaltegnet betyder "YES lækker musik" for os metalfreaks ;o)
Tror vist jeg cykler lidt rundt i det her...må hellere sove. Kig også i det svar jeg har skrevet til again....Og tak for dit svar. Fedt at der er nogen, der gider snakke om det her på en seriøs måde.

Hvor længe jeg har interesseret mig for satanisme? Øhhh...jeg kan give dig et helt konkret svar, men jeg er ikke sikker på du vil få ret meget ud af det, så derfor vil jeg gerne vide hvorfor du spørger om det.
Mit svar er: med jævne mellemrum de sidste 8 år.

Hmm, ligesom dig, bliver jeg nok nødt til at beskrive nogle forskellige synsvinkler, for at tydeliggøre mit synspunkt.
I det Gamle Testamente var sagen jo klar hos mange mennesker. Da Job led var hans venner jo ikke et øjeblik i tvivl - hans lidelser måtte skyldes et eller andet ondt han havde bedrevet. Nu er pointen i Jobs Bog, at det havde Job ikke - Jobs lidelser skyldtes et væddemål mellem Satan og Jahve om, hvorvidt Satan kunne få Job til at forbande Gud.
Jobs Bog (og store dele af Bibelen) er altså på en måde beretningen om, at der findes to store personligheder i universet, som "kæmper" om os. Satan vil os det onde, Gud vil os det gode. Så mange kristne har konkluderet, at hvis man tror på en personlig Gud må man nødvendigvis også tro på en personlig djævel: hvordan skulle man ellers forklare verdens ondskab? Omvendt har det så betydet, at folk der har opgivet troen på den ene af de to, som regel også har opgivet troen på den anden.
"Vær lykkelig på lykkens dag
og indse på ulykkens dag,
at den ene såvel som den anden
er skabt af Gud,
for at menneskene ikke skal finde ud af fremtiden." Præd 7:14
GT er dog ikke i tvivl om, at ansvaret ultimativt set er Guds. Det var Gud der tillod Satan at plage Job. Nu kunne man jo så vælge med moderne øjne at konkludere, at der ikke findes hverken en personlig godhed, eller en personlig ondskab der kæmper om os. Måske er det hele bare tilfældigheder, som godt nok kan opleves som intentionelle, men som ikke desto mindre bare er tilfældige.
Men der findes jo også en anden mulighed. Hvis ansvaret alligevel er Guds (fordi Gud er almægtig), så kan en troende jo finde på at spørge, om al den snak om Satan, dæmoner, onde magter osv. i virkeligheden bare er symbolsk billedtale? Noget med at give os en forklaring vi kan forstå.
Det kender vi jo fra hverdagen. Det er i virkeligheden ret uhyggeligt, at ens tænder begynder at rasle ud i 6-10 års alderen. Men hvis tandfeen nu køber tænderne, for at lave tryllestøv ud af dem, så bliver det lige pludseligt ret fedt at tabe sine tænder (også fordi de voksne går utroligt meget op i at se de tænder man mangler). Noget uhyggeligt er blevet vendt til noget positivt ved at de voksne tilbyder en symbolsk tolkning af det.
Rigtigt mange kristne jeg kender udholder "ondskab" fordi de ved det er en kamp mellem Satan og Gud. En kamp de ønsker Gud skal vinde. Pludseligt får lidelsen et formål, og bliver dermed vendt til noget positivt. Det kunne være en hjemmestrikket psykologisk forklaring på behovet for en personlig Djævel.
Der er bare det, at hvis ansvaret alligevel ultimativt set er Guds, så kan man jo få mistanken om, at djævelen kun er indført for at tilfredsstille vores hang til forklaringer.
Det er nok den tolkning jeg som kristen hælder mod. Ikke at jeg afviser, at der kan eksistere en ersonlig djævel, men jeg synes måske jeg har svært ved at se, at forklaringen om djævelen løser andet end et psykologisk problem. Og jeg har svært ved at tro, at djævelen eksisterer for vores skyld, hvilket får mig til at antage, at djævelen er et symbol.

