Skilsmisse for nemt

Jeg ved ikke om jeg er den eneste, men jeg er efterhånden begyndt, at tænke, at det er blevet alt for nemt at blive skilt.
Ja, jeg ved godt at det er følelsesmæssigt hårdt, det er ikke det jeg mener.
Når vi ser på statistiken, er det temmeligt bekymrende at se, at skilsmissetallet i følge en opgørelse fra maj i år, er stigende.
Jeg tror at vi danskere efterhånden er begyndt at se skilsmisse som en løsning på vore ægteskabelige problemer. Når det bliver svært at få det hele til at hænge sammen ender det ofte med at man bare giver op. Dette er forkert.
Hvis man bare kan opgive, og droppe ægteskabet når der opstår problemer, hvad er så pointen i at blive gift i det hele taget? Så er der jo ikke megen forskel på ægteskabet og et kæreste forhold, og så kunne vi jo lige så godt bare opgive denne gammeldags foranstaltning.
Når man gifter sig, i hvert fald hvis det er det traditionelle krikebryllup, lover man højtideligt at man er villig ti at holde sammen med sin partner både i medgang OG MODGANG!! kan det virkeligt passe at det er så let bare at se stort på dette højtidelige løfte og gå videre i livet?
På dette punkt kunne jeg egentligt godt ønske at det var som i attenhundrede tallet. Dengang var skilsmissen en både smertelig og bekostelig affære, der indebar, at man nødvendigvis skulle have været udsat for både utroskab, og psykisk eller fysisk vold! Dertil kom at det sagtens kunne tage flere år før skilsmissen var gennemført, og i den tid ville hele ens privatliv blive endevendt i pressen, og dermed stillet til offentligt skue. Følgelig var der nok en del mere kamp for at få det hele til at hænge sammen end der er idag.
Måske ville en helt så voldelig proces ikke være gennemførlig i dag, men jeg mener ikke, at den vi har nu er hård nok, langtfra, en skilsmisse skal ikke på nogen måde kunne ses som en løsning på problemerne, men som en allersidste udvej, som man kun ville benytte hvis det var 100% umuligt at leve med hinanden.

Du har en meget smuk indstilling til livet, og jeg er sikker på at din sjæl er levende og explosiv farverig.
Der er som du så sandt siger ingen der frygter en skilsmisse idag og jeg synes du har lidt ret i at det skulle være sværer at få myndighedernes stempel og dermed fordele. I modsætning til dig så ville jeg meget hellere at det blev meget meget sværer at blive gift, (samvær i mindst 5 år-liegestillet økonomi-samme kulturelle baggrund)for så kan man nå at gå hver til sit inden ægteskabet bliver indgået.

Jeg har selv tit haft de samme tanker.
Vi er "vokset fra hinanden" og den stormende, åndenødsfremkaldende forelskelses er væk, dagligdagen er kommet ind i vores liv. Føj, så må vi hellere blive skilt!!!
Jamen, hvad er det dog for en indstilling? Desværre tror jeg det er fordi mennesket hele tiden skal leve op til et eller andet forcromet ideal, skabt i romaner, noveller og bare sådan generelt i tiden, men det holder ikke i virkeligheden.
Folk giver i mange tilfælde ikke ægteskabet nogen reel chance, for de vil ikke kæmpe for kærligheden, så er det lettere at smide ud og anskaffe noget nyt!
Men man SKAL kæmpe for at vedligeholde kærligheden, specielt når hverdagen holder sit indtog i forholdet!
Folk stræber på alle måder efter noget uopnåeligt perfekt og glemmer derved at være forstående, tolerante og være mennesker!
Snak med hinanden, foretag jer noget sammen, glem ikke de intime kys, selvom I har travlt. Sæt pris på hinanden og bær over med små-irriterende adfærd hos partneren (I har også selv fejl).
Intet er perfekt, men intet er eller kan blive perfekt.
Da vi blev gift for mange år siden, var der en der sagde til os, "Lad aldrig solen gå ned over din vrede!". Min kone og jeg kunne aldrig drømme om at lægge os til at sove uden at give hinanden et dybt og inderligt kys og samtidig ligesom tilgive hinanden evt. fortrædeligheder i dagens løb! Vi respekterer hinanden og værdsætter hinanden selvom vi med 3 småbørn, 2 fuldtidsjob samt en gård med mange dyr, har ekstremt travlt altid! Måltiderne holder vi hellige som familiens samlingspunkt! Vi snakker og griner sammen før vi går videre med dagens gøremål! Måske lyder det som lutter lagkage og det er det ikke, men vi kæmper for at det skal være det! Vi er da af og til uenige, irriterede på hinanden osv., men vi kæmper for hinanden og for vores liv sammen!
Så derfor er mit råd, at har 2 mennesker elsket hinanden(hvilket man vel gjorde da man blev gift), så find det i elskede og find tilbage igen SAMMEN! Tal med hinanden, respekter hinanden og vis tolerance! Lad være med at vælge den første og umiddelbart letteste løsning, skilsmissen!
Held og lykke!

