Skar i migselv

På et tispunkt i mit liv, ikke så lang tid siden, var jeg meget deprimeret. Jeg kunne ikke se nogen grund til at leve, og jeg hadede migselv. Ofte skar jeg migselv istedet for at græde, da jeg følte jeg var svag hvis jeg græd. Nu er jeg ikke deprimeret mere, og jeg skær mig heller ikke mere, men ofte har jeg lyst til det. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal komme over, at jeg har gjordt noget så slemt mod migselv. Jeg får det så dårligt når jeg tænker på det, men jeg må jo lære at leve med det da det er en del af min fortid og af hvem jeg er idag. Er der nogen som har nogle gode råd?

du skal lave noget du brænder for freksempel male billeder, feste eller... what ever og være mere sammen med venner eller kæresten hvis du har sådan en OG SÅ BARE LEV LIVET
det er jo den dummeste ting og skære i sig selv
QQNUZZ FRA SOL

Et godt råd: Prøv at se det som en tid hvor du havde brug for at straffe dig selv. Vi alle straffer os selv på forskellige måder. Jeg kender selv til "din" metode:-( Men jeg har valgt at give slip på den så godt jeg nu kan, og tilgive mig selv...hvert fald prøve på det, trods en masse ar, sidder og minder mig om det hver dag... Men vi må videre, og det er jo ikke kun uden på at vi har ar, det er også inden i. Men selv om at masser af folk laver ar på sin egen sjæl, ved for ex at ikke lytte til sit hjerte, så er det som om at det kun er galt, når det er på det ydre...Kan du følge mig???
Men lær dig selv stille og roligt at passe på dit ydre så vel som dit indre. Og frem for alt; tilgiv dig selv for det du har gjort mod dig selv... Håber at det bare hjalp en lille smule;-) Ha det godt. K

Du står overfor nogle meget alvorlige problemer. Snak med din familie om det hvis du kan, hvis ikke så nogle veninder eller venner. Jeg selv har skåret i mig selv også i mit håndled for at tage livet af mig selv det er ikke lykkedes og det er jeg lykkelig over. Jeg vågnede op i en ambulance, efter at have skåret i mit håndled, med iltmaske på, pulsmåler og andre elektroder på hele min krop. Jeg blev skrækslagen og tænkte på om det virkelig var værd at miste livet? Jeg blev så bange da jeg lå der i ambulancen og dårligt nok kunne trække vejret. Efter den situation begyndte jeg at fokusere på de ting i mit liv der betød noget for mig og kunne skabe bare lidt glæde i tilværelsen for mig. Begyndte at dyrke sport, tage til fester, mødes med venner og veninder og jeg fik et meget bedre forhold til mine venner og veninder. Desværre var det nødvendigt for mig at opleve en så forfærdelig hændelse og jeg håber ikke at der skal så meget til før andre også for øjnene op for hvad de går og laver. Jeg er heldig at jeg er i live i dag, det er nu halvandet år siden jeg oplevede dette, jeg har aldrig haft i tankerne at skære i mig selv igen nogensinde. Men hør på hvad dine venner har at sige, de vil kun hjælpe dig til at blive som du var en gang. Lad dem komme ind på livet af dig og sammen få jer arbejdet igennem problemerne i stedet for at lukke ned og tænke at hvis jeg nu skærer lidt i mig selv så græder jeg ikke og sårerne og arrene kan gemmes bag trøjer, det kan de ikke altid. Så mit råd er, vær ærlig om det, du må jo have indset det er et problem siden du skrev dette indlæg, erkendelse er første skridt på vejen mod et bedre liv uden problemer som disse der ikke kun går ud over dig selv, men også over dem du holder af og dem som holder af dig.
Håber du kan bruge det jeg skriver til noget for jeg mener det, hvert et ord...!
En masse held og lykke og tanker til dig fra mig!

Da jeg læste dit indslag, tænkte jeg, at det lige så godt kunne have været mig der havde skrevet det. Jeg har det nemlig på samme måde. Da jeg havde det skidt, hjalp det at skære i mig selv. Smerten og blodet var nærmest en slags forløsning - en flugt fra alt det dårlige jeg gik igennem. Men nu hvor jeg har det bedre, er det ikke rart at gå rundt med ar på kroppen. Det ligner slet ikke mig at gøre sådan noget som at skære i mig selv, og en overgang skammede jeg mig meget over det. Jeg gjorde alt for at skjule mine ar...men det gør jeg ikke længere! Hvis mine nærmeste ikke kan acceptere, at jeg har haft det så svært - at jeg gik så langt som til at skære i mig selv, ja så er det deres problem. De burde måske nærmere spørge sig selv, om de burde have været der for mig, da jeg havde det skidt...istedet for at vende sig imod mig nu hvor jeg har det bedre.

nothing to die for. Count yourself lucky you are not a victim of US politics. Du bor i denmark, og liv er så nemt her. What would you do if you lived in one of those fucked up countries. Stop being so dramatic with yourself, if you want to die so do it, if you want to live so live. You are crying for help, the solution, stop crying and try growing. Ikke finde dig i det lort du er i. You are who you are, and there is good in you.
Be strong and help your neighbour with their depression, it is really good therapy. Dont be a loser, be a winner, and if you cant win, keep playing. Life can always be fun too.

