stuck in a moment

Kære læsere, jeg er en dreng på 14 år.
Jeg tænker hele tiden på hende, nu hvor hun er rejst. Tænker på vores oplevelser sammen, og den følelse af, at man ikke kunne nyde nu'et nok, hver gang jeg holdt om hende. Problemet er bare, at jeg bliver mere ked af det, for hver gang jeg tænker en tanke om noget godt eller sjovt vi lavede sammen. Vi holder stadig kontakten over mobil, men vi har ikke noget kørende længere. Det skal siges at vi har et helt særligt venskab.
Mit spørgsmål er ikke hvordan jeg får hende tilbage som kæreste, det ville nemligt ikke være realistisk. Mit spørgsmål er hvordan jeg holder op med at tænke på hende. Hvordan jeg holder op med at sidde hver dag, og blive trist og ked af det, over at jeg savner vores tid sammen. Og er der evt. en måde jeg kan blive glad istedet for trist, når jeg tænker på hende?
Tak, håber i vil komme med nogle forslag 😮

Følgende er afprøvet af mig gennem et langt og omtumlet liv.....
Sidde og tude et par uger og prøve at glemme hende....Virker, men er ikke skide optimalt.
Ignorere krampen og hånligt fortrænge enhver tanke og ethvert minde om hende....Se ovenfor.
Find en form for foreningsarbejde, ungdomsarbejde, spejder osv.....Klart bedre, og mulighed for at finde en ny kæreste.
Bliv alkoholiker, og drik for at glemme....Sjovt i starten, virker ikke og er næsten umuligt at slippe ud af.
Tag det som en af livets lussinger, vend det til noget positivt og brug oplevelsen til at komme videre med et miningsfyldt liv......Fortrinligt middel, hårdt, og kan vare 5-12 år, men er det bedste jeg har kunne finde på.
Husk at tiden læger alle sår, men der vil altid være et ar på sjælen.
Kort sagt, der findes ikke nogen patentløsning....Det er blot en af de mange oplevelser som vil forme dit liv og den du er/bliver til.
Jeg har nu et fedt job som tekniker i et engelsk rederi, og jeg ville aldrig være kommet dertil hvis ikke det havde været for nogle af de troløse kramper jeg er stødt på gennem livet, og som har fået mig til at ændre retning 🙂
Velkommen til livet, unge mand! Det er sommetider pisse-uretfærdigt, men det er altid interessant

din mindebog, den hvor du samler på alt det gode og som du lukker op en regnvejrsdag. Hun er jo et smukt minde allerede.[f]

Hej Dduck, tak for dit gode råd: "Tag det som en af livets lussinger, vend det til noget positivt og brug oplevelsen til at komme videre med et miningsfyldt liv......Fortrinligt middel, hårdt, og kan vare 5-12 år, men er det bedste jeg har kunne finde på." 🙂 Men problemet er det, at det er lige præcis det råd jeg altid prøver at følge med sådanne ting, det plejer også at virke, men i det her tilfælde får jeg bare en form for skyldfølelse over, at jeg lod noget så godt sive gennem mine fingre.
Man vil altid have det man ikke kan få, og man sætter aldrig nok pris på det man har, mens man har det. Men så er det vel bare, og ja, tiden læger vel alle sår. 😮

Tak for den gode idé. 🙂 Jeg har ikke en mindebog, men kan huske stort set hvert sekund jeg havde med hende. Tror også det er bedst at bruge minderne til at gøre de gode tider endnu bedre, for jeg bliver bare mere trist af at tænke på det, hvis jeg i forvejen er trist.

Total Romeo: "Tænker på vores oplevelser sammen, og den følelse af, at man ikke kunne nyde nu'et nok, hver gang jeg holdt om hende. "
SKAL DU DØ IMORGEN ELLER HVAD??
Lev dog videre.

sry, men det er sådan jeg har det.