Du får det til at lyde, som om alle skilsmisser bare er en let løsning på problemerne!
Jeg er selv blevet skilt i år efter at være blevet separeret fra min mand sidste år, men det var absolut ikke den første og nemmeste løsning! Vi havde været sammen i 10 år (gift i 6 år) og har 2 børn sammen, men jeg valgte at gå fra ham, fordi jeg simpelthen opgav at få vores forhold på ret køl igen. Selv om man i ægteskabsløftet lover at elske og ære hinanden i medgang og modgang, kan det altså godt blive for meget.
Min eksmand har altid været glad for øl, men inden for de sidste par år greb det om sig, og da jag forlangte skilsmisse var hans forbrug oppe på min. 10-15 øl om dagen (lørdag og søndag - de andre dage kørte han lastbil i Norge, så der kunne jeg jo ikke tjekke forbruget, men han brugte flere tusinde kroner på sig selv om måneden, og det var ihvertfald ikke til tøj). Alle øllene drak han enten i skjul i garagen, så jeg ikke kunne se det, eller også kørte han lige hen til en kammerat eller hen for at købe cigaretter, og så kom han hjem flere timer efter, og man kunne se, at han havde drukket langt mere end blot en enkelt øl.
Dette resulterede i, at jeg altid sad alene med vores børn på henholdsvis 3 og 6 år, og de spurgte ofte, hvornår deres far kom hjem, men jeg kunne ikke give dem et svar. Når han endelig var der, var han sur og tvær og faldt i søvn i en stol, når han blot havde siddet der i 5-10 min, og det var ofte inden kl. 20.
Ungerne gad han ikke være sammen med, for det larmede jo ofte, og så blev han sur og råbte ad dem og skældte dem ud. Det enste, han gad gøre sammen med dem, var at se tegnefilm, for så opdagede de ikke, når han faldt i søvn.
Han begyndte at blive voldelig over for mig, og sagde en aften til vores dengang 5-årige dreng, at hvis jeg kom ud til dem i garagen for at hente ham og putte ham i seng (da var kl. mlm. 21-22) så skulle han nok give mig nogle bank, for det skulle jeg ikke bestemme.
Jeg havde flere gange i løbet af det foregående år foreslået ham at gå i behandling for hans alkoholmisbrug og havde sågar kontaktet AA samt behandlingscentre for at give ham noget hjælp til at finde ud af, hvad der ville passe bedst til ham, men han blev ved med at benægte, at han var afhængig at alkohol, og så var det jo håbløst.
Derefter valgte jeg at flytte og gjorde klart for ham, at jeg ikke ville have mere med ham at gøre.
Hvor meget skal man kæmpe for et forlist ægteskab?????
Man kan ikke løse problemerne uden hjælp fra ægtefællen, og det bør vel egentlig også være inden for rimelighedens grænser, hvad man kan byde sine børn?????
Jeg har aldrig fortrudt min beslutning og har fået 2 børn, der er blevet betydeligt gladere nu, end de var, da vi boede sammen med deres far, fordi de nu ikke behøver at se en mor, der konstant er enten ked af det eller sur, fordi der har været en masse skænderier.
Venlig hilsen
Happymom

En af fordelene ved at gøre skilsmissen sværere er netop at det vil få folk til at tænke sig mere om før de gik ind i et ægteskab. Det ville kun være sundt,hvis man kunne få alle til, før de blev gift, at spørge sig selv om den partner man nu havde valgt sig var en man ville kunne holde ud at se på, og leve med, hver dag resten af livet. Det ville spare mange, både børn og voksne for de følelsesmæssige ar der uundgåeligt vil komme af et brudt ægteskab.
Dog ville jeg ikke sætte helt så strænge bånd for hvem man kunne gifte sig med, og hvornår, da det nemt kunnekomme til at ramme de forkerte.
Måske kunne man istedet indføre en eller anden institution, hvor man kunne vurdere hvorvidt det pågældene par er ansvarlige nok til at indgå i en varig forbindelse, uden at det ville gå fuldstændigt galt.

