Ved at få stablet liv på højkant

Jeg har i 4 år følt mig ubrugelig, doven og dum.
Indtil jeg sidste år fik nok.
Historien starter med, at jeg under min BA fik en slags depression. Jeg havde boet nogle år i udlandet og glædede mig som en sindssyg til at komme hjem og studere.
Boligsituationen var helt af helvede af til og jeg flyttede meget (havde ikke forældre der kunne hjælpe mig til fast boligkøb) og var mange gange tvunget til at bo sammen med andre uden privatliv. Kærligheden gik også af rigtig skidt og i løbet af studiet blev jeg meget i tvivl om det var det jeg ville. Desuden havde økonomien det rigtig skidt efter alle de flytninger.
Jeg ved ikke hvad det var der udløste det, men da jeg var ved at være færdig, gik jeg ind i en fuldstændig apatisk tilstand, hvor jeg ingenting kunne tage mig sammen til.
Jeg kunne ikke overskue at finde ud af hvad jeg skulle på overbygning og anede ikke mine levende råd om noget som helst.
Jeg smed det hele på gulvet og gik igang med at arbejde og ind i en tænkepause. Jeg kunne slet ikke finde mig selv. Så blev mine forældre syge og det blev det jo ikke bedre af.
Jeg famlede mig frem i blinde og greb fat i alt muligt og intet lykkedes indtil jeg sidste år besluttede mig for, at NU skulle der styr på det.
Nu er jeg glad for at jeg tog så meget af min BA, for selvom den er ret gammel, kan jeg få en ret god portion overført til den nye studieordning og nu vil jeg gøre det studie færdigt. Selvfølgelig er der en del nye fag jeg skal tage, men nu er der nogen der behandler min sag og hjælper mig med at lægge en plan.
Dét letter meget. Jeg ved ikke helt om de forstod mig, forstod hvordan man ikke kunne tage mig sammen til lige at gøre det sidste færdig. Det kan jeg dårligt selv forstå, men jeg magtede ingenting.
Jeg har fundet nogle gode interesser, som jeg er blevet meget glad for at beskæftige mig med.
Desuden har jeg lige sagt op på et job, hvor jeg til sidst ikke kunne lide at være. Ledelsen var utrolig manipulerende, så selvom resten af mine kollegaer er noget så søde, så følte jeg det var det rigtigste at gå min vej, mens tid var.
Jeg er stadig utrolig stresset over mit liv. Jeg er jo 30 og alle andre er færdige eller ved at være det. Jeg føler jeg har lært mig selv at kende utrolig godt dog og nu glæder jeg mig til at komme igang og forhåbentlig snart komme ind på en overbygning, så jeg kan komme videre i mit liv. Vakler hele tiden mellem at være lettet og stresset. Hele tiden. Enormt anstrengende
Hvis andre har opleet noget lignende, må i meget gerne skrive herind. Det er dejligt at kunne dele tanker med ligestillede, om jeg så må sige🙂
Ellers ønsker jeg jer alle en rigtig god weekend🙂

Vær glad for at du i det mindste gør det færdigt🙂
Processen du har været igennem kan være et værn til at beskytte dig mod, at det skulle ske igen.
Du kender faresignalerne nu🙂
Fedt du er på vej og selvfølgelig er der altid en løsning. Det er jo i alles interesse, at du gør det færdigt og kommer videre🙂
Op med hovedet, det bliver stille og roligt lettere herfra🙂

