TRAKTATBRUD AF UNIONEN MOD DANMARK

Artikel 11 i Lissabon Traktaten er i strid med den danske grundlov § 85.
Lissabon Traktaten kapitel 2 ”SÆRLIGE BESTEMMELSER OM DEN FÆLLES UDENRIGS- OG SIKKERHEDSPOLITIK, 1 afdeling, fælles bestemmelser”.
I artikel 11 foretages følgende ændringer:
a) Stk. 1 erstattes af følgende to stykker:
»1. Unionens kompetence inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik omfatter alle udenrigspolitiske områder samt alle spørgsmål vedrørende Unionens sikkerhed, herunder gradvis udformning af en fælles forsvarspolitik, der kan føre til et fælles forsvar.
Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er underlagt særlige regler og procedurer. Den fastlægges og gennemføres af Det Europæiske Råd og Rådet, der træffer afgørelse med enstemmighed, medmindre andet er fastsat i traktaterne. Vedtagelse af lovgivningsmæssige retsakter er udelukket. Denne politik gennemføres af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og af medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne. Europa-Parlamentets og Kommissionens specifikke rolle på dette område er fastlagt i traktaterne. Den Europæiske Unions Domstol har ingen kompetence med hensyn til disse bestemmelser, bortset fra dens kompetence til at kontrollere overholdelsen af artikel 25b i denne traktat og prøve lovligheden af visse afgørelser, jf. artikel 240a, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.
2. Inden for rammerne af principperne og målene for Unionens optræden udadtil varetager, fastlægger og gennemfører denne en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, der bygger på udvikling af gensidig politisk solidaritet mellem medlemsstaterne, fastlæggelse af spørgsmål af almen interesse og opnåelse af en stadig stigende konvergens i medlemsstaternes optræden.«
Citat slut, på artikel 11 i Lissabon Traktaten.
Det viser med alt tydeligelighed at Unionen er i gang med at bygge et militær op, hvilket er suverænitet afgivelse til Unionen fra Danmarks side og derfor er Lissabon Traktaten ulovlig efter den danske Grundlov § 85, hvor Højesteret ulovligt har påstået det ikke var suverænitet afgivelse af Danmark.
Under disse forudsætninger bør retspræsident Børge Dahl fra Højesteret og de dommere der har dømt til sagen arresteres for grundlovsbrud efter Grundloven § 85 hvor dommerne i Højesteret har tilladt grundloven § 20 stk. 2 gjort gældende hvor 5/6 del af folketingsmedlemmerne i folketinget har stemt for at Unionen skal have et militær, hvilket er ulovligt af dommerne i Højesteret efter Grundloven §§ 64, 65, 70 og 71 ud over, ved at fratage hvert enkelte person sine juridiske grundlovssikrede rettigheder de har ifølge den danske Grundlov, da dette skulle have været til folkeafstemning efter Grundloven § 20 jf. Grundloven § 42.
Det er også Grundlovsbrud af VK regeringen og af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og tidligere Udenrigsminister Per Stig Møller og det er ekstrem alvorlige sigtelser som bliver hevet frem NU.
Jeg har meget svært ved at tro at den danske befolkning vil have et fælles militær med Unionen, jeg vil mene det ligger meget fjernt fra danskernes holdning med tanke på at Danmark har retsforbehold og forsvarsforbehold over for Unionen, så da i sidst nævnte tilfælde så er det ulovligt efter Grundloven § 85.
Danmark er medlem af NATO og FN, så må de holde møderne der vedr. militær og ikke i Unionen da det er ulovligt efter grundloven § 85.
Jeg har svært ved at tro dette skulle være rigtigt da stemmerne fra enhedslisten og Dansk Folkeparti som jo må formodes ikke har stemt for dette, bør disse stemmer være nok til at der IKKE er 5/6 del stemmer, hvilket skulle udgøre 150 folketingsmedlemmer ud af 179 der skulle have stemt for at få gennemført Lissabon Traktaten. (Mindst 5/6 del og det er 150 stemmer da 5/6 del er 149, 166666666666666666667 personer hvilket så skal oprundes til 150 personer.)
Det betyder Venstre og Konservative Folkeparti i VK regeringen har begået grundlovsbrud som ministre, hvilket er landsskadeligt kriminalitet ved at ændre statsforfatningen, ”Grundloven § 85” efter straffeloven §§ 98, 111 og 114.
(Suverænitetsafgivelse).
(Ændre statsforfatningen, Grundloven med "udenlandsk bistand = Unionen").
”Det er alvorlige og seriøse forbrydelser som er begået med udenlandsk bistand fra Unionen samt VK regeringen og Højesteret af selv præsident for Højesteret Børge Dahl mod den danske stat, Danmark og hvert enkelte borger i Danmark.
Jeg vil gerne vide hvem der har udarbejdet Lissabon Traktaten og fra hvilke land(e) der er involveret, da det her er ulovligt”.
Straffeloven 13. kapitel
Forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme m.v.
§ 111. Den, som foretager en handling, der sigter til ved udenlandsk bistand, ved magtanvendelse eller trussel derom at forandre statsforfatningen eller sætte den ud af kraft, straffes med fængsel indtil på livstid.
§ 114. For terrorisme straffes med fængsel indtil på livstid den, som med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer begår en eller flere af følgende handlinger, når handlingen i kraft af sin karakter eller den sammenhæng, hvori den begås, kan tilføje et land eller en international organisation alvorlig skade:
1) Manddrab efter § 237.
2) Grov vold efter § 245 eller § 246.
3) Frihedsberøvelse efter § 261.
4) Forstyrrelse af trafiksikkerheden efter § 184, stk. 1, retsstridige forstyrrelser i driften af almindelige samfærdselsmidler m.v. efter § 193, stk. 1, eller groft hærværk efter § 291, stk. 2, hvis disse overtrædelser begås på en måde, der kan bringe menneskeliv i fare eller forårsage betydelige økonomiske tab.
5) Kapring af transportmidler efter § 183 a.
6) Overtrædelser af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer under særligt skærpende omstændigheder efter § 192 a.
7) Brandstiftelse efter § 180, sprængning, spredning af skadevoldende luftarter, oversvømmelse, skibbrud, jernbane- eller anden transportulykke efter § 183, stk. 1 og 2, sundhedsfarlig forurening af vandforsyningen efter § 186, stk. 1, sundhedsfarlig forurening af ting bestemt til almindelig udbredelse m.v. efter § 187, stk. 1.
8) Besiddelse eller anvendelse m.v. af radioaktive stoffer efter § 192 b.
Stk. 2. På samme måde straffes den, som med det i stk. 1 nævnte forsæt transporterer våben eller eksplosivstoffer.
Stk. 3. Endvidere straffes på samme måde den, der med det i stk. 1 nævnte forsæt truer med at begå en af de i stk. 1 og 2 nævnte handlinger.
Straffeloven 12. kapitel
Forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed
§ 98. Den, som foretager en handling, der sigter til ved udenlandsk bistand, ved magtanvendelse eller ved trussel derom at bringe den danske stat eller nogen del af denne under fremmed herredømme eller at løsrive nogen del af staten, straffes med fængsel indtil på livstid.
Stk. 2. Efter bestemmelsen i stk. 1 straffes også den, som med det nævnte formål iværksætter mere omfattende sabotage, produktions- eller trafikstandsning, samt den, der deltager i sådan foranstaltning vidende om, hvortil handlingen sigter.

