Selvmordskandidat
Her fremlægger jeg lidt af mit forhold til min ex som jeg har meget blandede følelser for
Vi gik fra hinanden sidste år og han er gået helt ned.
I forbindelse med bruddet havde han 2 mislykkede selvmordsforsøg - og lørdag nat gik det så galt for ham igen.
Jeg tror egentlig ikke at det er fordi han ikke vil leve mere. Han er nok nærmere gået helt i sort og ved ikke hvordan han skal bede om hjælp.
Jeg synes selv jeg har gjort alt for at hjælpe ham. Men det skal siges at han er vred på mig og forsøger at give mig ansvaret for at hans liv er noget lort.
Efter de første forsøg kontaktede hans læge og hans familie og forklarede tingenes tilstand for dem - og forklarede dem at jeg ikke kunne være løsningen på hans problemer, som jo er mig. De lovede at være ekstra opmærksomme på hans adfærd og prøve at tale med ham og være der for ham.
Her i weekenden gik det imidlertid galt igen. Han havde været på en af de utallige byture med kammeraterne og var meget beruset. Jeg var på cafe med nogle veninder og han så et glimt af mig. Derefter tog han hjem, tog en masse piller, skar sig selv i armen og drak nogle kemikalier. Samtidig sendte han mig en sms hvor han skrev at jeg kunne komme forbi næste dag og se hvad jeg havde drevet ham til. Jeg tog med det samme, sammen med veninden til hans bopæl og fandt ham i en forfærdelig tilstand. Vi fik ringet efter en ambulance og tog med til hospitalet. Da lægerne var færdige med ham gik jeg ind og sagde at jeg tog hjem, men hvis der var nogen jeg skulle kontakte for ham, ville jeg gerne gøre det. Det var der ikke. Jeg tog en snak med en sygeplejerske og fortalte hende "hele" historien og at han ikke ville snakke med hverken mig eller nogen andre. Jeg fortalte hende også at han har brug for seriøs hjælp og at jeg håbede at de ikke bare udskrev ham igen. Jeg har efterfølgende talt med hans mor, som sygehuspersonalet havde ringet til og hun fortalte at han vist nok selv var indstillet på at få noget professionel hjælp nu.
Ligenu sidder jeg så med en masse tanker og meget blandede følelser.
Jeg har frygtelig ondt af manden og håber meget på at hans liv vil gå den rigtige vej nu. Men samtidig er jeg utrolig vred.
Selvmord er noget af det mest egoistiske man kan gøre. Og et eller andet sted tror jeg ikke på at det er hvad han vil. Han har en masse had til mig og derfor skal jeg vide hvad han nu gør ved sig selv og jeg skal se hvad jeg har drevet ham til, for i hans hovede min skyld og mit ansvar.
Jeg har det sådan at jeg ikke er skyld i at han ikke kan finde ud af tingene. Jeg har ikke gjort noget for at fortjene at skulle leve med et ansvar for hans handlinger. Det er jeg meget afklaret med.
Hvad får en mand til at gøre sådan noget?
Jeg har tænkt tanken. Hvad nu hvis han gør det igen. Og har besluttet mig for at jeg ikke tager hen til ham igen. Jeg vil ringe til 112 og til familien - og så må de tage sig af det, for jeg kan ikke gøre noget for ham. Og jeg tror det drejer sig ligesåmeget om at jeg skal se hvad han gør ved sig selv, som det drejer sig om at han ikke vil leve mere.
Hvad ville i gøre?
Men jeg synes det er frygtelig sørgeligt at han ikke er i stand til at tale med nogen om hvordan han har det.
Vi gik fra hinanden sidste år og han er gået helt ned.
I forbindelse med bruddet havde han 2 mislykkede selvmordsforsøg - og lørdag nat gik det så galt for ham igen.
Jeg tror egentlig ikke at det er fordi han ikke vil leve mere. Han er nok nærmere gået helt i sort og ved ikke hvordan han skal bede om hjælp.
Jeg synes selv jeg har gjort alt for at hjælpe ham. Men det skal siges at han er vred på mig og forsøger at give mig ansvaret for at hans liv er noget lort.
Efter de første forsøg kontaktede hans læge og hans familie og forklarede tingenes tilstand for dem - og forklarede dem at jeg ikke kunne være løsningen på hans problemer, som jo er mig. De lovede at være ekstra opmærksomme på hans adfærd og prøve at tale med ham og være der for ham.
Her i weekenden gik det imidlertid galt igen. Han havde været på en af de utallige byture med kammeraterne og var meget beruset. Jeg var på cafe med nogle veninder og han så et glimt af mig. Derefter tog han hjem, tog en masse piller, skar sig selv i armen og drak nogle kemikalier. Samtidig sendte han mig en sms hvor han skrev at jeg kunne komme forbi næste dag og se hvad jeg havde drevet ham til. Jeg tog med det samme, sammen med veninden til hans bopæl og fandt ham i en forfærdelig tilstand. Vi fik ringet efter en ambulance og tog med til hospitalet. Da lægerne var færdige med ham gik jeg ind og sagde at jeg tog hjem, men hvis der var nogen jeg skulle kontakte for ham, ville jeg gerne gøre det. Det var der ikke. Jeg tog en snak med en sygeplejerske og fortalte hende "hele" historien og at han ikke ville snakke med hverken mig eller nogen andre. Jeg fortalte hende også at han har brug for seriøs hjælp og at jeg håbede at de ikke bare udskrev ham igen. Jeg har efterfølgende talt med hans mor, som sygehuspersonalet havde ringet til og hun fortalte at han vist nok selv var indstillet på at få noget professionel hjælp nu.
Ligenu sidder jeg så med en masse tanker og meget blandede følelser.
Jeg har frygtelig ondt af manden og håber meget på at hans liv vil gå den rigtige vej nu. Men samtidig er jeg utrolig vred.
Selvmord er noget af det mest egoistiske man kan gøre. Og et eller andet sted tror jeg ikke på at det er hvad han vil. Han har en masse had til mig og derfor skal jeg vide hvad han nu gør ved sig selv og jeg skal se hvad jeg har drevet ham til, for i hans hovede min skyld og mit ansvar.
Jeg har det sådan at jeg ikke er skyld i at han ikke kan finde ud af tingene. Jeg har ikke gjort noget for at fortjene at skulle leve med et ansvar for hans handlinger. Det er jeg meget afklaret med.
Hvad får en mand til at gøre sådan noget?
Jeg har tænkt tanken. Hvad nu hvis han gør det igen. Og har besluttet mig for at jeg ikke tager hen til ham igen. Jeg vil ringe til 112 og til familien - og så må de tage sig af det, for jeg kan ikke gøre noget for ham. Og jeg tror det drejer sig ligesåmeget om at jeg skal se hvad han gør ved sig selv, som det drejer sig om at han ikke vil leve mere.
Hvad ville i gøre?
Men jeg synes det er frygtelig sørgeligt at han ikke er i stand til at tale med nogen om hvordan han har det.