Jeg sidder og nikker fuldstændigt genkendende til det du skriver.
Jeg har selv været hele turen igennem og føler mig både som en gammel livsklog, vis kone og totalt bagud, hvad angår uddannelse, kærlighed og alt det andet. Derudover er jeg mor!! Så det er lige værd at tage med... Så ja, ind imellem føler man sig som en linedanser, der udover at gå på line, i øvrigt også lige skal balancere et korthus på lillefingeren. ;o)
Jeg har lige lagt 4 års kamp bag mig og ser først lyset nu. Det hele gik sådan set meget godt. Jeg var i fast forhol med en mand jeg elskede, vi havde en dejlig datter på et år og så...ja, så gik det i stykker. Så der stod jeg som 26-årig, med et barn på 1 år, på et studie jeg ikke brændte for overhovedet, med røv elendig økonomi, al for høj husleje, et totalt knust hjerte og en del uopfyldte drømme. Det er en ret vild historie at have med sig i bagagen, men ville nu heller ikke have været den foruden, for som du selv skriver, så kender man virkelig sig selv på mange planer og det var virkeligt nødvendigt for mig at gennemgå processen, for at kunne være noget overfor mig selv, mit liv og min datter. Jeg ved ikke om du har det på samme måde, men min fornemmelse her bagefter er, at jeg stadig skal være opmærksom på alle faldgruberne. Der skal ikke meget til at vælte korthuset, men det står her endnu!
Jeg brugte på et tidspunkt et halvt år på at læse, alt hvad jeg kunne opspore af psykologi bøger. Havde ikke råd til psykolog og tænkte at "så løser jeg det faneme selv!!". :oD Tror jeg har læst alle - og jeg mener virkelig samtlige - Freuds forelæsninger, Karen Horney, Jung og hvad jeg ellers lige kunne finde på bib. Det var sådan set første skridt for mig. At fatte hvad det var, der triggede mig. Hvorfor kunne jeg ikke være som andre? Hvorfor faldt det hele til jorden igen og igen? Hvorfor havde jeg pludselig svært ved at være mor? Hvad bundede det hele i? Hvorfor kunne jeg ikke lukke nogen ind i mit liv igen? Hvorfor dit og hvorfor dat? Det fik jeg mere eller mindre opklaret. Dernæst måtte der handling til og den var straks værre. Jeg har ikke de store referencer at trække på, hvad angik det at være voksen og ansvarlig, så jeg måtte sådan set starte fra bunden. Havde heller ingen far eller mor, der lige kunne hjælpe mig økonomisk, så var virkelig på herrens mark både følelsesmæssigt og praktisk.
Jep, det var en hård tid, men ville nu ikke have været den foruden. Sidder også i dag i min dejlige lejlighed, lysvågen på mange punkter efter 4 års skiftevis hvile/kamp! Nu med mit studie, som jeg har genoptaget og jeg får ligeledes merit, vejledning og alt det der skal til, for at jeg kan gøre en reel indsats. Derudover er jeg startet i terapi, hvilket er ganvligt for både mig og min datter. Jeg har mange ting med mig fra min barndom, som har styret mit liv fuldstændigt som voksen og det er jeg ved at lægge fra mig. Så absolut på rette vej. Absolut :o)
Hvad kan jeg sige...
Hurra for os! ;o)

Fik selv en stor depression da jeg kun manglede at skrive min Ba opgave, dog af lidt andre årsager, kom i gang igen efter at have taget et års orlov og arbejdet, så kunne jeg få skrevet min BA opgave og er nu kommet rigtig godt igang med min overbygning. Og har humør og mod på det.