Citat slut med straffeloven §§ 98, 111 og 114.
Det jeg rent faktisk skulle undersøge var faktisk om det er lovligt med Unionens forordning, EF-forordningerne nr. 883/2004 og nr. 987/2009, da Unionen vil have at Danmark skal betale børnepenge, men jeg snublet sådan set over dette også, da de 2 ting har en sammenhæng da Lissabon Traktaten er vedtaget med tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og tidligere udenrigsminister Per Stig Møller fra december 2007 mens forordningen er ”lavet om i 2009 mindre end 2 år senere” som folk kan læse oven over, hvor det sidste medlemsland i Unionen havde godkendt Lissabon Traktaten den 3. november 2009.
Hvilket også er et besynderligt sammentræf, ikke hele Danmark?
Jeg skulle kigge på dele af Lissabon Traktaten og der var flere forskellige ting for der står noget underligt noget i EF forordningen om at ”DANMARK SKAL” overholde disse nyrer omskrevet forordning som er sket i 2009, Unionen har bare brugt ordet som ”forenkling” for at lave ændringer i lovteksten og sørger for at Danmark fik større økonomiske tab ved at Danmark skulle udbetale penge til folk som ikke har boet i Danmark men kun har arbejdet en dag.
Det kan ikke lade sig gøre at Unionen skal dikter hvad den danske stat har af driftsudgifter og hvilke lovgivninger der dækker efter dansk lov, for at få udbetalt sociale ydelser i Danmark, her står der suverænt i Lissabon Traktaten at hvert medlemsland har suverænt efter Lissabon Traktaten artikel 3a pkt. 1, pkt. 2 (nationale identitet mv. efter den ”DANSKE GRUNDLOV”) og jf. Lissabon Traktaten artikel 3b 1 pkt. har Unionen ikke nogen beføjelser til at ændre den danske stats udgifter efter Grundloven § 3 pkt. 1 og pkt. 2 da Unionen ikke har nogen selvbestemmelsesret i Danmark efter Grundloven § 3 da Unionen har ikke sæde i folketinget og kan IKKE vedtage danske lovgivninger jf. Grundloven § 42 stk. 1 i Danmark om interne danske forhold.
Hvis Unionen forøger et lands udgifter så er det også bevisligt ”ulovligt konkurrence” da de danske skatteyder kommer til igen at betale mere i skat, derfor så er forordningen ulovligt ikke kun efter dansk ret men også efter Lissabon Traktaten.
”Sociale ydelser er interne lovgivning i de pågældende medlemslande i Unionen som f.eks. i Danmark vedr. udbetaling af børnepenge da de andre medlemslande i Unionen ikke har samme social lovgivning i deres land som Danmark har, derfor hedder det rent strafferetslig (skuffe i retsforhold = Bedrageri efter straffeloven §§ 279 samt 282 åger hvor der ikke skal betales penge), straffeloven har Unionen lige vedtaget gælder i Unionen i 2013, hvis Unionen ikke vil følge dansk strafferet som Unionen lige har vedtaget gælder i Unionen i 2013, så kan hvilket som helst medlem af Unionen retsforfølges i Danmark og deres diplomatisk immunitet bliver ophævet med det samme og et medlemsland i Unionen kan IKKE NÆGTE AT UDLEVERE en person der har begået kriminalitet efter dansk straffelov §§ 98, 111 og 114 som det i dette tilfælde jo vil være at ændre danske lovgivninger.
Så Danmark er ikke forpligtet til at følge forordningen som også står neden under og det er ulovligt efter Lissabon Traktaten så det er "LOVBRUD AF UNIONEN MOD DANMARK”.
Den går ikke Unionen det er strafbart under disse forudsætninger.
Unionen kan forslå at få implementeret således at hvert medlemslands ydelser skal gælde alle hvis de befinder sig i landet, men sende regningen til det land hvor de kommer fra, så kan Unionen se hvor mange millioner kr. eller bliver det milliarder den danske stat bliver ”skuffet i retsforhold = bedrageri” fra Unionen, det skal Unionen så betale ifølge dansk strafferet betale til den danske stat da Unionen ”skuffer i retsforhold over for Danmark”, med denne udgift når Unionen vil begå bedrageri mod Danmark efter straffeloven § 279 og ændre lovgivninger i Danmark som Unionen ikke har beføjelser til efter straffeloven §§ 98, 111 og 114 og Grundloven §§ 3 og 42 stk. 1 hvor det jf. Grundloven § 42 stk. 6 ikke er muligt med folkeafstemning.
Tyskland og kansler Angela Merkel, Frankrig samt England de 3 stormagter og de andre medlemslande kan godt glemme alt om dette, ellers kan det være Danskerne kommer og ændre JERES GRUNDLOV og siger i skal betale 100 milliarder kr. om året til Danmark, så kan vi se om de lande synes om det tab i deres landes statskasse, for de penge skal Kansler Angela Merkel opkræve ekstra i skat over for tyskerne og så skal danskerne så hører et ramaskrig det bliver for tyskerne, FOR de bliver "underlig nok" meget VREDE - som danskerne gør. (Men det er den samme kriminalitet).
Hvis denne forordning skal træde i kraft i Danmark skal Unionen betale udgiften og Unionen kan ikke fritages ifølge dansk strafferet og Lissabon Traktaten i at unddrage at betale udgiften til Danmark da Danmark får et ”faktisk tab der dermed bevisligt bliver bedrageri”. Hvis medlemmerne i Unionen vil gøre det så kan disse medlemmer retsforfølges i Danmark og det giver ubetinget fængsel med op til livstid ved at ændre den danske statsforfatning eller sætte dele af den ud af kraft og TAGE/afgive suverænitet FRA Danmarks AF Unionen.
Det de andre lande i Unionen heller ikke forstår, er Danmark har et andet skattesystem end andre medlemslande i Unionen, skattesystemet i Danmark hænger nøje sammen med de sociale ydelser Danmark giver borgerne i Danmark ud fra flere måder det danske samfund fungere ud fra pris på varer og tjenesteydelser, denne praksis vil Unionen så ændre den danske skattelovgivning ud over. Det er heller ikke lovligt.
Det næste bliver vel at Unionen bestemmer at biler i Danmark ikke må koste 3 gange bilens pris for derved at IGEN at påfører den danske stat underskud på flere milliarder kr. om året for det vil være konsekvensen, det går ikke at Unionen skal bestemme og sørger for at Danmark får et større underskud i statskassen, da det er ”ulovligt konkurrence” og så kommer hvert eneste dansker og selskab til at betale mere i skat. I dette tilfælde så kommer alle dansker til at betale 5 - 6 % mere i DIREKTE skat og forøgede priser på varer og tjenesteydelser.
Det går ikke kansler Angela Merkel der har du gjort i NÆLDERNE og danskerne bliver meget VREDE.
Unionen må op med penge og betale Danmark for tabet, det er jo kun rimeligt når det er Unionen der har lavet loven der efter dansk ret er ulovligt af flere lovgivninger, da forordningen er afgivelse af SUVERÆNITET fra Danmark til Unionen.
Sådan hænger international lov og Dansk Lovgivning sammen.
Vil Unionen ikke betale så bliver medlemmerne i Unionen sagsøgt for at begå kriminalitet i Danmark af særlig grov karakter og så er det bedøvende ligegyldigt om personen hedder Kansler Angela Merkel eller andet.
DET GÅR IKKE UNIONEN.
Lissabon Traktaten »Artikel 3a
1. I overensstemmelse med artikel 3b forbliver beføjelser, der ikke er tildelt Unionen i traktaterne, hos medlemsstaterne.
2. Unionen respekterer medlemsstaternes lighed over for traktaterne samt deres nationale identitet, som den kommer til udtryk i deres grundlæggende politiske og forfatningsmæssige strukturer, herunder regionalt og lokalt selvstyre. Den respekterer deres centrale statslige funktioner, herunder sikring af statens territoriale integritet, opretholdelse af lov og orden samt beskyttelse af den nationale sikkerhed. Navnlig forbliver den nationale sikkerhed den enkelte medlemsstats eneansvar.
3. I medfør af princippet om loyalt samarbejde respekterer Unionen og medlemsstaterne hinanden og bistår hinanden ved gennemførelsen af de opgaver, der følger af traktaterne.
Medlemsstaterne træffer alle almindelige eller særlige foranstaltninger for at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af traktaterne eller af retsakter vedtaget af EU-institutionerne.
Medlemsstaterne bistår Unionen i gennemførelsen af dens opgaver og afholder sig fra at træffe foranstaltninger, der kan bringe virkeliggørelsen af Unionens mål i fare.«
6) Der indsættes en artikel 3b, som erstatter artikel 5 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab:
Spørgsmål:"Hvad er virkeliggørelsen af Unionen? ER det selvstyrer over ALLE medlemslande i Unionen så Unionen bliver til en "NATION MED EGET MILITÆR MV.?" (Det ser sådan ud ikke Danmark?)
»Artikel 3b
1. Afgrænsningen af Unionens beføjelser er underlagt princippet om kompetencetildeling.
Udøvelsen af Unionens beføjelser er underlagt nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet.
2. I medfør af princippet om kompetencetildeling handler Unionen kun inden for rammerne af de beføjelser, som medlemsstaterne har tildelt den i traktaterne, med henblik på at opfylde de mål, der er fastsat heri. Beføjelser, der ikke er tildelt Unionen i traktaterne, forbliver hos medlemsstaterne.
3. I medfør af nærhedsprincippet handler Unionen på de områder, der ikke hører ind under dens enekompetence, kun hvis og i det omfang målene for den påtænkte handling ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne på centralt, regionalt eller lokalt plan, men på grund af den påtænkte handlings omfang eller virkninger bedre kan nås på EU-plan.
Unionens institutioner anvender nærhedsprincippet i overensstemmelse med protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet. De nationale parlamenter sikrer, at nærhedsprincippet overholdes efter proceduren i denne protokol.
4. I medfør af proportionalitetsprincippet går indholdet og formen af Unionens handling ikke videre end nødvendigt for at nå målene i traktaterne.
Unionens institutioner anvender proportionalitetsprincippet i overensstemmelse med protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet.«
EF-forordningerne nr. 883/2004 og nr. 987/2009

EF-forordningerne nr. 1408/71 (grundforordningen) og nr. 574/72 (gennemførelsesforordningen) er med virkning fra den 1.5.2010 blevet afløst af EF-forordningerne nr. 883/2004 og nr. 987/2004, fordi den gamle forordning trængte til en omfattende modernisering og forenkling.

EF-forordningerne nr. 883/2004 (grundforordningen) og nr. 987/2009 (gennemførelsesforordningen) finder anvendelse inden for EU-landene og de lande, der er omfattet af EØS-aftalen.
Inden for EU-området finder forordningerne anvendelse siden 1.5.2010 og fra den 1.4.2012 i forhold til Schweiz og fra den 1.6.2012 i forhold til Island, Norge og Liechtenstein.
De to forordninger bygger – ligesom de tidligere forordninger om social sikring - på principperne i art. 39 - 42 i EF-traktaten, nu art. 45 - 48 i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, om ar¬bejds¬kraftens frie bevægelighed.
Disse principper er ligebehandling, sammenlægning af perioder og eksport af visse ret¬tigheder og sociale ydelser i forhold til optjening.

Forordningernes regler er – som alle EF-forordninger – bindende i alle enkeltheder og gælder umiddel¬bart i hvert medlemsland.

Det betyder, at forordningsreglerne har karakter af lovgivning, og de skal anvendes som al anden lovgivning i Danmark.

Der må derfor ikke ske en yderligere gennemførelse af forordningernes regler gennem national lovgivning.

Forordningernes regler skal anvendes direkte efter deres ordlyd, og reglerne i forordningen har forrang for national lovgivning.

Det betyder, at hvis der er uoverensstemmelse mellem reglerne i forordningen og reglerne i den nationale danske lovgivning, så er det forordningens regler, der gælder.

EF-forordningerne nr. 883/2004 og nr. 987/2009 findes her:
http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CONSLEG:2004R0883:20130108:DA:HTML

http://www.eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CONSLEG:2009R0987:20130108:DA:HTML
UNIONEN AT ÆNDRE DEN DANSKE GRUNDLOV ER EKSTREM STRAFBART, HVILKET GIVER OP TIL LIVSTID, SÅ UNIONEN KAN STIKKE FORORDNINGEN OP I RØVEN ELLERS KAN MEDLEMMERNE AF UNIONEN FÅ EN FÆNGSELSCELLE AT SE, INDE FRA.
I er ikke rigtig kloge i Unionen.

Du bliver stadig bedre til at kopiere og paste, og kan snart gøre det med selv meget lange tekster.
http://www.180grader.dk/Politik/traktatbrud-af-unionen-mod-danmark
Må man foreslå at du selv egenhændigt skriver en kort tekst, der omhandler emnet, og så sender et link til artiklen istedet?

"Han" har flettet egne korte tekster ind i manifestet og de skiller sig ud!
DET GÅR IKKE UNIONEN.
UNIONEN AT ÆNDRE DEN DANSKE GRUNDLOV ER EKSTREM STRAFBART, HVILKET GIVER OP TIL LIVSTID, SÅ UNIONEN KAN STIKKE FORORDNINGEN OP I RØVEN ELLERS KAN MEDLEMMERNE AF UNIONEN FÅ EN FÆNGSELSCELLE AT SE, INDE FRA.
I er ikke rigtig kloge i Unionen.

Du bliver stadig bedre til at kopiere og paste, og kan snart gøre det med selv meget lange tekster.
http://www.180grader.dk/Politik/traktatbrud-af-unionen-mod-danmark
Må man foreslå at du selv egenhændigt skriver en kort tekst, der omhandler emnet, og så sender et link til artiklen istedet?

