Tak til jer som har støttet mig.

Hej!
Jeg vil bare sige et stort TAK til alle jer som har forsøgt at få mine øjne op - nu har jeg indset, at jeg må væk fra ham. Alt er blevet værre, nu truer og manipulerer han mig og har sat en eller anden underlig ting på vores pc, så han kan overvåge hvor jeg er, når jeg er på nettet. En af vores fælles venner har givet mig mulighed for at få et sikkert og trygt sted at bo, så jeg flytter snart :-)))))
Spiseforstýrrelsen er taget til, men jeg ved ærlig talt ikke hvordan jeg kommer ud af den een gang for alle!?
Cyberkram fra Stina

med det.
Du må nok hellere finde dig en psykolog, som kan tage sig kærligt af dig.
God vind :0)

Hej Christina,
jeg har fulgt en smule med fra sidelinien, og er også chokeret over hvordan man kan udsætte mennesker man elsker for en sådan psykisk pres.
Jeg kan ikke afgøre hvad der er bedst for dig, om at flytte eller ej. Men udover alle de gode råd du har fået om at få hjælp til at komme psykisk ovenpå, har du også brug for at komme af med din spiseforstyrrelse (ved god det hænger sammen).
Jeg vil foreslå at du taler med en diætist (få evt.en henvisning fra lægen). En diætist kan hjælpe dig med at genfinde glæden ved at spise, og sørge for at du få de nødvendige mængder energi, vitaminer, m.m.
Når du ikke får spist ordentligt, bliver din krop og immunforsvaret svækket, man bliver træt, og man kommer ind i en ond cirkel som er svært at komme ud af igen (men det ved du allerede alt for godt).
Jeg tror at en god diætist kan hjælpe dig på vej.
Pøj Pøj med din fremtid!

Hej
Har godt læst de indlæg. Kan godt forstå du har det svært og er noget rundt på gulvet over det hele. Ikke nok med at du og dit selvværd skal kæmpe mod ham, jeg ved ikke hvad jeg skal kalde ham, men I skal også kæmpe mod den nye tid og spiseforstyrrelsen.
Jeg synes du har taget et stort skridt, det afgørende for dit velbefindende fremover. Dvs, der er jo stadig en masse at slås med, men du har virkelig fået taget hul på det og det er der mange der ikke magter at gøre. Mht din spiseforstyrrelse, jeg ved ikke så meget om den slags, men du får professionel hjælp, ikke? Og hvis du selv er indstillet på at få hjælp jamen så er du da også et stort skridt i den rigtige retning. Hvor der er en vilje er der en vej :-) Spiseforstyrrelse slipper man aldrig psykisk helt af med, men sådan er det med så mange andre lidelser, man skal "bare" vide hvordan det skal takles (til det har man som regel brug for professionel rådgivning) og så kan man leve sit liv som andre.
Held og lykke med det hele. Du virker stærk, så du skal nok komme igennem det. Men det tager den tid det tager, du må være tålmodig.
Mange hilsner fra Laddy

Hej Christina,
Jeg har ofte været lidt kritisk overfor alle de kvinder, som råder andre kvinder til 'bare at bryde ud af et forhold'. Dette betyder ikke, at jeg ikke tror at der er en god løsning i dit tilfælde.
Men ideen om at 'problemet er fyren i forholdet', som også går tilbage til Rødstrømpernes tid, er bedste fald naiv.
Det er jo ikke tilfældigt at en pige som du ender med en fyr, som ham, i et forhold, der kan lyde lidt som et "Kvinder, som elsker for meget forhold" (læs gerne bogen).
For mig virker du måske en pige, som ikke har megen selvtillid, og søger at hæve dig op ved at hjælpe andre, - men som altså har vanskeligheder ved at gøre noget ved din sitaution.
Jeg håber meget, jeg tager fejl, når jeg frygter du vil have svært ved at forlade det forhold?
Jeg tænkte på om du har nogle veninder, du kan tale godt og ærligt med, uden at skulle hjæle dem?
Måske skal du have mere styrke inden du bliver i stand til at løsrive dig, - igen håber jeg, at jeg tager fejl?
Der kunne være en meget god ide, hvis du kunne finde en ordentlig psykolog at tale med, tænker jeg? Det er også et meget god træning at være den, som modtager hjælp.
Du må gost skølde mig ud på min mail, hvis jeg lyder for dum!
f
paprik@sol.dk

Jeg læste for noget tid siden, et indlæg her i debatten fra en kvinde som var lidt i samme båd. Og der var en som henvist til ovenstående hjemmeside.
Jeg ved ikke, om den kan hjælpe dig?!
Held og lykke med fremtiden! Jeg håber, at du finder al den hjælp som du har brug for!

