Ukendt datter...

For snart 6 år siden gik jeg fra en kvinde ("Lene") efter blot 10 måneders forhold. Det var et beskidt brud, hvor jeg opførte mig som et røvhul og bare kørte afsted efter et skænderi uden et ord og uden at vende tilbage. Vi boede ikke sammen. Jeg skrev (i blind vrede) en mail til hende da jeg kom hjem, hvor jeg sagde at jeg ikke gad hendes humørsyge mere og at det var slut. Jeg fortrød nogle dage efter, men løbet var kørt. hun ville ikke se mig igen. Jeg havde gjort det eneste jeg ikke skulle have gjort... bare skride. Jeg lå som jeg havde redt og selvom jeg tæppebombede hende med breve og mails, så var det slut. hun svarede kun på en eneste mail og der bad hun mig holde inde med mine henvendelser. Har siden ALDRIG hørt fra hende og hun heller ikke fra mig.
Vi bor i hver sin ende af landet.
Det tog mig lang tid at komme ovenpå igen. Jeg forgudede hende og ville have flækket en arm på tværs for hende. Men i et par uger op til bruddet havde hun ikke været særlig sød og behandlet mig dårligt... ignoreret mig og været spydig overfor mig. Hun er en hammerflot pige, intelligent, velformuleret og lynhurtig med sine argumenter. Langt bedre end jeg kunne følge med. Og da jeg havde følt min selvrespekt under pres, havde jeg slået al tankevirksomhed fra... og handlet som jeg gjorde istedet for at være tålmodig med hende.
Et lille års tid senere, mødte jeg så en anden kvinde som jeg forelskede mig i. Vi havde sådan set kendt hinanden i mange år, men en aften sagde det bare bang. Vi er gift idag, er flyttet i hus og har begge to udeboende, voksne børn. Og vi har et godt, trygt og stabilt liv og er glade for hinanden og er gode til at snakke problemer igennem. Vi skændes sjældent og har nogle gode fælles interesser og rigtigt gode venner.
For 14 dage siden kom der en besked fra "Lene" på min Facebook. Hun havde fundet mig via en fælles ven derinde. Beskeden var kort: "Må jeg skrive til dig? Der er noget jeg er nødt til at fortælle dig".
Jeg var noget overrasket og meget nysgerrig for hvad det kunne være, så jeg svarede hende ligeså kort: "Det må du gerne, selvom jeg har svært ved at forestille mig hvad du kan have på hjerte efter så mange år".
Et par dage efter kom bomben så..... Et par uger forinden bruddet for snart 6 år siden, havde vi været i seng med hinanden. Og selvom hun brugte spiral, var hun blevet gravid.
Jeg har altså en datter på 5 år, snart 6 år!!
Og jeg har ikke vidst en skid om det. Vores fælles ven havde lovet hende at holde bøtte med det (jeg ser ham sjældent).
Hun har forklaret følgende: Hun havde været så bitter på mig, at hun mente at jeg aldrig skulle vide det. Hun ville aldrig se mig mere, men skulle jeg have noget med den lille pige at gøre, så ville hun jo være tvunget til at have mig som en del af sit liv. Og hendes had var altså så stort, at det kunne hun altså ikke leve med. Hun havde kort efter fødslen mødt en mand og de var flyttet sammen. Og han havde påtaget sig rollen som far til pigen i hendes første 5½ leveår.
Han har så også kastet håndklædet i ringen og nu står hun alene med pigen. "Lene" forventer ikke af mig, at jeg springer ind som weekend-far. Men hun siger hun har tænkt meget over det og fortryder at hun dengang ikke fortalte mig sandheden. Men hun vil lade det være op til mig, om jeg vil se pigen. Ingen forpligtelser. Hun er ikke ude efter penge heller.
Min kone ved alt om denne sag. Jeg har fortalt hende det hele og vist hende al korrespondance som er foregået på mail. Jeg har ikke snakket i telefon med "Lene". Min kone forstår mine tanker, men vil ikke være den der påvirker mig i hverken den ene eller den anden retning. Hun vil støtte op om min beslutning, uanset hvad den bliver. Hun forlanger dog at være med hele vejen. Og det er helt fair.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg vil aldrig kunne være rigtig far til den lille pige, hun vil ikke kunne forstå hvad det handler om, når en fremmed mand pludselig kommer ind i hendes liv, men kun engang imellem. Jeg frygter at det vil komplicere mere, end det vil være godt. Også set i lyset af, at der er 250 km mellem os.
Omvendt er jeg også død nysgerrig efter at se pigen. "Lene" har tilbudt mig at sende et billede, det har jeg indtil videre sagt nej til, da det helt sikkert vil sløre min dømmekraft. Et eller andet sted er jeg skide sur over at "Lene" har kontaktet mig. Hvad skal hun bruge det til? Hvad kan pigen bruge det til? Og hvad nu, når "Lene" møder en ny mand, for jeg er sikker på at hanhundene allerede står og hyler foran hendes dør. Hun er ret attraktiv, men kræsen og ved hvad hun vil have. Men hun skal nok møde en anden Mr. Right på et tidspunkt. Og hvad sker der så?
Det skal siges, at "Lene" er en rigtig god mor. Hun har to børn i forvejen og har altid sat dem foran alt andet og været der for dem. Hun har et godt job og har i det hele taget meget stor kontrol over sit liv.
Et eller andet sted siger min fornuft mig, at jeg må lade sagen falde. Det vil ikke være fair overfor den lille pige at være et sporadisk bekendtskab, som hun så i en alder af 16 eller 18 år erfarer, at det faktisk er hendes rigtige far. Og som aldrig har kunne være en rigtig far. Og nok aldrig bliver det. Men jeg sover dårligt. Har en lille knude i maven der gør lidt ondt. Men jeg syntes det vil være egoistisk af mig, at involvere mig med den lille pige, blot for at få løsnet op for knuden.
(Jeg er helt klar over, at jeg omtaler hende som "den lille pige" istedet for "min datter"... men det gør dette lettere at skrive.. og i det hele taget at tale om det).
Jeg har lidt svært ved at tænke helt klart og er bange for at træffe den forkerte beslutning.
Derfor spørger jer herinde, om der er nogen der har lignende erfaringer? Jeg er virkelig i vildrede.....