Vil nogen give mig et hurtigt tl;dr af den tekst? Jeg er doven...

Den ultrahurtige version.
Bla bla bla bla.. Det er VKOs skyld det hele, og Øv er noget lort.
At Øv er noget lort, ved vi jo alle, også selvom visse poliske grupperinger ikke indrømmer det.

Så er vi jo begge to halvt enige med hans indlæg. Bare hver sin halvdel. Naturligvis er det VKo's skyld det hele :D

For dig er det kun morsomt, så forstår du ikke en skid og det er satme sørgeligt.

Jeg har ikke lavet kopi af andres ting - sorry.

Han har altså en pointe. Meget få, mig selv inklusive, gider og læse sådan en lang tekst uden at vide hvorvidt vi vil finde det interessant eller relevant. Så kunne vi aldrig lave andet.
Derfor vil jeg anbefale dig at enten starte med en hurtigt gennemgang af hvad du skriver om og hvad dine konklusioner er, ligesom med et abstract til en videnskabelig artikel. Eller at du selv skriver en kort kommentar om hvad din egen holdning er og så sender et link.

123456+
Jeg ved ikke helt hvordan din "verden" ser ud på en "normal dag", men du har overhovedet ikke nogen respekt for andre mennesker i Danmark.
Dette emne handler netop også om 123456+ egne juridiske rettigheder i Danmark, her har Venstre og Konservative Folkeparti som regering ved tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og tidligere udenrigsminister Per Stig Møller underskrevet Lissabon Traktaten selvom de godt vidste at det var ulovligt efter Grundloven § 85, da Danmark har forsvarsforbehold over for Unionen som den har skiftet navn til efter Lissabon Traktaten vedtagelse.
Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen har vidst det var ulovligt på tidspunktet for underskrivelsen af Lissabon Traktaten at det var ulovlig efter Grundloven § 85 og straffeloven §§ 98, 111 og 114 (terrorisme) og som enhver kan læse i Lissabon Traktaten så er "formålet med at underskrive Lissabon Traktaten at DANMARK SKAL afgive SUVERÆNITET til Unionen ved at Unionen SKAL OPRETTE ET MILITÆR", hvilket Danmark har på tidspunktet for UNDERSKRIVELSEN I DECEMBER 2007, FORSVARSFORBEHOLD.
Det betyder at Danmark IKKE på noget tidspunkt i henholdt til dansk lovgivning må stille militær til rådighed for Unionen, der må ikke engang diskuteres mulighed for militær i Unionen fra Danmark SIDE og de andre medlemslande i Unionen kan IKKE forlange at Danmark SKAL underskive Lissabon Traktaten da Lissabon Traktaten artikel 11 er KRIMINEL efter Dansk lovgivning.
Hvis Danmark bruger eller diskuter militær ting i Unionen så er det kriminelt af de danske medlemmer i Unionen efter den DANSKE Grundlov § 85.
Der står en juridisk dokumentation og forstår danskerne ikke hvad det betyder?
Dette kan meget hurtigt ende med KRIG.
Højesteretsdommerne der har godkendt dette, de skal arresteres da Danmark har FORSVARSFORBEHOLD over for EU og Lissabon Traktaten er ulovligt udformet der er overhovedet ikke taget hensyn til den danske Grundlov og som det fremgår af artikel 11 i Lissabon Traktaten så er formålet med Lissabon Traktaten artikel 11 at DANMARK SKAL AFGIVE SUVERÆNITET.
Derfor har tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og tidligere udenrigsminister Per Stig Møller begået kriminalitet som giver op til livstid i fængsel - lovgivningerne står her og det kan jo ikke være svært for en dansker at slå dem op på nettet hvis danskerne selv er i stand til at søge oplysningerne på nettet?
Måske danskerne bare skal ignorer Grundloven for Tyskland, Frankrig, Spanien, Holland og så gøre vi bare nogen ting mod DERES befolkning som er i strid med deres GRUNDLOV for det er nøjagtigt det ALLE de andre medlemslande i Unionen har gjort MOD ALLE DANSKER, de har FRATAGET ALLE DANSKE DERES GRUNDLÆGGENDE FRIHEDSRETTIGHEDER I DANMARK så kan vi se ad om befolkningen i Frankrig, Tyskland, England samt de andre lande i Unionen ønsker at de bliver frataget rettigheder de har i dag, så kan vi måske se om DE LANDES BEFOLKNING mener deres menneskerettigheder er overtrådt? Vi kunne jo f.eks. sige til alle Englænderne i må ikke gå ud efter kl. 20.00 om aften så vil den engelske regering og alle Englænder sgu da blive pisse tosset på Danmark.
Vi kunne også sige til alle de lande der er medlem af EØS hvilket vil sige Euro, at vi devaluere jeres møntfod så EURO kun koster for en dansk statsborger 2 danske kroner, så alle dansker spare ca. 5,50 kr. pr Euro hvilket også vil gavne det danske erhvervsliv. Ud over vil flere af de lande der er medlem af Unionen være INSOLVENS hvilket betyder landene reelt er gået konkurs. Hvad mon de lande der har Euro vil sige til det?
Men de lande kan overhovedet ikke komme uden om det er ulovligt vedr. Lissabon Traktaten artikel 11 i Danmark og dommerne i Danmark selv i Højesteret, vil VÆRE SINDSSYGE STORE TORSK hvis de tror de andre landes dommer i andre lande selv de dommere fra de lande der er medlem af Unionen men også de dommere fra de ca. 200 andre lande i verden kan se at det er ulovligt selv i Nordkorea. I Nordkorea, Kina, Iran, Rusland med flere lande samt for den sags skyld i USA der bliver folk slået ihjel for at begå denne her form for kriminalitet mod deres land, som juridisk bliver betragtet som FORRÆDERI MOD DERES STATSFORFATNING.
Hvad tror i hvis Unionen siger til USA vi skal lige ændre noget i jeres Grundlov eller vi ignorer bare visse dele af den Amerikanske Grundlov - dommerne i USA går fuldstændigt op i en spids af raseri - også udløser det en krig mellem USA og Unionen. "Det er den virkelige verden og fakta".
Det her er meget alvorligt, så sige sådanne noget plader 123456+ er jo fuldstændigt utroligt du kan finde på det.
ALLE der er interesseret i at de kan bibeholde deres "stemme og juridiske rettigheder i Danmark" kan kun sige at de har ALDRIG godkendt Lissabon Traktaten ved folkeafstemning, da een sådanne folkeafstemning ALDRIG er FUNDET STED.
Hvis de Højesteretsdommere der har begået kriminalitet ved at "påstå at Lissabon Traktaten artikel 11 ikke er Grundlovsbrud efter Grundloven §§, 85, 80, 71 i Danmark, skal være glade for de ikke var dommere i USA for det havde de fået døds sprøjten for.
Lovene står her og der er IKKE en eneste dommere i Danmark der kan modsige sig dette, over 200 lande og deres dommere kan se det er ulovligt hvad Unionen har begået og hvad VK regeringen har begået og hvad de danske domstole har begået.
Jeg synes faktisk det er utroligt at der ikke er en eneste person fra Venstre, Konservative Folkepari eller for den sags skyld Liberale Alliance og Dansk Folkeparti, de mener åbenbart det står i "RØD TRÅD" med deres politik at sørger for ALLE danske statsborger de skal fratages deres juridiske rettigheder over for Unionen og disse politiske partier har bare bestemt at ALLE juridiske rettigheder som Danmark har over for Unionen dem mener Venstre, Konservative Folkeparti, Liberale Alliance og Dansk Folkeparti at det er helt fint at fratage Danmark og ALLE borgerne i Danmark deres juridiske rettigheder.
Jeg er bedøvende ligeglad hvilket parti man tilhører men begår politiske partier kriminelle handlinger som parti folketinget så giver det op til livstid i fængsel, hvor der er juridisk dokumentation for at der er begået kriminalitet, så mener Venstre, Konservative Folkeparti, Liberale Alliance og Dansk Folkeparti de skal dække over kriminaliteten og at de er PISSE LIGEGLADE MED ALT ANDET END DEN CHECK DE FÅR FOR AT VÆRE I FOLKETINGET - SÅ ER DE PARTIER BEDØVENDE LIGEGLAD MED OM ALLE DANSKER OG DEN DANSKE STAT FÅR FRATAGET JURIDISKE RETTIGHEDER.
Her er så spørgsmålet om især Venstre og Konservative Folkeparti arbejder "selvstændigt for andre f.eks. for Unionen" og ikke for den danske stat i Folketinget.
Dommerne i Højesteret SKAL lave afgørelsen om at Lissabon Traktaten er lovlig OM - da der juridisk dokumentation her og ALLE kan se at Unionen er ude på at begå økonomiske kriminalitet.
Jeg vil komme med en bemærkning at det er faktisk ulovligt efter dansk skatteret at en herboende borger kan sende penge "hjem til f.eks. Afrika, USA eller for den sags skyld i et andet land i Europa" for derved at få et FRADRAG, denne lov blev lavet om i starten af 00'erne og til sammenligning så STÅR DER SÆTNINGER der umuliggøre man heller ikke kan giv børnepenge til folk der bor i et andet EU land, da denne lov juridisk forhindre enhver form for ydelse fra den danske stat på dette grundlag.
"Ellers kan Peter Loft sikkert huske lovteksten for jeg går ikke ud fra den tidligere skatteminister Kristian Jensen kan huske denne lov som han selv har stemt for i folketingssalen sammen med tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard fra DF og tidligere konservative partiformand Bendt Bendtsen der var justitsminister har stemt for loven".
Så er det som Kristian Jensen siger normalt at frasige sig juridisk ansvar for de handlinger som i ALLEREDE har vedtaget Venstre, Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti?
Eller vil i have denne skattelov skal laves om så kan herboende borger der har familie i andre lande kan sende penge hjem og få fradrag for det. Her blev det jo undersøgt at disse borger i Danmark sendte ALLE deres penge hjem til sin familie i udlandet, men husk nu på at personen har nu fået et fradrag på 40 % på disse penge. Det betyder at ud fra den løn som personen har tjent efter skat, har personen f.eks. 20.000 kr. x 12 måneder hvilket er 240.000 kr. hvilket betyder at personen som i dette eksempel har fået en lavere skattebetaling til statskassen på 240.000 x 40 % = 96.000 kr. som staten er blevet snydt i skattebetaling. Selvom denne person har sendt sin løn ned til sin familie, så har personen fået dette fradrag og de 96.000 kr. denne person har fået i mindre skattebetaling beholder familie i et andet land, mens personen i Danmark stadigt har de penge som personen normalt ville have haft, derved har den danske stat betalt 96.000 kr. i social hjælp i udlandet.
Denne skattelov forhindre netop dette som beskrevet her hvor der flyttes penge ud af Danmark, her forhindre skatteloven at staten får tab, derved kan udbetaling af børnepenge til folk der bor uden for Danmark ikke være lovligt. "Loven kan IKKE misfortolkes på nogen måde selvom der var en embedsmand i skatteministeriet der lige ved og næsten fik held med det, men loven forblev som den var skrevet til tidligere skatteminister Kristian Jensen og Peter Loft og andre har fået en kopi af den i Nyborg.

