Træt af familien

Jeg er dødtræt af min familie. Umiddelbart plejer jeg at kunne få hverdagene til at hænge sammen da min familie er nogenlunde "normal" hvis man kan sige det.
Min far kommer fra en lidt kærlighedsløs familie så han bliver hurtig sur og meget aggresiv og skælder ud.
Min mor er derimod utrolig blød og plejer bare at tie stille indtil min far er færdig med at skælde ud. Dvs. min far lærer aldrig at det han gør er forkert. ( efter min menning).
Her på det sidste er han stoppet på arbejde fordi hans arm gør ondt og han er derfor sygemeldt. Men i en sådan periode bliver han bare endnu mere aggresiv og sur over næsten ingenting overhovedet.
Foruden det så har han et eller andet med at hver gang jeg siger noget så siger han det modsatte, griner af mig og ryster på hovedet - hvilket på det nærmeste pisser mig så meget af at jeg får lyst til at stikke ham ned med en kniv^^, men tør dårligt nok sige noget til ham når han opfører sig sådan, for så farer han bare op og skriger på det nærmeste^^..
Han holder også øje med om jeg får ryddet det hele op efter jeg feks har spist, og lige så snart det bare "ligner" at jeg er på vej væk fra bordet, så får jeg lige sådan en spydig kommentar: "Du er vist ikke færdig med at rydde op", mens han bruger sin belærende og odre stemme. Og self. lyder det ikke så slemt, men så forestil jer at skulle høre på det igen og igen og igen.. så gør det bare noget ved en så man får sådan nogle rystelser i kroppen hver gang man hører det. ( og nej jeg er ikke uopdragen, gør mine pligter og rydder op osv.)
Når min mor prøver at blande sig, så siger han at hun ikke skal blande sig når han "opdrager" på mig og går rundt i sin egen lille verden hvor jeg er den uopdragne unge der siger for meget fra og han er den gode voksen der opdrager på mig. Og han tror virkelig på det.
Jeg tør bare ikke konfrontere ham med nogen af de ting for han ville bare aldrig tage imod det, han ville bare blive sur.
Jeg har altid syntes at han burde gå i noget vrede terapi eller hvad det nu hedder, fordi han altid har været sådan. Det er bare blevet værre her når han har ondt i leddenede. Han har dog aldrig slået^^.
At forlade hjemmet tror jeg er en dum ide da jeg stadig er i gang med uddannelse og tror ikke jeg kan overskue de ting det kræver for at bo for sig selv.
Jeg synes bare det er utrolig svært at overskue når han har sine perioder hvor leddende gør ondt, både at skulle kunne klare uddannelsen og samtidig være bange for at gøre ham sur.
Tror mest af alt grunden til at jeg skrev det her var for at komme ud med det.. men gode råd ville være rart nok
tak fordi du gad læse mit indlæg

når vi siger at skilsmissebørn er de heldige....
Han er da en hustyran, der har fået lov at udarte. Lad ham da råbe og skrige, men sig ham imod, eller lærer han det vel aldrig - som du selv er inde på, når din mor heller ikke siger noget.
Han er sådan en, der er hundset rundt med, på en arbejdsplads. Uforbederlig. Forbered dig målrettet på at flytte.

Så kunne du vel komme med der?

Hej
Hvor gammel er du? og hvor lang tid har du tilbage af din uddannelse?
At du kan tænke tanken at bruge en kniv, gør at jeg mener at du er tæt på farlig kurs..
At bruge en kniv gør ikke dit liv bedre... du risikerer at ramme forkert og kan miste din far for altid.
jeg kender ikke dig og din far, men har du overvejet at han måske er dybt frustreret
over at have de smerter? (Jeg lider selv af fibromyalgi og kender derfor til smertehelvede)og nu må han opgive sit (måske ) elskede job? At tanken om at skulle rydde op efter dig måske virker som en kæmpe opgave... selv om det er ingenting i dine øjne?
jeg føler med dig, men har du prøvet at skrive til ham om dine følelser og hvor "frygteligt" du føler det?
Måske du og din mor kunne tage en seriøs samtale med ham, hvor i begge sidder enige over for ham. Måske han fatter det på den måde?
Eller prøv at optage(de fleste mobiler kan optage) ham hver gang han åbner munden og afspil det næste gang han er ved at irettesætte dig og lige inden så meddel ham at du har fattet det.. Sørg for at han hører det, engang i mellem hjælper det at hører sig selv.... (det har vi selv brugt herhjemme - som mor til 2 - den ene præ teenager fandt vi ud af, at vi ikke altid talte pænt til hinanden - men det var blevet en dum vane)
Måske er han kommet ind i en dårlig vane, måske er han bare sådan.. Måske er han bare en bitter mand...
Din kommune må have en sagsbehandler/ børne - unge rådgivning som måske kan hjælpe dig, evt med et sted at bo. men igen kender ikke din alder...
Sender mange tanker og håber det bedste for dig.
Mor til 2.