Det var ikke forhold som dit min kritik var rettet imod, men mod dem der bare "vokser fra hinanden" eller bare giver op, uden noge form for kamp.
Selvfølgelig skal man ikke finde sig i en voldelig ægtemand, eller hustru. Det kan aldrig være acceptabelt at et voksent menneske er voldelig over for hverken ægtefælle eller børn. En sådan opførsel burde efter min mening straffes langt hårdere end den bliver i dag.

Hej Happy-mom!
En trist affære, men læg mærke til at jeg i mit indlæg skrev, at BEGGE parter skulle kæmpe for ægteskabet. Det forsømte din mand, derfor mener jeg bestemt også at en skilsmisse kan være løsningen som i dit tilfælde. Hensynet til børnene må komme i første række.
Men havde din mand kæmpet for det og havde han dermed stoppet sit forbrug af øl, så havde I måske også haft en chance! Det gjorde han så ikke og derfor var forholdet "dødsdømt"!
Ønsker dig held og lykke fremover!

Marriage is the chief cause of divorce.
- groucho marx
ej, men jeg kan godt følge din tanke. men at straffe folk fysisk er måske lidt vildt. som du nok ved findes den eneste ene ikke. man går gennem en masse kærligheds oplevelser, som giver en en følelse af hvad man søger her i verden.. og grunden til at de mange skilsmisser tror jeg er at folk bliver gift så hurtigt. og folk skulle give ret til den andens ønsker..
men hvis det hele er lort kan det ikke hjælpe at straffe folk for at skilles!!!
Danskere bare vil bare finde den rette! men hvis der er børn indvolverede syntes jeg at der skulle være en konsulent mellem dem, som måske kunne finde en løsning!
godt indslag og meget stort problem!
hil mig

Skilsmisse er ikke for nemt. Det skal være enhvers egen personlige beslutning om man vil skilles eller ej. Jeg er lykkelig fraskilt på 7 år. Efter 18 års ægteskab, hvoraf jeg gerne ville ha' undværet over halvdelen af årene. Man kæmper til det sidste - og det er ikke altid det mest lyksagelige for børn, at opleve disharmoni i årevis.
Vi lever heldigvis i et frit land - og heldigvis er det idag muligt for kvinder at klare sig selv - de er ikke længere afhængige af mandens indtægter - derfor er det også blevet lettere at blive skilt - og gudskelov for det.
Måske gifter folk sig bare for hurtigt... det er en anden sag. Hverdagen kan også være hård for mange unge familier, både økonomisk men også tidsmæssigt. Vi har alle vores ret til at vælge. Jeg vil lige afslutte med, at det heldigvis ikke behøver at være en tragedie at blive skilt - heller ikke for børnene. Mine siger at de er lykkelige for deres liv - og familie - selv om vi ikke lever sammen.

At ønske sig tilbage til 1800 tallet normer, for med statens magt, regler og almen fordømmelse, at tvinge eller fastholde to parter i et ægteskab, der ikke længere deles af to, det er en underkendelse af, at det enkelte menneske er unikt...med ret til at handle derudfra.
Mennesker skilles ikke bare. Som du vil kunne læse i indlæggene herunder. Men jeg har indimellem oplevet den ene part fra et brudt forhold, sidde helt uforstående tilbage ?????
Hvis man ikke selv ser faresignalerne når det hele begynder at "skride", hjælper ingen tvang eller besværliggørelse af skildsmissen til, at genskabe det "lykkelige" ægteskab.

Hmmm.... Gætter på at du selv er den forsmåede part ?

Kære "happy-mom"
Håber det endeligt passer❓Læst dit indlæg, som jo netop beskriver en af de grunde til at folk bliver skildt.
Du har vist dig som en ansvarlig forældre , hvilket dine børn opførsel nu viser med al tydelighed. De er kommet til at leve under tryggere og fastere forhold i dagligdagen...netop hvad de "små" forventer af os som rollemodeller.
Man underkender i alt for mange tilfælde hvor meget vore børn trykkes ned i ingenmandsland af uenige forældre.
Den pris er ikke værd at betale for at bibeholde et samliv med en partner,der ikke kan "høre" på 10.år
Pøj Pøj til dig og de små på din fortsatte færd