Det er dig, der ikke tager det alvorligt. Du gør reelt set artiklen mindre læselig ved bare at copy/paste den og derved opnår du kun at der er færre personer end ellers der gider bruge tid på det. Samtidig kommer du ikke med en kilde så man ved ikke om det du har fundet er fra en eller anden ligegyldig konspirationshjemmeside og man har ikke nogen chance for at lave kildekritik.
Du skader altså din egen sag mere end du gavner den.

For dig er det kun morsomt, så forstår du ikke en skid og det er satme sørgeligt.

Move jeg er ikke inde på sådanne sider.
Hvor skulle de sider ligge?
Jeg bruger ikke min tid på udokumenteret påstande, det jeg skriver kan af enhver findes på nettet, nogen af tingene er ikke nyheder så der skal ledes efter tingene og ud over så vil der komme mere end 20 henvisninger, men Sol logger folk af under skrivning af artikler og det skaber store problemer.
Hvad er det du vil have præciseret og som du ikke kan finde på nettet så vil jeg gerne finde linket til dig og er der andet?
Er der andre der ønsker data på disse ting kan det sket.
Men aller først vil du have Lissabon Traktaten artikel 11 så kan du se at Danmark skulle forpligte sig til at have et militær ved UNDERSKRIVELSEN AF LISSABON TRAKTATEN.
Ud over sender jeg også link til Højesteretsdom hvor præsident for Højesteret Børge Dahl har dømt og hvor du og andre kan se de andre dommere der har deltaget i ulovlighederne.
Lissabon Traktaten: (sus ned på artikel 11)
http://eur-lex.europa.eu/JOHtml.do?uri=OJ:C:2007:306:SOM:DA:HTML
Hvis du ikke er for Danmark og ikke er så god til dansk kan du læse det på et andet sprog og det vælger man øverst i højre hjørne f.eks. spansk, engelsk, tysk eller et andet sprog.
Jeg skal lige finde sags nummeret fra Højesteret

Højesteretsdom
http://eur-lex.europa.eu/JOHtml.do?uri=OJ:C:2007:306:SOM:DA:HTML
Men højesteretsdommen jeg referer til er på følgende link:
http://www.domstol.dk/hojesteret/nyheder/Afgorelser/Pages/DomiLissabon-sagen.aspx
hel dommen står neden under her:

HØJESTERETS DOM
afsagt onsdag den 20. februar 2013
Sag 199/2012
Niels Hausgaard,
Hans Henningsen,
Annelise Ebbe,
Andreas Åbling Petersen,
Sven Skovmand,
Hedvig Vestergaard,
Helge Rørtoft-Madsen,
Hanne Jakobsen,
Erik Bach,
Knud Bjerre Engsnap,
Anette Nilsson,
Jens Frederik Dahl Schelde,
Drude Dahlerup,
Jørgen Raffnsøe,
Uffe Geertsen,
Christian B. Karstoft,
Poul Erik Andreasen,
Elisabeth Bergsøe,
Bo Jeppesen,
Karen Margrethe Hansen,
Thorkil Sohn,
Ole Krarup,
Christian Juhl,
John Holten-Andersen,
Hanne Reintoft,
Villy Klit-Johansen,
Finn Sørensen,
- 2 -
Klaus Lorenzen,
Karen Horsens
og
Finn Hermann
(advokat Karen Dyekjær, beskikket for alle)
mod
Statsministeren
og
Udenrigsministeren
(kammeradvokaten ved advokat Peter Biering for begg
e)
Biintervenient til støtte for appellanterne:
Folkeafstemningskomité 2010 ved Ole Krarup
(selv)
I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsret
s 7. afdeling den 15. juni 2012.
I pådømmelsen har deltaget elleve dommere: Børge Da
hl, Lene Pagter Kristensen, Poul
Søgaard, Niels Grubbe, Thomas Rørdam, Jon Stokholm,
Vibeke Rønne, Michael Rekling,
Hanne Schmidt, Jan Schans Christensen og Kurt Rasmu
ssen.
Påstande
Appellanterne, Niels Hausgaard m.fl., har nedlagt f
ølgende påstande:
1)
De indstævnte, statsministeren og udenrigsministere
n, skal anerkende, at lov nr. 321 af
30. april 2008 om ændring af lov om Danmarks tiltræ
delse af De Europæiske Fælles-
skaber og Den Europæiske Union, hvorved Danmark til
træder Lissabon-traktaten af 13.
december 2007, er vedtaget i strid med grundlovens
§ 20, idet tiltrædelse er sket uden at
følge den i grundlovens § 20 foreskrevne procedure.
2)
Statsministeren og udenrigsministeren skal anerkend
e, at den med lov nr. 321 af 30. april
2008 om ændring af lov om Danmarks tiltrædelse af D
e Europæiske Fællesskaber og Den
- 3 -
Europæiske Union skete tiltrædelse af Lissabon-trak
taten af 13. december 2007 er ugyl-
dig.
Statsministeren og udenrigsministeren har principal
t påstået stadfæstelse, subsidiært at rets-
virkningerne af Højesterets dom udskydes, indtil Fo
lketinget og regeringen har haft mulighed
for at gennemføre en procedure efter grundlovens §
20, stk. 2.
Niels Hausgaard m.fl. har taget bekræftende til gen
mæle over for statsministerens og uden-
rigsministerens subsidiære påstand.
Højesterets begrundelse og resultat
1
. Sagens baggrund og hovedspørgsmål
a. Traktatgennemførelse
Tiltrædelse og gennemførelse i Danmark af en trakta
t eller en traktatændring, herunder om
forholdet til EU, kan som udgangspunkt ske i overen
sstemmelse med grundlovens alminde-
lige procedure for traktattiltrædelse og lovgivning
– dvs. med almindeligt flertal i Folketinget,
jf. grundlovens § 19, stk. 1. Sker der imidlertid o
verladelse af beføjelser som angivet i
grundlovens § 20, skal dennes særlige procedure føl
ges – dvs. vedtagelse skal ske med kvali-
ficeret flertal i Folketinget eller godkendes ved e
n folkeafstemning. Overladelse af beføjelser
til EU eller en anden international organisation i
videre omfang end angivet i grundlovens §
20 kan kun ske ved en ændring af grundloven.
Ved dom af 6. april 1998 tog Højesteret stilling ti
l, om gennemførelsen af Maastricht-trak-
taten med rette var sket i medfør af grundlovens §
20, eller om gennemførelsen krævede en
ændring af grundloven (Maastricht-dommen, UfR 1998
s. 800).
Den foreliggende sag angår gennemførelsen af Lissab
on-traktaten (som sket ved lov nr. 321
af 30. april 2008 om ændring af lov om Danmarks til
trædelse af De Europæiske Fællesskaber
og Den Europæiske Union). Loven er vedtaget i overe
nsstemmelse med den almindelige pro-
cedure for traktattiltrædelse og lovgivning.
Maastricht-sagen angik § 20’s øvre grænse: Kunne æn
dringerne ved Maastricht-traktaten i
forholdet mellem Danmark og EU rummes af, hvad § 20
tillader? Den foreliggende sag om
- 4 -
Lissabon-traktaten angår § 20’s nedre grænse: Indeb
ærer Lissabon-traktaten sådanne ændrin-
ger i Danmarks forhold til EU, at proceduren i § 20
skulle have været fulgt?
b. Appellanternes søgsmålsinteresse
Ved dom af 11. januar 2011 (UfR 2011 s. 984) har Hø
jesteret afgjort, at appellanterne – 30
almindelige borgere – har retlig interesse i domsto
lsprøvelse af, om procedurereglerne i
grundlovens § 20 skulle have været iagttaget ved Da
nmarks tiltrædelse af Lissabon-traktaten.
Højesteret udtalte i den dom bl.a.:
”Til støtte for, at den procedure, som er foreskrev
et i grundlovens § 20, skulle have væ-
ret iagttaget, har appellanterne bl.a. anført, at L
issabon-traktaten indebærer væsentlige
ændringer vedrørende de kompetence- og afstemningsr
egler, der gælder for EU's insti-
tutioner. De har herved navnlig anført, at lovgivni
ngskompetencen på en lang række
områder er blevet delt mellem Rådet og Europaparlam
entet, og at Rådet i væsentligt vi-
dere omfang end hidtil træffer afgørelse med kvalif
iceret majoritet i stedet for ved en-
stemmighed. Efter appellanternes opfattelse er diss
e ændringer i EU-institutionernes
kompetence- og afstemningsregler i sig selv - dvs.
uafhængigt af om der er overladt nye
beføjelser til EU - så væsentlige, at reglerne i gr
undlovens § 20 skulle have været fulgt.
Parterne er således uenige om betydningen i forhold
til grundlovens § 20 af de ændrin-
ger i EU-institutionernes kompetence- og afstemning
sregler, der følger af Lissabon-
traktaten. Denne uenighed angår lovgivningskompeten
cen inden for en række almene
og væsentlige livsområder og dermed forhold, som er
af indgribende betydning for den
danske befolkning i almindelighed. På grund af tvis
tens generelle og indgribende be-
tydning har appellanterne en væsentlig interesse i
at få deres påstand prøvet. At betinge
adgangen til domstolsprøvelse af, at der efter de n
ye traktatbestemmelser er udstedt
retsakter, som konkret og aktuelt berører appellant
ernes forhold, ville ikke sikre et bedre
grundlag for prøvelsen af tvisten.
Højesteret finder derfor, at appellanterne har forn
øden retlig interesse i at få deres på-
stand prøvet. I relation til spørgsmålet om søgsmål
skompetence er det herefter ufornø-
dent at tage stilling til betydningen af de øvrige
forhold, som appellanterne har påberåbt
sig til støtte for, at procedurereglerne i grundlov
ens § 20 skulle have været iagttaget.”
Det er således klart, at der under sagen skal tages
stilling til betydningen i forhold til grund-
lovens § 20 af de ændringer i EU-institutionernes o
pgavefordeling og afstemningsregler, der
følger af Lissabon-traktaten, mens det er holdt åbe
nt, hvilken domstolsprøvelse der under
denne sag kan ske af andre forhold, herunder om § 2
0-prøvelse af andre forhold må afvente
udstedelse af retsakter, som konkret og aktuelt måt
te berøre nogen.
c. Appellanternes hovedsynspunkter
- 5 -
Under den foreliggende sag gør appellanterne gælden
de, at Lissabon-traktaten har medført så
væsentlige og betydningsfulde ændringer af forvaltn
ingen af tidligere overladte beføjelser, at
§ 20-proceduren skal anvendes allerede som følge he
raf. Appellanterne gør endvidere gæl-
dende, at det ikke er muligt at afvise, at Lissabon
-traktaten medfører overladelse af nye be-
føjelser til EU-organer, og har herved navnlig pege
t på den såkaldte fleksibilitetsbestemmelse
i TEUF artikel 352, den eksplicitte tiltrædelse af
princippet om EU-rettens forrang og ratiha-
bering af EU-Domstolens praksis, traktatfæstelsen a
f charteret for grundlæggende rettigheder
og bestemmelsen om, at EU kan tiltræde den europæis
ke menneskerettighedskonvention,
samt tilføjelse af nye politikområder og udvidelse
af EU’s kompetence til at indgå traktater.
2
. Grundlovens § 20 og ændring af EU’s forvaltning
af overladte beføjelser
a. Grundlovens § 20
Grundlovens § 20 har følgende ordlyd:
”§ 20. Beføjelser, som efter denne grundlov tilkomm
er rigets myndigheder, kan ved lov
i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkel
ige myndigheder, der er oprettet
ved gensidig overenskomst med andre stater til frem
me af mellemfolkelig retsorden og
samarbejde.
Stk. 2
. Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et fler
tal på fem sjettedel af folketin-
gets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men d
og det til vedtagelse af almindelige
lovforslag nødvendige flertal, og opretholder reger
ingen forslaget, forelægges det fol-
ketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse e
fter de for folkeafstemninger i § 42
fastsatte regler.”
Bestemmelsen blev indsat i grundloven ved grundlovs
revisionen i 1953 i overensstemmelse
med et forslag fra Forfatningskommissionen af 1946.
Det er i forfatningskommissionens be-
tænkning anført, at bestemmelsen gør det muligt for
Danmark at deltage i internationalt sam-
arbejde, selv om det forudsætter afgivelse af suver
ænitet, men at det må ”kræves, at der i be-
folkningen findes overvejende tilslutning til afgiv
else af beføjelser, som efter grundloven til-
kommer rigets myndigheder” (Rigsdagstidende 1952-53
, tillæg A, spalte 3546).
I Maastricht-dommen udtalte Højesteret bl.a. (i afs
nit 9.2.):
”§ 20 blev indsat i grundloven i 1953 med det formå
l at gøre det muligt for Danmark -
uden ændring af grundloven efter § 88 - at deltage
i internationalt samarbejde, som in-
debærer, at det overlades til en mellemfolkelig org
anisation at udøve lovgivende, admi-
nistrativ eller dømmende myndighed med direkte virk
ning her i landet. Da det ikke med
sikkerhed kunne forudsiges, hvilke former det melle
mfolkelige samarbejde ville antage
- 6 -
i fremtiden, blev der ikke foretaget nogen snævrere
afgrænsning af, hvilke beføjelser
bestemmelsen omfatter. Det var således tilsigtet at
give vide rammer for adgangen til
suverænitetsafgivelse. Det blev imidlertid fastslåe
t i bestemmelsen, at suverænitetsafgi-
velse kun kan ske »i nærmere bestemt omfang«. Der b
lev endvidere lagt vægt på, at de
skærpede krav til vedtagelse af lovforslag efter be
stemmelsen frembyder en vidtgående
garanti.
Anvendelse af den kvalificerede procedure efter gru
ndlovens § 20 er nødvendig i det
omfang, det overlades til en international organisa
tion at udøve lovgivende, administra-
tiv eller dømmende myndighed med direkte virkning h
er i landet eller at udøve andre
beføjelser, som efter grundloven tilkommer rigets m
yndigheder, herunder beføjelse til at
indgå traktater med andre stater.”
Det afgørende efter grundlovens § 20, stk. 1, er så
ledes, om der sker overladelse af ”beføjel-
ser” som nævnt.
Det hedder videre i Maastricht-dommen (i afsnit 9.2
.) om overladelse af beføjelser ”i nærmere
bestemt omfang”:
”Udtrykket ”i nærmere bestemt omfang” må forstås så
ledes, at der skal foretages en po-
sitiv afgrænsning af de overladte beføjelser dels m
ed hensyn til sagsområder, dels med
hensyn til beføjelsernes karakter. Afgrænsningen sk
al gøre det muligt at vurdere suve-
rænitetsafgivelsens omfang. Sagsområderne kan beskr
ives i rummelige kategorier, og
det kan ikke kræves, at omfanget af suverænitetsafg
ivelsen er angivet så præcist, at der
ikke kan blive tale om skøn eller fortolkningstvivl
. De overladte beføjelser kan angives
ved henvisning til en traktat.”
Ved ændring af en traktat, hvorved Danmark har over
ladt beføjelser til en mellemfolkelig
myndighed, skal gennemførelsen i Danmark ligeledes
ske efter den kvalificerede procedure i
grundlovens § 20, hvis den mellemfolkelige myndighe
d overlades yderligere beføjelse til at
udøve lovgivende, administrativ eller dømmende mynd
ighed med direkte virkning i Danmark,
hvad enten udvidelsen angår sagsområderne eller kar
akteren af de overladte beføjelser. § 20-
proceduren skal også følges, hvis den international
e organisations adgang til at udøve andre
beføjelser, som efter grundloven tilkommer rigets m
yndigheder, udvides. Det er derimod ikke
nødvendigt at anvende proceduren efter § 20, hvis t
raktatændringen kun indeholder en præci-
sering vedrørende de beføjelser, som allerede tidli
gere i medfør af lov vedtaget i overens-
stemmelse med proceduren i grundlovens § 20 er over
ladt til den mellemfolkelige myndig-
hed.
- 7 -
Overladelse af beføjelser efter grundlovens § 20 ka
n ske til ”mellemfolkelige myndigheder,
der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre
stater”, og hvis formål er ”fremme af
mellemfolkelig retsorden og samarbejde”.
Grundlovens § 20 indeholder efter sin ordlyd ikke k
rav om, at der ved overladelsen af beføjel-
ser skal ske en nærmere angivelse af den mellemfolk
elige myndigheds interne organisering og
arbejdsmåde, af sammensætningen af og opgavefordeli
ngen mellem dens institutioner, af af-
stemningsregler eller af regler i øvrigt om dens fo
rvaltning af de overladte beføjelser. Det er
endvidere ikke omtalt i forarbejderne, at der skull
e gælde et sådant krav. Der kan efter Høje-
sterets opfattelse heller ikke af ordlyden af grund
lovens § 20, af forarbejderne til bestemmel-
sen eller af bestemmelsens formål udledes noget kra
v om, at der efter Danmarks overladelse
af beføjelser til en mellemfolkelig organisation sk
al iværksættes en ny procedure efter grund-
lovens § 20, når der sker ændringer i den mellemfol
kelige myndigheds organisering, arbejds-
måde, afstemningsregler og forvaltning i øvrigt. De
t er da også således, bestemmelsen konse-
kvent har været forstået og anvendt af skiftende re
geringer og af Folketinget.
En ny procedure efter grundlovens § 20 skal dog ivæ
rksættes ved traktatændringer, der med-
fører så fundamentale forandringer i den mellemfolk
elige myndigheds organisation mv., at
myndigheden reelt skifter identitet. Et sådant tilf
ælde må ligestilles med tilfælde, hvor befø-
