Temperamentsfuld kæreste - er jeg tro mod mig selv?

Hej!
Når min kæreste bliver sur og vi skændes er han virkelig ondskabsfuld og kører mig ned verbalt..
Vi har det dejligste forhold normalt, og han er manden for mig ingen tvivl om det.
Jeg mener ærligt at vi har et rigtigt fortroligt, dybt og sundt forhold.. MEN
når vi skændes går helvede løs..
Jeg er en pige der ikke er bange for at sige sin mening og at tage en diskussion hvis det er nødvendigt.. Det er utroligt vigtigt for mig at være tro mod mig selv og mine værdier.. Og er opdraget med at diskutere på en fornuftig måde, hvor man prøver på at forstå hinanden istedet for at kaste mudder efter hinanden, som han tydeligvis gør..
Han siger selv at han fra sin familie har været vandt til at skænderierne gik ud på hvem der først fik den anden til at tude, og lyder helt hul i hovedet for mig..
Han har udviklet sig en del siden vi mødtes, og kan styre sit temperament mere end før, men stadig..
Når disse skænderier kommer, får han hældt så meget lort af på mig, om hvilken kælling jeg er, at han ikke vil bo sammen med mig mere eller være sammen med mig mere.. At jeg ikke har fortjent ham og at han hader mig.. derefter bliver døren smækket, og jeg sidder tilbage og aner ikke om det virkelig var ham eller hans temperament der talte for 2 sekunder siden..
Jeg ved efterhånden af erfaring at det er temperamentet der taler, men skal jeg virkelig finde mig i det?
Jeg mener virkelig at sådan noget med at slå op må man ALDRIG sige uden at mene det, og jeg synes virkelig at man skal tænke sig om før man bare slynger ord ud..
I mit sidste forhold var jeg langt fra tro mod mig selv og lod fyren pisse godt og grundigt på mig, inden jeg sagde stop, skred og lovede mig selv at jeg ALDRIG ville lade nogen mand køre mig rundt i manegen igen..
Skal jeg finde mig i min kærestes aggressivitet?
Føler han er ved at få for meget magt over mig, og ved ikke om jeg skal skride næste gang han slynger pis ud, som han ikke mener...
Hvad siger i?

Først vil jeg sige, at det han gør er ikke okay...
Problemet er at kvinder efter min mening er bedre til at diskutere, og agumentere end mænd. Vi træner altså bare vores talegaver noget mere end mænd gør i det daglige. At din kæreste så ikke har lært at føre en disskuion hjemmefra, går desværre ud over dig.
Desværre er der også nogle mænd som tager det som er personligt angreb, hvis man tager noget op diskussion.
Du må gøre det klart for ham at det er overhovedt ikke okay at såre dig, bare fordi i ikke er enige. Forklar ham at det ikke er et personligt angreb. At du respektere ham fuldt ud, og at du gerne vil høre hans mening, men at du ikke gider høre på det andet lort... For du ved han er bedre end det, og han får altså ikke vilje fordi han opføre sig som en teenager der er ved at løsrive sig sin mor. Næste gang i kommer op og skændes, og det køre af sporet, så ville jeg forsøge at holde mig i skindet. Jeg ville simpelthen vende mig om og gå! Sige at den nu er det vist kørt af sporet, og at jeg er klar til at tale med ham, når han er færdig med at skabe sig!
Jeg går ikke ind for at man taler ned til hinanden, slet ikke. Men din kæreste opføre sig lavt, og det skal han vide. Selvfølgelig skal du vise han respekt, vis ham at han kan agumentere for sig selv, uden at såre dig... Held og lykke ;0)

Hvad er dit problem?
Du elsker ham og han er manden i dit liv, skriver du. Så hvad er dit problem?
Når det så er sagt, så har du ret i at man skal ikke finde sig i at kæresten gør det forbi, eller siger han/hun vil flytte, når man skændes. I det helle taget er hans opførsel uacceptabel
Det sjove er , at det ved du godt fra et tidligere forhold. Er det fordi du ikke gider starte forfra en gang til, eller hvad er problemet?
Man skal være tro mod sig selv. Det har du fuldstændig ret i.
For ikke at gøre indlægget alt for langt, vil jeg nøjes med at sige, at grunden til jeg ved det er, at jeg har prøvet det selv, og jeg har aldrig fortrudt, at jeg smuttede.
Men det gjorde hun. Desværre har hun ikke lært af tidligere forhold. Har du?
Man skal vælge en, der kan argumentere på ens eget niveau. Alt andet koster for mange kræfter.
venlig hilsen
Grøn

Jeg skal nok lige for en god ordens skyld sige, at da jeg skrev at vi var bedre til at diskutere, så mente jeg selvfølgelig ikke at vi har noget bedre at sige. Vi er generelt er bedre til at forklare om vores behov, følelser, og komme med hurtige svar på tiltale... Det kommer sig nok af at vi generelt er mere åbne overfor vores veninder, end mænd er for deres venner...