På mange områder er han også en god mand, det er bare fordi han kommer fra den kærlighedsløse familie hvor han var midterbarnet med en storebror og en lillesøster. Hans storebror blev der taget godt af, hans lillesøster var farens øjesten og min far.. ja han var altid ham der lavede ballade^^ Han fik altid sin brors brugte tøj og han er muligvis fået nogle lussinger da han var meget lille - noget som hans mor prøver at undgå at komme ind på og nok ikke er stolt af, så mon ikke det er rigtigt.
Han er meget ked af over at han aldrig har fået taget en uddannelse, og det er noget der har mærket ham dybt. Han er håndværker, han er meget dygtig og har arbejdet siden han var 17 og kom i lære. Før det har han gået med aviser osv. Altså arbejdet hele sit liv.
Altså bliver han slidt ned - nu som tidligere sagt er det hånden der er problemer med. Hans far er død for en del år siden og hans mor kører vist på sine sidste skinner nu, hvilket også mærker ham.
Alt i alt har jeg faktisk ret ondt af ham og undrer mig ikke rigtig over hvorfor han er som han er.
Han er bare meget svær at holde ud når han er på vej igennem sådan en periode som nu.
Nu er det ikke sådan at det er en familie af laveste sociale status som mit indlæg måske kunne fordreje det hen på. Vi har rigeligt til at klare os og har alle normale familers matrielle gode som computer fjernsyn.
Det med kniven er bare pludslige aggresive tanker - ikke noget jeg nogensinde ville føre ud i livet.
Ligefrem at flytte tror jeg ikke om er svaret på problemet, selvom jeg dog glæder mig til den tid. Tror at sådan en løsning er en meget desperat og pludselig løsning som hører til folk der har større problemer end mig, en del større skulle jeg mene.

Har han slet ikke noget ansvar for sin egen opførsel? Det skulle han have alderen til - ligesom du fuldstændig har alderen til at flytte hjemmefra. 18 er helt fint og selvfølgelig kan man da klare at bo alene, når man er 18.
Der er ikke én undskyldning i denne verden, der kan få mig til at acceptere at et menneske forpester andres tilværelse, som han gør med Jer. Han må få skrevet nogle bedre piller op, så han kan te sig. Det er hans ansvar, som en hel masse andet han er fritaget for.

hvad man med andre ord kalder en HUSTYRAN! min far var ligeså og os børn kunne ikke vente med at flytte hjemmefra.Han blev syg og døde og ikke en af os har nævnt ham med navn.Vi kunne heller ikke holde ham ud.Der er ikke noget du selv kan gøre,men det betyder så bare,at man får mer og mer antipaty for ham.Se om du kan flytte hjemmefra i alletilfælde hvis du er ved at være atten.

Du har da ikke noget alibi (udover dovenskab) for stadig at bo hjemme. Mon ikke det er dette, der irriterer din far? Din mor pleaser så sin dreng, der ikke tør være mand nok til at flytte hjemmefra. Kunne være din far savner opmærksomhed og kærlighed fra din mor. Og kunne være du skulle se at blive voksen og flytte hjemmefra nu du har alderen. Ligesom andre unge mænd, der selv kan tage vare på deres liv. Så mit gæt er at din far er lovligt træt af mors forkælede dreng, der ikke gider tage sig sammen til at blive voksen.

Trådstarter er altså kun 17, og det er da hverken dovent eller underligt, at han stadig bor hjemme. I min verden.
Men uanset hvad årsagen måtte være, kan det da aldrig være en undskyldning for at behandle andre mennesker nedværdigende. Faderen er voksen og ansvarlig for sin egen opførsel. Har han smerter må han lære at tackle det, evt. komme i behandling. Synes han sønnen hjælper for lidt til eller finder det på tide, at han flytter hjemmefra, må han da tage en snak med sønnen.
Man hører tit dårlig opførsel af forskellig art og grovhed blive forklaret med problemer af den ene eller anden art. Forklaringer er der masser af, men voksne mennekser er altså ansvarlige for hvordan de reagerer på disse problemer. Det kan aldrig være andre mennekser skyld, at man opfører sig dårligt.

