Skal/Skal ikke...fortælle sandheden om nogle år?

Min ekskæreste begik selvmord. Og vi har en datter. Jeg har god kontakt til hans forældre og har talt med dem om hvorvidt vi skal takle sangheden omkring hans død år den tid kommer hvor hun kræver svar på spørgesmål? Eks svigerforældrene vil gerne give en blødere version af omstændighederne. Hvor vi "bare" siger at han døde istedet for at sige han begik selvmord. At dømme ud fra min moral og etik er det sandheden hun skal have når hun er parat til det. Måske ikke alle detaljer, men dog hele sandheden. Jeg forstår på en måde godt hans forældres hensigt i og med at de vil beskytte hende... men jeg tror bare at løgnen vil indhente "os" i sidtse ende. Hvis vi ikke fortæller min datter hvordan den tid har været og giver et realistisk billede af omstændighederne ... men jeg ved som sagt ikke 100 procent havd der er den bedste måde at gribe det an på til den tid? Og hvor langt skal man gå for at respektere hans forældres holdning til emnet? Tak for at du tog dig tid til at læse mine tanker ... ha en fortsat god søndag

..hej med dig, og jeg beklager dit/jeres tab. Sad og tænkte på mine drenge da jeg læste dit indlæg. Jeg ville nødig at de fik at vide at jeg selv havde valgt min død, ihvertfald før de er HELT modne. Børn har det med at føle sig skyldige i alt muligt, og jeg ville ikke kunne bære at de skulle tro jeg havde valgt at forlade dem. Det ville føde en skyld i dem, som INGEN kan være interesseret i, og er tjent med. '
Jeg er ikke alvidende, men mennesker med stor livserfaring er ofte gode at lytte til. Dine svigerforældre synes at have fat i den lange ende. De har immervæk også mistet et barn, og ved at det ikke er helt nemt at kommer over en pårørendes selvvalgte død?
Jeg ønsker jer alt godt fremover, og håber at du finder den rette måde at fortælle det på.
PS: belast ikke børn mere end allerhøjest nødvendigt, de har nok at slås med i forvejen.

Jeg vil gerne lige komme med en tilføjelse. Mindre er sommetider mere ven. Og jeg havde overset at du havde skrevet at det ville være at "lyve2 for din datter? I dette tilfælde ville du få al den tilgivelse de højere magter kan overkomme, netop fordi din "løgn" er for at beskytte din datter.
Sandheden kan hun tidligt nok høre.

det kommer an på hvorfor han begik selvmord.. jeg syntes din datter skal vide sandheden pga det er ikke noget at være flov over. hvis hun så ikke har lyst til at fortælle andre er det jo hendes valg. men ens børn har ret i at vide hvad dder er sket med deres mor/far.. så skulle min mor jeg heller ikke have haft af vide at jeg havde prøvet at begå selvmod... familie har ret til at kende sandheden lige meget hvor ondt det gør og kommer til at for tælle hende det.. venlig hilsen helene... håber at du kunne bruge det til noget...

har desværre større sandsynlighed for selv at begå selvmord. Ha det i tankerne før du fortæller hvordan barnets far døde. Måske den fulde version først skal komme når barnet er helt voksen og veletableret i et godt liv?
prøv evt. rådgivningslinier for deres mening om sagen

Kender dig ikke, eller om du selv har børn. Men jeg lover dig at der kommer gang i den lille piges fantasi. Og har hun bare halvt så megen fantasi som mine børn, så vil der komme et hav af spørgsmål, og om mor så ikke fortryder at hun ikke havde leveret den bløde version?
Det som det her går ud på, er vel at belaste den lille så meget som overhovedet muligt? Jeg tror simpelthen at belastningen vil være alt alt for stor. Det kan være svært for børn at kapere en forælders "ufrivillige" død.
At far har valgt at dø fra dem, vil i et barns øjne være ensbetydende med at han ikke ville være der længere. Det alene er nok til at skabe skyldfølelse i et lille menneskes sind.

skriver at det gælder om at belaste den lille pige så meget som muligt....
Det er jo ikke det jeg ville frem til.
Det gælder vel om så vidt muligt, at begrænse belastningen, som i forvejen nok er stor nok.
Beklager fejlen.