Jeg elsker ham og ser en fremtid med ham (derfor jeg føler at han er mandEN)
Jeg tror vi er de bedste for hinanden, HVIS dette problem bliver løst.. Det er det jeg mener..
Jeg har prøvet det før, MEN forskellen fra den sidste til min nuværende fyr, er at min nuværende tager ting til sig.. Han bliver bedre og bedre til at styre det og at diskutere på et mere voksent plan...
Jeg ved bare ikke om han nogensinde ændrer sig helt og om jeg kan vente på det..
(og ja, jeg ved godt at det jo er noget jeg selv må vurdere)
Men hvad er jeres erfaring?
Og hvordan tackler jeg de situationer hvor han freaker ud?
Han har taget min "diskussionsform" til sig lidt, men samtidig hader han mig fordi jeg gør mig bedrevidende, så alle de iih-fornuftige og indfølende forklaringer og snakke praller bare af på ham..

som minium gennemføre, at at når I skændes, så bliver der ikke truet med at at flytte. Du må ikke blive kaldt luder osv.
Det er absolut simple grundregler. Et tegn på respekt.
I skal have en aftale i stand om hvordan I skændes. Den skal overholdes.
Nogle siger de ikke sover før de er enige, at andre giver hinanden plads til at komme ind på emnet dagen efter, når humøret ikke koger. I må finde ud af hvad passer til jer.
Men trusler om vold og fraflytning, skal være bandlyst. Ellers skaber det for dybe ar i sjælen. Derfor nytter det ikke, hvis det sker gang på gang. Ja, bare en gang er en gang for meget. Det er jo derfor du skriver herind.
Så der skal der gøres meget klart, at der er nultolerance fra nu af.
Mit gæt er at han sikkert føler du er urimmelig med nogle ting. Det må han så argumentere sig ud af. Det sjove er, at jeg tror faktisk, at det vil du have respekt for.
Grundlæggende er det vel det han skal lære.

Du har lovet dig selv at det ikke skal ske igen,og hvad er det du har gang i lige nu.Du prøver at overbevise dig selv om at du elskerrr ham og han er manden i dit liv. Mærk nu godt og grundigt efter. Husk at vær tro mod dig selv. min erfaring(ikke med mig selv) er at jo længere I er sammen, jo værre bliver det, stille og roligt bliver du nedbrudt, stille og roligt får han overtaget. Gider du det, se på dig selv, måske er det i virkelighedden der den er gal, når du nu er i gang med nr 2. held og lykke 😕

Siger du......Altså......kærlighed kan jo aldrig have noget med magt at gøre......Man ejer jo ikke hinanden selvom man elsker hinanden, og dermed er det da helt forkert hvis du føler han vil have, eller har magt over dig.....
Jeg ved at nogle mennesker udøver magt på jobbet og andre steder, men vil man have magt over en partner.....ja så har det intet med kærlighed at gøre....
Så nej.....det vil du blive rigtig ked af i længden.........vær tro mod dig selv......ALTID

- har læst de andre svar på dit indlæg...og kom til at tænke på hvad det er du søger og falder for ved et andet menneske,,,hvis du genkender "sporet" "dynamikken" "måden" og godt, inderst inde, er klar over at denne måde at behandle hinanden på får dig til at "opgive" at passe på dig selv m kærlig omgangsform og omsorg - bimler alarm klokkerne helt vildt her hos mig...PÅ den anden side...kan det også godt være at du måske hjælper din nuværende kæreste m at lære nyt...som på sigt vil give jer begge utroligt meget...men vil du betale prisen for hvad han måske - måske ikke vil kunne tilbyde i fremtiden ift at have et ligeværdigt og varmt forhold...og kan man overhovedet have et "sundt" forhold baseret på et ønske om at den anden vil ændre sig...jeg ved det ikke...
Havde selv engang en kæreste som blev meget agressiv v skænderier - jeg magtede det simpelthen ikke på sigt og blev sindssygt træt af hans manglende evne til at rumme sigselv når det virkelig gjaldt om at få talt m hinanden! Så lykkelig for at jeg ikke sidder der mere, lykkelig for at jeg flyttede mig og turde vise ham at selvrespekt er super vigtigt for at have det godt m hinanden...
knus og lykke til
A

