Skole til debat...

Blev inspireret af en spændende debat her på siden til at stille jeg over for følgende....
"De skæve børn" - hva' gør vi ved dem? Eller skal der være plads til alle?
Hvem er de skæve? Er det børnene? Eller er det skolen - og dermed de voksne der repræsenterer skolen?
Hvad vil det egentlig sige at være skæv?
Skal det være tilladt at være skæv?
Er det tilladt at være sig selv?
Eller som Niels Hausgaard en gang sagde:"Har de fleste ret, fordi de er flest - eller er de bare de fleste?"
Jeg har mødt mange børn i mit tidligere job som lærer og pædagog i SFO. Og jeg har samtidig mødt en stigende tendens til, at børn bliver problematiserede og henvist til psykologer og andre kloge. Vi har opfundet DAMP, ADHD mm, fordi noget skal det jo hedde. Børn får skyld for at være normløse og mangle empati mm. MAn kunne også vende det på hovedet og spørge, om det er de voksne, der mangler empati og lyst/evne til at udvikle sig og blive klogere (støttet af børnene).
For mig at se er det meget "systemets"/ de "voksnes" definering af "normalitet", der trænger til en revidering...
Tør de voksne udvikle sig? og tro på at børnene evt. kunne have noget på hjerte?
Tør vi stoppe op og spørge os selv om vi er på rette spor?
Hvad mener I?

For tiden er begrebet "Inklusion" meget populært hos os i det jyske. På den ene side giver jeg dig ret, vi er blevet gode til at ville frasortere alt, der ikke følger en meget snæver norm. Det er problematisk.
På den anden siger irriterer det mig at det netop er fra kommunen dette begreb pludselig skal inkluderes i vores dagligdag, da det lugter af økonomisk vinding, ikke så meget hjælp til de børn og familier der har problemer.
Jeg synes som dig at vi er for gode til at problematisere mange, men er samtidig bange for at netop denne tanke skulle blive overdrevet, så at vi ikke ser dem der virkelig har brug for hjælp.
Det svære ved denne diskussion bliver at definere grænsen for hvad der er acceptabelt og hvorlænge folk skal have lov til at passe sig selv.
En interessant diskussion, Letitgrow, hvor går din grænse?

Nej – det er ikke nemt.
Men det er heller ikke nemt for børnene!!
Jeg vil give mit bud på, hvordan jeg ser på det...
Institutionsverdenen, skoler mv tager udgangspunkt i, at det er de voksne, der har ret til at opdrage børnene. Det er jeg for så vidt også enig i. MEN mange voksne bøvler rundt med egne gamle tænkemåder om, hvordan verden er. Dermed lukker de af for at tænke nye tanker SAMMEN med børnene.
Jeg har erfaret på egen krop, at jeg har lært RIGTIG meget ved at turde spille med på børnenes fantasi og tilgang til verden.. Ikke dermed sagt: Al magt til børnene.
Men større forståelse for børnenes tilgang til verden...
I vores iver efter at skulle rubricere verden i kasser, så vi (voksne) bedre kan navigere, mister vi ganske enkelt muligheden for at lukke nye impulser ind. Impulser som mange børn gerne vil dele med os, men som vi har for travlt til at tage i mod. Fordi vi ved nok, hvordan skole skal være....
NEJ, det ved vi ikke....
Vi er efterhånden vokset fast i et tjørnekrat, som gør det umuligt at komme ud på den smukke grønne eng, hvor alle blomsterne står og venter på at blive plukket. Det vil rigtig mange børn gerne hjælpe os med, hvis de fik lov...
Min pointe er, at det eksisterende skolesystem ganske enkelt ikke er gearet til den nye tids børn. Det man gør, er at give børnene alle mulige diagnoser set ud fra vores snævre verdensopfattelse.
Jeg forstår godt, at nogle børn bliver utålmodige, udadreagerende, indelukkede osv, når de ikke bliver forstået og får muligheder for at komme til udtryk på deres måde.
Disse reaktioner opfatter skolesystemet, som en form for sygdom og adfærdsforstyrrelse (DAMP, ADHD etc.). MEN i forhold til hvad. I forhold til egne forældede tankemåder..
Jeg vil vove den påstand, at mange børn fratages udviklingsmuligheder i vores skolesystem; selvom skolen siger noget andet.
For nogle børn er skolen lig med afvikling og ikke udvikling

Det er lidt ærgerligt, at emnet blev skrevet op tïl en varm weekend. Jeg tror nemlig det er skyld i, at ikke flere har svaret.
Det har altid undret mig, at man skal lave individuelle planer for hver elev, samtidig med, at der kommer flere i den enkelte klasse. For mig er det 2 modsat rettede veje, at gå.
Det giver forældre en følelse af at deres barn er i centrum, samtidig med at der i virkeligheden er mindre tid til den enkelte.
Man kan altid diskuterer hvad der er normalt og om skolen skal være mere eller mindre kreativ, men stiller du det op, som du gør med Niels Haugaard citatet, så er svaret:
De fleste har altid ret. Det er kernen i et demokrati.
De fleste mening kan ændres gennem dialog og argumenter, men flertallet har altid ret. Alternativet er anarki, hvor hver forældre, barn, lærer eller pædagog bestemmer hvad der er godt for en selv. Det kan resulterer i at der er 20 forskellige mødetidspunkter og man vil undervises i forskellige fag på forskellige måder på samme tid. Og nogen synes måske det er sjovere at kører i ventre side af vejen på vej til skole.
Der skal være et fælles regelsæt og dem der bestemmer det, må naturligvis være flertallet i et demokrati.
At vi så hver især kan tage os til hovedet over nogle ting er en anden snak.