Skal mine alarmklokker ringe?

Har oprettet en tråd under kategorien "parforhold" med titlen "angst for nærhed?"...Hvis nogen vil læse forhistorien.
Men ellers kort fortalt,så har jeg mødt en dejlig fyr,som desværre kæmper med generaliseret angst.Har selv haft angst for nogle få år tilbage,så kan for det meste sætte mig ind i de forskellige følelser og tanker.
Vi snakker rigtig godt sammen,og holder rigtig meget af hinanden.Har bestemt mig for at jeg vil ham rigtig meget.
Efter et tidligere forhold,som han har svært ved at komme fri af,har jeg erfaret,har han fået meget svært ved at åbne op for følelser.
Hans angst gør at han i tidligere forhold har fundet på en masse unsdkyldninger for at "stikke af"komme ud af det,når det kom for tæt på.Men han har erkendt at det er angsten der har styret det,så arbejder meget med det.
For 2 uger siden hører jeg pludselig ikke fra ham,og først dagen efter får jeg en sms at han har det skidt og prøver på ikke at stikke af igen...Vælger at give ham ro,til han kommer ovenpå igen.Det varer dog ikke mere end en dags tid,så ringer han og fortæller at han havde en rigtig skidt dag,og ikke kunne magte at snakke med mig,da han ikke ville ødelægge mit humør.Vi får en god snak,og han er glad for jeg stadig er der for ham.
Vi snakker stadig sammen hver dag de følgende dage,og en dag da jeg spørger ind til hvor jeg egentlig har ham,siger han at han holder meget af mig,føler sig tryg med mig,savner mig og glæder sig til vi skal ses igen,men større ord kan han ikke give mig da han ikke rigtig tør sige større ord,at frygt for at åbne sig op...
Så går der nogle dage,og vi snakker om at vi skal ses i weekenden(bor langt fra hinanden,så kan ikke ses i hverdagen),og torsdag aften aftaler vi at vi lige kan snakke sammen fredag for at finde ud af hvad vi gør.
Da jeg ringer til han fredag,siger han at han savner mig rigtig meget,at han glæder sig til vi skal ses,men at han ikke tør møde mig af angst for at skulle åbne sig op,eller angsten for at han stikker af igen.Siger at han ikke vil miste mig,og håber jeg vil have tålmodighed med ham.Vi snakker længe,og føler han er helt oprigtig i det han siger.Så en weekend går hvor vi ikke ser hinanden.Det var så sidste weekend.Vi snakker stadig hver dag,men igår tager han ikke telefonen igen og svarer ikke på sms'er.Skriver en sms hvor jeg spørger om det er fordi han ikke har lyst til at snakke,at han ikke tager telefonen,om det har været en træls dag,og at jeg gerne vil høre fra ham...
Får så en sms her til morgen hvor han skriver"ja jeg gemmer mig lidt,men husk at så længe du ikke hører noget,stikker jeg ikke af".....
Føler på en måde at han rigtig gerne vil mig,men ikke rigtig kan rumme mig pga angsten,eller bliver jeg bare holdt hen med dårlige undskyldninger?
Ved jeg må væbne mig med tålmodighed,når han har den angst,men det er dælme hårdt,at nu ved jeg ikke hvornår jeg hører fra ham igen...Kan ikke helt finde ud af hvad ben jeg skal stå på....om jeg har tabt kampen mod angsten,eller om han virkelig prøver på at ville beholde mig,på bekostning af,at vi nu ikke har set hinanden i 3 uger...
Har sagt til ham jeg er der for ham,og at jeg meget gerne vil ham,så det er han ikke i tvivl om.
Vil gerne vente på ham,hvis han mener helt reelt at han vil mig,men er meget ked af det lige nu,og savner ham rigtig meget,så har svært ved selv at se om der er nogle alarmklokker der skal ringe???

det er jo din sunde fornuft der banker på. At i ikke har set hinanden i 3 uger uhh ha.
Du skriver at du er i tvivl om han kommer med undskyldninger eller om han har angst- det er der ingen der kan svare dig på, vi andre kan kunne gætte.....!!!
Spørgsmålet er mere, om du kan leve med at du aldrig ved hvornår du ser ham igen og at han ikke kan sige de vise ord: jeg elsker dig - når man elsker en anden, så håber man hele tiden, at det hele nok skal ændre sig med tiden... og det kan jo også ske, at han bliver mere tryg med tiden...
Min personlige mening er, at jeg tror at du med tiden mister noget tålmodighed, for selvom du forstår ham, så er der også grænser for hvor længe man kan sætte sig selv på stand by og vente og vente og vente, man savner og bliver alt for såret...
Hvad ville du sige til at turde sige til ham, at det er ok, at han ikke skal føle sig forpligtiget til at ringe til dig hver dag i løbet af ugen, men når i har en aftale en weekend, så skal han altså holde sin aftale, for ellers er du bange for at du ikke kan klare det. Måske siger han så stop, men vil du leve sådan her!!!
Håber for jer, at i finder ud af det, i virker begge to som nogle gode mennesker...

selvom han lider af angst, kan han godt svare dig, han er jo formodentligt ikke sammen med andre mennesker, når han skal svare.
du skal ikke ringe eller sende sms, det er røviriterende, hvis man lige trænger til ro.
hvis han er på medicin, så er det jo ikke sikkert, at han tager det rigtigt.
et gammelt forhold kan ikke tage en evighed at komme ud af, det er jo sikkert sket over en længere periode.
jeg ved ikke hvordan du er kommet i kontakt med ham, men jeg gætter at det er sket på nettet, og hvis man sidder der hjemme og forelsker sig i en man knap nok kender, så opstår problemerne når i mødes.
det er klart han siger at han savner dig, han skal jo bruge nogle ord for at forsvare sig, og lade dig leve i håbet, men jeg tror ikke at han er intereseret på samme måde som dig, for ellers vil han kontakte dig meget mere.
jeg mener ikke at du skal glemme ham, men du skal ikke forvente noget.

Angst er en rigtig barsk lidelse, som kan tricke når han nu møder dig, som han er forelsket. Han bliver bange for at miste dig, så derfor kommer angsten yderligere op...
Er han i terapi, og evt medicineret????
Jeg tror helt bestemt du fuldt ud kan stole på ham, men den inaverende lidelse angsten er, gør at han simpelthen ikke formår at møde dig, eller rettere tør... Jeg tror han savner dig lige så meget, som du savner ham, han er "bare" så rædselsslagende, og aner ikke hvor han skal gøre af sig selv, og hvad han skal stille op. Og tror han hensigter er de bedste.
Det kan være at i hans indre, ikke føler sig god nok til dig, bange for du skal opdage han sande jeg, som helt sikkert er godt, men pga angsten er hans selvvær og tillid helt i bund...
Du skal selvfølgelig ikke glemme dig selv her, men jeg er sikker på at har du tålmodighed, og giver ham plads, skal han nok stille og roligt åbne op..
Ønsker jer lykke på jeres vej...