men jeg har det stort set på samme måde som dig. mig og kæresten har været sammen i 5 år og har en datter. min kæreste har også altid været agressiv og det lyder som om han er præcis på samme måde som din!!
min erfaringer gennem disse 5 år, er at (min kæreste i værdt fald)ikke vil finde sig i at en "lille pige" "bestemmer" over ham osv. jeg har, ligesom du selv beskriver, nogle meninger og holdninger jeg står fast ved, og elsker at ytrer dem!! jeg ved ikke hvordan du er? men jeg kan også være meget provokererne. vel fordi jeg ved at han som mand ikke kan "slå" mig eller andet.
vi snakker jo om det, mig og kæresten. Og jeg er sikker på at det er fordi mændende har et eller andet kompleks med at de skal være "overhovedet" at de ikke kan klare hvis os piger stiller sig op til modangreb og altså har en mening og at vi altså også gerne vil have ret til at bestemme og ikke længere være "underkuret" i samfundet.
Personligt kommer det i vores forhold i perioder, men det bliver faktisk kun værre og værre:( jeg har da overvejet meget om jeg skulle gå fra ham, især efter vi har fået vores datter. men vi har, ligesom jer, et rigtig godt forhold og elsker hinanden!! men hvis du vil have mit råd, så syns jeg, hvis du har mod til det, at du skal tage dine ting og gå. sige du ikke finder dig i den behandling og at han kan ringe når han ikke længere vil opfører sig sådan mere. så ringer han helt sikkert til dig!! der går måske lidt tid, alt efter hvor stædig din kæreste er?? jeg har desværre aldrig haft mod til dette da det er hans lejlighed vi bor i. det ville simpelthen værre for besværligt!
dit spørgsmål er jo så om du skal finde dig i det. men det er kun dig selv der ved om det er værd at kæmpe for! men hvis i elsker hinanden?? det er det vigtigte!! men jeg tror desværre at rigtig mange mænd er sådan, så mon man nogensinde ville finde ne bedre??
men sætter i jer nogensinde ned og snakker om jeres forhold?? ved han hvordan du har og at du overvejer hva dine muligheder er?? har han dårlig samvittighed over det bagefter? det har min kæreste!!! er han ellers voldelig??

Har du tænkt på at der skal 2 til at skændes?-Hvad er din egen del af, at det optrapper og bliver meget ubehageligt for dig? Magt i ord eller handling har ikke meget med kærlighed at gøre. Jeg tror I er ret unge og skal igennem flere læreprocesser før nogen af jer hviler i sig selv og ikke kæmper verbalt bare for at få ret. Hvis du virkelig føler at han har derespekt-så forsvind ud af hans liv. Men måske viser du også ham derespekt med din " bedreviden" og irettesættelser. Det er der ingen der gider høre på-så måske skrider han før dig? Find ud af hvorfor du får ham til at blive så desperat, at han ikke gider bo sammen med dig--noget galt er der, og det kan nok ikke "tales væk"-- Kun hvis I BEGGE TO kan viske tavlen HELT ren og aldrig henvise til gamle skænderier eller uretfærdigheder man synes den anden er skyld i. Begrav stridsøkserne een gang for alle. Og pådut ikke hinanden en masse ting. Respekter at I er forskellige og fokuser på alt det I synes der fungerer og gør så det endnu bedre. Eller indse at det er for sent og så giv hinanden rum og plads til at skilles som venner.

Det er virkelig svært at svare. For et er, hvordan du opfatter det og hvordan det er i virkeligheden.
Ingen kan give det rigtige svar, men jeg kan fortælle om mig selv og så kan du prøve at overveje ud fra det.
Jeg er fra et hjem , hvor vi kunne råbe og smække med dørene. Dumme tøs og jeg hader dig, og hvad man nu fandt på. Ikke min far , men min mor råbte. Om hun havde grund til det ved jeg ikke , men temperament havde hun.
Det smittede af på os børn, så nu kan jeg også skælde godt og grundigt ud og smække med dørene. Det betyder intet, to minutter efter er det glemt.
Det er meget værre, hvis jeg bliver tavs, for så er det alvor.
Min mand er fra et hjem , hvis man bare sagde bøh, så var det rent galt. Han siger intet og det kan til tider drive mig til vanvid. Men han kender mig og tager sig vist ikke så meget af , at jeg råber: Jeg hader dig. Jeg vil skilles.
Vi har dog været gift i 30 år. Det kommer altså an på, hvordan er man selv, hvordan opfatter den anden det. Hvor slemt er det i virkeligheden. Er det noget der går en alvorligt på. Det tror jeg kun man selv kan vurdere. 😉

