Trygge idealister.
Den her i Vesten dominerende medmenneskelige etik foreskriver hensyn og tolerance.
Ideelt sættes alle mennesker lige.
Andres egoistiske interesser sættes til at have nøjagtigt samme vægt som dine egne.
Nationalt tilhørsforhold opfattes ikke som gyldig grund til forskelsbehandling af mennesker.
Men danske love og regler, der fastlægger, hvordan folk skal behandles, gælder kun i Danmark, hvor hovedparten af de tilstedeværende er danskere.
Og andre lande accepterer til en vis grad, at Danmark blander sig i, hvordan danskere behandles der.
Så dansk statsborgerskab medfører alligevel ofte særbehandling af den gode slags.
Den positive forskelsbehandling, der hovedsageligt omfatter danskere, skyldes måske kun, at Danmark ikke har magt til at kræve den gennemført for alle mennesker på Jorden?
For der er ingen begrundelse for den nuværende status i den medmenneskelige etik.
Den etiske forpligtelse er den samme overfor alle mennesker uanset deres baggrund og geografiske position.
Det er endda meget sandsynligt, at nogle fattige lande ikke ville modsætte sig, at Danmark udbetalte sociale ydelser til deres befolkninger?
Vi kunne tillade indvandring af fattigdomsflygtninge.
Og privatpersoner i Danmark kan uden videre gennem hjælpeorganisationer dele deres velstand med Verdens fattige.
Set i dette lys bliver den danske velfærdsstat en følge af, at vi fravælger etikkens ideal.
Vi forskelsbehandler mennesker her i landet positivt ved at afgrænse de sociale ydelser til dem.
Alle mennesker sættes ikke lige.
Da ingen tvinger os til det, foretrækker vi negativ forskelsbehandling af alle andre på grundlag af en national tilknytning, der blot kan være geografisk placering.
Men noget sådant har ingen etisk betydning.
Vore egoistiske interesser vægtes højere end andres.
Det enkelte individs chauvinisme og egoisme måles mest direkte ved den afstand, der er mellem vedkommendes velstand og det eksistensminimum, som Verdens fattige må nøjes med.
Forskelsbehandling på grundlag af uddannelse og kvalifikationer er heller ikke etisk begrundet, men opfattes som praktisk nødvendigt.
Mange højtlønnede foretrækker dog at måle på tilslutningen til det etiske ideal, som vi fravælger.
Sådanne erklærede idealister føler sig trygge ved, at idealet er utilgængeligt?
Ideelt sættes alle mennesker lige.
Andres egoistiske interesser sættes til at have nøjagtigt samme vægt som dine egne.
Nationalt tilhørsforhold opfattes ikke som gyldig grund til forskelsbehandling af mennesker.
Men danske love og regler, der fastlægger, hvordan folk skal behandles, gælder kun i Danmark, hvor hovedparten af de tilstedeværende er danskere.
Og andre lande accepterer til en vis grad, at Danmark blander sig i, hvordan danskere behandles der.
Så dansk statsborgerskab medfører alligevel ofte særbehandling af den gode slags.
Den positive forskelsbehandling, der hovedsageligt omfatter danskere, skyldes måske kun, at Danmark ikke har magt til at kræve den gennemført for alle mennesker på Jorden?
For der er ingen begrundelse for den nuværende status i den medmenneskelige etik.
Den etiske forpligtelse er den samme overfor alle mennesker uanset deres baggrund og geografiske position.
Det er endda meget sandsynligt, at nogle fattige lande ikke ville modsætte sig, at Danmark udbetalte sociale ydelser til deres befolkninger?
Vi kunne tillade indvandring af fattigdomsflygtninge.
Og privatpersoner i Danmark kan uden videre gennem hjælpeorganisationer dele deres velstand med Verdens fattige.
Set i dette lys bliver den danske velfærdsstat en følge af, at vi fravælger etikkens ideal.
Vi forskelsbehandler mennesker her i landet positivt ved at afgrænse de sociale ydelser til dem.
Alle mennesker sættes ikke lige.
Da ingen tvinger os til det, foretrækker vi negativ forskelsbehandling af alle andre på grundlag af en national tilknytning, der blot kan være geografisk placering.
Men noget sådant har ingen etisk betydning.
Vore egoistiske interesser vægtes højere end andres.
Det enkelte individs chauvinisme og egoisme måles mest direkte ved den afstand, der er mellem vedkommendes velstand og det eksistensminimum, som Verdens fattige må nøjes med.
Forskelsbehandling på grundlag af uddannelse og kvalifikationer er heller ikke etisk begrundet, men opfattes som praktisk nødvendigt.
Mange højtlønnede foretrækker dog at måle på tilslutningen til det etiske ideal, som vi fravælger.
Sådanne erklærede idealister føler sig trygge ved, at idealet er utilgængeligt?