0tilføjet af

Såkaldte guder.

Da apostelen Paulus helbredte en vanfør mand i Lystra, råbte folket: „Guderne er i menneskeskikkelse kommet ned til os!“ De kaldte Paulus for Hermes og hans ledsager Barnabas for Zeus. (Apostelgerninger 14:8-14) I Efesus sagde en sølvsmed ved navn Demetrius advarende at hvis Paulus fik lov til fortsat at forkynde, ’ville den store gudinde Artemis’ tempel blive regnet for intet’. — Apostelgerninger 19:24-28.
Ligesom mange mennesker gør i dag, tilbad folk i det første århundrede himmelske og jordiske „såkaldte ’guder’“. Paulus sagde endda: „Der er mange ’guder’ og mange ’herrer’.“ Men han tilføjede at „der for os dog kun [er] én Gud, Faderen,“ og „én Herre, Jesus Kristus.“ — 1 Korinther 8:5, 6.
Jesus hævdede aldrig at han var Gud, men bliver som Jehovas udnævnte hersker omtalt som „Vældig Gud“ og „Fredsfyrste“ i Esajas’ profeti. I profetien siges der også: „På det fyrstelige herredømmes omfang og på freden vil der ingen ende være.“ (Esajas 9:6, 7) Som fyrste — søn af den store Konge, Jehova — vil Jesus være hersker i ’Gud den Almægtiges’ himmelske regering. — 2 Mosebog 6:3.
Men måske vil du spørge: ’I hvilken forstand er Jesus „Vældig Gud“? Og sagde apostelen Johannes ikke at Jesus var Gud?’ I Johannes 1:1 siger den danske autoriserede oversættelse: „I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.“ Nogle hævder at dette betyder at „Ordet“, der blev født på jorden som barnet Jesus, er den almægtige Gud selv. Er det rigtigt?
Hvis dette vers udlægges sådan at Jesus var Gud den Almægtige, ville det modsige de foregående ord, som siger at „Ordet var hos Gud“. En der er „hos“ en anden, kan ikke være den samme som vedkommende. Mange bibeloversættelser foretager derfor en sondring for at gøre det klart at Ordet ikke var Gud den Almægtige. Nogle bibeloversættelsers gengivelse af ordene lyder: „Ordet var en Gud“, „en gud var Ordet“ og „Ordet var guddommeligt“.
Skriftsteder som på græsk indeholder en grammatisk konstruktion der ligner den i Johannes 1:1, bruger udtrykket „en gud“. Bibelen fortæller for eksempel at en folkeskare råbte følgende ord om Herodes Agrippa I: „Det er en gud, der taler.“ Og da Paulus overlevede efter at han var blevet bidt af en giftslange, sagde folk at „han var en gud“. (Apostelgerninger 12:22; 28:3-6, den danske autoriserede oversættelse) Det er i overensstemmelse med både græsk grammatik og Bibelens lære at beskrive Ordet som „en gud“, og ikke som Gud. — Johannes 1:1.
Læg mærke til hvordan Johannes identificerede „Ordet“ i det første kapitel i sit evangelium. Han skrev: „Så blev Ordet kød og boede iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed som den [ikke Gud, men] en enestefødt søn har fra sin fader.“ „Ordet“, som blev kød, levede altså på jorden som mennesket Jesus, og folk så ham. Han kunne derfor ikke have været den almægtige Gud, for Johannes sagde: „Ingen har nogen sinde set Gud.“ — Johannes 1:14, 18.
’Men,’ vil du måske spørge, ’hvorfor sagde Thomas da: „Min Herre og min Gud!“ til den opstandne Jesus?’ Som allerede nævnt er Jesus en gud i den forstand at han er guddommelig, men han er ikke Faderen. Jesus havde lige sagt til Maria Magdalene: „Jeg stiger op til min Fader og jeres Fader og til min Gud og jeres Gud.“ Tænk også på hvorfor Johannes skrev sit evangelium. Tre vers efter beretningen om Thomas forklarede Johannes at han skrev for at folk „kan tro at Jesus er Messias, Guds søn“ — ikke at han er Gud. — Johannes 20:17, 28, 31.
Der er tydeligvis mange guder, og som vi har set, nævnes nogle af dem i Bibelen. Men folk der for længe siden var vidne til en demonstration af Jehovas magt, udbrød: „Jehova er den sande Gud! Jehova er den sande Gud!“ (1 Kongebog 18:39) Der findes imidlertid en anden gud som også har magt. Bibelen kalder ham „denne verdens gud“ og siger at han har blindet de ikketroendes tanker. — 2 Korinther 4:4, den danske autoriserede oversættelse.
Natten før Jesus døde, advarede han sine disciple tre gange mod denne gud, som han kaldte „denne verdens hersker“. Jesus sagde at denne magtfulde hersker, eller gud, ville „blive kastet ud“. (Johannes 12:31; 14:30; 16:11) Hvem er denne gud, og hvad er det for en verden han hersker over?
Han er ingen anden end den oprørske engel Satan Djævelen. Hvordan ved vi det? Bibelen fortæller at da Satan fristede Jesus, viste han ham „alle verdens riger og deres herlighed, og han sagde til ham: ’Alt dette vil jeg give dig hvis du kaster dig ned og udfører en tilbedelseshandling over for mig.’“ (Mattæus 4:8, 9) Hvis Satan ikke ejede alt det han tilbød, ville det slet ikke have været nogen fristelse for Jesus. Ja, „hele verden ligger i den ondes magt,“ som apostelen Johannes sagde. — 1 Johannes 5:19.
Husk at Jesus sagde at „denne verdens hersker [ville] blive kastet ud“. (Johannes 12:31) Denne verden, eller denne tingenes ordning, samt dens hersker vil blive fjernet, som forudsagt af apostelen Johannes, der sagde: „Verden forsvinder.“ Men, tilføjede han: „Den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ (1 Johannes 2:17)
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.