Jeg kan ikke rigtig se hvorfor, at mit liv skulle være bedre bare fordi jeg bor i Danmark. Selvfølgelig elsker jeg Danmark, det er jo mit land hvor alle mine forfæder kommer fra, men at jeg har været deprimeret og gjordt noget ved migselv har sgu da ikke en skid med dette land at gøre. Og jeg tror nu det ville være bedre hvis jeg hjælper migselv før jeg hjælper andre. Jeg kan ligesom ikke bruge det til noget at andre er deprimeret, vel?

Jeg vil bare sige at jeg synes at det er dejligt for dig at du er holdt op med at skære i dig. Jeg havde det præcis på samme måde som du siger, men jeg havde nogle fantastiske venner som var der for mig og det håber jeg fan'me også at du har, de fik fat i en psykolog, som egentlig ikk hjalp, men i stedet snakkede jeg meget med mine venner, og tilsidst blev jeg nød til at sige til mine forældre at jeg havde et problem, fordi det er sq ikk nemt at komme over sådan noget, men jeg kan kun sige at man bliver stærker med tiden. Jeg fik engang et råd, hvilket godt kan være lidt svært at følge hvis man er rigtig nede, i stedet for at afreagere med en kniv på din krop, så ta en håndfuld isterninger i hånden og hold godt fast om dem, hvis du er ved at give op og ikk synes det hjælper så luk øjne og skrig og klem til de forbandet isklumper!! det virker nogle gange... bare et lille råd :)
Jeg håber at du vil få det godt i fremtiden, eller alle der har det svært med sig selv vil...

Hej Charlotte,
Jeg vil bare lige sige mange tak for rådet. Jeg vil prøve at gøre sådan næste gang jeg føler trangen til at skære i migselv. Jeg har dog aldrig fortalt det til nogen før jeg skrev her på denne side. Ikke engang mine venner eller forældre ved det. Og jeg tror heller ikke, at jeg vil fortælle dem det. Måske på et senere tidspunkt i mit liv, når jeg er 100% sikker på at jeg er over det. Jeg er bange for, at hvis jeg fortæller nogen det, ansigt til ansigt, at det vil være for svært for mig, og at jeg vil begynde at skære i migselv igen. Og det ønsker jeg ikke. Men endnu en gang; Mange tak for dine ord og det gode råd.

Jeg er ked af at høre at du har været så langt ude.... men samtidig også lettet over at høre at jeg ikk er den eneste.... Jeg skar mig i et halvt år indtil det hele kulminerede i et selvmordsforsøg..... og min familie fik mig til at få øjnene op for at jeg ikk kunne klare mig selv... mange de forstår ikke at en kniv kan tage magten fra en, at et objekt kan blive ens bedste "ven" jeg har set mange vende det hvide ud af øjnene når jeg kommer gående i t-shirt eller shorts... men hvorfor... er det så meget værre at være afhængi af en kniv som stoffer.... jeg håber du finder ud af det.... men det tager lang tid.... og om man nogensinde slipper helt af med den "ven" kan kun tiden sige.... håber alt det bedste... qnuz mig på 17....

Det kan måske godt virke lidt laterlig at man kan sidde og snitte i sig selv med vilje... men der er jo ingen der gør det fordi det er sjovt.... og det er ikk noget man bare lige holder op med... det er ligesom hvis du har prøvet at være afhængi af stoffer eller smøger eller cola.... man kan ikke BARE lige lade være..... Jeg kan godt forstå at det må være utrolig svært at forstå at man kan være afhængi af at gøre skade på sig selv.... men man gør det fordi det er en smerte der kan håndteres.... man kan se hvorfor det gør ondt og det kan man ikk hvis det gør ondt i sjælen.... Da jeg gjorde det sagde folk også altid... vær dog sammen med nogen mennesker istedet for at sidde der hjemme og hænge... jeg gjorde som de sagde... men jeg var jo alligevel alene inden jeg skulle sove... og der var der masser af tid til "snakke med min ven" prøv og kig lidt nærmmere inden du skriver sådan nogen... for det sårer... ikke fordi det er det jeg tror du er ude på... men tingene er ikke altid som den ser ud....

Jeg har fornyligt selv startet på noget der hedder Kognitiv terapi, det er noget med at man skal ændre sin tanke gang. Jeg ved så ikke helt hvad du tænker og føler, men jeg er stærk destruktiv, jeg skader mig selv fysisk så vel som psykisk, der gik 3 år før nogen opdagede at jeg havde ar på armene. Men mine tanker er at jeg skal skade mig selv og jeg er faktisk så langt ude at jeg fuldstændig mister kontrolen og jeg kan overhovedet ikke huske noget af det når det er sket. Men jeg syntes du skal tage og kigge på kognitiv terapi, for det ser jeg som en god mulighed for at komme ordentlig over det.
Good luck Night Witch

Jeg har en veninde som brænder sig selv og kradser sig selv(utrolig volsomme mærker)....´
Somme tider har hun de vildeste sår og mærker.... det gør mig paf...
Jeg har allerede sagt at jeg er der for hende, og har da somme tider spurgt hvor 'det' kommer fra...
"øøøh" fra en bytur....
Jeg vil ikke dømme hende, for jeg elsker hende, men det kan overhovedet ikke stamme derfra...
Hun vil ikke sige mig det, og jeg vil ikke presse hende til at sige det...
Jeg har sagt til hende at hun altid kan ringe til mig, og at jeg er der for hende...
Men hvad kan jeg mere gøre...
Jeg ved hvis jeg sagde til hende hvad jeg tror hun føler, der gør at hun straffer sig selv, ville hun med sikkerhed forværre det...
Please hjælp mig..
Hvis du selv har prøvet det, så få mig til at forstå hvad der har hjulpet dig væk fra Det.
Kram KAC