Jeg sagtens forstå dine overvejelser, som lyder modne, men jeg har et par små kommentarer.
For det første kommer der ikke noget godt ud af at skjule for din datter, at du er hendes far.
Der kommer let en dag, hvor det går op for hende, og så er muligheden for at hun føler sig bedraget til den tid absolut til stede.
Det andet er, at det ikke er din afgørelse, om hun skal vide, hvem hendes far er, når der er gået så lang tid uden samkvem - og er du overhovedet klar over, om hun allerede ved det?
Jeg ved ikke, hvordan Lene er, men der eksisterer en mulighed for, at hun føler sig lige så bitter på "din afløser", som hun gjorde på dig, og så kan hun jo "slippe for" at have samkvem med ham gennem pigen, hvis du er faderen.
Er du sikker på, at du er det?

du er kommen ud i noget skidt det er helt sikker . jeg kan ikke sige dig om det vil være godt at du ser din datter et par gang om året jeg vil nok sig nej hvis jeg var dig .og jeg tro din x er den støste skid du nogen sinde har mødt for nu hvor hun har smidt den mand ud som har leget far for din datter så kan det lige passe hende at du kommer ind og skal lege far som du også nemt kan det er bare om du vil være det for din datter . at du vil være weekende far for hende eller om du vil venter til din datter er gammel nok til at hun selv vil møde dig.
står selv med det problem at jeg har en datter jeg ikke har set i snart 6 år og jeg ved med mig selv at jeg vil gemme banke hendes mor den dag jeg står overfor hende .....
håber at du gør det der er beste for din datter og dig selv for tro ikke der er nogen der kan sige dig hvad du skal gøre at det bliver dig od din kone der skal finde ud af sammen hvad i to gør men held og lykke til jer

Tak for jeres kommentarer.
Jeg ved ikke om pigen ved noget om det. Jeg tvivler. Men det må være "Lene" der skal fortælle hende det, når hun mener tiden er moden til det.
Jeg har ikke mulighed for at bringe mig selv ind i pigens liv på stabilt basis. Den chance fik jeg ikke. Havde "Lene" fortalt mig det lige fra 1. dag hun vidste hun var gravid og besluttede at beholde barnet, så havde det set anderledes ud. Jeg havde haft mulighed for at vælge hvad jeg ville gøre. Tage mit ansvar og flytte derop eller bare betale regningen ved kasse 1 hver måned.
Jeg har vendt og drejet begge jeres svar hele dagen.
Jeg tror jeg vil skrive til "Lene" at jeg for nuværende ikke vil blande mig i pigens liv. Jeg er en fremmed der kommer og går et x antal gange om året (jeg arbejder i udlandet). Og når "Lene" en dag møder en anden mand, så bliver det ham der skal indtage faderrollen. Og så vil det kun bringe forvirring ind i pigens liv. Hun vil ikke kunne bruge mig til noget som helst.
En dag når hun bliver stor, så vil hun helt sikkert begynde at spørge ind til hvem hendes rigtige far er. Og så må det være op til "Lene" at fortælle hende det og hvis pigen ønsker det, give min adresse. Til den tid vil jeg stå med åbne arme. Men hun skal være stor nok til at forstå hvordan tingene hænger sammen. Jeg kan så kun håbe på, at "Lene" vil være ærlig og fortælle at jeg ikke anede noget om hendes eksistens de første 5-6 leveår og derfor aldrig fik valget.
Det er hvad jeg er nået frem til lige nu. Men sover lidt på det....
Tak for jeres svar.