jelser overlades til en anden mellemfolkelig myndig
hed. En ny § 20-procedure kan også være
nødvendig, hvis der er tale om ændringer i forvaltn
ingen af tidligere overladte beføjelser, som
strider mod, hvad der måtte være bestemt herom i de
n § 20-lov, som overladelsen er sket i
henhold til.
Der kan derimod ikke – som hævdet af appellanterne
– stilles krav om en ny § 20-procedure
ved gennemførelse af traktatændringer, der medfører
væsentlige ændringer i en international
organisations forvaltning af overladte beføjelser,
ud fra et synspunkt om, at betydningen af at
overlade en beføjelse afhænger af, i hvilket omfang
der bevares dansk parlamentarisk kontrol
med udøvelsen af den overladte beføjelse. Det er an
givelsen af, hvad der er overladt til hvem,
som efter § 20 er afgørende, og der er efter bestem
melsen intet til hinder for overladelse af
beføjelser til en international organisation som så
dan uden nærmere angivelse af organisatio-
nens indretning.
- 8 -
b. Lissabon-traktatens ændring af EU’s forvaltning
af overladte beføjelser
Siden Danmarks tilslutning til EF i 1972 er der ske
t en række væsentlige ændringer i EF’s –
senere EU’s – organisering, arbejdsmåde, afstemning
sregler og forvaltning i øvrigt. Der er
bl.a. blevet gennemført ændringer i forbindelse med
tiltrædelsen af Maastricht-traktaten i
1993 og Amsterdam-traktaten i 1998. Både de ændring
er, der skete ved disse traktater, og de
ændringer, der fandt sted ved Nice-traktaten fra 20
01 i forbindelse med optagelsen af en
række østeuropæiske lande som nye medlemmer af EU,
har ført til en gradvis svækkelse af
det enkelte medlemslands indflydelse på lovgivnings
processen i EU.
Ved afgørelsen af, om der ved Lissabon-traktaten er
sket så fundamentale forandringer i de
institutionelle forhold, at der reelt er tale om et
skifte af identitet for den mellemfolkelige or-
ganisation, som der tidligere er overladt beføjelse
r til, må der sammenlignes med de forud for
Lissabon-traktaten eksisterende institutionelle for
hold.
Lissabon-traktaten medførte bl.a. en sammenlægning
af EF og EU til en samlet enhed be-
nævnt EU. Der er tale om en sammenlægning af to org
anisationer, som allerede eksisterede
inden for de dagældende traktatmæssige rammer.
Den såkaldte almindelige lovgivningsprocedure, hvor
efter Rådet og Europa-Parlamentet skal
være enige, for at et forslag kan vedtages, blev in
dført i 1993 ved Maastricht-traktaten (den-
gang betegnet ”den fælles beslutningsprocedure”). E
uropa-Parlamentet blev herved medlov-
giver på en række områder. Anvendelsen af denne pro
cedure blev udvidet og tilpasset i 1998
ved gennemførelsen af Amsterdam-traktaten. Ved Liss
abon-traktaten blev antallet af områder,
hvor der skal være enighed mellem Rådet og Parlamen
tet yderligere udvidet, og denne lov-
givningsprocedure er i dag den mest anvendte.
Lissabon-traktaten betyder endvidere, at der med he
nsyn til en række hjemmelsbestemmelser
i traktatgrundlaget er sket den ændring, at kravet
om enstemmighed er ændret til et krav om
kvalificeret flertal blandt medlemsstaterne i Rådet
. Vedtagelse med kvalificeret flertal er nu
hovedreglen i Rådet. Definitionen af kvalificeret f
lertal er ligeledes ændret ved Lissabon-
traktaten.
- 9 -
Ved siden af de ændrede lovgivningsprocedurer fasts
ætter Lissabon-traktaten også nye proce-
durer for vedtagelsen af ikke-lovgivningsmæssige re
tsakter, herunder for de såkaldte delege-
rede retsakter og gennemførelsesretsakter. Både Råd
et og Kommissionen kan således vedtage
forskellige typer af ikke-lovgivningsmæssige retsak
ter i forbindelse med gennemførelsen af
lovgivningsmæssige retsakter vedtaget af Europa-Par
lamentet og Rådet.
Ud over den udvidede anvendelse af den almindelige
lovgivningsprocedure indebærer Lissa-
bon-traktaten i flere andre henseender en væsentlig
styrkelse af Europa-Parlamentet. Således
styrkes Parlamentets beføjelser i relation til EU-b
udgettet samt kontrollen med Kommissionen
bl.a. ved valg af Kommissionens formand, ligesom Pa
rlamentets demokratiske kontrolfunk-
tioner styrkes vedrørende en række andre forhold. M
ed Lissabon-traktaten tildeles Parlamen-
tet endvidere en væsentlig styrket rolle i relation
til EU’s indgåelse af internationale aftaler.
De nationale parlamenters rolle i EU-beslutningspro
cessen er også blevet styrket, navnlig for
så vidt angår kontrollen med overholdelse af nærhed
sprincippet og mulighederne for at gen-
nemføre ændringer i beslutningsprocedurer i Unionen
s institutioner uden at foretage traktat-
ændringer.
Lissabon-traktaten indebærer tillige en række ændri
nger vedrørende Det Europæiske Råd,
som er blevet til en selvstændig EU-institution, hv
is opgaver og funktioner traktatfæstes og
præciseres. Som noget nyt er endvidere indført en f
ast formand for Det Europæiske Råd. Der
er også indført et nyt embede som Unionens Højtståe
nde Repræsentant for Udenrigsanliggen-
der og Sikkerhedspolitik (udenrigsrepræsentanten).
Embedet erstatter den tidligere Høje Re-
præsentant for EU, der blev indført med Amsterdam-t
raktaten. Ændringen indebærer en styr-
kelse og udbygning af embedet, idet udenrigsrepræse
ntanten bl.a. ud over at varetage Unio-
nens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik tillige
er fast formand for Rådet for Udenrigsanlig-
gender og er en af Kommissionens næstformænd.
I øvrigt vil Kommissionen efter Lissabon-traktaten
bestå af færre kommissærer end antallet af
medlemsstater, idet medlemmerne fra 2014 vælges eft
er en rotationsordning.
c. Den ændrede EU-forvaltning efter Lissabon-trakta
ten og grundlovens § 20
- 10 -
Uanset de anførte ændringer af traktatgrundlaget er
EU fortsat en organisation bestående af
selvstændige, gensidigt forpligtede stater, der fun
gerer på basis af overladte beføjelser fra de
enkelte medlemslande, og Højesteret finder, at ændr
ingerne i EU’s organisering, arbejdsmåde,
afstemningsregler og forvaltning i øvrigt ikke er a
f så fundamental karakter, at der reelt er tale
om, at EU har skiftet identitet.
Appellanterne har anført, at 1972-tiltrædelsesloven
s § 2 må antages ikke blot at henvise til
fastlæggelsen af beføjelsernes omfang, men også til
traktaternes institutionelle bestemmelser,
således som disse var fastlagt i traktaterne nævnt
i lovens § 4. Dette indebærer efter appellan-
ternes opfattelse, at senere institutionelle ændrin
ger må anses som ændringer i betingelserne
for suverænitetsafgivelsen med den virkning, at ænd
ringerne kræver en ny procedure efter
grundlovens § 20. Appellanterne har endvidere anfør
t, at det fremgår af lovens § 6, at det i
forbindelse med Danmarks tiltrædelse af EF blev til
lagt betydning, at der efter traktaten gjaldt
særlige regler om vetoret og afstemning.
Efter 1972-tiltrædelseslovens § 2 kan beføjelser ”i
det omfang, det er fastsat i de i § 4 nævnte
traktater m.v., udøves af De Europæiske Fællesskabe
rs institutioner”. Højesteret finder, at
bestemmelsen må forstås således, at beføjelserne he
rved er overladt til fællesskabets institu-
tioner, uden at det er en betingelse, at fællesskab
ets organisation vedbliver at være som an-
givet i de traktater, der er opregnet i tiltrædelse
slovens § 4. Efter § 2 sker overladelse af be-
føjelser nemlig til fællesskabets institutioner; be
stemmelsen indeholder intet om, at overladel-
se sker til nærmere bestemte institutioner med en n
ærmere bestemt organisation, og henvis-
ningen til § 4 angår udtrykkeligt omfanget af beføj
elserne, ikke traktatreguleringen af fælles-
skabets institutionelle forhold.
Efter tiltrædelseslovens § 6 skal regeringen afgive
beretning til Folketinget om udviklingen i
EU og underrette Folketingets Europaudvalg (oprinde
lig Folketingets Markedsudvalg) om
forslag til rådsvedtagelser, der bliver umiddelbart
anvendelige i Danmark, eller til hvis op-
fyldelse Folketingets medvirken er nødvendig. Ifølg
e bemærkningerne til bestemmelsen i for-
slaget til tiltrædelsesloven (Folketingstidende 197
1-72, tillæg A, spalte 4544) skal den ”sikre
Folketingets mulighed for at være orienteret om arb
ejdet i EF og udøve en parlamentarisk
kontrol”. Højesteret finder ikke heri grundlag for
at indlægge en bestemt institutionel indret-
ning af fællesskabet som betingelse for lovens over
ladelse af beføjelser til fællesskabet.
- 11 -
Appellanterne har også anført, at de ændringer, der
er sket ved Lissabon-traktaten, er i strid
med klare forudsætninger, som er kommet til udtryk
i forbindelse med vedtagelsen af tiltræ-
delsesloven fra 1972, og at ændringerne også af den
grund kræver, at der gennemføres en
lovgivningsprocedure efter grundlovens § 20. Appell
anterne har i den forbindelse navnlig
henvist til den daværende minister for europæiske m
arkedsanliggenders bemærkninger i
fremsættelsestalen (Folketingstidende 1971-72, spal
te 3631), herunder udsagnet:
”Ved vor eventuelle tiltrædelse af Romtraktaten og
de øvrige traktater ved vi nøje,
hvilke spørgsmål der undergives overnational beslut
ningskompetence, og hvilke betin-
gelser der gælder for denne kompetences udøvelse”.
Forarbejderne til tiltrædelsesloven fra 1972 indeho
lder imidlertid også udsagn, som viser, at
man var klar over, at der med tiden kunne og ville
ske en udvikling af EF’s organisation mv.
Det udtales således af flertallet i Folketingets Ma
rkedsudvalg i betænkningen over lovforsla-
get bl.a. (Folketingstidende 1971-72, tillæg B, spa
lte 2810 f.):
”De institutionelle forhold inden for EF er til en
vis grad i støbeskeen. Som følge af
medlemskredsens udvidelse sker der en forøgelse af
medlemsantallet i de nuværende in-
stitutioner. Endvidere er spørgsmålet om en styrkel
se af institutionerne på dagsordenen
for det planlagte europæiske topmøde ...”.
Højesteret finder på denne baggrund, at der ikke i
det, som appellanterne har anført, er
grundlag for at antage, at den skete suverænitetsov
erladelse er baseret på retlige forudsætnin-
ger om den overladte beføjelses forvaltning, endsig
e for at antage, at loven er baseret på be-
tingelser herom. Der ses i lovgrundlaget i det hele
ikke holdepunkter for at fastslå, at der har
været sådanne forudsætninger eller betingelser.
De synspunkter om ændringen af EU’s forvaltning, so
m appellanterne har anført, kan herefter
ikke føre til, at der skal gives dem medhold i dere
s påstande.
3
. Indirekte beføjelsesudvidelse?
Appellanterne har gjort gældende, at det ikke er mu
ligt at afvise, at Lissabon-traktaten gen-
nem den ændrede struktur og den eksplicitte udvidel
se af emneområder har medført, at der
indirekte er overladt nye beføjelser til EU-organer
. Appellanterne har herved navnlig henvist
til, at
der med Lissabon-traktaten er sket en eksplicit ti
ltrædelse af EU-rettens forrang samt
- 12 -
ratihabering af den meget ekspansive fortolkning af
traktaten, som har fundet sted på visse
områder, at
det er blevet traktatfæstet, at charteret om grund
læggende rettigheder har samme
juridiske værdi som traktaterne, og at
det nye traktatgrundlag muliggør et langt bredere
an-
vendelsesområde for fleksibilitetsbestemmelsen end
det hidtidige traktatgrundlag.
Højesteret fastslog i Maastricht-dommen bl.a., at d
et henhører under danske domstole at af-
gøre, om EU-retsakter overskrider grænserne for den
suverænitetsafgivelse, der er sket ved
tiltrædelsesloven. Det hedder herom i afsnit 9.6 i
dommen:
”
9.6.
Appellanterne har anført, at EF-Domstolens kompeten
ce efter Traktaten sammen-
holdt med princippet om fællesskabsrettens forrang
indebærer, at danske domstole er
afskåret fra at håndhæve grænserne for den suveræni
tetsafgivelse, som har fundet sted
ved tiltrædelsesloven, og at dette må tages i betra
gtning ved vurderingen af, om be-
stemthedskravet i grundlovens § 20, stk. 1, er over
holdt.
Ved tiltrædelsesloven er det anerkendt, at kompeten
cen til at prøve lovligheden og gyl-
digheden af EF-retsakter tilkommer EF-domstolen. De
tte indebærer, at danske domstole
ikke kan anse en EF-retsakt for uanvendelig i Danma
rk, uden at spørgsmålet om dens
forenelighed med Traktaten har været prøvet af EF-d
omstolen, og at danske domstole i
almindelighed kan lægge til grund, at EF-domstolens
afgørelser herom ligger inden for
suverænitetsafgivelsens grænser. Højesteret finder
imidlertid, at det følger af bestemt-
hedskravet i grundlovens § 20, stk. 1, sammenholdt
med danske domstoles adgang til at
prøve loves grundlovsmæssighed, at domstolene ikke
kan fratages adgangen til at prøve
spørgsmål om, hvorvidt en EF-retsakt overskrider gr
ænserne for den ved tiltrædelses-
loven foretagne suverænitetsafgivelse. Danske domst
ole må derfor anse en EF-retsakt
for uanvendelig i Danmark, hvis der skulle opstå de
n ekstraordinære situation, at det
med den fornødne sikkerhed kan fastslås, at en EF-r
etsakt, der er opretholdt af EF-dom-
stolen, bygger på en anvendelse af Traktaten, der l
igger uden for suverænitetsafgivelsen
ifølge tiltrædelsesloven. Tilsvarende gælder med he
nsyn til fællesskabsretlige regler og
retsprincipper, som beror på EF-domstolens praksis.
”
Det forhold, at det i erklæring 17 til Lissabon-tra
ktaten er anført, at Konferencen erindrer om
EU-Domstolens faste praksis vedrørende EU-rettens f
orrang, og at der til erklæringen er
knyttet en udtalelse herom fra Rådets Juridiske Tje
neste, ændrer ikke på det, som Højesteret
har fastslået om danske domstoles pligt til at prøv
e loves og EU-retsakters grundlovsmæssig-
hed.
Højesteret udtalte i afsnit 9.4 og 9.5 i Maastricht
-dommen bl.a. følgende om forståelsen af den
dagældende fleksibilitetsbestemmelse i EF-traktaten
s artikel 235:
- 13 -