ved du hvad du snakker om viggo ven??? for det gør jeg... og om jeg har børn?? nej men har en kærste hvor hans datter bor ved os.. hendes mor har prøvet at begå selvmord mens min kæreste datter sov og hans søn var der også.. jeg har ikke skrevet en skide om hvornår hun skal fortælle sandheden til hendes datter.. men lille viggo min ven.. du er godt nok voldsom klog hva?? er du gud??? hmm for som man kan se her inde i debatten menere du har ret i alt... lille viggo.. eller viggoine.. skrub hjem til din mor...... for så meget lort som du lukker ud burde du være hudløs... og din mor vil sikkert gerne pudder den for dig....

Ser du gør hvad du kan for at leve op til dit nick? Men tror ikke at denne debat fortjener mudderkastning og uvedkommende ting.

så skulle du måske bare lukke og fortælle din mening i stedet for at rette på andre.... tænk lidt over hvad du sætter igang før du prøver at stoppe det min lille viggoline ven.....

..og så er det jo svært at forholde sig til det du skriver. Når du skifter nick, så kan jeg ikke tage dig seriøs, for jeg må anse dig for ikke at stå ved hvad du skriver.

Men det er det vi er så stolte af her i Danmark, at vi har ytringsfrihed, ikke?
Hvis jeg skal overfuses fordi jeg ikke tænker helt som du, så tror jeg der er noget du har misforstået?

Tak for alle svar, jeg tror at det måske er bedst at pynte lidt på sandheden, i hvert fald i begyndelsen. Lige nu er vi en velfungerende familie hvor min kæreste udfylder rollen som far 100 % og mere til. Nogen gange har han endda mere overskud end jeg selv har.Så på en måde må vi nyde livet lige nu og her og ta det som det kommer...
Min eks var psykisk syg i lang tid op til selvmordet.Og min datter er kun halvandet år så meget fra den tid han levet husker hun nok ikke, han var der heller ik ret meget, forståligt nok.
Jeg ønsker ikke spild af energi i debatten. Så evt. underliggende uoverenstemmelser af anden baggrund, må der gøres op med andre steder i forumet. Tak for forståelse og opbakning til det.

så må du nok heller give mig en mega undskyldning............................. hmm men det burde du vide når jeg faktisk skrev det samme næsten som jeg gjorde første gang... nej det er dig man ikke kan tage seriøs.... du siger ikke din egen mening du rette bare andre folk hvis du menere de ikke har ret.... og undskyld prøvede at give hende nogen råd eller et lille tip men derfor behøves jeg jo ikke fortælle hele min livs historie for det er jo ikke mig det handler om vel???? viggoline ven

Jeg havde besluttet mig for at undlade at kommentere dig yderligere. Men din nedladende tone tvinger mig. Jeg har forsøgt at give et objektivt råd til de pårørende, og havde ikke regnet med at det på nogen måde kunne misforståes. Det at jeg ikke mener at det er en god ide at fortælle den lille pige sandheden nu, er ikke ensbetydende med en kritik af dit indlæg.
Jeg tror at du må være ret usikker på dig selv, når du tager alt til dig som en personlig kritik.
10-4 over and out her fra lille helenoline

I mine teenageår begik min nærmeste veninde´s far selvmord, vi har snakket meget om det i perioder, om hvordan det var dengang da det skete og hvordan hun har taklet det sidenhen. Og siden det skete har hun altid følt sig lidt ved siden af, været bange for at folk spørger hende om hvor hendes far er, følt sig nærmest mindreværdig, for hendes far valgte at forlade hende. For at endnu en af dine datters to forældre ikke skal give hende et ultimativ svigt, så tror jeg at du skal lade din datter selv spørge ind til hvor hendes far er, -og svar på det hun spørger om. Den dag hvor du må fortælle hende hele sandheden, så sørg for at få hjælp til hende i form af psykolog ell. lign. Det her er hvad jeg tror er det bedste, -men kontakt en selvhjælpsgruppe ell. lign., de ved det nok bedre.
Held og lykke fremover

Sig mig, er du rigtig velforvaret? Det er mig umuligt at tage dit oprindelige oplæg alvorligt, i og med du åbenbart ikke er ved dine fulde fem?
Hvordan pokker skulle en så lille størrelse fatte noget som helst? For slet ikke at nævne rækkevidden af at hun får at vide at hendes far begik selvmord.
Jow..det er mange måder at få opmærksomhed på!!!