Hvis jeg var dig ville jeg skrive pigen et brev hvor du åbner op for kontakt (hvis du altså selv ønsker det). Hun vil jo sandsynligvis ikke være i stand til at forstå brevet ordentlig nu, men på den måde vil der ligge et "bevis" for hende om at du accepterer hende og at hun er velkommen i dit liv.
Jeg tror ikke på at det er bedst for barnet at du holder dig væk, for kan man virkelig få for mange voksne i sit liv der elsker en når man er barn??

Barnet vil komme til at savne dig i sit liv hvis du ikke tager kontakt.

i har begge valgt den lette løsning, nu er det så op til dig, du vil vente til pigen er stor nok til, at selv tage kontakt og så er det moderens problem, at fortælle det.
Hva siger din kone, er det ikke at svigte?
Sket er sket, men nu har du muligheden for, at rette op, vil du virkelig svigte dit barn?
Men på den anden side, hvis du ikke er intr. nå så er det også bedst for, jer alle sammen du holder dig væk.

Du har jo fået lidt forskellige svar, og som du jo ved er der ingen herinde der kan fortælle dig hvad du skal gøre; det er helt og holdent din egen beslutning.
Men jeg synes du skal tænke dig rigtig godt om før du kontakter pigens mor!
Hun lyder temmelig skummel, med den måde hun har opført sig på...
Er du sikker på at hun ikke er ude efter en tosse til at betale børnepenge?
Hvis du vælger at kontakte hende, synes jeg at du fra første færd skal gøre opmærksom på at hvis du skal have noget med pigen at gøre, så skal der først foreligge solide beviser for at du rent faktisk er far til hende...
Ellers risikerer du at blive bon'et for et barn der måske ikke er dit....

Hvis jeg selv stod i situationen, tror jeg faktisk ikke at jeg ville tage kontakt til pigen.
Jeg tror at jeg ville gemme så meget dokumentation som muligt på min og ex'ens kommunikation om emnet, så hvis datteren på et tidspunkt selv henvender sig ville jeg være i stand til at forklare hende at jeg ikke ønskede at forvirre hende og skabe utryghed i hendes barndom ved at være en slags "fjern-far" som hun næsten ikke havde noget forhold til.
Hvis hun selv henvender sig på et tidspunkt vil være så voksen og moden at hun vil være i stand til at forstå dine argumenter. Om hun vil være enig er der jo ingen garanti for...
Den er rigtig svær, og jeg kan kun råde dig til at tænke alt igennem mange gange, og glem ikke at ex'en i sin tid skjulte sin graviditet for dig, og at der måske er en årsag til hendes pludselige dårlige samvittighed som er lige så rådden som hendes opførsel tidligere....

i har begge valgt den lette løsning, nu er det så op til dig, du vil vente til pigen er stor nok til, at selv tage kontakt og så er det moderens problem, at fortælle det.
Hva siger din kone, er det ikke at svigte?
Sket er sket, men nu har du muligheden for, at rette op, vil du virkelig svigte dit barn?
Men på den anden side, hvis du ikke er intr. nå så er det også bedst for, jer alle sammen du holder dig væk.

Tro mig, der er ikke nogen løsninger her, der er lette.
Som nævnt i mit startindlæg, vil min kone ikke fortælle mig hvad jeg skal gøre. Det er min fortid, ikke hendes. Men hun vil støtte op om min beslutning, hvad den end bliver.
Din sidste linie er simpelthen unfair og den vil jeg undlade at forholde mig til.
Tak for dit svar.

Jeg NÆGTER at tro på du kan få fred i sjælen, ved at "droppe" kontakten. Men nu vil jeg så også selv vide PRÆCIS hvad jeg ville gøre, hvis det var mig - så ville det slet ikke være til diskussion, om jeg skulle se hende eller ej! Men kun hvordan det bedst muligt kunne ordnes i fremtiden.
Det er DIN datter - og selvom du er gået glip af de første 5 år, så har i jo "resten af dit liv" til at få et godt forhold.