Mit spørgsmål var egentligt bare almindelig interesse. Det er ikke hver dag man møder en der bekender sig til en form for satanisme. Dit svar rækker egentligt helt fint.
Forøvrigt havde jeg ingen problemer med at gennemskue dit navn. Det var først da du begyndte at tale om satanisme jeg begyndte at overveje, om dit nick måske snarere var ment som nearevil555

Der var engang én der påstod at der fandtes sådan nogle små usynlige ting overalt omkring os, og han kaldte dem for bakterier. Folk mente han var skør og spærrede ham inde. Nu er der et kæmpestort universitet der er opkaldt efter ham. Selvom de allerdygtigste forskere indenfor naturvidenskaben (og religionen for den sags skyld) ikke troede på at der fandtes bakterier, så var de der alligevel.
Hvis man tager et glas rent koldt vand, og man er tørstig, så er det 100% godt. Man kan ikke forurene halvdelen af vandet, hvis man hælder gift deri, så er alt vandet giftigt. Hvis du er gift, kan du heller ikke være halvt tro imod din partner. Du er enten utro, eller også er du det ikke. Kan du se hvad jeg mener? Det kan godt være at din partner vil tilgive dig, men det er stadig helt igennem ondt, selvom det føles godt for dig. Indtil bagefter. Og du kan ikke lave det om. Men det kan Jesus. Prøv at bede ham om at komme ind i dit liv, og åbenbare sig for dig. Hvis du er parat til at åbne dig for ham, så vil du erfare, at han er en person, som du kan lære at kende, som vil kommunikere med dig, og som vil give dig alt det du mangler i dit liv.

Vidste du godt, at man kan dø af A-vitaminforgiftning? Selv noget så sundt som A-vitamin bliver til gift i for store mængder...

Jeg vil godt lige rette den misforståelse pr omgående. Jeg bekender mig ikke så meget som en millimeter til satanisme!
At ineressere sig for en religion...eller trosspørgsmål generelt er bestem ikke ensbetydende med at man bekender sig til det.
Jeg kan betro dig at en i min familie, som stod mig MEGEt nært, for 8 år siden erklærede sig satanist, og det kom som et chok for mig og min ellers så troende katolske familie. Senere erkendte min lillebror sig som scientolog...hvilket jeg naturligvis OGSÅ har interesseret mig UDEN jeg af den grund er blevet scientolog.
Jeg er faktisk ret skuffet over at du ikke kan se forskellen på at interessere sig for et trosspørgsmål og så en bekendelse til religionen!!!
Hvis jeg har misforstået dig så er jeg ked af det, men vil egentlig gerne have et svar og håber på du giver mig det.

også om Jesus..
TAK :-)

Man kan ikke være LIDT utro, og på samme måde heller ikke lidt ond...eller halvt ond. Det er jeg enig med dig i.
Hvis man ovetræder en grænse, er det en uigenkaldelig gerning. En erfaring man har, kan man ikke lægge fra sig. Men man kan godt bevæge sig væk fra den, i ønsket om aldrig at komme i nærheden af den igen.
Min joke med det halvt onde og det halvt gode, var nu også mere for at beskrive at vi mest befinder os i midten - os mennesker. Men det tror jeg vi talte om dengang...
Som du ser, er der stdaig folk der falder over det nicknavn....tror muligvis det er det nick, flest har studset over...og det var slet ikke med vilje ;o)
Og som du ser forestiller again sig at jeg bekender mig til en art satanisme, og har fået sin mistanke ud fra mit nick....men det er IHVERTFALD forkert!
Men sådan er det jo bare...misfortået bliver man tit...forstået bliver man sjældent ;o)

