Jeg står lidt i et dilemma, og er normalt ikke bruger af debatfora. Men jeg er simpelthen nød til at have et andet syn på min sag.
Jeg har været sammen med min kæreste i over 2 år. Vi har det dejligt sammen, og jeg planlægger min fremtid med ham. Det sidste halve års tid, er der bare noget har sat skår i min glæde. Jeg er begyndt at føle noget for hans ven. Men hvad jeg ikke kan finde ud af, er hvad det er. Oftest er det når jeg ikke har set ham, længe. Jeg begynder at tænke på ham, drømme om ham, ønske at min kæreste skal lave aftaler med ham, så jeg kan se ham. Jeg er ikke forelsket, for jeg elsker min kæreste, og det er ham jeg vil være sammen med.
Men hvad gør man, når man føler denne slags tiltrækning af et andet menneske?
Jeg har tit spekuleret på om der måske bare er gået for meget frikadelle i den, i parforholdet, og jeg så savner spænding.
Nogle der har oplevet det samme?
Sannie
Hej Sannie
Ja der er vist mange, der har oplevet at der efter den første forelskelse går "familien-Danmark" i forholdet. Jeg selv har også oplevet det her for nyligt. Jeg er først sent i tilværelsen kommet igang med forhold (havde mit første forhold efter jeg var fyldt 30 år) . For 4 år siden mente jeg, at jeg havde fundet "hende" - vi matchede perfekt - ihvertfald "udefra set" - havde de samme interesser, samme idealer og alt kørte på skinner. Så vi flyttede sammen efter ret kort tid. Der opstod de spændinger i et forhold, som der vist normalt plejer at gøre, når man flytter sammen. Og så gik det op for os, hvor vidt forskellige vi var. Det er der nu vist ikke noget unormalt i. Derefter kørte forholdet rent faktisk på skinner. Men efter forelskelsen, så begyndte der at gå for meget "familien-Danmark" i forholdet. Samtidig så havde jeg slanket mig lidt og gik og så op i stedet for at se ned i jorden. På den konto fik jeg kontakt fra mange af det modsatte køn (noget jeg ellers aldrig havde oplevet).
Endvidere inviterede min kæreste ofte sine veninder på besøg. Disse veninder havde svært ved at finde en kæreste, på trods af deres smukke udseende (eller måske på grund af?). En af de veninder brændte jeg faktisk varm på, og indrømmet, jeg blev forelsket i hende.
Jeg har så altid været typen, der tænker 10 skaktræk frem, og på trods af, at jeg både tændte på- og var forelsket i veninden, så holdte jeg mig pænt i skindet. Andre, der ikke tænker så langt, ville uden tvivl have fulgt deres instinkter. Men så ved både du og jeg vel også hvordan det ender, ikke?
Selvfølgelig - nogen gange ville jeg da ønske at jeg ikke tænker så meget, før jeg handler - så havde jeg uden tvivl ikke siddet her som 39-årig og følt at jeg har mange uforløste drømme. Men lige på kærlighedsområdet - og specielt, hvis det er i vennekredsen - ja, så er det en ekstremt dårlig idé.
- dels så bedrager du din kæreste
- du dobbelt-bedrager ham ved at tage hans bedste ven fra ham
- du vil angre alt, alt for sent.
Så det er det værst tænkelige tilfælde - når det er i venne- og venindeflokken. I hvert fald, hvad jeg har læst mig til og selv studeret som en anden Desmond Morris i mine omgangskredse gennem tiden. Jeg har set det ske før, om man så må sige.
Og selv, hvis det skulle være een, som din kæreste ikke kender - så vær sød at lukke øjnene og ground dig selv. Hvis du er helt sikker på, at det er en anden du vil have - så sig det for Guds skyld til din kæreste, før du siger det til den anden.
Bare et råd.