Såkaldt viden kan være farlig
SrI Isopanishad, mantra 9
SANSKRIT
andham tama pravishanti \ ye 'vidyam upasate
tato bhuya iva te tamo \ ya u vidyayam rata
OVERSÆTTELSE
De, som deltager i de uvidende handlingers kultur, havner i de mørkeste regioner af uvidenhed. Endnu værre går det dem, der er beskæftiget med at udvikle såkaldt viden.
KOMMENTAR
I dette mantra sammenlignes vidya og avidya. Avidya, uvidenhed, er utvivlsom farlig, men vidya, viden, er endnu farligere, når den anvendes fejlagtigt eller er vildledende. Dette mantra fra Sri Isopanishad er mere aktuelt i dag end nogensinde før. Den moderne civilisation har gjort betydelige fremskridt indenfor masseuddannelse, men fordi der lægges for stor vægt på materielle fremskridt, er resultatet, at folk er mere ulykkelige end nogensinde før. Det er fordi denne udvikling sker på bekostning af livets vigtigste aspekt, som er åndelig udvikling.
Hvad vidya angår, har det første mantra meget tydeligt for klaret, at den Højeste Herre ejer alting, og at glemme denne kendsgerning er uvidenhed. Jo mere et menneske glemmer denne kendsgerning i livet, jo mere synker det ned i mørke. Set i dette lys kan en gudsforladt civilisation, som kun stræber efter en såkaldt højnelse af uddannelsesniveauet, forvolde mere skade end en civilisation, hvor befolkningerne er mindre "uddannede".
Blandt de forskellige menneskeklasser - karmi'er, jnani'er og yogi'er - er karmi'erne de, der beskæftiger sig med sansenydelse. I den moderne civilisation er 99,9 procent af befolkningen obsorberet i handlinger som befordrer sansenydelse. Dette kommer til udtryk indenfor industri, økonomisk udvikling, altruisme, politisk aktivisme osv. Alle disse aktiviteter bygger mere eller mindre på
sansetilfredsstillelse, som finder sted på bekostning af den gudsbevidsthed, der er blevet beskrevet i det første mantra.
I Bhagavad-gita (7.15) bliver folk, der udelukkende handler med grov sansenydelse for øje, sammenlignet med mudha'er - æsler. Æslet anses for indbegrebet af dumhed. For en ubetydelig mængde græs pukler det dagen lang for vaskemanden, uden at tage i betragtning, at det samme græs er tilgængeligt ganske gratis i vejkanten. De, der blot stræber nytteløst efter sansetilfredsstillelse, forherliger ifølge Sri Isopanishad avidya, uvidenhed. Og de, der arbejder for at fremme en sådan civilisation under påskud af at gøre uddannelsesmæssige og teknologiske fremskridt, forvolder faktisk større skade end de, der befinder sig på et niveau af grov sansenydelse. Gudløse menneskers avanceret lærdom er lige så farlig som en juvel på hovedet af en kobraslange.
En kobraslange, der er udsmykket med en værdifuld juvel, er farligere end en slange uden nogen udsmykning. I Hari-bhakti-sudhodaya (3.11.12) sammenlignes et gudløst folks høje uddannelsesniveau med udsmykningen af et lig. I Indien såvel som i mange andre lande er der nogle gange tradition for at udsmykke den afdødes krop og bære den i procession til glæde for de sørgende familiemedlemmer. På samme måde er den moderne civilisation et lappeværk af foranstaltninger, der blot har til formål at dække over den materielle tilværelses grundliggende elendighed.
Alle sådanne aktiviteter er rettet mod sansetilfredsstillelse, men over sanserne står sindet, og over sindet står intelligensen og tilsidst over intelligensen står sjælen. Målet med virkelig uddannelse bør derfor være selvrealisation, hvilket i første omgang vil sige at komme til indsigt om sjælens åndelige værdier. Enhver uddannelse, der ikke fører til en sådan kundskab, må betragtes som avidya, uvidenhed, og fremmer man aktivt en sådan uviden hed,er resultatet, at man havner i uvidenhedens mørkeste regioner.
