Vigtigheden af at tale om det samme...
Familien Jørgensen var ude af stand til at få børn, og besluttede sig til at bruge en donorfar til at starte deres familie. Den dag donorfar skulle komme, kyssede hr. Jørgensen sin kone farvel og sagde: "Nå, jeg tager afsted nu, donoren må være her snart."
En halv time senere, ved et tilfælde, kom en dør-til-dør baby fotograf forbi, i håb om at gøre et salg. "Godmorgen, Frue", sagde han, "jeg er kommet for at tilbyde..."
"Ah, ingen grund til at forklare," Afbrød fru Jørgensen forlegen: "Jeg har ventet Dem."
"Har du virkelig?" sagde fotografen. "Ja, det var da godt. Vidste du at babyer er min specialitet?"
"Ja det er hvad min mand og jeg havde håbet. Kom ind og få en plads".
Efter et øjeblik spurgte hun, rødmende, "Nå, hvordan skal vi starte?"
"Overlad det trygt til mig. Jeg plejer at prøve to i badekarret, den ene på sofaen, og måske et par på sengen. Og sommetider er stuegulvet sjovt, der kan du virkelig sprede alting ud."
"Badekar, stuegulvet? ikke mærkeligt at det ikke har fungeret for Harry og mig!"
"Ja Frue, jeg kan jo ikke stille nogen garanti. Men hvis vi prøver flere forskellige positioner, og jeg skyder fra seks eller syv vinkler, så er jeg sikker på at du vil være tilfreds med resultaterne."
"Puha!, det er meget!", Gispede fru Jørgensen.
"Frue, i mit fag skal en mand tage sin tid. Jeg ville elske at være ind og ud på fem minutter, men jeg er sikker på du ville være skuffet over det."
"Det kender jeg alt til" sagde fru Jørgensen roligt.
Fotografen åbnede sin mappe og tog en portefølje af hans baby billeder. "Det der skete på toppen af en bus," sagde han.
"Åh, Hold da op!" udbrød fru Jørgensen.
"Og disse tvillinger blev usædvanligt vellykkede - når man tænker på at deres mor var så vanskeligt at arbejde med."
"Hun var svær?" spurgte fru Jørgensen.
"Ja det må jeg sige. Jeg måtte til sidst tage hende med i parken for at få arbejdet gjort rigtigt. Folk stod i en ring omkring os, fire og fem dybe for at få et godt kig"
"Fire og fem dybe?" sagde fru Jørgensen, hendes øjne store med forundring.
"Ja", svarede fotografen. "Og i mere end tre timer også. Moderen var konstant skrigende og hylende - jeg kunne næsten ikke koncentrere mig, og da mørket nærmede sig var jeg nødt til at haste mit skud,og da egern begyndte at gnave på mit udstyr, ja så var jeg nødt til at pakke det hele sammen."
Fru Jørgensen lænede sig frem. "Mener du de faktisk tyggede på dit, øh ... udstyr?"
"Det er sandt, frue... Nå, hvis du er klar, så vil jeg sætte mit stativ op og så kan vi komme til at arbejde med det samme."
"Stativ???"
"Åh ja, Frue. Jeg skal bruge et stativ til at hvile mit Canon på. Den er alt for stor til at blive holdt i hånden længe af gangen."
Så var det at fru Jørgensen besvimede.
//Klokken 😉
En halv time senere, ved et tilfælde, kom en dør-til-dør baby fotograf forbi, i håb om at gøre et salg. "Godmorgen, Frue", sagde han, "jeg er kommet for at tilbyde..."
"Ah, ingen grund til at forklare," Afbrød fru Jørgensen forlegen: "Jeg har ventet Dem."
"Har du virkelig?" sagde fotografen. "Ja, det var da godt. Vidste du at babyer er min specialitet?"
"Ja det er hvad min mand og jeg havde håbet. Kom ind og få en plads".
Efter et øjeblik spurgte hun, rødmende, "Nå, hvordan skal vi starte?"
"Overlad det trygt til mig. Jeg plejer at prøve to i badekarret, den ene på sofaen, og måske et par på sengen. Og sommetider er stuegulvet sjovt, der kan du virkelig sprede alting ud."
"Badekar, stuegulvet? ikke mærkeligt at det ikke har fungeret for Harry og mig!"
"Ja Frue, jeg kan jo ikke stille nogen garanti. Men hvis vi prøver flere forskellige positioner, og jeg skyder fra seks eller syv vinkler, så er jeg sikker på at du vil være tilfreds med resultaterne."
"Puha!, det er meget!", Gispede fru Jørgensen.
"Frue, i mit fag skal en mand tage sin tid. Jeg ville elske at være ind og ud på fem minutter, men jeg er sikker på du ville være skuffet over det."
"Det kender jeg alt til" sagde fru Jørgensen roligt.
Fotografen åbnede sin mappe og tog en portefølje af hans baby billeder. "Det der skete på toppen af en bus," sagde han.
"Åh, Hold da op!" udbrød fru Jørgensen.
"Og disse tvillinger blev usædvanligt vellykkede - når man tænker på at deres mor var så vanskeligt at arbejde med."
"Hun var svær?" spurgte fru Jørgensen.
"Ja det må jeg sige. Jeg måtte til sidst tage hende med i parken for at få arbejdet gjort rigtigt. Folk stod i en ring omkring os, fire og fem dybe for at få et godt kig"
"Fire og fem dybe?" sagde fru Jørgensen, hendes øjne store med forundring.
"Ja", svarede fotografen. "Og i mere end tre timer også. Moderen var konstant skrigende og hylende - jeg kunne næsten ikke koncentrere mig, og da mørket nærmede sig var jeg nødt til at haste mit skud,og da egern begyndte at gnave på mit udstyr, ja så var jeg nødt til at pakke det hele sammen."
Fru Jørgensen lænede sig frem. "Mener du de faktisk tyggede på dit, øh ... udstyr?"
"Det er sandt, frue... Nå, hvis du er klar, så vil jeg sætte mit stativ op og så kan vi komme til at arbejde med det samme."
"Stativ???"
"Åh ja, Frue. Jeg skal bruge et stativ til at hvile mit Canon på. Den er alt for stor til at blive holdt i hånden længe af gangen."
Så var det at fru Jørgensen besvimede.
//Klokken 😉