Sygelig jaloux
Jeg er en pige der næsten ikke har haft andet end utro kærester...
Har fundet de der "player-typer" "forretningsmand-typer" - lidt smarte, udadvendte mænd, mødt flere af mine kærester på nettet gennem datingsider som altid har været en del ældre end jeg selv.
I dag er jeg i starten af trediverne og har fundet en kæreste som virker sød, stille og rolig, men har fundet ud af at han havde en profil på en anden netside end den vi mødtes på - flere måneder ind i vores forhold og han siger at han sad og kikkede på den, men ikke mødte nogen?
Jeg har kendt 7 mænd gennem hele mit liv og er åbenbart ikke så god til at vælge det jeg egentligt har brug for?
Troede ham her var ordentlig.
I forvejen har jeg haft en meget utryg barndom, lidt mange svigt og aldrig haft nogen jeg kunne forlade mig på.
Jeg er egentligt en ret livskraftig og glad pige, men jeg er meget jaloux og tænker nogle gange at mænd bare er interesseret i andre - ligegyldigt om de så møder den pige de altid har søgt?
Men jeg er ked af at have det sådan. Og det fylder alt for meget i mit liv.
Fx bryder jeg mig ikke om hvis min kæreste vil på en ferie alene med en ven, hvis han skal i byen eller til en kom'sammen hvor jeg ikke er inviteret med, jeg bryder mig i det hele taget ikke om fester og er bange for at humøret bliver for højt når der bliver drukket og man måske skal ud at danse til firmafester osv.
Jeg skammer mig over det og synes det er et tabu, men alle sitautioner som kan vække frygten, mistilliden, mindreværdet og de grimme tanker om at mænd/min kæreste bare tænder på andre og lurer bag min ryg...
Findes der virkelig ikke nogen mænd som værdsætter deres koner/kærester så meget at det bare er nok i sig selv?
Nogle gange tænker jeg selv at jeg er for meget med min tankegang. Men jeg er ikke ubetinget jaloux hele tiden, bliver det aber når jeg ser min kæreste kikke efter andre og indskrænker mit eget liv med ting jeg ikke har lyst til for at undgå min egen følelse af frygt.
Til tider bliver jeg temmelig deprimeret og opgivende, lukker jeg mig inde i mig selv.
Ønsker jo dybest set bare at blive elsket rigtigt. Er selv trofast og hengiven.
Har fundet de der "player-typer" "forretningsmand-typer" - lidt smarte, udadvendte mænd, mødt flere af mine kærester på nettet gennem datingsider som altid har været en del ældre end jeg selv.
I dag er jeg i starten af trediverne og har fundet en kæreste som virker sød, stille og rolig, men har fundet ud af at han havde en profil på en anden netside end den vi mødtes på - flere måneder ind i vores forhold og han siger at han sad og kikkede på den, men ikke mødte nogen?
Jeg har kendt 7 mænd gennem hele mit liv og er åbenbart ikke så god til at vælge det jeg egentligt har brug for?
Troede ham her var ordentlig.
I forvejen har jeg haft en meget utryg barndom, lidt mange svigt og aldrig haft nogen jeg kunne forlade mig på.
Jeg er egentligt en ret livskraftig og glad pige, men jeg er meget jaloux og tænker nogle gange at mænd bare er interesseret i andre - ligegyldigt om de så møder den pige de altid har søgt?
Men jeg er ked af at have det sådan. Og det fylder alt for meget i mit liv.
Fx bryder jeg mig ikke om hvis min kæreste vil på en ferie alene med en ven, hvis han skal i byen eller til en kom'sammen hvor jeg ikke er inviteret med, jeg bryder mig i det hele taget ikke om fester og er bange for at humøret bliver for højt når der bliver drukket og man måske skal ud at danse til firmafester osv.
Jeg skammer mig over det og synes det er et tabu, men alle sitautioner som kan vække frygten, mistilliden, mindreværdet og de grimme tanker om at mænd/min kæreste bare tænder på andre og lurer bag min ryg...
Findes der virkelig ikke nogen mænd som værdsætter deres koner/kærester så meget at det bare er nok i sig selv?
Nogle gange tænker jeg selv at jeg er for meget med min tankegang. Men jeg er ikke ubetinget jaloux hele tiden, bliver det aber når jeg ser min kæreste kikke efter andre og indskrænker mit eget liv med ting jeg ikke har lyst til for at undgå min egen følelse af frygt.
Til tider bliver jeg temmelig deprimeret og opgivende, lukker jeg mig inde i mig selv.
Ønsker jo dybest set bare at blive elsket rigtigt. Er selv trofast og hengiven.