Uvidende lærere uden nogen åndelig indsigt kaldes i Bhagavad-gita (2.42, 7.15) veda-vada-rata og mayayapahrta-jnana. De optræder som ateistiske dæmoner og menneskehedens laveste. De, der er veda-vada-rata, udgiver sig selv for at være meget lærde i den vediske litteratur, men desværre er de blevet fuldstændigt afledt fra Veda'ernes formål. I Bhagavad-gIta (15.15) siges det, at formålet med Veda'erne er at forstå Guddommens Personlighed, men veda-vada-rata-folket er overhovedet ikke interesseret i Guddommens Højeste Personlighed. Tværtimod fascineres de af frugtbærende bestræbelser rettet mod sansenydelse, som kulminerer på de himmelske planter.
Som det siges i Mantra Et, skal vi vide, at Guddommens Personlighed er den, der ejer alting, og at vi bør være tilfredse med de livsfornødenheder, som er blevet tildelt os af den materielle natur. Formålet med al vedisk litteratur er at genopvække denne gudsbevidsthed i de glemsomme levende væsener, og dette samme budskab præsenteres på forskellige måder i verdens forskellige skrifter, så den tåbelige menneskehed skal kunne forstå det. Det endelige mål med alle religioner er således at bringe en tilbage til Guddommen.
Men i stedet for at forstå, at formålet med Veda'erne er at genopvække den glemsomme sjæls tabte forhold til Guddommens Personlighed, tager veda-vada-rata-folkene det for givet, at en biting som at opnå himmelsk sanselig nydelse er veda'ernes endelige mål. Hvad de ikke tager i betragtning, er at begæret efter himmelsk nydelse, er selve den oprindelige årsag til deres materielle trældom. Sådanne personer vildleder andre ved at fejlfortolke den vediske litteratur. Nogle af dem håner endda Purana'erne, på trods af at disse er autentiske vediske forklaringer beregnet for lægmand. Veda-vada-rata'erne fabrikerer deres egne forklaringer til Veda'erne og tilsidesætter de store læremestres (acarya'ernes) autoritet.
De har det også med at ophøje en eller anden skrupelløs person fra deres egne rækker og præsentere ham som tidens førende eksponent af vedisk kundskab. Sådanne veda-vada-rata'er fordømmes specielt i dette mantra med den meget passende sanskrit-betegnelse vidyayam rata. Vidyayam henviser til studiet af Veda'erne, for Veda'erne er oprindelsen til al kundskab (vidya), og rata betyder "de, der er beskæftigede.
" Vidyayam rata betyder således "de, som er optaget af at studere Veda'erne." Disse såkaldte forskere af Veda'erne, fordømmes her, for på grund af deres ulydighed imod acarya'erne forbliver de på trods af alle deres studier uvidende om Veda'ernes virkelige formål. Sådanne veda-vada-rata'er leder efter betydninger i hvert eneste af Veda'ernes ord, som kan tjene deres egne formål. De ved ikke, at den vediske litteratur er en samling af bøger, der ligger langt over det almindelige, og som kun kan forstås på behørig vis gennem discipelrækken.
Man er nødt til at opsøge en ægte åndelig mester for at kunne forstå Veda'ernes transcendentale budskab. Dette bekræftes i Mundaka Upanishads anvisning (1.2.12). Disse veda-vada-rata-folk har imidlertid deres egne acarya'er, der ikke tilhører den autoriserede discipelrække. Gennem således at fejlfortolke den vediske litteratur bevæger de sig gradvist nedmod de mørkeste regioner af uvidenhed.Eftersom de fremstiller deres uvidenhed som "viden" falder de endnu dybere ned i uvidenhed end de, der slet ingen viden har om Veda'erne.
Mayayapahrta-jnana-klassen af mennesker har gennem at proklamere deres uafhængighed udnævnt sig selv til "guder". Sådanne mennesker tror, de selv er Gud, og at det ikke er nødvendigt at tilbede nogen anden Gud end mennesket. De kan gå med til at dyrke et almindeligt menneske, hvis han er tilstrækkelig rig eller berømt, men de vil aldrig nogensinde nedlade sig til at forherlige Guddommens Personlighed.
Sådanne mennesker forstår ikke engang deres egen tåbelighed, og stiller derfor aldrig spørgsmålstegn ved det underlige i at Gud kan blive fanget af maya, Hans egen illusoriske energi. Hvis Gud nogensinde blev underlagt mayas indflydelse, vil det sige at maya er stærkere end Gud. Sådanne personer siger, at Gud er almægtig, men tager ikke i betragtning, at hvis Han er almægtigt, er det helt udelukket, at Han kan overvindes af maya., dvs. komme under illusion. Disse selvbestaltede "guder" kan ikke give nogen klare svar på disse spørgsmål. De lever i tilfredsstillelsen om at de selv er blevet "Gud".