Hvor ved du fra han er blevet smidt ud?
Er du sådan en clairvpyant fætter der kan "se" sådan noget?

hvis hun havde fortalt dig det.
Så kunne i også have risikert at endt i den grøft hvor du så ville kæmpe i mod hende i alt omkring datteren O ghende mod dig.
Jeg har set et kæreste par der gik fra hinanden og hun var så nået at blive gravid.
Og jeg skal da love for at fronterne blev trukket op.
Hans mor som havde kunnet lide hende og var glad for hende i de 3 - 4 år forholdet havde varet. Hun røg helt i krigsmode.
Og ikke en sten var vent og væltet rundt for at undgå at betale børnebidrag. Hvor de kæmpede.
Og det stakkels barn som først blev fuldstændigt afvist(heldigvis i en alder hvor det ikke vidste det). For så de(faren venligst rådet af sin mor) senere kørte en kamp for at få samvær og senere delt forældreretighed.
Og hvor det stakkels barn måtte lide. For kunne faren og hans mor gøre nogt for at umuliggøre sagen. For sen aflevering, ikke vaske tøjet og hvad ved jeg.
¨Så gjorde de det sku.
Jeg tror hende min tidligere nabo har fortrudt bittertligt at hun fortalte ham han var fra til barnet.
Barnet havde måske måtte undvære sin bio far. Men var så blevet forskånet for den grimme kamp om ham det var. Og da han voksede til er det sikkert ikke uden ar fra deres kamp.
Så da jeg læste din historie og om hvor vrede i var på hinanden.
Så tror jeg at barnet er blevet skånet for det had i havde til hinanden og den grimme udmattelsekamp i kunne have kørt.
Men jeg håber du og hu fidner er god løsning.
Men en ting er sikkert.
Når(ikke hvis) barnet vokser op og finder ud af at far har skodet hende. Og ladet osm om hun ikke fandtes. Så tror jeg huhn ville føle sig gravalgt igen. For den anden mand skred jo ogås og har sikkert ikke set hende siden.
Det er sælme en grim en at få smækket i ansigtet.
At hele to mænd ikke syntes hun var noget værd som datter. Og fravalgte hende. Hvilket kan være hendes følelse. Godt det ikke er mig der er datteren med to fædre der fravælger.
Hvad du skal gøre ved jeg ikke. ´Men jeg håber det bedste.

hvorfor er den sidste linje unfair?
Det er jo rigtigt at hvis du ikke gad pigen og det der følgr med. Så er det vel bedst ikke at vælte alt for maget rundt i hendes liv.
Her tror jeg at datina tager mere hensyn til datteren end til dig.
For hvad godt har hun af en mand der vælter ind i hendes liv men ikke gider hende?

hvis hun havde fortalt dig det.
Så kunne i også have risikert at endt i den grøft hvor du så ville kæmpe i mod hende i alt omkring datteren O ghende mod dig.
Jeg har set et kæreste par der gik fra hinanden og hun var så nået at blive gravid.
Og jeg skal da love for at fronterne blev trukket op.
Hans mor som havde kunnet lide hende og var glad for hende i de 3 - 4 år forholdet havde varet. Hun røg helt i krigsmode.
Og ikke en sten var vent og væltet rundt for at undgå at betale børnebidrag. Hvor de kæmpede.
Og det stakkels barn som først blev fuldstændigt afvist(heldigvis i en alder hvor det ikke vidste det). For så de(faren venligst rådet af sin mor) senere kørte en kamp for at få samvær og senere delt forældreretighed.
Og hvor det stakkels barn måtte lide. For kunne faren og hans mor gøre nogt for at umuliggøre sagen. For sen aflevering, ikke vaske tøjet og hvad ved jeg.
¨Så gjorde de det sku.
Jeg tror hende min tidligere nabo har fortrudt bittertligt at hun fortalte ham han var fra til barnet.
Barnet havde måske måtte undvære sin bio far. Men var så blevet forskånet for den grimme kamp om ham det var. Og da han voksede til er det sikkert ikke uden ar fra deres kamp.
Så da jeg læste din historie og om hvor vrede i var på hinanden.
Så tror jeg at barnet er blevet skånet for det had i havde til hinanden og den grimme udmattelsekamp i kunne have kørt.
Men jeg håber du og hu fidner er god løsning.
Men en ting er sikkert.
Når(ikke hvis) barnet vokser op og finder ud af at far har skodet hende. Og ladet osm om hun ikke fandtes. Så tror jeg huhn ville føle sig gravalgt igen. For den anden mand skred jo ogås og har sikkert ikke set hende siden.
Det er sælme en grim en at få smækket i ansigtet.
At hele to mænd ikke syntes hun var noget værd som datter. Og fravalgte hende. Hvilket kan være hendes følelse. Godt det ikke er mig der er datteren med to fædre der fravælger hende.
Hvad du skal gøre ved jeg ikke. ´Men jeg håber det bedste.

