Snak med nogle det hjælper!

Hej ale sammen.
Jeg er en pige på 16 år. Sidste år havde jeg det a h til! Jeg var trist unden at vide hvorfor, jeg var altid træt og opgivende. Der skulle ingenting til, at få mig til at grænde. For det meste når jeg fik en kæmpe tude tur gemte jeg oppe på mit værelse! Der var aldrig rigtig nogle der viste hvad jeg brugte al min tid på værelset. Når jeg tænker tilbage på det ved jeg heller ikke selv hvad jeg lavet. Jeg ønsket mig tit væk. Når jeg lå i min seng, ønskede jeg at jeg ville falde i søvn og aldrig vågne op igen! Jeg tænkte tit at det ville være meget letter hvis jeg ikke var her mere. Jeg lukket mig selv inde, holdt mig væk fra mine forældre og venne. Hvad var der glat med mig? Hvorfor var jeg her? hvorfor tænkte jeg sådan? Jeg viste det ikke!
Men det der fik mig til at lukke øjene op, var da en af mine bedste venne blev indlagt på hospitalet p.g.a en depression!
Jeg begyndte at finde lighedder mellem mig og hende og til sidst gik jeg til lægen!
Jeg var hunde rad, og jeg græd helt vildt unden rigtig at vide hvorfor! Men det hjælp at der var en anden der viste hvordan jeg havde det. Vi fik snakket ud om tingene, og i dag et år efter har jeg det meget bedre. Hvis ikke jeg havde taget mig sammen og gået til lægen ville jeg sidde her i dag og skrive dette indlæg.....
håber i kan bruge det til noget!