SANSKRIT
andham tama pravishanti \ ye 'vidyam upasate
tato bhuya iva te tamo \ ya u vidyayam rata
OVERSÆTTELSE
De, som deltager i de uvidende handlingers kultur, havner i de mørkeste regioner af uvidenhed. Endnu værre går det dem, der er beskæftiget med at udvikle såkaldt viden.
KOMMENTAR
I dette mantra sammenlignes vidya og avidya. Avidya, uvidenhed, er utvivlsom farlig, men vidya, viden, er endnu farligere, når den anvendes fejlagtigt eller er vildledende. Dette mantra fra Sri Isopanishad er mere aktuelt i dag end nogensinde før. Den moderne civilisation har gjort betydelige fremskridt indenfor masseuddannelse, men fordi der lægges for stor vægt på materielle fremskridt, er resultatet, at folk er mere ulykkelige end nogensinde før. Det er fordi denne udvikling sker på bekostning af livets vigtigste aspekt, som er åndelig udvikling.
Hvad vidya angår, har det første mantra meget tydeligt for klaret, at den Højeste Herre ejer alting, og at glemme denne kendsgerning er uvidenhed. Jo mere et menneske glemmer denne kendsgerning i livet, jo mere synker det ned i mørke. Set i dette lys kan en gudsforladt civilisation, som kun stræber efter en såkaldt højnelse af uddannelsesniveauet, forvolde mere skade end en civilisation, hvor befolkningerne er mindre "uddannede".
Blandt de forskellige menneskeklasser - karmi'er, jnani'er og yogi'er - er karmi'erne de, der beskæftiger sig med sansenydelse. I den moderne civilisation er 99,9 procent af befolkningen obsorberet i handlinger som befordrer sansenydelse. Dette kommer til udtryk indenfor industri, økonomisk udvikling, altruisme, politisk aktivisme osv. Alle disse aktiviteter bygger mere eller mindre på
sansetilfredsstillelse, som finder sted på bekostning af den gudsbevidsthed, der er blevet beskrevet i det første mantra.
I Bhagavad-gita (7.15) bliver folk, der udelukkende handler med grov sansenydelse for øje, sammenlignet med mudha'er - æsler. Æslet anses for indbegrebet af dumhed. For en ubetydelig mængde græs pukler det dagen lang for vaskemanden, uden at tage i betragtning, at det samme græs er tilgængeligt ganske gratis i vejkanten. De, der blot stræber nytteløst efter sansetilfredsstillelse, forherliger ifølge Sri Isopanishad avidya, uvidenhed. Og de, der arbejder for at fremme en sådan civilisation under påskud af at gøre uddannelsesmæssige og teknologiske fremskridt, forvolder faktisk større skade end de, der befinder sig på et niveau af grov sansenydelse. Gudløse menneskers avanceret lærdom er lige så farlig som en juvel på hovedet af en kobraslange.
En kobraslange, der er udsmykket med en værdifuld juvel, er farligere end en slange uden nogen udsmykning. I Hari-bhakti-sudhodaya (3.11.12) sammenlignes et gudløst folks høje uddannelsesniveau med udsmykningen af et lig. I Indien såvel som i mange andre lande er der nogle gange tradition for at udsmykke den afdødes krop og bære den i procession til glæde for de sørgende familiemedlemmer. På samme måde er den moderne civilisation et lappeværk af foranstaltninger, der blot har til formål at dække over den materielle tilværelses grundliggende elendighed.
Alle sådanne aktiviteter er rettet mod sansetilfredsstillelse, men over sanserne står sindet, og over sindet står intelligensen og tilsidst over intelligensen står sjælen. Målet med virkelig uddannelse bør derfor være selvrealisation, hvilket i første omgang vil sige at komme til indsigt om sjælens åndelige værdier. Enhver uddannelse, der ikke fører til en sådan kundskab, må betragtes som avidya, uvidenhed, og fremmer man aktivt en sådan uviden hed,er resultatet, at man havner i uvidenhedens mørkeste regioner.
Uvidende lærere uden nogen åndelig indsigt kaldes i Bhagavad-gita (2.42, 7.15) veda-vada-rata og mayayapahrta-jnana. De optræder som ateistiske dæmoner og menneskehedens laveste. De, der er veda-vada-rata, udgiver sig selv for at være meget lærde i den vediske litteratur, men desværre er de blevet fuldstændigt afledt fra Veda'ernes formål. I Bhagavad-gIta (15.15) siges det, at formålet med Veda'erne er at forstå Guddommens Personlighed, men veda-vada-rata-folket er overhovedet ikke interesseret i Guddommens Højeste Personlighed. Tværtimod fascineres de af frugtbærende bestræbelser rettet mod sansenydelse, som kulminerer på de himmelske planter.