Jeg har haft en snak med "Lene" i telefonen. Vi kan ikke mail'e os ud af det her.
Vi er blevet enige om at mødes, hende, mig og min kone. Jeg har selv bedt min kone tage med, så hun ved det samme som jeg. Og fordi det påvirker hendes liv ligeså meget som det påvirker mit.
Jeg har læst jeres indlæg. Tak for dem.
Det er rigtigt fristende for mig at sige: OK, jeg er ligeglad... jeg vil ikke leve med tanken om at jeg har en datter jeg ikke har set og muligvis aldrig kommer til at se. Så pyt det kun er 4 gange om året til en isvaffel, biograftur eller lign.
Men det er ud fra en selvisk tankegang. For jeg spørger mig selv hele tiden: Hvad får HUN ud af at en (i hendes øjne) vildt fremmed mand kommer ind i hendes liv i nogle timer 4-6 gange om året? Og hvordan skal hun forholde sig, hvis hun får at vide, at jeg er hendes far.... når hun har/havde en reel far i "Lene"s eks og som hun helt grangiveligt går og savner.
Og hvad vil ske inde i hende, når "Lene" møder en ny mand, som kan give pigen ny stabilitet og indtage en faderrolle? Hvor står jeg?
I må forstå, at det her handler IKKE om mig eller om MINE fortrydelser, hvis jeg vælger at lade være med at se hende. Det handler om en lille piges stabile hverdag, der lige nu er rystet efter Lene's brud med hendes kæreste. En rystet hverdag, der ikke bliver mindre rystet og forvirret af at jeg kommer farende ind fra venstre side... siger "goddav" og "farvel" 4-6 gange om året.
Hvad skal hun bruge det til?
Det er dét mine spørgsmål går på. Og det er dét jeg søger svar på, når vi skal mødes med "Lene".
Før alt dette er klarlagt, er jeg ikke i stand til at træffe en beslutning.

jeg tror du vilblive overrasket over hvor robuste børn er. 😃 😃 😃 😃
Og jeg tror det er rigtig vigtigt at du allerede første gang du er bekendt med hende. Giver dig til kende. Også selv om det er til en soft ice eller to.
For når hun bliver ældre vil hun vide du ikke bare droppede hende og dermed sendte budskabet at hun var til besvær.
Og det er en ting børn og voksne har det svært med.
At vide man ikke er noget værd.
Så jeg tror det er en god beslutning at tag ekontakt med hende.
Hun har jo brug for en far. For papfaren har sikkert ikke kontakt med hende mere(min spekulation) og han har immervæk været der de første 5 år af hendes liv. Hvor hun troede han altid skulle være der.
Det brud har helt sikkert gjort mere ondt på hende end nogen tror.
Og hvis du så sagde du ikke ville se hende, ville kunne risikere at bygge videre på det svigt.
Så jeg tror det er en god beslutning.
Held og lykke. [f] [f] [f]

Hej,
For omkring 9-10 år siden blev mine forældre skilt og har siden da boet 300 km fra hinanden (hvor jeg har boet ved min mor).
Skønt situationen er langt fra den samme, føler jeg at jeg kan sætte mig ind i din datters situation (om ikke andet, hvordan det kan udvikle sig).
Siden jeg voksede op med en far der ikke rigtigt var tilstede 24-7 på samme måde som i en kernefamilie, har jeg ikke rigtig haft et almindeligt forhold til min far. I forhold til samfundets ide om den "rigtige" og "sunde" opvækst burde han have været der hver dag.
Jeg ved godt at sådan 'burde' det være, og dog har jeg aldrig følt at det var dårligt eller skadelig for mig, at have et anderledes far-datter forhold. Når jeg ringer til ham, eller besøger ham, snakker vi som gode venner og han giver mig råd, og forklare mig om hvad end jeg gerne vil vide. Skønt det ikke er helt ifølge bogen, føler jeg ikke at jeg mangler noget. For i stedet for at have en mor og en far, så har jeg 4 forældre, hvilket er 2 ekstra gode indflydelser. Og det bedste er, at jeg kan bruge dem som jeg vil.
Så det er fedt at høre at du ikke spørger dig selv, om hvad du skal bruge det at møde "Lene" og din datter til.. Men hvad din datter kan bruge dig til.