Som datter af en far der begik selvmord, da jeg var 14, kan jeg kun sige: Fortæl sandheden! Man har absolut krav på at vide, hvad der er sket med ens forældre - også selv om sandheden er barsk og gør ondt. Hvis jeg ikke havde vidst, at min far havde begået selvmord, ville jeg have haft meget svært ved at forstå mig selv...og jeg ville aldrig have tilgivet min mor for at lyve overfor mig. Der kan følge en masse problemer med, når man er barn af en selvmorder og dem må du være parat til at tage hånd om til den tid - fx selvværdsproblemer, selvmordstanker osv. Men tro mig, det vil give endnu større problemer at dække over sandheden - og på et tidspunkt vil hun jo finde ud af det hele og det kan komme som et endnu større chok, hvis hun selv skal grave historien frem på et tidspunkt. Samtidig lærer din datter jo desværre også, at selvmord er skamfuldt, pinligt og tabubelagt, hvis I ikke vil tale åbent om det - og det gør ondt, når man selv er en del af den person, der har valgt den ulykkelige løsning. Selvmord er stadig alt for stort et tabu og som efterladt kan jeg kun opfordre til, at man er med til at bryde det.
PS: Se på www.efterladte.dk
eller læs Inger Annebergs bog "Sorgen ved selvmord" der bl.a. fortæller om efterladte børns tanker (også børn der ikke har kendt sandheden om selvmordet, hvilket har været negativt for dem).

Du var 14, men denne pige er bare 1½? Hun ved ikke hvad død er for noget, og da slet ikke hvad selvmord er.
Er alle gået fra snøvsen herinde?

Og læs overskriften på mit indlæg uhh jeg vil godt kalde dig altmuligt men gider ikke bruge tid på folk der ikke kan læse...

hej jeg vil bare lige sige tak, for du ved hvad du snakker om og jeg tror som jeg skrev i startindlægget at du har fat i det helt rigtige...det er et svært område vi bevæger os rundt i og en del forvirring følger vel med . . . men essensen er det du beskriver Ha det rigtig godt !!!

Prøv nu bare at lære at læse så kan vi snakkes ved.

Undskyld mig, men det er vist kun dig, der er gået fra snøvsen...eller også læser du bare ikke særlig grundigt! Moderen søger jo råd til, hvad hun skal fortælle datteren NÅR DEN TID KOMMER, HVOR DATTEREN KRÆVER SVAR, som der udtrykkeligt står i hendes indlæg! Og det spørgsmål er der da intet som helst dumt i, så læs lige indlægget ordentligt før du svarer!!!

Vil lige tilføje, at jeg tror din datter vil have gode muligheder for at klare det helt fint, da hun jo har mistet ham så tidligt. Desuden er det allervigtigste nok, at hun har en person i hverdagen, der udfylder faderrollen og som har valgt at være noget for hende, hvilket helt sikkert vil afhjælpe følelsen af at være valgt fra.
Held og lykke og ha' det godt...

I lige måde, du er jo et godt eksempel på at der findes mennesker der klarer sig rigtig godt-trods modstand i livet, og det er fedt at du har overskud til at hjælpe andre !!! Ha en god søndag aften og god start på ugen.

Jeps ...

for at alle indlæg har været fri for dumme bemærkninger, for de vil her være fuldstændig uforskammede.
For du har selv skrevet de vise ord i en anden debat. hvorfor er det så lige at du er.... og ik retter der efter dine egne udsagn i den her debat?