Glad for at høre fra dig. Tillykke med din beslutning. Jeg tror at den eneste mulighed du har for at "redde dig selv" er at flytte, så godt du har taget beslutningen.
Han har i det her forløb haft rig mulighed for at ændre på tingene og den har han så benyttet men ikke i den retning det skulle være gået.
Det kan godt være du ikke har så mange veninder du kan tale lige med, men du har R og dine spiseforstyrrelse skal du have proff. hjælp til.
Ønsker dig al mulig held og lykke med din plan. Lad mig høre fra dig undervejs
Stort knus
Dulkis

Søde Kristina.
Der er mange aspekter i dette her, men det jeg gerne vil gribe fat i, er din spiseforstyrrelse. For den kan ende med at blive direkte livstruende, og bare de perioder du falder i forstyrrelsen, kan faktisk slide så voldsomt på din krop, at du senere vil generes af følgesygdomme.
For det første må du lære at skelne...det er ikke ham, eller nogen andre, der giver dig spiseforstyrrelsen.
Det er DIG, der forsøger at kontrollere noget, og når du føler alt andet er ude af kontrol, kan du da kontrollere dit indtag af føde - og hvad din krop i øvrigt gør.
Det er meget vigtigt at du lærer at se, at det er noget DU gør ved dig selv. At du straffer dig selv i samme åndedrag, er heller ikke at overse!
Jeg er "mad-misbruger" - det vil jeg hellere kaldes end en med spiseforstyrrelse. Det vil jeg altid være - resten af mit liv, ligesåvel som en alkoholiker altid vil være alkoholiker! Det vil sige, at jeg stadig - næsten 20 år efter starten på min sygdom- kan falde i, når livet falder mig for svært og jeg synes at alt er noget rigtigt L...., men jeg er trods det normalvægtig idag og det er sjældent at jeg lader min psyke styre min krop så langt ud. Det er forskellen på om man er bevidst eller om man bare lader tingene ske!
Bevidstheden om hvorfor ting sker og hvad der sker inden i dig er den halve vej til "helbredelse". Du har muligvis brug for hjælp til at nå dertil, eller også kan du kæmpe dig dertil selv....det er op til dig! Uanset er det dig, dit sind og din krop, der skal lære at enes!
Du er mere end velkommen til at skrive til mig på:
Suzette1968@hotmail.com
, hvis du mener jeg kan være dig en hjælp!
Ihvertfald er det vigtigt at du indser at det er dig, og ikke omgivelserne der gør dette ved din krop......
Knus
Hende der smiler

Beslutningen om at flytte er taget og den nye bolig er fundet. Nu ved jeg så ikke, om jeg skal sige til min kæreste at jeg flytter eller om jeg bare skal pakke mine ting og skride. Jeg ved ikke om han kan finde på at flippe ud når jeg fortæller ham det, skal jeg alliere mig met et par gode venner som kan være her når jeg flytter eller hvad? Hvad er det klogeste? Jeg frygternok lidt hans reaktion.
:-)

Hvad tror du han kan finde på at gøre, når du flytter ??? Har han nogensinde været fysisk voldelig ???
Under alle omstændiigheder bør du vurdere situationen og med dig selv vide, hvordan du gør dette her bedst!
Knus
Hende der smiler

Vurder situationen. Er du usikker på (som det for mig lyder som) at han vil gøre noget hvis du fortæller det, så lad være med at sige noget. Alliere dig med et par venner, ja, og skrid så...
Husker dine tidligere indlæg, og han har haft chancen...

Så skred jeg... sikke en følelse, at have styr og kontrol over sit eget liv... :-)
"Walking back to happiness again..."

Tillykke!!!
Du er mester i dit eget liv, så gå ud og lev det

Tanker og kram
Helena