Så kan vi bare være stolte af den danske indsats!
Kai Hammerich, var leder af dansk røde kors i efterkrigsårene, og senere en af de øverste ledere på hospitalsskibet: ”Jutlandia” i Korea krigen.
Her er et lille uddrag af hans erindringer fra Polen:
Det hele var så primitivt som vel muligt. De elendige, der vovede sig ud af jordhuler, hvor der foruden sulten, også var et bittert had mellem tyskere og polakker – hvilket medførte gensidigt skyderi – lader sig næsten ikke beskrive. Nogle var som radmagre spøgelser at se til.
Lange rækker af nødstedte mennesker stod i kø – både for at få lægehjælp og mad, for at blive rensede for utøj og for at få de nødtørftigste klæder. De, der ikke nåede at få hjælp inden aften, blev simpelthen stående natten over i køen for at komme med næste dag. Store ladninger af medicinalvarer, af tørmælk, mel, kød og sukker sendtes af sted, og en dygtig og voksende flok af medarbejdere sluttede sig hurtigt til.
I Malkow fik vi en ruin overladt og her indrettede vi et hospital på efterhånden hundrede senge. Det var helt usandsynlig primitivt og dog effektivt. Trækasser fra hvor emballage til levnedsmiddel og medicinalforsyninger blev brugt som vugger på fødestuen! En patient med mavesår stjal spegesild – og overlevede! En nyopereret listede sig ind på epidemiafdelingen – og alle kom godt fra det! Det var som døgndrift i en myretue, hvor vi måtte udtrykke os mere med fagter og tegn end med polske og danske ord. Først senere fik vi fat på egnede tolke. Hjælpeaktionen strakte sig over 2 år, og den polske regering overtog efterhånden et fint hospital.
Ovenstående er fra bogen: ”Mit livs drama” af Kai Hammerich, side 221-222.
I øvrigt blev en af hans sønner skudt af tyskerne, da han ville rede to af sine kammerater fra modstandsbevægelsen. Alligevel var Kai Hammerich en af de stærke kræfter der stod bag nødhjælp til Tyskland – Se det kan man kalde næstekærlighed!!!!!
Her er et lille uddrag af hans erindringer fra Polen:
Det hele var så primitivt som vel muligt. De elendige, der vovede sig ud af jordhuler, hvor der foruden sulten, også var et bittert had mellem tyskere og polakker – hvilket medførte gensidigt skyderi – lader sig næsten ikke beskrive. Nogle var som radmagre spøgelser at se til.
Lange rækker af nødstedte mennesker stod i kø – både for at få lægehjælp og mad, for at blive rensede for utøj og for at få de nødtørftigste klæder. De, der ikke nåede at få hjælp inden aften, blev simpelthen stående natten over i køen for at komme med næste dag. Store ladninger af medicinalvarer, af tørmælk, mel, kød og sukker sendtes af sted, og en dygtig og voksende flok af medarbejdere sluttede sig hurtigt til.
I Malkow fik vi en ruin overladt og her indrettede vi et hospital på efterhånden hundrede senge. Det var helt usandsynlig primitivt og dog effektivt. Trækasser fra hvor emballage til levnedsmiddel og medicinalforsyninger blev brugt som vugger på fødestuen! En patient med mavesår stjal spegesild – og overlevede! En nyopereret listede sig ind på epidemiafdelingen – og alle kom godt fra det! Det var som døgndrift i en myretue, hvor vi måtte udtrykke os mere med fagter og tegn end med polske og danske ord. Først senere fik vi fat på egnede tolke. Hjælpeaktionen strakte sig over 2 år, og den polske regering overtog efterhånden et fint hospital.
Ovenstående er fra bogen: ”Mit livs drama” af Kai Hammerich, side 221-222.
I øvrigt blev en af hans sønner skudt af tyskerne, da han ville rede to af sine kammerater fra modstandsbevægelsen. Alligevel var Kai Hammerich en af de stærke kræfter der stod bag nødhjælp til Tyskland – Se det kan man kalde næstekærlighed!!!!!