tænker du på selvmord som din eneste udvej?

Af hvilken grund?
Verden har brug for dig
Hvis du savner forståelsen så husk på
At hvis andre havde gennemlevet samme smerter som dig
Ville de være istand til at forstå
Døden er fristende
en udfrielse
muligheden er der altid

måske er du stærkere end de fleste
måske ville "de" have givet op for længst

svaghed:
Føler du dig selv svag?
synes du det er en svaghed at være ekstra følsom overfor de påvirkninger du udsættes for til dagligt?

hold ud
the time is not ovet yet...

...både før og umiddelbart efter, at min mor tog sit eget liv. Langsomt forstod jeg så, at den "mulighed" havde hun for altid taget fra mig. I dag ved jeg, at mit liv skal leves og holdes af. Også på dage, hvor det ikke er til at holde ud.

...når jeg er rigtig deprimeret, men det er ikke helt selvmords tanker det er bare sådan nolge "Jeg vil bare ikke være her mere!" tanker.
I mit tilfælder er det lidt svært at få de tanker ud af hovedet fordi jeg ikke kan snakke eller fortælle folk om hvordan jeg har det face-to-face, jeg kan kun skrive digte og sange om det. Og der er meget få personer der kan forstå min poisi eller bare er gode til misforstå den.
Så ja nogle gange tænker jeg på selvmord, desværre...

Teksten i oplægget er meget nem at sætte sig ind i og være enig i... Hvis man altså vel at mærke er udenfor "farezonen".
Mens man er nede i skidtet, kan det være svært at se det, og det hele lyder som dårlige klichéer.
"Verden har brug for dig" er meget svært at få øje på, når man er nede. Nedturen skyldes måske netop, at man føler sig ubrugelig og nem at erstatte med et andet menneske.
Denne følelse kan bl.a. komme af ensomhed, mangel på kæreste eller arbejdsløshed. Alle tre ting, som giver én en følelse af, hvor meget eller lidt Verden har brug for én.
Af samme grund har jeg også holdt godt fast i mit job, da jeg endelig fik ét.
Har selv prøvet alle tre ting - samtidig.
Først når man er kommet ovenvande igen, kan man begynde at se det rigtige i dét, som man ellers anså som klichéer. Hvis man så tilmed aldrig har lært at tænke positivt, er det ikke sådan ligetil at ændre på dét.
For mit eget vedkommende skulle der professionel hjælp til, og også her er der - præcis som på enhver arbejdsplads - desværre både dygtige- og mindre dygtige folk. Render man ind i én af de mindre dygtige folk, føler man sig endnu mere håbløs, end man gjorde før.
Heldigvis rendte jeg ind i én af de dygtigere (efter et par nitter) for et års tid siden, så jeg nu for første gang i mit voksen-liv har oplevet et helt år sammenhængende uden nedture ud over dem, som alle folk sikkert har til tider, og som kun varer et par dage hist og her.

faktisk hveraften når jeg lægger mig til at sove, så leger jeg med mine pulsåre, tænker på hvor mange piller der skal til - når jeg kører i bilen, så tænker jeg "det kunne nu være rart hvis dækket sprang.. bare jeg ikke tager andre med". Jeg ved godt at den generelle holdning er at det er egositisk, og det er det nok også.. den eneste grund til at jeg ikke har gjort det er a hensyn til den der skal finde mig med pulsåren skåret over - det bliver nok min søn,og så tænker jeg på de der er tilbage og som skal håndtere "mit valg" og endelig er der så angsten for at jeg evt tager en uskyldig med i en trafik ulykke.. Jeg ser det som en belønning til mig - de de siger at det ikke løse noget tager sgu fejl... det ville løse ALT for mig, men ikke for nogle andre - det er ikke for at straffe nogen, ikke nogen "så kan de lære det" - jeg ved jeg bliver savnet, så jeg bliver hængende lidt endnu...