Jeg kan godt fortælle dig, hvis min mand sagde det til mig, som du anbefaler, så lover jeg dig, vi ville blive uvenner og det virkelig for alvor.
Prøv at tænke på, hvis nogen brugte de ord mod dig, ville du så ikke blive vred.
Du har vist et temperament, der virkelig siger spar to.
Du er værre end mig. 😉

Jeg har , som fortalt været gift i 30 år. Nej, man ændrer sig ikke. Måske bliver man lidt mere rolig efterhånden som tiden går, hvis den anden altid er rolig og taler pænt, så smitter det jo af.
Kan man ikke lide "måden", må man jo gå, som en skriver han gjorde.
Det har måske også været meget voldsomt, det ved vi ikke noget om.
Det hele afhænger jo af, hvordan man selv er og opfatter tingene.

De ord bør man tænke over.
Hvis det er mere end man kan rumme, så er det bedre at forlade forholdet. 🙂

Tak for alle jeres svar!
Har givet mig ting at tænke over..
Er selvfølgelig bevidst om at beslutningen ene og alene ligger hos mig, men nogengange er det rart at høre andres syn på tingene, så tak!
Jeg er rimelig sejhudet, men visse ting synes jeg ikke man bare kan slynge ud.. Det slår skår i forholdet, og skaber en tvivl om hvorvidt man tror på forholdet eller ej..
det har jeg gjort ham klart nu.. At ingen af os må sige sådanne ting uden at mene det, og det har han accepteret og lovet ikke at sige igen..
Han har aldrig helt forstået at jeg tager det så tungt, for for ham er det jo "bare" et skænderi.. Men selvom skænderier kan være store af slagsen, er der ting som bør være bandlyst at sige i et forhold, fordi det er respektløst og nedværdigende..
Så nu må tiden vise om han holder hvad han lover eller det bare er tomme ord..
Hvis jeg ved at han arbejder for sagen, giver det mig også bare en overbevisning om at han vil det her, og at han ikke er ude på at såre mig.. At det virkelig ER temperamentet der taler..
Jeg håber der sker forbedringer fra nu af.. Men hvis ikke, tror jeg, jeg er den der er smuttet.. Har i hvert fald lært af det her, at det er vigtigt nogengange lige at stoppe op, og huske sig selv på sit eget værd og grænser, så man ikke bare forsvinder i forholdet og finder på alle mulige undskyldninger for hvorfor han reagerer som han gør..
Ingen skal behandle sin partner sådan, og det er bare noget der skal ligge i baghovedet..

Lyder ikke som en sjov situation du sidder i heller:S
Jeg har besluttet mig for at se hvad der sker, nu hvor jeg har lagt kortene på bordet, men er helt sikkert ikke let bare at smutte fra det man har bygget op sammen...
Mig og min kæreste har nemlig det dejligste forhold udover dette temperaments-problem..
Han har ALDRIG været voldelig overfor mig, men det der har gjort mig i tvivl er nok også at han ikke forstår at han sårer mig..
Men sådan opfører man sig bare ikke og det må han og alle mennesker, mænd som kvinder, forstå at respekten i det mindste skal være der..
Held og lykke med dig og dit forhold!
De venligste tanker
signs

føle dig men hvis du mener jeres forhold er dårligt så burde du gå fra ham ikke mindst for jeres datters skyld.
Ved hvor svært det kan være men gik selv til sidst fra min eks. mand som er far til min søn.

Okay et eller andet sted.. hvis han allerede har lært at styre sit temperament en del siden i mødtes, kunne han jo nok lære at styre det helt? Han vil nok aldrig kunne styre det helt 100% (har selv et voldsomt temperament) men så længe han da ikke går hen og bliver voldelig overfor dig kan den vel accepteres i nogle mængder.. Selvom jeg ikke synes det er okay at han kalder dig kælling og sådan..

Hej aldrig har jeg læst noget som jeg ville tro som det var mig selv der har skrevet det jeg kender til alt det du skriver jeg har det fuldstændig på samme måde med min kærste han er meget led nogen gange og slår og skaber sig som et barn på 4 år han er extrem hysterisk og vil kun hva han selv vil man kan ik gøre noget godt for ham der er ingen som kan gøre ham tilfreds han mener selv han er helt normal og alt og alle andre bare er nogen idioter ham mener han er helt perfekt for a sige det på en pæn og ærlig måde så behandler han mig som lort og jeg ved ik hva jeg skal gøre knus løkke og held og lykke