Jeg kender godt den følelse du står med. I en alder af 30 år blev jeg opsagt af min arbejdsplads, da virksomheden flyttede til udlandet.
Det slog mig ikke ud, da jeg tænkte at jeg nu ville starte på en længe ønsket ny uddannelse. Efter jeg startede uddannelsen, skete der en masse forandringer. Min far døde og jeg måtte flytte hjem til min mor for at hjælpe hende. Efter et stykke tid, flyttede jeg til en anden lejlighed, for at kunne bo i nærheden af min mor, så hun havde noget støtte fremover. Hun blev selv syg, efter min far døde.
Det gjorde at jeg måtte flytte væk fra de venner og det aktive sociale liv jeg havde før.
Jeg fik nye venner der hvor jeg bor nu, men det er aldrig blevet det samme.
Jeg besøgte stadig de gamle venner, men ikke så ofte som før. Afstanden var blevet lang og jeg selv magtede ikke at holde den samme kontakt som før.
Min søster blev i denne periode også skilt og alenemor til 3 små børn. Så her måtte jeg også træde til og hjælpe en del.
Jeg er af den holdning, at man skal hjælpe sin familie, når der er brug for det. Men jeg sidder også nu og tænker "hvem hjælper mig" ?
Der skete lidt flere forandringer i den periode, der krævede en del af mig, både fysisk og psykisk.
Det der skulle være en ny start på livet, med et arbejdsliv og privatliv der ville gøre mig glad, er nu endt med en depression.
Jeg orker næsten ingenting, er konstant trist og træt og studiet er blevet udsat gang på gang.
Når jeg ser andre i min alder med mand/kone og børn, og hører dem sige "skal du ikke også snart til at stifte familie og få nogle børn" gør det lidt ondt.
Det var ikke sådan her det skulle have været. Der er så mange ting jeg gerne vil, men magter ikke at udføre det.
Orker ikke engang at gå på en date, når jeg bliver inviteret ud.
Siger ofte ja, men finder hurtigt på en undskyldning for at aflyse.
Føler ikke at jeg har noget som helst at tilbyde mere, og kan ikke overskue tanken om, at skulle lukke en anden ind i mit liv.
Når jeg tænker tilbage på, hvem jeg var for 5 år siden- glad, livlig, energisk, social og feteret, bliver jeg endnu mere trist. Hele verden lå jo åben dengang.
I korte perioder letter depressionen, og jeg føler glæden ved livet igen og får lyst til at omfavne verden igen. Det holder bare ikke så længe.
Hvor ville jeg gerne være hende jeg var engang.
Også en god weekend til dig. 😉

I en periode, hvor det så allerværst ud for mig, blev min storesøster på 45 skilt fra sin mand. Hun fik en depression og ville droppe sit studie. Jeg tilbød hende og hendes teenage datter at flytte ind hos mig i den periode, hvilket de takkede ja til.
Studiet fik hun gjort færdig efter to måneders daglig pep-talk fra min side. Men det blev simpelthen for meget til sidst. Jeg tror egentlig, at hun nød (lidt for meget) at få omsorg og gik helt i stå, da hun boede hos mig. Pludselig var det mig der sørgede for at hendes datter kom i skole, havde rent tøj, madpakke, jeg lavede mad, rydede op, gjorde rent samt sørgede for min egen datter og min søster...hun sad foran tv'et og begyndte at få nogle temmelig underlige vaner. Pludselig ville hun kun drikke med sugerør f.eks. Hun gik helt i barndom. Tog sindsygt meget på. Og bidrog ikke til økonomien overhovedet, hvilket smadrede min i forvejen elendige økonomi. Det endte med, at jeg tog beslutningen for hende, som hun ikke selv turde/kunne og bad hende om at flytte og få sit liv på benene. Nu er hun heldigvis i job og hendes datter har det meget bedre. Jeg var virkelig bekymret på et tidspunkt...

Hmmm....men sagen er, at jeg egentlig sad tilbage og var alene med mit, uden at høre fra hende i et halvt år. Det var lidt en hård erkendelse...

Du er jo min kaos tvilling....jeg er helt i chok😮🙂
Gud hvor er jeg glad for at læse dit indlæg. Helt vildt. Ikke at jeg ønsker vores suppedas for nogen, men man tror altid at man er alene og bliver så glad når man kan dele sine tanker med nogle andre.
Jeg kan næsten ikke tro at vi er så ens.
Jeg kender nemlig alt for godt til det med at ville klare det hele selv og punke sig selv i hovedet med, hvorfor man ikke er som andre. Hvorfor KAN man bare ikke være som andre.
Jeg tror dog alligevel, at hvis jeg bare var fuldt med strømmen, havde jeg også mistet mig selv et eller andet sted.
Nu ved jeg dog, at jeg ikke skal være bange for at spørge om vejledning, næste gang jeg er i tvivl.
Vildt flot at du har kunne klare alt det du er gået igennem. Med barn og hus og alt det der. Jeg beundrer dig.
Og ja, tillykke til os, vi er videre. Man kan godt, selvom man ikke er som andre🙂