”9.4. ...
Det fremgår af ordlyden af art. 235, at det forhold
, at en handling fra Fællesskabets side
anses for påkrævet for at virkeliggøre et af Fælles
skabets mål, ikke i sig selv udgør et
tilstrækkeligt grundlag for at bringe bestemmelsen
i anvendelse. Det er yderligere en
betingelse, at den påtænkte handling ligger "inden
for fællesmarkedets rammer". Dette
må - sammenholdt med art. 2, hvorefter Fællesskabet
s opgaver skal varetages "gennem
oprettelsen af et fælles marked og en økonomisk og
monetær union samt gennem iværk-
sættelse af fælles politikker eller aktioner som om
handlet i art. 3 og 3a" - forstås såle-
des, at den påtænkte handling skal ligge inden for
de rammer for Fællesskabets virke,
som fremgår af Traktatens øvrige bestemmelser, heru
nder navnlig dens tredje del om
Fællesskabets politikker og opregningen i art. 3 og
art. 3a af de enkelte virkeområder.
Denne forståelse er i overensstemmelse med regering
ens notat af 21. januar 1997 til
Folketingets Europaudvalg ... og bekræftes af EF-doms
tolens plenumudtalelse 2/94 af
28. marts 1996 ..., hvor det i præmis 29 og 30 hedder
(Saml. 1996-I, s. 1788):
»29. Artikel 235 tilsigter at afhjælpe den manglend
e hjemmel i de tilfælde, hvor
der ikke udtrykkeligt eller forudsætningsvis ved sæ
rlige bestemmelser i traktaten
er tillagt Fællesskabets institutioner beføjelser,
i det omfang, sådanne beføjelser
alligevel viser sig at være nødvendige, for at Fæll
esskabet kan udøve sine funkti-
oner med henblik på at nå et af de mål, der er fast
lagt i traktaten.
30. Da denne bestemmelse er en del af et institutio
nelt system, der bygger på prin-
cippet om tildelte kompetencer, kan den ikke anvend
es som hjemmel for en ud-
videlse af Fællesskabets kompetenceområde ud over d
en generelle ramme, der
følger af traktatbestemmelserne som helhed, navnlig
de bestemmelser, hvori Fæl-
lesskabets opgaver og virke fastlægges. Artiklen ka
n under ingen omstændigheder
anvendes som hjemmel for fastsættelse af bestemmels
er, der reelt har som konse-
kvens, at traktaten ændres, uden at den herfor fore
skrevne fremgangsmåde føl-
ges.«
Den anførte forståelse af art. 235 må lægges til gr
und, selv om bestemmelsen forud for
traktatændringen måtte være anvendt ud fra en mere
vidtgående forståelse.
En lov, som ikke rækker længere end til at overlade
beføjelser til at udstede retsakter
eller beslutte andre foranstaltninger i overensstem
melse med den foran anførte forstå-
else af art. 235, indebærer ikke en krænkelse af be
stemthedskravet i grundlovens § 20.
Vedtagelse efter art. 235 kan kun ske med enstemmig
hed. Regeringen kan således hin-
dre, at bestemmelsen anvendes til vedtagelser, som
ligger uden for de angivne rammer
for Danmarks overladelse af kompetence til EF. Rege
ringen kan ikke medvirke til
vedtagelse af forslag, som falder uden for disse ra
mmer og derfor forudsætter yderligere
suverænitetsoverladelse. På baggrund af det formål,
som art. 235 skal tilgodese, er det
uundgåeligt, at den nøjagtige afgrænsning af anvend
elsesområdet for bestemmelsen kan
give anledning til tvivl. Under hensyn hertil må de
r ved tiltrædelsesloven anses indrøm-
met regeringen en ikke ubetydelig margin.
9.5.
I medfør af Traktatens art. 164 skal EF-domstolen
værne om lov og ret ved fortolk-
ningen og anvendelsen af Traktaten, og efter Trakta
tens art. 173 tilkommer det EF-
domstolen at prøve lovligheden af retsakter vedtage
t af Fællesskabets institutioner. Efter
art. 177 har EF-domstolen kompetence til at afgøre
præjudicielle spørgsmål om fortolk-
- 14 -
ningen af Traktaten og om fortolkningen og gyldighe
den af retsakter udstedt af Fælles-
skabets institutioner.
Spørgsmål om gyldigheden af en retsakt eller anden
handling vedtaget i medfør af art.
235 vil således kunne indbringes for EF-domstolen,
som i så fald har til opgave at sikre,
at rammerne for Fællesskabets virke overholdes.
Det forhold, at den nærmere fastlæggelse af de befø
jelser, der er indrømmet Fællesska-
bets institutioner, kan give anledning til tvivl, o
g at kompetencen til at afgøre sådanne
fortolkningsspørgsmål er henlagt til EF-domstolen,
kan ikke i sig selv anses for ufore-
neligt med bestemthedskravet i grundlovens § 20.
At EF-domstolen ved fortolkning af Traktaten også l
ægger vægt på andre fortolknings-
momenter end bestemmelsernes ordlyd, herunder Trakt
atens formål, er ikke i strid med
de forudsætninger, som er lagt til grund ved tiltræ
delsesloven, og er heller ikke i sig selv
uforeneligt med bestemthedskravet i grundlovens § 2
0, stk. 1. Det samme gælder om
EF-domstolens retsskabende virksomhed inden for Tra
ktatens rammer.”
Det er i fleksibilitetsbestemmelsen, således som de
n nu fremgår af TEUF artikel 352, præcise-
ret, at den fortsat bygger på, at den kun giver hje
mmel til vedtagelse af retsakter uden specifik
hjemmel på områder, som ligger inden for de rammer,
der fremgår af traktatens øvrige be-
stemmelser, for at nå et af målene heri, jf. også d
en som bilag til Lissabon-traktaten medtagne
erklæring nr. 42. Regeringen har som fastslået af H
øjesteret i Maastricht-dommen (afsnit 9.4.)
pligt til at hindre, at bestemmelsen anvendes til v
edtagelse af forslag, der falder uden for disse
rammer og derfor forudsætter yderligere suverænitet
safgivelse. En tilsvarende pligt gælder for
så vidt angår charteret om grundlæggende rettighede
r, hvorom det i TEU artikel 6, stk. 1, ud-
trykkeligt hedder, at det ikke på nogen måde udvide
r EU’s beføjelser.
Det er ved loven om gennemførelse af Lissabon-trakt
aten forfatningsretligt forudsat, at der
ikke ved Danmarks tiltrædelse af Lissabon-traktaten
er sket yderligere overladelse af beføjel-
ser. Det er ved den forfatningsretlige vurdering la
gt til grund, at Lissabon-traktaten skal for-
stås i overensstemmelse med de protokoller og erklæ
ringer, der er medtaget som bilag til
traktaten.
EU-Domstolen har til opgave at afklare eventuel tvi
vl om den EU-retlige forståelse, men en
EU-retlig fortolkning må ikke føre til, at der herv
ed tilføres EU yderligere kompetence. Dan-
marks gennemførelse af Lissabon-traktaten er som næ
vnt sket ud fra den forfatningsretlige
vurdering, at der ikke sker overladelse af beføjels
er, som kræver anvendelse af § 20-procedu-
ren, og danske myndigheder er forpligtet til at sik
re dette overholdt.
- 15 -
Højesteret finder, at det, som appellanterne har an
ført om forrang, fortolkning, charteret om
grundlæggende rettigheder og fleksibilitetsbestemme
lsen, ikke i sig selv giver grundlag for at
tilsidesætte regeringens og Folketingets nævnte for
fatningsretlige vurdering.
Skulle der i forbindelse med en retsakt eller retsa
fgørelse, der konkret og aktuelt berører dan-
ske borgere mv., opstå tvivl om, hvorvidt den er ba
seret på en anvendelse af traktatgrundlaget,
som ligger uden for den suverænitetsafgivelse, der
følger af tiltrædelsesloven med senere æn-
dringer, vil spørgsmålet kunne undergives den domst
olsprøvelse, som er fastslået i afsnit 9.6.
i Maastricht-dommen. Det samme gælder, hvis der med
henvisning til charteret om grund-
læggende rettigheder skulle blive vedtaget EU-retsa
kter – eller afsagt domme af EU-Dom-
stolen – baseret på en sådan anvendelse af traktatg
rundlaget.
På den anførte baggrund finder Højesteret, at appel
lanternes indsigelse om, at der er sket en
indirekte beføjelsesudvidelse, ikke kan føre til, a
t der skal gives dem medhold i deres på-
stande.
4
. Direkte beføjelsesudvidelse?
Som nævnt har Højesteret ved dommen af 11. januar 2
011 (UfR 2011 s. 984) fastslået, at ap-
pellanterne har ret til at få prøvet betydningen i
forhold til grundlovens § 20 af de ændringer i
EU-institutionernes opgavefordeling og afstemningsr
egler, der følger af Lissabon-traktaten,
mens det er holdt åbent, hvilken domstolsprøvelse a
f andre forhold der kan ske under denne
sag, se ovenfor afsnit 1.b.
Appellanterne har gjort gældende, at der ved Lissab
on-traktaten
på en række sagsområder er
sket direkte beføjelsesudvidelser. Appellanterne ha
r herved navnlig henvist til nærmere an-
givne bestemmelser i traktaten med tilhørende proto
koller og erklæringer om unionsborgeres
færdsels- og opholdsret, personoplysninger, social
sikring, restriktive foranstaltninger, energi-
politik samt internationale aftaler og den fælles u
denrigs- og sikkerhedspolitik, men frafaldet
deres anbringender herom på områderne for diplomati
sk beskyttelse, tredjelande og humani-
tær bistand, solidaritetsbestemmelsen og EU-Domstol
ens kompetence i sager om immaterielle
rettigheder.
- 16 -
De indstævnte har afvist, at der er sket udvidelse
af beføjelser til at udstede retsakter med di-
rekte virkning for danske borgere mv., og har overo
rdnet henvist navnlig til, at der er tale om
tydeliggørelse af allerede overladte beføjelser på
de nævnte områder bortset fra personoplys-
ninger og fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og
at bestemmelserne på disse to områder
ikke hjemler retsakter med direkte virkning for dan
ske borgere. Endvidere har de indstævnte
anført, at bestemmelserne er omfattet af danske for
behold for så vidt angår unionsborgeres
færdsels- og opholdsret, personoplysninger og restr
iktive foranstaltninger.
Højesteret finder, at der ikke under denne sag fore
ligger grundlag for at fastslå, at der med
loven om Lissabon-traktaten på en række sagsområder
som hævdet af appellanterne er sket
overladelse af yderligere beføjelser til at udstede
retsakter med direkte virkning for danske
borgere mv., således at proceduren i grundlovens §
20 skulle have været fulgt. Højesteret fin-
der i øvrigt, at parternes uenighed om disse spørgs
mål ikke egner sig til at blive afgjort under
den foreliggende sag. Under en sag om en retsakt el
ler en retsafgørelse, der måtte blive ud-
stedt eller afsagt i medfør af de pågældende trakta
tbestemmelser, og som konkret og aktuelt
vil berøre borgere mv., vil der derimod kunne sikre
s et bedre grundlag for prøvelse af tvisten.
Herefter finder Højesteret, at appellanternes indsi
gelse om, at der er sket direkte beføjelses-
udvidelser på de omhandlede sagsområder, ikke kan f
øre til, at der skal gives dem medhold i
deres påstande.
5
. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Ved Lissabon-traktaten er det i TEU artikel 6, stk.
2, 1. pkt., bestemt, at ”Unionen tiltræder
den europæiske konvention til beskyttelse af mennes
kerettigheder og grundlæggende friheds-
rettigheder”.
Appellanterne har anført, at kompetencen for EU til
at tiltræde denne konvention er ny, jf.
EU-Domstolens udtalelse af 28. marts 1996 (Udtalels
e 2/94), hvori konkluderedes, ”at Fæl-
lesskabet på fællesskabsrettens nuværende udvikling
strin ikke har kompetence til at tiltræde
konventionen”. EU’s tiltrædelse af konventionen er
ikke en option for medlemsstaterne, men
en pligt, der opstår allerede ved tiltrædelse af Li
ssabon-traktaten, og tiltrædelsen vil give EU-
Domstolen yderligere kompetence og styrke potential
et for direkte virkning i forholdet mel-
lem private.
- 17 -
De indstævnte har anført, at Danmarks tiltrædelse a
f Lissabon-traktaten på dette punkt er ba-
seret på den forfatningsretlige vurdering, at Danma
rk ikke ved at tilslutte sig TEU artikel 6,
stk. 2, overlader beføjelser til EU, som nødvendigg
ør anvendelse af § 20-proceduren. Selve
adgangen for EU til at tiltræde menneskerettighedsk
onventionen er ikke en beføjelse, som er
omfattet af grundlovens § 20, og EU’s tiltrædelse æ
ndrer ikke EU’s beføjelser, hvilket ud-
trykkeligt siges i TEU artikel 6, stk. 2, 2. pkt. H
ertil kommer, at det i Protokol nr. 8, artikel 2,
er bestemt, at aftalen om EU’s tiltrædelse af konve
ntionen skal sikre, dels at tiltrædelsen
hverken berører Unionens kompetence eller instituti
onernes beføjelser, dels at intet i aftalen
berører medlemsstaternes situation i forhold til ko
nventionen. Det er endvidere i TEUF artikel
218, stk. 8, bestemt, at afgørelse om tiltrædelse a
f konventionen træffes af Rådet, men at af-
gørelsen først træder i kraft efter medlemsstaterne
s godkendelse af aftalen om tiltrædelse i
overensstemmelse med deres forfatningsmæssige beste
mmelser. Der skal derfor træffes sær-
skilt dansk beslutning, før de allerede fastsatte r
egler i menneskerettighedskonventionen inden
for EU-rettens anvendelsesområde i givet fald får d
irekte virkning i Danmark.
Højesteret finder ikke grundlag for at tilsidesætte
regeringens og Folketingets forfatningsret-
lige vurdering, hvorefter der ikke på dette punkt v
ed Lissabon-traktaten sker overladelse af
beføjelser til EU, som nødvendiggør en § 20-procedu
re – en vurdering, som danske myndig-
heder er forpligtet af. Skulle der med henvisning t
il den europæiske menneskerettigheds-
konvention blive vedtaget EU-retsakter eller afsagt
domme af EU-Domstolen ud fra en forstå-
else af traktatgrundlaget, der er i strid med denne
forfatningsretlige vurdering, er der mulighed
for domstolsprøvelse som fastslået i Maastricht-dom
men (afsnit 9.6.), jf. herved foran i afsnit
3 og 4.
Efter det anførte kan appellanternes indsigelse om,
at der er overladt EU en ny beføjelse ved
traktatbestemmelsen om unionens tiltrædelse af den
europæiske menneskerettighedskonven-
tion, ikke føre til, at der skal gives dem medhold
i deres påstande.
6
. Konklusion og sagsomkostninger
Efter det anførte stadfæster Højesteret dommen.
- 18 -
Efter sagens karakter skal ingen af parterne betale
sagsomkostninger for Højesteret til nogen
anden part.
Thi kendes for ret:
Landsrettens dom stadfæstes.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for
Højesteret til nogen anden part.