..at du er ærlig, og åben.
Og det er også meget godt at få mennesker til at undre sig, og tænke over de helt basale kræfter, som nogen vil sige kæmper om din sjæl.
Du er også inde på noget helt centralt, om at bevæge sig væk det onde, og hvis man har gjort noget ondt, at vende sig bort fra det, og se til at man lærer af det, og ikke gentager det. Det er også det som Biblen kalder at omvende sig fra sine synder, og det er en absolut nødvendighed, hvis man vil vandre i Guds velsignelse, og lære ham at kende. Gud er kærlighed, og i ham er der intet ondt.
Men vores menneskelige natur, ja vores kød og naturlige sind, byder os at ønske det onde, at lyste efter noget, som gør andre ondt.
Den eneste måde at tøjle disse nedarvede og syndige drifter, uden at blive neurotisk og sær, det er ved at overgive sit liv til Jesus Kristus, ved at erkende sin skyld og sin magtesløshed overfor ham, og bede ham om at frelse en fra konsekvenserne. Når du gør det, når du overgiver dig fuldstændig i hans hænder, og angrer det onde du har gjort, beder om tilgivelse, og beder ham om at fylde dig med hans Hellige ånd, så vil du opleve at blive født påny. Du vil opleve at blive født af Ånden. Den samme ånd der oprejste Jesus fra de døde. Den samme ånd som kom over disciplene på pinsedagen med kraft fra det høje. Kraft til at stå det onde imod, og kraft til at helbrede, i Jesu navn. Ja, når den dag den kommer, så behøver du ikke længere at adlyde de onde lyster i dit kød. Når den dag kommer, så vil du erfare, at du ikke ER dit kød, men at du er ånd, ligesom Gud er ånd, og at dit legeme er skabt for at være et redskab for hans ubeskrivelige nåde, barmhjertighed, godhed, mildhed og kærlighed. Du vil opdage dit fulde potentiale, og finde ud af hvem du virkelig er, hvem du er skabt til at være. Når den herlige dag oprinder, hvor du bliver frelst, så vil du ikke længere være halfevil.
Jeg elsker dig.

Hej halfevil333
Jeg måtte jo lige kigge tilbage i vores debat for at se, hvordan jeg kunne misforstå dig så meget. Jeg kan jo se, at jeg (meget naturligt) lagde ud med at antage, at du interesserer dig for satanisme, hvorefter jeg pludseligt antager, at du dyrker en form for satanisme.
Jeg tror den bemærkning der fik mig til pludseligt at tro, at du faktisk dyrkede satanisme var denne:
"Der er nogle satanister der tror, at de ved hjælp af ritualer kan fremmane en ond magt, der kan tage form som en personlighed...evt. i et menneske eller et dyr. Jeg tror på, at mennesker kan tro så stærkt på det, så det forekommer dem virkeligt...men jeg tror ikke på, man kan hente djævle op af hullet i et trylleshow!" http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=217&posting=623667
Jeg har naturligvis forstået, at du ikke tror på en personnificeret ondskab. Men ligesom mange kristne kalder sig kristne uden at tro på en personlig Gud, læste jeg engang en bog om satanisme som sagde, at mange satanister slet ikke tror på djævel og dæmoner, men blot ser satanismen som nogle iboende kræfter hos os selv. Så jeg gættede så på, at det var den form for satanisme du bekendte dig til.
Du må undskylde, at jeg sådan har misforstået dig. Jeg kender naturligvis udemærket forskellen på interesse og bekendelse, men i dit tilfælde misforstod jeg dig altså ganske enkelt:-)

Hej again
Nu er det ca. 2½ år siden du skrev dette svar til mig - og jeg vil egentlig bare sige til dig, at det er et dejligt meningsfuldt svar, der giver gode forklaringsbilleder. Jeg deler din opfattelse af at djævlen er et symbol , så i en eller anden forstand eksisterer "han".
For tiden går jeg blandt mange unge, som en forbavsende stor del af, er ikke-troende eller ligefrem satanister. Det virker mærkværdigt på mig at så mange har denne trang til at hælde den "anden vej" i trosspørgsmål det er jo egentlig præcis det samme, bare med modsat fortegn - stadig ikke noget, jeg er alt for tilbøjelig til at hylde som personligt ansvar for sin religion og trosretning.
Men verden ændrer sig jo hele tiden.
Håber du har det godt.