Hej,
det er en svær situation med hvordan og hvornår... men egentlig tænker jeg på mig selv og andre jeg kender som er vokset op i et hjem med en "familiehemmelighed"... som børn ved vi jo godt, at der er noget der ikke hænger sammen... det er ikke sikkert vi rigtig tør undersøge det, især ikke hvis vi fornemmer at nogen af de voksne er MEGET imod at berøre "visse" emner.
Det kommer også an på hvilket temperament man har, hvor sensitiv man er. Jeg er feks et meget sensitivt menneske, så jeg har mærket ALLE de anspændte indædte sorgfulde vrede håbløse fortvivlede følelser hænge i luften hjemme i stuen, som stred så meget imod at vi hver dag bare sad og holdt masken og ingen sagde noget til nogen om hvorfor alle var så ulykkelige og hvorfor der var sådan en ubehagelig kold stemning. Vi "overlevede" bare, sad og smilte på overfladen. Vi levede ikke.
Selv om jeg, og andre jeg kender, har fået nogle ordentlige choks når sandheden endelig kom på bordet, min kæreste fandt ud af som voksen at han var adopteret, jeg fandt ud af som barn og teenager at min mor i virkeligheden var ligeglad med mig, ligesom hun var ligeglad med sig selv (sagt i en meget forenklet version)- så er sandheden som en kraftfuld styrke - større end en AHA oplevelse - et rungende JA JEG VIDSTE DET VAR NOGET GALT - og endelig falder noget væsentligt på plads indeni, endelig holder min underbevidsthed op med at kværne rundt for at finde en løsning i alt det rod som ingen før har turdet berøre, endelig kan jeg ånde lettet op, endelig kan jeg gi slip på den skyld der ligger i måske at komme til at gøre nogen kede af noget som jeg ikke ved hvorfor!
Det er da følelsen af at blive løjet for, holdt udenfor, ikke at være værdig nok, eller hva man skal sige, til at de andre i ens familie har lyst til at være helt åbne overfor een, der kan være det allermest sårende. Sådan har jeg selv haft det.
Jeg forstår godt man skal være varsom med ikke at proppe frygtelige billeder ind i et barnehoved der ikke er klar... men jeg tror godt at du som mor til din pige ved hvordan du skal fortælle hende om det på en måde som du kan stå inde for. Børn kan sagtens forholde sig til døden og til det at være ked af det, Og selv om du måske vælger at trodse dine svigerforældre en dag, og fortæller din pige sandheden om hans selvmord, har I da muligheden for at ta en snak om hvordan I hver især vægter ærlighed som mennesker, og som et led i opdragelse.
Dybest set tror jeg i forhold til dine svigerforældre som selv er forældre til ham, at det er deres egne følelser omkring tabet af ham de ikke kan se i øjnene... men alle de følelser at tab og sorg.. det kommer din pige til at vokse op i ... så når det kommer dertil at hun får lyst til at kommunikere omkring hvorfor det egentlig altid har været så svært og mystisk, hvorfor der har været emner man ikke måtte sige noget om fordi nogen måske blev kede af det, fordi ingen har talt om det, men alle er i virkeligheden dybt mærket af det, så...velkom hende ind i familien, ind i det faktiske og skete. Det er hendes far. Det er hendes gener der har handlet sådan.
Jeg tror på at fortielse virker som så kraftig en magnet.... jeg tror at bevidstgørelse gør at man har en bevidst chance for at vælge. Det er derfor det er så vigtigt at være åben omkring bla. incest, alkoholisme, spiseforstyrrelser, selvmord osv osv. Der ligger nogle tydelige følelsesmæssige beskeder/stemninger og taler for sig selv, men hvis intet blir sagt om det.... så kommer det til at ha endnu mere magt... Men, min bud er; erfar selv.
Giv livet en chance. Giv ærligheden en chance.

Hun spurgte ikke om, hvorvidt hun skulle fortælle sin datter noget nu.
Hvis du vidste hvad sorg var, ville du måske forstå, at en del af helingsprocessen er tankeprocesser omkring fortid og fremtid. Moderen har brug for at tale om, hvad der skal ske i fremtiden. Skal hun fortælle sin datter noget eller ej. Jeg er dybt forundret over den hårde tone i det her forum. Og så endda på et indlæg af så følsom en karakter...