Der er nogle måneder frem til eu valget -
Så der er rigeligt med tid til at formidle stoffet i passende doser -
Venlig hilsen

Se, nu laver du igen et megaindlæg, som ihvertfald jeg ikke gider læse.
Havde jeg været poliker, så havde jeg været tvunget til at læse og forstå teksten, og meningen med mit indlæg var såmænd bare at gøre dig opmærksom på at de færreste (ingen) gider læse mega indlæg, som skribenten bare har kopieret.

Iøvrigt misforstår du hele mit indlæg.
Jeg er selv Øv modstander, og mener at hele skiftet fra EF til Øv var en katastrofe af rang, som vi udelukkende kan takke holger med koen for.
Lissabontraktaten er vedtaget med 90 stemmer for og 25 imod, og der burde du måske spørge hvorfor den røde fløj holdt sig væk istedet for at stemme imod, som det vist kun var DF og et par enkeltmedlemmer der gjorde.
Var det fordi den røde flok gik ind for Lissabontraktaten, men ikke kunne gøre det offentligt, fordi de vidste det ikke var til Danmarks bedste?
Og igen igen igen, så er du, blandt utallige andre konstant imod VK og O i Øv spørgsmål, men du glemmer, ligeledes i stil med utallige andre, at der kun er to partier i folketinget der er imod Øv, og det er DF og uenighedslisten.
Der er ingen polikere, hverken herhjemme eller i udlandet, hvor det er de færreste lande der skal afholde afstemninger, der er interesserede i at bringe noget som helst angående Øv til folkeafstemning, da alle ved befolkningerne generelt er imod Øvs indblanding i alt.
Du skal bare huske et par få ting.
Øv lovgivningen står over de nationale love.
5/6 deles flertal i folketinget kan til enhver tid gennemføre hvad som helst angående Øv.
Den der helleT ting, har netop gennemført børnechecken til udlændinge i Danmark, trods flertal for det modsatte i foketinget, så hvad med at hekke lidt på hende istedet?

Der er ingen grund til at gå fuldstændig i forsvarsmode som du gør i nogen af dine besvarelser af folks kritik.
I bund prøver vi bare at hjælpe dig. Jeg går ud fra at dit formål er at få folk til at læse hvad du skriver og forhåbentlig få dem over på din side, men i det mindste tage stilling til problemstillingen.
Men nu har du igen kopieret en hulens masse tekst ind og jeg har praktisk taget ikke læst et eneste ord af det og har heller ikke tænkt mig at gøre det.
Hvis du rent faktisk lærte lidt af den konstruktive kritik, der bliver givet så kan det være du rent faktisk kunne få spredt dit budskab, hvilket vel i bund og grund er meningen med dine tråde.

Se, nu hørte jeg Hausgård i et interwiev efter han havde læst dommens præmisser.
Alle, både befolkningen og polikerne er klar over at højesteret har forfejlet sin sag, da højesteret undlader at komme ind på sagens kerne, nemlig suverænitetsafgivelsen.
Den er med Hausgårds ord ikke nævnt i dommen da højesteret ikke ønsker at tage stilling i sagen.
Det ved du, det ved jeg, det ved vi allesammen, men hvor meget har der været i medierne om det?
15 minutters radio med Hausgård på P1, som ingen alligevel hører.
Så dine mange indlæg herinde for at råbe befolkningen op hjælper ikke, for vi ved den er gal, også selvom den røde helleTtrofaste fløj ikke indrømmer det.
Du skal derimod have fat i polikerne og medierne, og få dem til at interessere sig for sagen.