Der er flere der har haft det som mig. Næsten skræmmende identisk😮🙂
Tak for pep talk

Dejligt du er kommet videre.🙂
Det føles bare så unfair at man skal rammes af den slags, når man nu lige syntes man var på vej🙂

Tror jeg deler pladsen i midtpunktet af det universelle kosmiske kaos med dig! Jeg har det også på samme måde. Jeg ville også klare det hele selv. Og NØJ hvor blev jeg vred og skuffet ud over alle grænser, hver gang tingene så ikke lykkedes. Hadv jeg ikke har nedskrevet af handlingsplaner for mig selv er ikke småting. Og jæsse hvor gik det galt mange gange....hahaha, det kan jeg jo så heldigvis grine lidt af i dag.
Well, det er netop et spørgsmål om, at lukke andre ind i sit rod og få et lille skub i den rigtige retning... ;o)

...Murphys lov :oD hihi...

du skulle have smidt i hovedet.😕
Jeg kender alt til, at det rammer SÅ hårdt når folk spørger, om man ikke snart er færdig eller skal have børn osv.

Hvorfor skal ens liv nødvendigvis forceres ind i andres rammer, når jeg synes det er helt tydeligt, at man slet ikke er i nærheden af de rammer?? Det er selvfølgelig ikke ondt ment fra deres side, men....alligevel. Man bliver ked af det.
Det værste når man er i sådan en situation, er at måtte forlade sit sociale liv, som du måtte. For det er sgu nogen gange det eneste der holder modet oppe hos en.
Og kender godt til det med, at man virkelig er der for sin familie i med og modgang og pludselig en dag man sidder alene med sine tanker, går det op for én....hov, hvem er der for mig.
Jeg synes det er gode tegn, at du trods alt af og til kan føle verdenen.
Men det er svært at føle sig motiveret til noget, når man synes man bare er hende der er bagud og alligevel aldrig kan følge med de andre.
Men jeg tror man skal lære at se tingene anderledes. Jeg ved endnu ikke helt hvordan, men jeg tror jeg langsomt nærmer mig.
Tror du det kan være en idé at tale med din læge om noget hjælp?
Jeg ved min veninde gik til en psykoterapeut efter at hendes mor døde og hendes liv faldt sammen. Det har hjulpet ret meget på hende. Jeg spørger hende lige hvad det var et hed, for jeg er ikke sikker på, at det var en psykoterapeut.
Psykologbehandlinger virkede ikke for hende, så hun kontaktede denne ....hvad det end var, som bruger andre metoder. Hun arbejder meget med underbevidstheden og stille og roligt fik hun min veninde til at lukke op for nogle ting.
Jeg synes du virker stærk og man kan ikke gøre for, at man rammes af det man nu engang rammes af. Du skal nok komme ud på den anden side og blive hende pigen fra før igen, bare en pige med mere ballast

Jeg VAR til sidst en handlingsplan. Jeg BLEV en liste. Og nej, intet andet lykkedes selvfølgelig. Jo tøjvask og opvask og rengøring og den slags. Lige så snart det blev tungere emner, så gik jeg kold i det.
Det var som om jeg var bange for at blive konfronteret med endnu engang, at jeg ikke kunne. Jeg var bange for at få skældud, fordi jeg ikke kunne gennemføre (hvorfor ved jeg ikke) Tror jeg.
Men du har da helt sikkert ret i, at man skal blive bedre til at lukke folk ind i sit rod, så man kan få et skub i den rigtige retning🙂
Jeg sidder helt og griner af, at jeg slet ikke har opdaget at jeg har haft en nabo i midtpunktet af det universelle kosmiske kaos Flere naboer, ser det faktisk ud til🙂

Tænk, jeg troede jeg var den eneste. Hvorfor tror man altid det?
Det må være fordi man ikke kender nogen andre i sin omgangskreds, som har det sådan? De er jo allesammen meget perfekte i ens øjne

tilsyneladende😃