Som det siges i Mantra Et, skal vi vide, at Guddommens Personlighed er den, der ejer alting, og at vi bør være tilfredse med de livsfornødenheder, som er blevet tildelt os af den materielle natur. Formålet med al vedisk litteratur er at genopvække denne gudsbevidsthed i de glemsomme levende væsener, og dette samme budskab præsenteres på forskellige måder i verdens forskellige skrifter, så den tåbelige menneskehed skal kunne forstå det. Det endelige mål med alle religioner er således at bringe en tilbage til Guddommen.
Men i stedet for at forstå, at formålet med Veda'erne er at genopvække den glemsomme sjæls tabte forhold til Guddommens Personlighed, tager veda-vada-rata-folkene det for givet, at en biting som at opnå himmelsk sanselig nydelse er veda'ernes endelige mål. Hvad de ikke tager i betragtning, er at begæret efter himmelsk nydelse, er selve den oprindelige årsag til deres materielle trældom. Sådanne personer vildleder andre ved at fejlfortolke den vediske litteratur. Nogle af dem håner endda Purana'erne, på trods af at disse er autentiske vediske forklaringer beregnet for lægmand. Veda-vada-rata'erne fabrikerer deres egne forklaringer til Veda'erne og tilsidesætter de store læremestres (acarya'ernes) autoritet.
De har det også med at ophøje en eller anden skrupelløs person fra deres egne rækker og præsentere ham som tidens førende eksponent af vedisk kundskab. Sådanne veda-vada-rata'er fordømmes specielt i dette mantra med den meget passende sanskrit-betegnelse vidyayam rata. Vidyayam henviser til studiet af Veda'erne, for Veda'erne er oprindelsen til al kundskab (vidya), og rata betyder "de, der er beskæftigede.
" Vidyayam rata betyder således "de, som er optaget af at studere Veda'erne." Disse såkaldte forskere af Veda'erne, fordømmes her, for på grund af deres ulydighed imod acarya'erne forbliver de på trods af alle deres studier uvidende om Veda'ernes virkelige formål. Sådanne veda-vada-rata'er leder efter betydninger i hvert eneste af Veda'ernes ord, som kan tjene deres egne formål. De ved ikke, at den vediske litteratur er en samling af bøger, der ligger langt over det almindelige, og som kun kan forstås på behørig vis gennem discipelrækken.
Man er nødt til at opsøge en ægte åndelig mester for at kunne forstå Veda'ernes transcendentale budskab. Dette bekræftes i Mundaka Upanishads anvisning (1.2.12). Disse veda-vada-rata-folk har imidlertid deres egne acarya'er, der ikke tilhører den autoriserede discipelrække. Gennem således at fejlfortolke den vediske litteratur bevæger de sig gradvist nedmod de mørkeste regioner af uvidenhed.Eftersom de fremstiller deres uvidenhed som "viden" falder de endnu dybere ned i uvidenhed end de, der slet ingen viden har om Veda'erne.
Mayayapahrta-jnana-klassen af mennesker har gennem at proklamere deres uafhængighed udnævnt sig selv til "guder". Sådanne mennesker tror, de selv er Gud, og at det ikke er nødvendigt at tilbede nogen anden Gud end mennesket. De kan gå med til at dyrke et almindeligt menneske, hvis han er tilstrækkelig rig eller berømt, men de vil aldrig nogensinde nedlade sig til at forherlige Guddommens Personlighed.
Sådanne mennesker forstår ikke engang deres egen tåbelighed, og stiller derfor aldrig spørgsmålstegn ved det underlige i at Gud kan blive fanget af maya, Hans egen illusoriske energi. Hvis Gud nogensinde blev underlagt mayas indflydelse, vil det sige at maya er stærkere end Gud. Sådanne personer siger, at Gud er almægtig, men tager ikke i betragtning, at hvis Han er almægtigt, er det helt udelukket, at Han kan overvindes af maya., dvs. komme under illusion. Disse selvbestaltede "guder" kan ikke give nogen klare svar på disse spørgsmål. De lever i tilfredsstillelsen om at de selv er blevet "Gud".