Ja, måtte knibe mig selv i armen, for kunne næsten ikke genkende den positive og sobre tone i dit svar ;o)
For engangs skyld må jeg give dig fuldstændig ret; ventede vi noget længere tid, før vi afgav de hellige løfter, havde vi større grundlag for succes.
Men desværre lever vi i en verden, hvor alt er blevet "her og nu". Efterhånden som verden har udviklet sig mere og mere teknologisk, bliver vi fra barnsben bombarderet med underholdning, action og det nyeste nye teknik. Man må helst ikke nå at kede sig, før det næste indtryk skal smides i ansigtet på en. Bare se legetøjsbutikkerne og deres indhold? Lidt langt fra en pind og nogle sten, som min far legede med i sin barndom, ikk?
Det er lidt uundgåeligt, at vi så også overfører det til vores voksenliv. Hvor mange har efterhånden det samme job i mere end 10 år? Ja, bare 5 år? Hvor mange beholder den samme farve i stuen eller de samme møbler? Hvor mange formår at spare op til det, de gerne vil have, i stedet for at låne sig frem? Hvor mange har den samme kæreste i flere år? Vi er stadig monogame som race, siger forskerne, men nu er vi blevet SERIELT MONOGAME, trofaste mod den samme person (det KAN godt lade sig gøre at finde nogen, der er) men ikke for evigt.
Jeg synes, din idé om samvær i mindst 5 år - i gamle dage havde man lange forlovelser? - er alletiders ;o) men lad os se det i øjnene, så ville mindst 75 % (kun et gæt)af vielserne aldrig finde sted ;o(
Men gid det kunne lade sig gøre...
Bliv ved på denne måde, Soulmate, en rar side at se af dig - men glem nu ikke at brænde debatten af engang i mellem, ellers kommer vi bare til at kede os ;O)
Knuz Decibell

Jeg tror at grunden til at der er så mange der bliver skilt i dag er, at vi glemmer at respekterer og elske hinandens forskelligheder. Vi tager hinanden for givet og ser ikke de små tegn modparten giver, når han eller hende har brug for luft. Mænd har brug for at tage til fodbold med vennerne og drikke sig pisse stive og kvinder har brug for en pigeaften med en masse sladder. Sådan er det bare og det skal respekteres og vedligeholdes.
Alt dette er selvfølgelig let for mig at sige, da jeg ikke er gift. Men jeg er 17 år og har haft begge mine to bedste veninder i 16 år. Jeg har aldrig NOGENDINDE skændtes med nogle af dem. Jeg respekterer og elsker dem begge mere end noget andet, men ved også at vi indimellem har brug for luft. Held og lykke til alle gifte personer derude. Jeg ved det er en opgave i sig selv:)

han viser i sine reaktioner en klar adfærd karakteristik for psykopater
Svinger lige fra det sentimentale, og fremstiller sig selv som noget så følsom.
Iskold og upåvirkelig for indføling med andre.
Rå og nedgørende for dem der "sætter skovlen" under ham. Enten er man med ham eller også er man et 0, eller også skal man tværes ud.
Forstår at lefle, snakke efter munden de rette steder, virke begavet, endog virke "sympatisk". Socialt tillærte færdigheder uden bund i den ægte medfølelse og respekt for andre.
Meget selvgod, selvtilfreds, selvforherligende, selvretfærdig og ... "alvidende".
Og rigtig god til at få andre til at synes "synd" om ham, eller få andre til at "forstå" ham. Manipulerende.
Den ene dag med dig, støtter dig, den anden dag, får du "kniven". Hvornår du får hvad kan du ikke vide, - det er helt bestemt af hans luner.
Og "selvfølsom", nærtagende, kan blive noget så sårede hvis andre er "uretfærdige".
Elsker at sole sig i andres opmærksomhed (den eneste måde han kan mærke på at han er til).
Men "Verden er hans"
Vi andre er bare "objekter" som han kan dømme, fordømme, give "sympati" osv. Alt efter hans lune. Aldrig efter vedkommendes behov.
Alt sammen dybt karakteristiske træk for det der kaldes en psykopat. (som i øvrigt ofter er fagligt meget dygtige og intelligente. De ejer bare ikke indfølingsevne og respekt for andre.)
PS det mest irriterende for en psykopat er at blive afsløret, at blive ignoreret eller at blive grinet ud.

Og hvad har denne personlige komentar med indlægetat gøre? Du har forresten placeret det forkert