Tæt venskab.
Jeg er trist og ked, hvordan kommer jeg lige videre her?
Min historie er:
Jeg mødte min bedste ven for ca. 2 år siden, vores venskab udviklede sig med rekord fart og vi blev rigtig glade for hinanden på ingen tid. Vi kalder vores venskab for et forhold, da vi har mere end et almindeligt venskab og er ekstrem tætte. Vi har aldrig haft sex, men ellers er vi sammen/har kontakt som var vi et par, på distance forhold.
Specielt det sidste halve år har vi hver morgen skrevet godmorgen og hver aften skrevet godnat, det er meget forskelligt hvem af os der skriver først. Vi følger hinandens hverdag gennem sms og tlf samtaler, vi bor i hver vores ende af landet, ses kun med hver vore familier ca. hver 3 mdr og derudover via cyberspace, tale/webcam ca. 2-3 aftener om ugen. Vi er alt i alt rigtig meget sammen.
Han har nu luftet at vore smsser ikke må blive for fastlagte og sagt at han nogle gange har svært ved at finde på noget at skrive, at vi skal droppe vore faste sms vaner og kun smsse, når der virkelig er kød på tingene. Det er fint nok og måske også sundt nok lige at stoppe lidt op.
MEN nu til mit problem, jeg savner ham gudsjammerligt, helt vildt meget, jeg er trist, ked og negativ og savner SÅ meget både at fortælle ham om mine små ting i løbet af dagen, men også at høre om hans små ting i løbet af dagen. Hvad finder jeg lige på i stedet for? Hvordan skal jeg lige få ham ud af mit hoved gennem dagen? Og endnu bedre, hvor mange dage, uger, måneder går der lige før jeg har fravendt mig selv fra det??? Jeg ryster lidt på hovedet af mig selv, men jeg kan bare ikke rigtig trække mig selv op og være GLAD alligevel, han er der jo endnu, bare ikke hele tiden!!!! Og der er fucking kun gået EN ENESTE DAG!!!!
Han ved godt at jeg har det sådan, men alligevel vil jeg ikke snakke med ham om det, da han så bare siger, så lad os fortsætte som vi plejer. Det vil jeg ikke, for når han foreslår det andet, så er der jo en grund og jeg vil nødig have at vore ting bliver trælse og uddør for ham….. OG på den anden side, så går jeg lidt med en djævel indeni og overvejer, bare at afslutte det hele. Hvis han er lidt træt af vores kontakt gennem dagen og det er hvad jeg har hængt mest ved, så er det vel også lige meget…… OG samtidig tænker jeg også på, om ikke et totalt brud vil være nemmere end det halve her, for det er sgu hårdt[:*(]
Nogen der har nogle gode råd eller selv har prøvet noget lignende???? Seriøs hjælp modtages med kyshånd😉 Jeg hænger lidt med røven i vandskorpen over det, må jeg sige, også selvom det lyder af en lille ting og alt andet er der endnu og ingen forandringer deri overhovedet…
Min historie er:
Jeg mødte min bedste ven for ca. 2 år siden, vores venskab udviklede sig med rekord fart og vi blev rigtig glade for hinanden på ingen tid. Vi kalder vores venskab for et forhold, da vi har mere end et almindeligt venskab og er ekstrem tætte. Vi har aldrig haft sex, men ellers er vi sammen/har kontakt som var vi et par, på distance forhold.
Specielt det sidste halve år har vi hver morgen skrevet godmorgen og hver aften skrevet godnat, det er meget forskelligt hvem af os der skriver først. Vi følger hinandens hverdag gennem sms og tlf samtaler, vi bor i hver vores ende af landet, ses kun med hver vore familier ca. hver 3 mdr og derudover via cyberspace, tale/webcam ca. 2-3 aftener om ugen. Vi er alt i alt rigtig meget sammen.
Han har nu luftet at vore smsser ikke må blive for fastlagte og sagt at han nogle gange har svært ved at finde på noget at skrive, at vi skal droppe vore faste sms vaner og kun smsse, når der virkelig er kød på tingene. Det er fint nok og måske også sundt nok lige at stoppe lidt op.
MEN nu til mit problem, jeg savner ham gudsjammerligt, helt vildt meget, jeg er trist, ked og negativ og savner SÅ meget både at fortælle ham om mine små ting i løbet af dagen, men også at høre om hans små ting i løbet af dagen. Hvad finder jeg lige på i stedet for? Hvordan skal jeg lige få ham ud af mit hoved gennem dagen? Og endnu bedre, hvor mange dage, uger, måneder går der lige før jeg har fravendt mig selv fra det??? Jeg ryster lidt på hovedet af mig selv, men jeg kan bare ikke rigtig trække mig selv op og være GLAD alligevel, han er der jo endnu, bare ikke hele tiden!!!! Og der er fucking kun gået EN ENESTE DAG!!!!
Han ved godt at jeg har det sådan, men alligevel vil jeg ikke snakke med ham om det, da han så bare siger, så lad os fortsætte som vi plejer. Det vil jeg ikke, for når han foreslår det andet, så er der jo en grund og jeg vil nødig have at vore ting bliver trælse og uddør for ham….. OG på den anden side, så går jeg lidt med en djævel indeni og overvejer, bare at afslutte det hele. Hvis han er lidt træt af vores kontakt gennem dagen og det er hvad jeg har hængt mest ved, så er det vel også lige meget…… OG samtidig tænker jeg også på, om ikke et totalt brud vil være nemmere end det halve her, for det er sgu hårdt[:*(]
Nogen der har nogle gode råd eller selv har prøvet noget lignende???? Seriøs hjælp modtages med kyshånd😉 Jeg hænger lidt med røven i vandskorpen over det, må jeg sige, også selvom det lyder af en lille ting og alt andet er der endnu og ingen forandringer deri overhovedet…