- lyder fuldstændig som enhver hustyran, der skulle jages ad h... til. Sønner er vel ikke mødres alene? Ligesom 18 år tidligst i min bog er det år man overhovedet KAN flytte hjemmefra.
- Du er jo nok jaget på porten tidligere.... og hvorfor mon? Det har ikke gjort dig noget godt. 🙁

da jeg var i din alder var jeg i nøjagtig samme situation med min far. han var virkelig en tyran derhjemme og alt hvad jeg gjorde var forkert. jeg syntes det var et helvede. han var meget aggressiv og truende.
jeg ved godt det er rigtig trls at gøre ham sur, men hvis jeg var dig ville jeg virkelig svare ham igen bede ham om at tale pænt. gør det evt i et pænt toneleje først. hvis han så bliver så sur osv. så spørg hvad han vil have ud af det. hvis han direkte bliver truende så sig at han er velkommen til at slå dig osv, men så ser han aldrig dig igen...
lige præcis det gjorde jeg. OG DET HJALP! min mor og ham kom også op og skændes. men det var jeg fuldstændig ligeglad med. for jeg mener at i sådan en urimelig situation så må hun hjælpe.
håber du kan bruge det her til noget. selvom det virker lidt barskt måske

- eller rettere en af samme støbning, nemlig min stedfar, som jeg "fik" som 6-årig. Han var så til gengæld yderst veluddannet og havde en meget høj stilling, så uddannelse og høj status har intet at sige for udviklingen af hustyranniske tendenser.
Jeg føler med dig, for selv om jeg i dag, 38 år gammel og i øvrigt med et tåleligt forhold til min stedfar, for længst er væk fra alle de gamle problemer, kan jeg stadig huske, hvor ondt, det gør, når man konstant bliver nedgjort, latterliggjort, og når man kan mærke, at tyrannen bare konstant leder efter noget at kritisere. Selv om man godt kan se, at det er ham, der er galt på den, er det sårende og nedbrydende for selvtilliden hele tiden at stå for skud. Og måske er det endnu sværere for dig end for mig - jeg kunne i det mindste trøste mig selv med, at han ikke var min biologiske far, og jeg havde ikke samme følelsesmæssige bånd til ham, som du formentlig trods alt har til ham.
Min løsning var at flytte hjemmefra som 19-årig - havde jeg kunnet det tidligere, ville jeg have gjort det, men de sidste år som hjemmeboende sørgede jeg for at være så lidt som muligt hjemme. Jeg kan kun opfordre dig til at finde en måde at slippe væk på så snart, det lader sig gøre - og indtil da at bide tænderne sammen og hold fast i, at det er ham, ikke dig, der har et problem.
Fra den dag, jeg flyttede hjemmefra, var det, som om en tung sten faldt fra mit hjerte, og i dag har jeg som nævnt et tåleligt forhold til ham - ja, han har faktisk flere gange udtrykt, at han er STOLT af mig. Meget underligt, når jeg nu gjorde ALT forkert som barn og ung... - Fat mod - dine dage sammen med ham er snart talte, og det er ikke utænkeligt, at I kan få et bedre forhold til hinanden, når I ikke skal se på hinanden hver dag, og når du kommer ud af afhængighedsforholdet til ham og din mor.
Jeg sender dig mange varme tanker og håber, du klarer det.

Det er en yderst begrænset del af de 17-18-årige, der flytter hjemmefra - det er samfundet slet ikke indrettet til, da størstedelen af de unge i den alder går på en ungdomsuddannelse og ikke har de økonomiske forhold til at bo for sig selv. Jeg kan heller ikke se den store samfundsmæssige interesse i, at så unge skal på SU for udeboende og/eller stå for husholdningen selv, samtidig med, at de skal passe deres skole og højst sandsynligt et fritidsjob for at få økonomien til at hænge sammen.
Sandsynligvis tænker du med længsel tilbage på dengang, man kom ud at tjene efter konfirmationen - vi skriver så 2009 nu.

hvad du har skrevet og jeg kommer til at tænke på,hvor ufatteligt det er,når en person,en eneste person er skyld i at ens tilværelse blev så trist på hjemmefronten.Jeg har intet tilovers for hustyraner og som man siger på engelsk: what goes around comes around.Det gjorde det også i vores tilfælde,manden døde og vi har indbyrdes aldrig omtalt ham!